Lyt ikke til mig

27. April 2014 af Maria Guldager

Jeg siger så meget

Jeg beskriver mig selv til uigenkendelighed

Jeg skriger dig fuld i en uendelighed

Hvor får du det fra og hvad får du det til?

Alt imens alle svar mangler

Alt ved en tålmodighed savnes

I en grad så intet lystrer mig

Hverken forfølgelsen eller forflygtigelsen

Nattesøvnen må vige pladsen for lidenskaben

eller med et andet ord: fritid

Middagsluren må vige pladsen for videnskaben

eller med et andet ord: penge

Så neutralt jeg må fremstå i de fulde sale for ikke at stikke af

Så stressfuldt at stå frem uden at stikke hovedet ud af selvoptagetheden

Her, hensides min tilbøjelighed, sviner man med sig selv

Madkamp

Talens kamp om mad

Angerens kamp for at blive til

———————————————–

Jeg træner min ungdom i ikke at give slip

på muskler, spændstighed og oplagt tale

De sammenhængende øvelser er få

mens de inkomplette hop og stræk kan mærkes i flere dage efter

eller også er det, jeg mærker som sammenhold, en kjole

der slutter sig til min facon så nært

at mandens lyst tror, vi er det samme

Af skræk stivner jeg, hver gang jeg ser, at jeg har gjort det samme

som enhver anden; skønt jeg bare søgte at løses fra selvhævdelsen en stund

glemte jeg min forskel, skræk åh

for er jeg da, fravristet mit konstante granskende selvblik, en anden end mig selv, enhver anden?

Jo mere kærligheden huskes på, des mere glemmes forarmelsen

og denne forglemmelse er ondskabens udspring

Ud kaster jeg mig fra kanten

rammer vandet, måske med knæ og lår først, det er hurtigt så koldt over hele min krop

at jeg ikke kan være i nærheden af min egen samvittighed

jeg sælger den til de som forstår mere, kan sige mere

I armene på en livsvarig gæld

svømmer jeg ikke for livet, men for at få hele kroppen med mig

————————————————

Når jeg ikke kan få adgang til det, jeg selv har tænkt

lige før

hvordan skulle jeg da vide ind i hvilken historisk kontekst jeg selv taler?

At afsløre den hengemte krig er fuckfingerens fremmeste

den vil lade hånt, den vil ignorere den overlegne højlydt, den vil reformere det uduelige

FUCK lurepasser ikke, men nuancerer heller ikke; man sidder fast i provokationen

som en vandrende numse klemt fast i en lænestol

se dér, udbryder man, mens meningen undslipper blikket

Bag de pyntede stuer

i de mest homogene og harmoniske af alle fællesskaber

ja i selvets egen konstitution, der bare støt forværres af at blive ganget op til en forsamling, er krigen

det endeløse bombardement af forsøg på at redde sit skin

og frelse tidernes gang undervejs, så frelsen ikke længere er nødvendig

En offentlighed, der råber op som en markedsplads

et privatliv, der dækkes til under sandet fra gadebilledets sko

De andre og de andres andre

fortæller mig hvad regnestykket er og bliver

omend jeg aldrig har kunnet se noget

aldrig har jeg fået øje på det, der gik op

————————————————–

Provokationen er et løb på tid

men hvis man ikke vinder, får en stemme, et navn, en personlighed;

slap man gejsten forgæves løs blandt de logrende deltagere

mister provokationen sin inderside: ukrænkelighed

Dens ophav er safterne fra det hidsige kvindelige skød

den knugende sorgs godnat

den skamdømtes sidste ønske

den fuldendte barndoms snigmord

den forkølede tjeners brud på konformitetens kontrakt

den hører til på lang afstand af hjemmet

enkelte måltider kan den spise af moders gryder

men så må den fare ud igen og samle meningsfæller

der kan vække en murende by

og rejse de kravlende kræ

Fuckfingeren vil så meget, men sidder fast mellem den forbudte pegefinger og den velansete vielsesring

En mellemting kan let ignoreres

og ignorering er den største provokation

det kan smadre hele byer, hvis dens indstilling er en skarp og direkte affyring

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!