Ã…rtiers idiotier

30. September 2013 af Maria Guldager

Den samme mand tørrer sin svedige hud med den samme forvaskede klud på den samme scene af støvregn med den samme ligevægt, der tiltrækker den samme slags villige kvinde, der falder for den samme slags mænd, der udfolder sig på verdensscenen i samme slags dryp som dem før ham og kvinden vasker ham i samme tempo, som hun er vant til at love. Hun gisper efter vejret i samme krop idet den flytter sig fra sig selv, for at blive sig selv, den samme som hans verden.

NÃ¥r han taler fra forretten til desserten i overbevisende sætninger lige sÃ¥ lange som hovedrettens spaghettier, og fra desserten til gÃ¥turen fortsætter med at bremse for alt anden akrobatik end hans egne tøjlesløse ord der snart behersker mig og snart keder mig og snart steriliserer mig og snart gentages af mig, og fra hoveddøren og til “velkommen til” stadig ikke har spurgt mig om noget, og nÃ¥r han vinker mig ind i det tavse rum, for at tilfredsstille sig selv med min vellyst, kan jeg kun gÃ¥ med, øjner jeg en chance til at fÃ¥ frihed fra hans overbevisninger, rense de rifter han har sat pÃ¥ min nakke, i acetone, men det gør mere ondt end det burde, og jeg mÃ¥ gemmer mig i smilet.

Jeg gør det samme, med den samme slags mand, på den samme måde. Indtil jeg endelig falder i søvn, som er hvad, det hele drejer sig om. For søvnen er den eneste forfører, der kan bringe mig videre som noget meningsfuldt. Det vågnes meningsfuldhed er et regnehæfte, jeg ikke kan løse. I min mangelfuldhed. Så jeg springer i de samme ubrudte baner, over de samme mænd der knæler for deres egne garantier, og med samme fantasi opfinder jeg den samme åndens verden, der ligesom jeg forundres over at verden er den samme som den altid har været, når nu de samme ting aldrig genfindes, men kun i samme krans sætter sig på hovederne, der i samme nu bliver nogle andre. Når verden blander sig, fordufter de samme, igennem nogle andre gentagelser, det er de nødt til. Ellers prikker det over hele kroppen, og man ser sig selv udslettet, fordi det samme spil erobrer kun nye affærer.

Mine øjne flytter deres syn i en gyngen, som selvstyrede visere på et ur kridter de banen op, svingende mellem mine modsatrettede udskejelser. Det ser ud til jeg igen svæver rundt mellem virkelighed og drøm. Her bliver potentialer til motorer. Farten er lige så hastig som mine nuanceringer, og det er som om tågen får mening til at fremtræde. Den samme mand hilser mig på samme måde, men jeg kan tale igennem hans mund. Den samme mand er blevet en anden. Jeg er blevet den samme mand. En lang liste af sædvaner fra urfællesskabsforestillingen spiller med i en opera om fremtiden. Den syngende fornemmelse giver efter i mig, og jeg bliver bugtalerens dukke, flået bort fra forskel. Det er ikke, fordi jeg har fordrevet hørelsen, at jeg genkaster alle hans ord, der afkræfter min tilblivelse. Det er fordi, jeg kan gå på luften. Den af ord tykke luft bliver tydelige streger, som jeg med gyngende observans læner mig på for at se ned over jorden. Læremesteren ligner et knappenålshoved gennem skylagene. I en myriade af noget så småt, at de næsten ikke findes. Og de sitrende prikker varer kun en kort tid, derpå smækkes dørene i. Minimale udviklinger hvirvler rundt, og så bliver det ene knappenålshoved skiftet ud med det næste. Som genstand kan jeg stole på luften, den løber under mig og gør mit tempo stabilt. Som forstand bruger jeg sanserne, hvori min læremesters år møder mit drømmeunivers, der snart smelter sammen, og efterlader mig i den samme pøl af mænd, der snakker som mænd, der tilnærmer sig selv, går ind og ud af sig selv, med følelsesskjold, og har i jagten glemt ydmygheden i slimhinden på deres mødre, hvor den endnu ligger og passer sig selv, fortrængt af egoer, så voldsomme at kun en kvindes forventninger kan have krænget dem ud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!