Kunne et ‘du’ være min verden?

12. January 2014 af Maria Guldager

Til lyden af bjergenes højder, hvem jeg forguder,

sætter jeg mine forestillinger, som ild til et rådhus, lid til en politik, mine fødder på en røgsky, utydeligt ser jeg

små liv der kravler, ind i et mellemled, og griber regndråber, der gemmes, og glemmes, og føres ind i et himmelskred, de kravler som om de allerede er som de bliver, valfarter til det nyeste, strækker sig for at nå det, der kan mærkes, og det stærkes kæbe går af led, når de protesterer imod fred, der ikke er mad i, stilhed, der ikke er ro i, kunst, der ikke er storhed i, arbejde, der ikke er position i, de rejser sig som flaget og blæser videre af sted på deres knoglede ben, bundet til sandheden om, at der findes noget sandt, ført af barndom føjer de ikke den voksnes dom af dage der går eller flyver eller sejler, men ikke sætter sig ned, ikke modsætter sig dets bestemmelse.

Fra bag min venstre skulder hører jeg lyden af en scooter der starter, mit højre øre delagtiggøres ikke, mit højre øre skruer op for indtrykkene, det bedste det kan, uden det noget afvigende opfanger, for det venstre øre forandrer lyden sig, nu er maskinen på hvilken jeg træner, brudt ud i lydlige gener, en buldren fra under mig, min forvirring løber frit på båndet, en dårlig smag i munden rejser sig, hvilket øre skal jeg tro på, kan mit løb få mig i den rigtige retning, ren vildskab eller ren indbildning, gådefuldheden provokerer min ilterhed, jeg løber hastigere på maskinen, mod en bitter smag af gammel alkohol, mit højre øre trykker stop, smagen er for ækel, lydene er svundet ind i min mund, min tunge varmes i kyssene under en kold dyrisk akt, belagt med hundredvis af rådne kys virker min tunge fremmed for mig, jeg taler om sandhed, jeg siger fuck høfligheden og fortæl mig sandheden, ved stænk af tiltrængt maskulinitet opgiver jeg ytringerne, og opdager at det kun var principper, som kan gives op, når jeg trænger til at blive lagt ned, når jeg trænger til en løgn om hvor vigtig og køn jeg er, så stoler jeg på ham jeg ingen tillid nærer til, så lader jeg ham trænge ind, deri hvorfra jeg ikke kan fjerne hans rester helt igen, ind i sindssygen på mit bryst, der magnetisk tiltrækker min håndflade, den glider op som om den vil elske mig, men i sin berøring om halsen strammer den sit tag, den vil kvæle sin egen forudsætning, den tænker ikke på hvordan den kort efter vil falde dødvægtig og blåkold, jeg bekymres ved de selvdestruktive gnister, lykken er ansvarlig, det er den der forstår at bedrage allermest, lykkens iboende løgn, en forfængelighed på dagenes vegne, jeg retter mig mod det eneste liv jeg har, spejlet viser mig min mors barndomslidelser, naiviteten må være gået i arv, for jeg rækker behandleren -forbrugerens messias- min hånd, han tager imod min hengivenhed ved at svøbe mig i ord, det føles lunt, da jeg først forstår, at jeg ikke behøver at kommentere

hans splintrede iagttagelser, der træsker før kvæstede antagelser, jeg tygger på hans nik, det smager rigtigt, men min mave reagerer voldsomt, den vil ikke fordøje hans indtrængen på mine foretagender, i selvforsvaret tænker jeg på hygge, at hyggen kunne tvinges frem, hvis der blev sat en god film på, mens uroen hober sig op et andet sted, filmens billedlige historie kunne erstatte de mange grimme steder jeg har set, og som behandleren prøver at få ud af mig, knæ hænger sammen med psyken, siger han, ligesom disse knæskaller ikke tænker, siger han og demonstrer hvor løse mine knæskaller sidder, du der, stop, tænker jeg, på samme måde tænker en stor del af dig heller ikke, behandleren har arbejdet i mange år med ubevidstheder, og får mandag efter mandag en stadig større tendens til, at præcisere hvad jeg skal, behandleren får en hang til at gå over gevind, som en hjemvendt soldats gevær, med åben mave

finder jeg op på briksen, skibbrud på åbent knoglebrud, jeg trodser alt genetik og alle fisk i havet, når jeg vandrer på irske stenbrud, legende som på et pusletæppe, får jeg, næser på brystet, jeg trækker den irske frodighed ind i mine lunger, og giver ikke slip

på den gyldne grønne magt, før min far begår selvmord, på briksen, selvom jeg havde sagt, at jeg ikke ville tale, han fandt det, siger han, i mine spændte baller, det er set

før, sket før, at der har levet en, som mig. Frygten for lydene under mig forsvinder, hvis du fordøjer en modsætning

