Kropsterapi

8. July 2016 af Maria Guldager

Som var de bange for at få min nedre urskov i hovedet, venter de på, jeg har vendt mig om og væk fra dem, venter med at passere for selv at finde en skabsplads, tage tøjet af og lægge det i skabet med elastiknøglen og derpå strutte rundt nøgen, indtil svømmetøjet er kommet på. Vi er vant til nøgenhed her, det er tydeligt, men vi omgås de nøgne kvindekroppe med særlige tavse regler, og jeg taber min nøgle samme sted hvor to fødder er plantet, nøglen ligger lige imellem to ben, hun har ikke bemærket mit tab, og jeg går i gang med at skabe kontakt til den nøgne krop, uden at se på den, det er imod reglerne, ingen øjen-til-krop-kontakt, øjenkontakt er at foretrække, men vi undgår den helst, jeg ender med at vente til kroppen er gået, så kan jeg bukke mig uden at genere andres billede af en krop, når jeg bukker mig efter nøglen og mit maveskind hilser på det våde gulv, men uanset hvilke dele der slasker og hvilke dele der er strammet op, er jeg privat med tøj på og uden tøj en offentlig genstand, der bør tænke særligt over hvordan den begår sig, jeg er ikke sur, jeg er bare en krop der ikke ignorerer sig selv, men ignorant lader sig ignorere af andre kroppe.

Jeg læser og skriver uden andet lys end fra computerskærmen, jeg ved det er ødelæggende, jeg ved, det slider mine allerede uskarpe øjne, men samtidig tænker jeg, at man i gamle dage sikkert klarede sig fint uden lys, og desuden er dit øje klart, er hele dit legeme lys, så jeg skruer op for mit legeme ved at se klart.

Er der noget i vejen for, at jeg bliver her lidt længere? I uvisheden, i nakkesmerterne, i hofteproblemerne, jeg har ingen, ser du, andre steder at gå hen med mig selv.

“Hun holder noget tilbage” siger guruen. “Ja det er tydeligt”, siger assistenten og tager noter, om hvad ved jeg ikke, jeg ligger på gulvet krampagtigt i en stilling, guruen snor mig ud og med hænderne om min mave og blikket mod mit bækken siger han: “du skal ikke være bange, ikke være bange”. Atter bliver jeg sat i en ny stilling. “Kør op og ned, bryst lige over tommelfingre” Jeg aner ikke om jeg er oppe eller nede, aner ikke hvordan jeg kommer ud, alt gør ondt, jeg kører langsomt og svedperlende ned, men sidder fast, kan ikke få mig selv op: “Hun holder alle sine spændinger i nakke, alle!” siger guruen til assistenten, der har lagt sig selv ind under mig og effektivt men smertefuldt får mig lirket op og ud: “ja kroppen forstår ikke sig selv i dit tilfælde” svarer assistenten.

Ikke en, ikke to, ikke tre, men alle

lakridserne spiser jeg og det er ikke fordi jeg ikke kan lade være, jeg har bare besluttet mig for, at det er i orden at være en anelse hedonistisk hver aften. Engang var jeg clean, helt ren, ingen sukker. Det var en lang periode, og i den periode malede jeg med en bred pensel, når jeg skulle forklare hvor vanedannende sukker er. Narkotika, hører du, det rene narkotika, du kan slet ikke forestille dig hvor afhængig, jeg engang har været. I min rene periode gik jeg op i, at fortælle hvor dræbende sukker er, og i min denne mere løsslupne periode går jeg mere op i at sige, at vi jo alle sammen har laster, og at min bare smager rigtig godt. Det virker barnligt, siger du, og forstår min nyvundne sukkertrang som et tilbagefald til da jeg som barn åd mig en mave på, men det er ikke det samme, i dag er et godt glas rødvin bare bedre med et stykke chokolade eller en skål til, og det er da voksent, rødvin, og skåle, og det er derfor jeg nævner det selvom ingen af delene er nogle jeg tager i anvendelse, det er mere direkte fra posen-systemet. Hvad med dit helbred, siger du, og spørger mig om jeg pludselig er blevet ligeglad med konsekvenserne for min sundhed, men hvorfor lægge mere vægt på sundhed end på lyst, spørger jeg tilbage. Lyst der undertrykkes bliver også til sygdom, sætter sig i solar plexus hvor potentialet for al velvære også sidder. Jeg finder bare på det, fordi jeg ikke er klar til sukkerafvænning, men det lyder klogt nok til en selvhjælpsbog.

