Kender du det når man ser sig i spejlet, og sys der mangler noet…?

(Tekst på papir: “Jeg kiggede forbi, men du var der ikke, så jeg smuttede igen… – Karrieren”)

Åh ja sådan der kan jeg godt have det nogen gange! Et uopmærksomt øjeblik, en pose chips for meget ædt i sofaen foran Phil, et usmart angreb på dommer Herbert i parken, lidt læbestift på tænderne eller måske bare en dans foran den forkerte fyr – hvilken som helst fejl kan forhindre vores liv i at gå i den retning, vi først regnede med.

En usikker fatalist som jeg skal dog ikke kunne sige noget om, præcis hvor meget der skal til for at ændre store ting i livet – såsom partner og bilfarve – men fortæl mig ikke, at du ikke kan huske tidspunkter i dit liv, hvor du valgte … tja vistnok rigtigt!? Skal jeg ofre de penge, er hun den jeg vil have, skal jeg føde barnet, er jobbet nu også for mig, bør jeg springe fra, gør dette mig til en kujon, kan jeg se ham i øjnene sådan OSV. Tidspunkter der så noget så afgørende ud dengang, men som man nu har affejet med et ”tja jeg var nok endt her alligevel” – egentlig har man bare glemt intensiteten i at stoppe tankerne og handle. Vælge.

Og nu er man så der, hvor man er. Her. Nu. Eller er man? Måske er man stadig lidt i det gamle og til tider kun i det nye, fordi man ikke kan udholde naboens grønne eng og hans dansen derpå. Og det er generelt også svært, bare at være, uden andet. Kan Jan Grzebski, en polsk fyr der lige er vågnet fra en 19 år lang koma, overhovedet kapere at være i nuet? Eller var valget om ikke at lade ham drive hinsides forkert, så afgørende forkert at karrieren, håbet, drømmen, lykken ikke venter på ham nu, hvor han er tilbage?

Se det får du og jeg aldrig svar på, men det er nu mere underholdende at gisne om, end seriøst at overveje det uovervejelige; nemlig ens eget vupti-liv og dets retning