Måden at misforstå sit virke på

22. July 2014 af Maria Guldager

De bedste tider i hans liv er, når han glemmer hvor, hvem og hvorfor han er. Det sker af og til på cyklen. Han lader pedalerne gøre fodarbejdet selv, og søger tilflugt i en ophobning af minder. Der sidder meget ofte, ja man fristes til at sige altid, et par i parken, tænker han, lidt ligesom den knude han altid synes sidder i hans skulder. To forskellige mennesker og dog i stand til at slå knuder på hinanden, tænker han og forestiller sig forviklede betændte rygsener som da han tidligere i dag løb rundt og teede sig sindssygt og nær havde lidt druknedød, ikke i søen men i vinene, og parret uden at blinke opretholdt den gensidige fortabelse kun en familie kan finde i hinanden, de havde set så forgabte ud, i hinanden og sproget og kærligheden og solopgangen, og på den måde holder han af parrene, dette par har endog mistet fornemmelsen for nat og dag, tænker han, ja han holder af at kunne være til som han vil, uden at blive bemærket af parkens besøgende eller endnu værre: hjulpet. Ofte, ja meget ofte og så sent som tidligere i dag, hører han parret diskutere endeløse spørgsmål som: elsker du mig, kan han sige, ja, vil hun svare, men ikke hvis du konverterede, til hvad, vil han spørge, hvadsomhelst, vil hun svare og i det samme spørge om han elsker hende nok, jo det mener han, mener, vil hun sige, ja men mener er jo stærkt, vil han sige, egentligt ikke, vil hun modsige ham, for hvis du elsker mig, må du mere end bare mene, og sådan vil det køre, som lister en lydløst snigende plageånd sig op på to elskende, der hvileløst må kredse om plagsomme paradokser. Han cykler. Han ser ikke hvor, men mærker vind i håret, lysstråler mod kinderne, hører træerne filtre sig ind i hinanden og slå tilbage mod efterårsvejret, lyden af blade der indimellem suser op i en hvirvel, lyden af dæk mod grus eller asfalt, fornemmer fremdrift og offentlighed og en automatiseret krop, ænser dufte der blander sig med hinanden, parfumer, græsplæne, by, børn, grønthandlere, nye asfalteringer, pølsevogne, han ser vejarbejde, storskærme, stisystemer, fartbøller, børn der holder i hånden, unge der griner uhæmmet og forstenede alkoholikere i bunker. Cykler, standser, husker. Samhørigheden, meningsfuldheden, husker han som er det noget, han engang har kendt. Men det har han aldrig, og når han alligevel tror han har, skyldes det, at han har glemt hvem han er, hvor og hvorfor- bare for en stund, bare for en cykelstund.

Det går op for ham efterfølgende, først efter tankernes spritkørsel går det op for ham, at han klinger sig til nedslag i tiden, som alle andre involverede i bedste fald har fortrængt, i værste fald ignorerer. Mennesker han elskede, deres opmærksomhed er lige så meget væk, som han kan forsvinde væk i sit arbejde. Et fravær, et fokus.

Han kan fokusere og stable ting op så de ikke vælter ned over ham. Stabler af ting giver ham mening til at stable, til at forlade sig selv et øjeblik, cykle og forsvinde ind i cyklingens gentagelser. Forsvinde ind i samfundet, forsvinde ind sin egen utilstrækkelighed, forsvinde ind i et digt han ikke præcist forstår om hvad handler, det vigtige er trancen, den er vigtig og virkelig og får kroppen til at føles behagelig og tiden til at skride frem i hurtige ryk, han forsvinder simpelthen ind i det afgrænsede, hjørner af det store, som han har lært at beherske.