Selv tak

tak selv

for jeg er dit selv

eller er jeg mig selv

eller dig selv

hvem er jeg

selv

uden en andens mening

i min hals

er jeg virkelig fri

af tanken

om et fængsel

af kød og blod.

Hun vikler halstørklædet om sin hals, snor halsen om sit tørklæde, jeg kan ikke finde hendes hoved, men hører det, som vi står og snakker, som hun står og svajer i vinden, snart farer rundt i vinden med sandkorns tilfældige retning. Jeg hører kun halvt efter. Ligesom i folkeskolen, et halvt hoved, et enkelt øre, en halv bevidsthed fordi jeg ikke hørte hvordan, man deler den i mindre.

Jeg troede vi kunne være begge dele. Både venner og lærer elev. Det vil ikke hænge sammen, siger du og jeg føler jeg ikke hænger sammen, jeg tvivler med et på mennesket, hænger mennesket sammen eller er spredt ud i roller og aldrig et helt menneske? Spørger tvivlen. Jeg ser mig selv i dens øjne, vi kigger væk, for at åndedrættet skal fortsætte, for at dagen skal blive til en næste, for at blomsterne købes tid, vi er her endnu, lidt endnu, voksende børn med tunger der kan sætte en stopper for både afmagt og helhed.

Hun ser ind i mit blik som var det et skridt. Kortvarigt, fordi det ellers bliver enten ækelt eller seksuelt og ingen af delene ønsker hun. Jeg får lyst til at spørge hende og jeg er også næsten lige ved det, spørge hende, om jeg ser godt ud, for det har jeg tænkt på, ser jeg godt ud? Jeg har lagt makeup på hylden og står med den bare ansigtshud og hår foran hende, jeg ved ikke rigtigt hvordan, jeg får spurgt. Spørgsmålet kan misforstås, som et jeg slet ikke vil have svar på, men jeg  V I L have svar. Objektivt set: er jeg smuk? Bare for at vide det. Så har jeg noget arbejde med. Hvis ikke jeg er smuk, må jeg ofre de penge på en frisør, en kosmetolog og en tøjbutik. Hvis jeg allerede er vældig smuk, så vil balladen i mit hovede stoppe, og vil sende min energi andre steder hen. Men jeg er nødt til at blive eller allerede være smuk. Der er ingen andre muligheder. Det uskønne er et fængsel, og jeg har ikke gjort noget forkert. (Siges til spejlet, 2 gange om dagen, skyld-kur).

Han har lavet en manual med sine profilbilleder. På første billede er han glad og gerne. På næste er han nøgen, derefter sidder han på sengen og tager tøj på.

Jeg klamrer mig til frygten som var den min eneste medicin mod sygdommen. Det anstrengte forhold til mig selv viser sig i min taknemmelighed over, at han vil være i stue med mig. Vil du virkelig?

Det er ved at se ind i øjnene på mit spejlbillede, at det går op for mig for selvoptaget jeg er. Jeg bekymrer mig ikke engang for spejlbilledet, kun mig.

Jeg hører lyden af knuste knogler, i profilteksten: “hvis du bidrager i forholdet, får du også igen”, selvom det er indsigtsfuldt for en mand at stave til, og digte frem fra sit indre sikkert på baggrund af mange forliste kvindebekendtskaber. Arme kvindeknogler.

Med mine unge hænder trykker jeg mod hendes gamle krop, der tænker: “hvornår er hun færdig”, samtidig med at mine hænder tænker: “ikke endnu, lidt mere, lidt dybere”.

Generthed er et stof jeg er lavet af. Jeg har malet meget ovenpå, siden jeg blev lavet, men baggrunden er genert. Jeg hader baggrunden, men kan ikke leve uden, det er særlig tavs regl, man lever ikke uden en baggrund. Jeg bliver ikke præsenteret og det hele er sært dagen igennem, jeg kan ikke gå over og præsentere mig nu, efter at have været i hans selskab hele dagen, er jeg overhovedet præsentabel og hvad vil han mene om min præstation, jeg tør da godt, men jeg er her ikke helt, jeg er i genertheden, i baggrunden af mig selv, ved siden af de andre der har udlevet deres potentiale i højere grad end jeg, der endnu sveder i hænderne og desperat spejder efter et smil at smelte ind i.

Alene

angsten

alene

angsten

alene

glæden

alene

selvberoenheden

alene

lykken

lykken alene

er ikke lykke

selvberoenhed er glæde

hvis jeg er sammen

hvis jeg er et man.

Mening i en hals der har en bagside og det er nakken.

Jeg vasker mine tænder i sukker, for jeg har kun hørt halvt efter.

