Kærlighed og biblioteksvand (og mord?)

Jeg havde lige cyklet 5-6 kilometer til biblioteket, og udmattet placeret mig i min farvoritzone med politikbøger på den ene side og aviser på den anden. Øjnene kunne næsten ikke fokusere på dagens Information. Jeg kiggede op fra avisen lidt og prøvede så igen. Det hele svimlede lidt for mig, men blev grebet af en historie og glemte utilpasheden.

Artiklen (http://www.information.dk/216224/)handlede om en nyere tendens i Kina. Drab af korrupte magt(misbrugende)mænd. Da jeg havde læst den færdig manglede mine negle. En tankerække om menneskets natur satte i gang  - at dræbe og at bifalde drab ligger latent i os.

-  Lederen, i den samme avis, jeg var blevet så forarget over, dømte uangrende terrorister til et livslangt lorteliv. Journalisten mente, det terroristerne ønskede, var at dø, så at spærre dem inde på livstid, ville være at ”give dem helvede på jord, hvilket de fortjente”, som han sådan cirka udtrykte det. Min forargelse var over selve det, at man i en leder skulle fordømme andre mennesker på den måde. Han fordømte ikke bare handlingerne, men menneskerne.

Men måske kom forargelsen – som forargelser så ofte gør – fra et sted langt væk fra en personlig stillingstagen – langt væk fra en reel involvering i det konkrete. Fra helikopteren ser alt så nemt ud.  Men hvordan ville jeg se på det i Xiashuixi? Ville jeg ikke også dømme den embedsmand, der havde gennemtæsket/chikaneret mig og min familie i årevis, til et langt koldere sted end her?

Mine tanker blev afbrudt af en anden biblioteksbruger;”Du ser så træt ud, skal jeg ikke lige hente noget vand til dig, det vil jeg gerne”Jeg nåede knap nok sige ”øh jo..” før han drejede om og gik af sted efter vand til mig.

- Hvad sker der for det??Den midaldrende mand med hvide skægstubbe og runde briller så helt almindelig ud i sin mørkeblå jakke og jeans. Og havde han fx bare spurgt mig om tiden, ville jeg aldrig have overvejet om han ville spytte i vandet uden jeg så det.. eller komme gift i? … Rapedrug måske..

- På den anden side (den amerikanske julefilms-side) kunne han være en engel eller sådan noget. Jeg VAR svimmel og jeg VAR træt (at være oppe med en baby det meste af natten har det med, at gøre det ved en) og jeg havde faktisk tænkt på, hvor træls det var, jeg havde glemt at medbringe vand, og hvor irriterende langt der var hen til en vandhane nu, hvor det svimlede lidt for mig.

Den pæne herre kom tilbage med hele to glas dejlige vand, som jeg hurtigt drak.

Jeg havde affundet mig med, at skulle ligge syg efterfølgende, hvis han havde sneget noget i – lige da var jeg bare så vand-trængende.

Og hvad kan man så lære af den anekdote?

At hvis man ser nogenlunde ordentlig ud, kan man godt gøre normfjerne handlinger UDEN at blive totalt stemplet som gakgak (professionel killer muligvis, men ikke tosset, det var han for pæn til.)

-Men det vidste jeg allerede, og jeg hader at lære ting jeg allerede ved!

Nej, det nye består nok nærmere i en overvejelse om mig selv. ”Vand-episoden” fik mig til at tænke i (for) lang tid. Ikke fordi jeg er et utroligt taknemmeligt menneske, men fordi det irriterede mig, hvor unormalt en så næstekærlig handling føltes. Ikke mindst fra min egen hånd. Ville jeg turde spørge en (træt) fremmed på et offentligt sted, om han mon trængte til noget vand.. ?

Jeg ville være pæn nok til det, hvert fald. Jeg ser så godt ud, at den fremmede ikke ville antage, at jeg var imbecil eller psykopat.

Men er jeg for pæn? Føler jeg mig for skøn og lækker til at bryde den sociale norm, og række ud til min næste?Jeg tror nu godt, jeg kunne gøre det, hvis det virkelig gjaldt.

Jeg tror, det ligger latent i alle mennesker, at være næstekærlige udenfor almindelighedens grænser – ligesom det at dræbe en bøddel gør det.