Hun spørger om han da mener, at han ikke er andet end sit arbejde? Jeg går fra mig selv, siger han, min lykke har ingen glæde i sig, siger han, og får at vide han skal skrive på sin smerte, bruge den aktivt som serum men så bliver han personlig, pludselig for personlig og så cykler de hvert til sit, ser ikke hinanden igen, og han mener det, når han siger, han er for rastløs til rastløsheden, som han kun kan holde ud et par timer, før han ikke orker dens tumult mere, og må kaste sig ud i noget andet end at fare rundt mellem tanker og ben på stræder og fantasier, han jamrer højt, da det går op for ham, at han arbejder, ikke for at finde en mening med livet, men fordi arbejdet er den eneste, der svarer ham på: HVEM VIL VÆRE SAMMEN MED MIG? S M E L T E SAMMEN MED MIG? GIVE MIG NOGET AT GIVE MIG SELV TIL? HVORDAN SKAL JEG HANDLE I DETTE LIV? HVORNÅR MÅ OG IKKE MÅ JEG HVILE? HVEM SKAL JEG VÆRE? ER DER NOGEN DER HØRER MIG? Ja, siger arbejdet med aller største frelse i sig til den, der øver sine bedste bedrifter i arbejdet, der er nogen, der lytter TIL HAM, og det er sådan her du skal være, siger arbejdet, midt på dagen hvile, denne her opgave skal løses og så bliver du til opgaveløseren, jeg kan være dig, siger arbejdet, ork jeg kan smelte dig, dirigerer arbejdet. Han får at vide han skal tæske på sin skyldfølelse, gør den rigere, vildere endnu men tam for æstetikkens skyld.

Han bider det i sig, tænker at en eller anden nok skriver en bog om det en dag, tænker at det er bedre ikke at tænke på. Han møder en ny kvinde, en der forstår at tale ham ind til sig.

Hvorfor inviterer du ikke den hjemløse med hjem, hvis du er så bekymret for ham? De bruger indkøbssituationen som påskud for ikke at kunne svare, hun griber en mælk og forklarer helt spinkelt: Når der er noget, man mener, men ikke kan sige, eller hvis man er nødt til at sige noget, selvom man ikke for alvor mener det, så skal samvittigheden ansættes til at rede trådene ud. Hættetrøjedrengene skal bare have smøger, de hører ikke rigtigt hvad det er for en samtale de involverer sig i, som de forlader tankstationen. Der bliver endda sagt højt: Er du ikke lige blevet gift?” Og det med høj stemme, højt til alle under påskud af at være til ham, og med selvsamme slags falske fakta forsvarer han sig selv: jeg er gift, og FORDI jeg er gift er jeg urørlig, rør mig, det er lige meget, jeg kan gøre, hvad jeg vil, han var blevet en stor forsvarsmekanisme, mekaniske forsvarstaler for selv de største synder, en forsvarsmaskine, en forsvarsbutik uden profit, kun lige nok til at dække vedligeholdelsen. Vinen er motorvejen til hans følelser og al omtanke, hensyntagen for ikke at nævne den sunde dømmekraft ryger af i farten, forstøver på en tromlende vej og de hidsige biler ser ingenting, ser ingen voldsomhed, den der brænder indeni hans øjne. Han trækker på skuldrene indifferent, om de nye venner morer sig over eller med ham, kan han ikke bestemme, men han mærker vreden svulme op i svælget. Nye venner, pokkers til nye selvudnævnte venner. Hvad bilder de sig ind at tage så let på livet, når han at skumle, inden han har hendes tunge i øret, han skriver et formelt brev dagen efter og beklager sin opførsel, det er alkoholens skyld, formelt set. Eller også dropper han brevet og forsvinder ind i arbejdet bag titler, effektivitet, innovation, mødereferater og kollegaer.

Det bliver weekend, og det trænger han til: hvilen. Han sparer på døden og presser hver en dråbe han kan ud af dens sidemand. Der er vel gæster. Der er vel børn. Der er vel havearbejde. Men spundet ind i sin talegave røber hans selvransagelse ikke hvor lidt, han har udrettet i sit liv, hvor lidt godt, noget faktisk godt, ikke bare pseudogodt som enhver kan udrette under et bifald, men noget der faktisk gør hans ophold i livet fortjent. Macholooket fungerer som en fæstning; ikke til at trænge igennem, sikkert og tilregneligt.

