Ryddede samfund

23. August 2012 af Maria Guldager

Jeg forlader historierne

ligesom historien har forladt mig

Jeg møder manden der tør præcis

alt, og ved intet ængstes han

selv ej den sociale ydmygelses pris

Til enhver tid er han klar

til at tabe sit ansigt

han mister intet hvis det var

for under hvert ansigt

har han et nyt

Der er ingen skam

eller hjælpeløshed forknyt

der på vingen kan få ram

på hans bagside eller under ansigtet

Denne mands hud selvforsyner sig,

når andre gøres forlegne og akavede, utilsigtet

- – -

At være i samfundet er

at give sig bort til udnyttelsen

at være i tiden uden at være i samfundet er

at holde sit ansigt ude af nyttelsen

Man vasker sine kroppe i sæber der dufter

til samfundstypernes indelukkethed

Fremtiden vælger sig ved armdunster

forseglet som drifter med indforståethed

- – -

Han går ind i hende

naturressourcerne er knappe

men alligevel har han i sinde

hendes blod at indtappe.

- – -

Klistrede hænder på hendes corsage

halskædens perlende dråber

der svinger sig frem og tilbage

mellem det hun tror og det hun håber

—-

jeg skriver ud i luften

og bliver overskrevet af en fuldvoksen

mand i en meget ren krop

- – -

Tiderne skifter

mig

ud

Siderne river mig

med

indtil

jeg læser mig tom og lægger

mig, med bogen under min ene arm, der hviler på min mave

Forstummet indflettes jeg i overtonen

af sparsom forbindelse

til ukuelighed.

I min dybe tallerken hælder jeg perler

kommer hårlak over

og spiser

det ser godt ud og føles naturligt

- – -

Min pen er løbet tør

Den løber mod det mørke rum

der hvor der ingen døre er

Jeg kan ikke finde noget

af det som er

for min pen har løbet mig tør

jeg står blind i  en mørk skov

farerene smider sig i hovedet på mig

dræner mig for lak

og glimmer

og appetit, jeg bliver bidt af en overtone

en af de ovenboende, en slags mester med

ansigter til hele turen hjem, jeg vil med

men han vandrer alene, eller med sin kone.

- – -

Mennesket som den slappeste- menneskeheden som den stærkeste

Du som den slappeste generthed – jeg kan krølle dig sammen med min ene hÃ¥nd, glemme dig i min lomme, give dig en tur i vaskemaskinen, uden du ændrede dig, du ville stadig følge efter mig som en slap streng, der gør alt for at hænge i. Du er det stærkeste menneske, i min generthed overtrumfer du alle modsigelser, du kan springe og klatre, og fordi du kan, uden at du ogsÃ¥ gør det, beundrer verden dig. Du undertrykker tilbøjelighederne, og fremmaner et bÃ¥nd af nedarvet tilsynekomst, der holder sammen pÃ¥ mine jokes, hestebid, du er sÃ¥ slap som du ligger der pÃ¥ sofaen og begræder vores fælles liv, du er bare en eneste, og nÃ¥r vi taler om verden forstÃ¥r jeg hvor uvæsentlig du er, hvor overflødig du og min sofa er, jeg sidder pÃ¥ det tomme gulv og tænker pÃ¥ din storhed som du udtaler dig pÃ¥ tv, du er en mand i jakkesæt, du er en mand med en røst, du er en mand med et blik der kan forføre mine lidelser, lokke dem med ind i et hjørne og kÃ¥re dem, udnævne smerten til noget sakralt, en gerning; et blik jeg kan forføre mig selv igennem, fordi mine hænder sÃ¥ gerne vil spises, fordi mine hænder tilintetgøres ved synet af den slappe mand og afstanden imellem mine lidelser og verden og den generte lap papir i min hÃ¥nd og mine selvmodsigende svar og mit manglende mod til at stÃ¥ stille og mit ubehag ved din leveform og min tendens til kun se overflod som noget udenfor mig selv og min vaskemaskines mavesurhed, jeg forgÃ¥r, fordi jeg intet forstÃ¥r, af naturlig selektion. Derfor virker dine moves, derfor siger jeg nej og skubber dig væk i selvbeherskelsens navn for kun kort efter at gÃ¥ med som byttet pÃ¥ dit rov, mine hænder og fødder bliver endelig spist, bliver endelig overmandet uden at blive udslettet, kvinden bliver vældigere til, jeg er i det du gør og din krop gør mig til hvem jeg er, jeg skvatter rundt i min krop, du samler den op og veksler mellem at dirigere den og spise yderligere af den, jeg føler mig mindre og større, og føler fordomsfuldt at dette er alt, hvad jeg nogensinde har læst op til, og jeg hverken er eller behøves at være forberedt, at min IQ spilder tiden alle andre steder end her, mine skridt bliver til din eftermiddag er gÃ¥et, jeg bider mig i læben for ikke at undskylde mit tidsforbrug, jeg ved jo man ikke undskylder, det er for sent, men hvad siger man sÃ¥, derpÃ¥, hvad siger man i et kram mellem sine velkendte drømme og en fremmed historie, der har ligget som krop pÃ¥ sin krop, man vifter en hÃ¥nd og siger hej og i munden pÃ¥ hinanden, gensynet, der naturligt udgÃ¥r som galskaben aftager, min aftager i smÃ¥ drÃ¥ber, der ligner rødglødende perler mod en bund beboet af bid og slid og ansigter hid og did i en tid, i en tid, i en tid, der slÃ¥r revner i en hviskende strÃ¥le af dialoger imellem dialoger.

Kategori: indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!