så enkelt og sammensat er det,

der står det klart, man kan tage det når man vil, i en buffet af trivialiteter, totaliteter, enheder, eksperimenter, skolastik, bekræftelse, ydmygelse, trang, afkald, tankeløshed, refleksivitet, modvillighed, velvillighed, regler, undtagelser, dødfødte, levende døde, øvre herskab, pøbel, fortolkninger, forklaringer, opgør, oprethold, begyndelser, udveje, ridsede/spejlblanke formål, en lang, en længere, debat, monolog, modsigelser og det, der siges imod, tag for dig, du, verden, og du kan få mig som du vil, på et køkkenbord, op af hoveddøren, i ægtesengen, i ungkarleboligens sofa, klæd mig på som din påklædningsdukke, spild sodavand på mig og smid mig ud, klip en ny af mig, tegn mig med sirlige streger, sy guldtråd i mig, hvis papiret kan holde, og skær i mit væsen din udsigt, og giv mig en bamse som surrogat for kærligheden, den vil gøre det samme for mig som en kæreste, pånær orgasmerne, de kan ikke røres, eller forstørres.

HVOR TOMHEDENS TONER DOG RUNGER HØJT I MINE ØRER

for du tilbyder et så snævert tungeudvalg, og den sidste dråbe af hygge er klemt ud af fantasituben, mine ører kan ikke undfange meningen, hvad er det dog du siger, lyden af din stemme bliver højere og højere, ordene flyder på flager, ser jeg, nødlidende i Indien, dømt til at arbejde sig ind i døden, du bemærker ikke selvdestruktiviteten, du flyder, jeg flager, jeg kan ikke bære mere, jeg vil hjem, intet høre, helst bare hjem, hvor jeg selv bestemmer musikken, hvis man nogensinde bestemmer den selv, jeg bestemmer mig for at tage hjem selv, der er hyggeligere, alene, siddende, siden hen dansende ideer overføres, til byens mange blikfang, en verden af venner, men kun i fuldskab og kropslig overlegenhed, for ædruelig smadrer jeg belysningen med øjnenes uafgrænsede mørke, sit mand sit, kommandoer en bamse ville lystre, virker ikke på mørket, alenehed, og de lykkelige inviterer ulykken ind, hæng tøjet i garderoben, tigger de, og mørket afklæder sig som en lille pige, der skal i bad, og det befinder sig ømt og underudviklet mellem relationerne, til mine relationer, og mine forventninger til disse, på dansegulvet, hvor er han manden, siger kvinderne, han må da være på dansegulvet, siger de empirisk, og prøver med sang og sukker og mavebluser og intellekt og voldstrusler og tårekanaler og dyreven og blanke tænder, men han er der ikke manden, han findes ikke konstaterer de empirisk, beatet spiller kun for dem, og deres kæderøg, de drifter væk i en ballade, jeg, hjemme, overdøver deres snorken med Netflix.

Den skam jeg dagligt bor til leje hos er, en plade der stirrer sig fast i mit selvværd, i min psykolog, der rører mig på lårenes følelser, der kramper, Facebook, familien, facit,

skuffer forventningen om kontakt, jeg har sår i munden, tungens bylder møder vinterens kulde, behåret socialitet, uomgængelige konformitet, bekymret funktionalitet.

En fremtid med ryggen til Hovedstadens belysning, mørket over den rammer menneskehedens front, jeg er en blandingsrace, spotlight og himlens mørke, skærer vinteren ud i små bidder, mader hver en hudklædt tanke, og en bange anelse springer op, jeg forskrækkes af at ingen forstår, at spøgelser der ligger på fortorvene og skriger på de levende, giv mig din krop, giv mig din verden, er det jeg ser, er det dagligt svarer, kun

i den begrænsedes døgn, søges ene dedikationen med eneren, vær mig tro, siger to forældre i et kor, et hjertes løsslupne gasser, blæser forstandiges døre ind, jeg prøver at høre tre stemmer på samme tid, jeg bliver

så længe, at jeg ikke kan mærke

anmærkningerne, fra tilnærmelserne, mærker træthedstarmen kilde, er det dag eller nat, morgen eller aften, peber eller lakridspulver, spørgsmålet eller spørgeren, det kilder og jeg trænger til noget, der kan stoppe min forvirring, jeg smører maven i hans ord, det lindrer lunerne, hvis jeg ikke bliver rundtosset af at se mig om efter maven, vil behandlerens tale vække en tomhed, som er den eneste vej ud af sindssygen.

Jeg ser din usikre cowboyjakke, forvasket, forbrugt, dine røde hænder, bekymrer mig, hvordan vil du passe på mig, hvis dine egne hænder skaller, dine øjne så intense som Klaugarts beskrivelser; nøjsomme men kedelige, jeg tilbyder dig kolde hænder i ansigtet

for at dine røde kinder ikke skal blusse op, min kropsfrygt vender tilbage ved din emergerende ansigtsfarve, en gigantisk høj og storladen bro mellem en afslappet og en selvbevidst tilstand, buldrende lyd af majestætiske broer under mig, de befaler alle de spraglede: “Hop” og jeg falder for det, hver gang, så

jeg flygter

til en besættelse af dig, jeg skjuler mig, for hvis de finder mig, vil de hive mig ud af alt jeg har kært, de der ingen fortrydelse kan navngive, jeg sidder i dit næsebor, vil lade mig svinge ned gennem svælget, og lande på dit sultne hjertes hoppeborg

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!