Jeg klemmer en sidste tåre ud over, at jeg ikke er anerkendt som poet. Og så fortsætter jeg tilværelsen som ikke anerkendt poet.

Det er som om, jeg ikke kan få mit ansigt nok frem i dag. Jeg tjekker ankomst på facebook fra laptoppen, og tjekker så telefonen, havner på facebook og føler jeg har tre ansigter selvom jeg stirrer ind i det samme.

Og så skriver vi frem og tilbage du og jeg, dine opslag, mine ansøgninger og så skriver livet om jeg kan lege, jeg skriver lige til dig for at høre, men der kommer ikke svar før svarfristen, jeg melder mig ud vores relation for at få fri, men der er ingen fri uden vores relation, her går jeg og sulter og bliver nødt til at skrive frem og tilbage med dig igen. “Vi søger”. “Jeg kan tilbyde”. Jeg lægger mig og krammer ensomheden, holder hende om taljen, det skvalper lidt men jeg er altelskende,

Vi leger med musklerne, alle taber vi mig på gulvet, hvor det flyder med tanker, der ikke lader sig sortere eller tæmme og så starter hun sangen:

‘Mit barn vi har delt dig i to, jeg våger over dig, men du kan ikke finde ro..’

En krop der ligger i to dele. Jeg tager fat med begge, hiver og presser, intet sker, jeg afklæder kroppen og mig selv, jeg mærker en puls, men den forsvinder når tøjet kommer på igen. Kun afklædt lever kroppen, og jeg gifter mig med den for at forsikre den om, at den kan være hel, her hos mig. Kroppen ænser slet ikke skilsmissen, for den har tøj på, og er allerede skilt, siger den og jeg overvejer at vande den med dårlig samvittighed så den ætser op. Så kan jeg endelig gå mine egne veje. Nej, hyler mit afkom. Jeg hiver og presser og afklæder, hiver og presser og afklæder midt i den pulserende fragmenterede by.

“Det kommer an på din person”, siger receptionisten der lige har tilbudt mig et arbejde. Her er den: situationen jeg har ventet på i årtusinder. At det skal komme an på hvem jeg er, mere end hvad jeg kan. Jeg vil råbe: “MIN PERSON ER FANTASTISK”, men jeg møder hende med et halvt ansigt og en bevidsthed krympet sammen i kindernes indespærrede gitter, mens min krop står tung og overflødig, som var den på prøvetilladelse, som var den måske måske ikke min.

Min krop min krop, hvorfor har du forladt mig?

Jeg skal ud af døren, men døren vil ikke tage imod mig, jeg sidder fast i åbningen eller er det lukningen, min personlighed modvirkes, afvises af immunforsvaret, det får mig til, holde igen med hele kroppen, følelsen af  ikke at være velkommen indenfor, vide at man ER velkommen indenfor, men ikke føle det, føle sig resistent overfor det, der får de andre til at støde mig af, til at gå udenom eller bagom i en baggård med deres bagtanker om min bagside eller er jeg en stor forside uden sider med tekst, for hvis der skulle stå noget ville det være andres ord, her er en lejr, her er en anden lejr, og dette er min bagside eller skal vi blive ved forsiden, hvor dybt vil du ind, du svarer ikke for jeg taler over dit hoved, der langsomt svinger sig selv frem og tilbage, hvilket i nogle kulturer betyder ja, andre måske.

Arbejdsmarkedet afbryder kunstneren og spørger, om det også kan siges på en anden måde, kan du sige det i tal, kan du udfylde det i et excelark, kan du referere til din nærmeste leder om det, er du indstillet til, er du uddannet til, er du beredt til, er du udmærket til, er du velkommen til, er du svinet til, er du virkelig til, så sæt kryds i boksen, hvis du er en robot, gå til side tre, er du brændende for området, spørger de og beder om al min varme, så ingen i institutionen fryser, jeg ligner en radiator til samtalen og en fyldt fryser til afvisningen.

Hendes tårer er så lange og klare, og jeg beder hende huske, at det slet ikke er ønskeligt at børn er upåvirkede, og at skam ikke hjælper på noget. Hvor jeg ved det fra? Det er erfaringer jeg har lånt, ligesom jeg har lånt livet, lånt mit navn,  ligesom banken har lånt mig penge, lån jeg enten er skyldige for eller gode for. Hun synger videre og vi føler det, vi nu føler og ved vi ikke er det, vi føler, og at følelsen af overhovedet at være nogen, kan vise sig at være et røgslør; vi ved ikke for hvad, men det har ingen krop og ingen ånde i sig selv, som et monetært system, der truer med at gasse sine kunder, hvis det ikke består.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!