Løst

20. February 2014 af Maria Guldager

Første gang han besøgte hende, manglede hun sine ben. Det var en ulykke, havde hun forklaret ham, og han havde spurgt nærmere ind. Hun havde sukket dybt, men sÃ¥ fortalt Ã¥benhjertigt om sin tilstand. Fødderne var som smuldret under hende for et par mÃ¥neder siden. En turist havde spurgt hende om vej, det foregik pÃ¥ engelsk nær en trafikkeret vej. Hun havde hastigt peget ham i en retning som kun en tankeløs indfødt kan gøre det, og cyklet videre, uden videre. Men da det var gÃ¥et op for hende, hvad hun havde gjort – efterladt en kulturhæmmet stakkel langt fra sin ønskede destination, og øjensynligt uden øvrige engelsksprogede at spørge- var hun cyklet tilbage, havde smidt sig pÃ¥ sine knæ foran turisten med foldede hænder rakt op mod hans navle. Hans tilgivelse ville hverken hjælpe hende eller ham selv, havde han blot udtrykt. Og ladet hende ligge. Da hun ville rejse sig svigtede benene hende, ja de var simpelthen ikke hægtet fast til knæskallerne længere. Som smÃ¥sten lÃ¥ de under hende, grundløse. Hun havde humpet blødende hjem, for skamfuld til at tilkalde nogen hjælp. DerpÃ¥ var kun vanen hendes ven.

Hun og han så hinanden et par gange i hendes hjem, og så begyndte de at gå ud, som venner, overordentligt gode venner. Folk kastede lange blikke som jag i en nakke efter deres ulige forhold, og deres kærtegn fortonedes ud i en fælles hverdag frigjort fra spørgsmål, undertiden overkom de omverdenen, og så kun hinanden, og når hun på deres gåture blev for udmattet af at humpe frem, tog han hende op på skuldrene, og hun red af sted på ham.

En formiddag, som så mange andre formiddage, besøgte han hende mens hun endnu lå og sov. Han lagde omsorgsfuldt hænderne på hendes rolige skuldre, men opdagede til sin store forfærdelse, at hun i dag ikke kun manglede sine ben, men også højre arm. Han vækkede hende, voldsommere end normalt, og spurgte foruroliget efter en forklaring. Hun troede, han elskede hende, som hun var, sagde hun bare og strakte sig med den venstre arm og stumpen på den højre armhule. Hun passerede hans måbende favn uden at fortrække en mine, gik ud i køkkenet, for at tilberede deres morgenmad, ganske som intet var hændt. Han overbeviste sig selv om, at lade det ligge i nogle dage. Han, og deres uigennemtrængelige kærlighed. Han ville nødigt miste hende til sin egen intolerance. Han spurgte dog sine venner, om de kendte til dette kropsforsvindende fænomen, svaret var nej ikke just, men der findes så meget i dag, så mange nye lidelser. Han konfronterede hende således heller ikke, da han under deres daglige gåtur direkte så hendes ører forsvinde. Men i dagene derefter accelererede det. Ind svandt næse, tæer, røgsøjle, hagen. De var i badekarret i hans hus, da hendes bryster faldt af. -Nu er det nok! Gjaldede han op som en urmand, og trak de dele af hende, han kunne finde op fra badekarret, tørrede dem og placerede dem på bordet i stuen. Hun bad ham forbarme sig, hun ville forbedre sig, hun lovede, at samle sig til en hel person! Lige lidt hjalp det. Han var fuldt ud klar over, at hun ikke havde kontrol over de kropslige forstyrrelser. Noget måtte gøres, en mand måtte gribe ind. Han trak hendes vilje ud af de dele, der nå lå og stirrede på ham fra spisebordet. Viljen snurrede han først rundt om hver del og hægtede dem så sammen, stramt, tæt, for at nægte lemmerne indbyrdes fremmedgørelse.

- Dette holder, fastslog han undervejs, stolt af sin magtpræstation.

Hver legemsdel havde dog hver sin historie, og med pibende stemmer protesterede disse højlydt, de ville ikke indskrænkes til et hele, ville ikke handle i overenstemmelse, for, sagde de, vi har hver vore egne forholdemåder; ved at blande os sammen, gør vi os sårbare overfor ydre angreb, snigere, der vil ind og være med, for hvem kan se forskel, og holde styr, hjernen tror, den ved noget, men den influeres af de mange blodslugende myg, den omgiver sig med, hjernen er bare et maskinrum for data, der kan være nok så spolerede, den er ingen garant, ikke nogen god hersker! Han bad dem alle ligge stille, det måtte være sådan her, bestemte han, for at hun stadig var noget, og ikke gik rastløs omkring og blev til intet, og slog en knude med hendes vilje. Arbejdet var udført. Han var en mand, hun var en kvinde. En lettere deform kvinde, men sammenhængende og medgørlig. Ja, han måtte ligefrem løfte rundt på hende, for at konstruktionen ikke gik op, han satte hende i sengen, der måtte hun nu bo. Andre steder ville hun ikke kunne begå sig, det indså han, og ej heller i sengen ville hun kunne forblive, om ikke han tilså enhver bevægelse, og engang imellem strammede knuden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!