Lige midt imellem usikker tro og sikker tvivl

Jeg er blevet usikker på, om jeg er i tvivl om Gud. Hvis han er til, er han jo den eneste, jeg kan stole på. Ligegyldigt hvilket sympatisk eller ekstraordinært menneske, der står overfor mig og giver mig svarene, så er det upålideligt. I hvert fald ikke tilstrækkeligt troværdigt for mig, der ikke tror man kan frapille tidens tag og det gældende paradigme, når man angiver det man selv regner for sandhed. For ikke at snakke om egne følelser, og værdianskuelse.

Hvis Gud dog bare svarede mig. Direkte.

Kristne vil mene Gud allerede giver svar, men at jeg blot ikke hører dem. Det er vås i mine ører. Det lyder så fascinerende og magisk til at starte med, men hey så er det lige, at ens egne følelser og tanker har det med at blande sig ind i opfattelsen af, hvad Gud har sagt. Jeg er træt af hjernespind, og mirakler der kun muligvis er mirakler. Det er ikke for at underkende hvad andre har oplevet af storslåethed, men jeg er selv utilstrækkelig, når det kommer til at tro.

Men modsat – hvis Gud IKKE er til….. Lone Frank, som jeg er ret vild med, er af denne overbevisning. Ingen mening, intet liv bagefter. Først mærkede jeg lettelsen i mig selv. Tænk hvis jeg virkelig slipper for dommedag, og for at se i øjnene hvor elendig jeg inderst inde er. Ja ofte skal man ikke engang så langt ind som til det inderste, før elendigheden spores. Dernæst overtog  tomheden mig. Hva så? Hvorfor så?

Jeg har brug for, der er en barmhjertig Gud. Men bare fordi jeg har brug for det, kan jeg ikke få mig selv til, at tro det som værende sandhed. Enten er det rigtigt eller også er det ikke – uafhængigt af mine egne ønsker til det. Men jeg kan vel godt håbe det.. Ligesom jeg håber, at min bror får en fantastisk kæreste, selvom jeg ikke kan gøre noget for at påvirke det. Når nu ikke han vil på blind dates med mine singlepiger.  Jeg håber Gud er til, men jeg håber ikke en vred og dømmende Gud er til. Åh hvor jeg ikke håber det. Så kan man lige så godt brænde mig nu. Hvorfor være til i et liv, for at steges i helvede i et evigt liv efterfølgende. Jeg kan ikke tro på Jesus-ordentligt. Mine varme følelser er ikke nok! Ord fra så gammel tid er ikke nok. Hvis jeg går over til at HÅBE på Jesus, som jeg gør det med Gud, ser det jo stadig sort ud, eftersom jeg ikke har den tro han kræver.

Hvis du læser dette, og ikke kender til kristendommen så indgående som jeg, må det lyde lidt absurd det hele. Hvorfor ikke bare glemme alt om religion, og i stedet hengive dig til nuet? Selvom jeg ikke længere er fanatisk, må jeg til det svare, at jeg tror vi sjældent kan se hvad der bedst for os, at begive os ud i. Selv når vi tror, at vi ved det. Min mand ville ikke have en polterabend inden vores store dag, det fik han sagt højt og tydeligt til alle han kendte. Men det ironiske var så, at da han ikke fik nogen polterabend, blev han utroligt såret og revurderede alle sine venner. Præcis ligesom i går til en sammenkomst, hvor jeg havde forberedt mig på at afvise at tale om graviditeten, fordi jeg selv er så uafklaret følelsesmæssigt endnu, og hvor jeg så i stedet bliver ramt af en dårlig selvfølelse, fordi ingen spørger til det. Ingen spørger til det, jeg ikke vil have dem til at spørge til, og jeg bliver ked af det – ja du forstod det rigtigt! Nogen gange fungerer man mindre hensigtsmæssigt som menneske, ik? Platte eksempler måske… Kunne være så mange andre episoder.

På grund af menneskets dumhed og manglende evne til at færdes solo, søger jeg den mening, Lone Frank ikke tror, er til. Jeg har ikke nok i mig selv. Jeg har ikke nok i andre mennesker eller i naturen eller litteraturen eller videnskaben eller noget andet.

Min plan er at gå i en folkekirke igen. Mest fordi jeg ikke aner, hvor ellers jeg skal gå hen.