Læremestre

29. June 2016 af Maria Guldager

Bange blikke og bjerghøje forsvarsværker

spiser min sult, mit offer til frygten

der hersker over vandende

i det indadvendte liv isoleret

af hjemmets hygge på lange eftermiddage

hvor støvfnug danser i vindueslyset

dej varmes til duft, en pludren

bliver til fred og rolige hjerteslag, der er plads

masser af pladser

til tålmodigheden, det naturlige, det simple

mens udfordringerne er låst nede i kælderen

eller ude i hundehuset

som han har befalet, som han (frygten) har overbevist

os om er det eneste rigtige.

Jeg kan ikke leve sådan

jeg bryder ud for at få luft

det larmer indvendigt, det larmer udvendigt

indtil jeg møder en stilhed

i luften på min vandring mod bjerget, før mig

derop, siger jeg til Gud, en Gud der ikke er bange,

jeg gaber op og inviterer

glød for livet og den evige forvandling

ind og ned og hele vejen igennem

systemet i mig og under og rundt om mig

som en atmosfære der har opslugt mig

og nu spytter mig ud i små tern

mens jeg gisper efter mere

sult, mere luft, mere.

Jeg er så træt, så stedfjern, så kørt i sænk

at jeg ikke overkommer min egen modstand

jeg bliver et måltid for hendes morale

spist op af rovfuglen der stiger mod himlen

mæt og tilfreds med sin plads i verden

om ikke herre i eget liv, så tilpas i eget liv

en lærer med en lære jeg genkender

fra når mørket får øjne og månen næse

der bloddrypper som ord der tror de kan

forløse smerte men snare bringer tvivl

i øjnene på små børn der forlades

af store børn der er blevet forladt af

mennesker der har mistet sig selv

under huden på hvilken der er spor efter

ægte liv, den tabte kærlighed, fordelt

på huden, på gaderne i små tern.

….

Hun hedder Hanna og er den mest fortryllende

stemme i mit liv, og som den mest tørstige blomst

vokser jeg for hvert ord hun siger.

Vi lægger vores morgen på søens overflade

som var den et dækket bord

jeg bliver ved med at spise af

fordi jeg nægter at bindes i en dvale

sove, høre op, lukke ned

jeg står eksponeret, med alle skygger trevlet op

fortrydelserne rasler af mig, jeg bliver

tynd at se på og ser ind i hende, suger hendes ansigt

til mig, hvorfor er det så svært

at gå i kirke når man ikke har

været der længe, det kræver en genopstandelse

og det er der ingen der kan

på egen hånd.

Hun hedder Hanna og minder

ikke om nogen, hun er

en helt anden ånde, en helt anden krop

end nogen anden

i denne vide verden, hun er så fuld

af lys at øjet på den fremmede må åbne

sig for himlen og den vrantne sky

rykke sig en plads.

….

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!