Opdateringer i stilheden

18. March 2017 af Maria Guldager

Det regner

så mange forpligtelser ingen tilhører

om natten

så mange minder ingen vil have

jeg er vågen

så mange bøger ingen får læst

her ligger jeg og lytter til vejrets meditation, dette silende enkelte fokus, dette nattebærende arrangement, der dæmper manges gøremål, om lidt bliver det lyst

så få meninger om hvem jeg er

og roen bliver opbrudt, folk vil stige ud af de biler, jeg hører suse forbi, og begynde at klirre med kaffekopper og pengeapparater

så få gange har jeg levet efter mine idealer

allerede nu, i mørket hører jeg folk, unge folk, der skriger op, det er natten til lørdag, husker jeg, det forklarer de unges larmende generthed, endelig, har de en chance for at skrige op, vække nogen, uden at skulle forklare deres villen

så få gange har jeg valgt, før jeg ikke havde et valg

om natten.

—-

Der er han igen. Afklædt foran mig. I mit

minde. Skjult

i min skrift. I mit blik. I måden jeg spiser på.

En digter læser op

uden at trække vejret ned

han glemmer

ingen ord men

det meste af sin ånd

Hvordan har du det

egentlig

indeni?

egentlig indeni indeni indeni egentlig indeni?

Drømmen afviser mine evner

når jeg som en evnesvag forfølger

drømmen eller manden

ham jeg nægter nogensinde at komme mig over

jeg stritter imod, om de så lukker mig inde på livstid, jeg opgiver ikke

at han var der, han var der, jeg lover jer, han var der

i mit hoved, ingen andre

kunne se ham, men mit hoved

så en prins

—-

Ikke nok med at jeg er et herberg

rummelig med plads til de sultne

jeg har selv fået pladsen som hjemvild

uden et sted at bade og sove

ekspanderer og punkterer min afgrund mig med sin

‘trækken uvished i langdrag’.

Hans krop var mit hjem for en tid

kan et hjem elske et menneske?

kan et herberg give den enkelte tryghed?

Nu er mit hjem en hjertesorg

mit hjem, en tankestrøm

mit hjem, et jag i siden

mit hjem skifter skind

idet minutterne overtages af timerne

mit hjem

min krop

der denne nat ikke sover helt godt.

Om dagen er jeg en flyer

jeg deler mig i alle postkasser og på alle fælles tavler

jeg beder høfligt om du vil have mig, her er listen over ting, jeg kan servere dig

jeg respekterer et nej

siger jeg og ser ned på min krop der kramper og klamrer.

Kirke, mærk din krop,

angsten har for længst nået brudesløret

hvem er bag det tildækkede

udover over paniske øjne der ser ud mod jeres to rækker af venskaber.

Jeg tror, regnen er stilnet

eller har jeg slugt så mange tårer, at jeg ikke kan kende forskel på vådt og tørt, på indeni og udenpå, på udefra og ind og oppefra og ned?

jeg gætter på, at jeg ved mere, end jeg tror

jeg kan huske

at der er mere at hente bag de lukkede øjne

end hos nogen øjenåbnende dagspresse.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!