Bagerst på hans tunge kilder en sødme. Det er svært at sige, om det er en lyst til noget, men han behandler den som en. Han går amok i det forbudte. Voldæder. Parken, som er det modsatte af en lufthavn, er hans destination, han kommer for græsset, den rene luft, til rislende vand og store faderlige træer for at være, ikke vente, være, og han vil ikke videre, ikke hvis man kan blive fri, ikke hvis mørket og kulden udeblev, så ville han slå rødder i de store arealer med jord og stilhed og besøgendes glade ansigter. Og man kan gå afsides i parken, der er altid afsides steder, naturen rummer det afsides, og her er den højeste lyd af alle, det står skrevet i jorden og skyerne læser det i kor: DU ER ALENE, DU ER ALENE, D U E R A L E N E. Om man kalder sig kæreste, venner, familie så er man netop nu alene, her i sig selv og blandt det naturlige gælder bindinger ikke, ikke af nogen art for ingen kan sige noget, man kan ligne hinanden, han kan sidde på græsset eller i træet, røre vandet, snuse til planter og træbark, men kontakten er envejs, han har kun det han gør, og hvad skal han egentlig gøre, når ingen kontakter en, hvad skal han stille op, han føler sig som et moderne fjols, ikke at kunne lade teknologien være, han kan ikke passe sig selv, han har brug for teknologien til at slukke for den høje lyd i naturen, den larmende ensomhed, som han ganske enkelt ikke egner sig til, der snart overdøver den lette nysgerrighed han først møder naturen med, for duftene bliver for skarpe, følelserne blusser op og bliver voldsomme, næsten til frygt, i hvert fald til ubehag når dyrene kribler og krabler og det er køligt, vådt, smattet, hårdt at sidde, ikke nok mad i buskenes bær, han mangler en kvindes fødder til at komme nogen vegne, han mangler den ro naturen først syntes at bistå med og han mangler at nogen bemærker, hvor meget han flår naturen i stykker.

Han hælder den dyreste vin udover sig, vulgært og griner højt som en urovækkende tosse, han kan tillade sig hvad som helst, når han er så alene og lille i den store funklende natur, de der ser forbløffet på ham som de passerer er lige så uvigtige som han selv, og han tænker, at hvis han dør om lidt skal det være mens han krydser dette vandløb, han skal slå hovedet mod en glat og yndefuld sten, der bliver stående og lader hans blod fosse ned over sig, et æg der kvaser på stenen og en blodblomme, en blodslimhinde glider ned over den vandglatte sten, og som langsomt flyder med strømmen, bliver til en del af vandløbet, den betagende vinrødme skal foruden at gøre hans død umanerlig smuk få døden ud i krogene, ud blandt de mange naturiagttagere, de som går rundt og nyder storheden vil se noget rødt flyde på stien, undre sig, hvor kommer det fra, og se, se ham ligge der med hovedet knust mod stenen og kroppen hvilende på det lave vand, fastholdt af sten ville han ligge og ligne en, der stolede på naturen med sit liv.

Hun ringer. Han ved ikke hvornår, han har sluppet sig selv et sted, måske sidder han endnu på cyklen.

Svar, samtale, tavshed, lyden af en korrespondance der skulle have fundet sted. De er ude på at nedbryde ham, sådan trækker han vejret.

Er det en straf for noget, brummer han til sig selv, når der ikke gives ham et svar, når han sender noget ud, rækker ud med følelsesfulde fangearme, der intet henter med hjem, men som gisper efter vand, tørken, intetsvaret har slugt hans overlevelsestrang, hans modløshed tager til, når det går op for ham, at det ikke er en straf, at dem han har skrevet til ikke har kløgten til at straffe ham, de fatter ikke hvor gale de burde være på ham, og hvis de er vrede, vil de holde det inde, nej deres latterlige fravær er bare fravær, de laver bare noget andet, tænker bare på noget andet, de er ikke i noget uudtalt mellemværende med ham, de findes ikke på nogen fælles tankeø, de er bare forduftet ind i andre handlinger, så simpelt og kedeligt og tankeløst.

Det er melankolien, der holder ham fra depressionens leje. Han spiser uafbrudt, end ikke cykelturen afbryder ham og han kan endelig ikke mere, men de kildende tungesting er der endnu, han vil hente en skål med slik, men han ser i stedet sig selv gå ud i køkkenet og bukke under for posernes vægt, han kan ikke slæbe det ind i stuen, ikke løfte det ned fra skabet, forestiller han sig. Luften er tung, stemningen er tung, hans eget skæg er tungt, tankerne er især tunge og kan ikke famle sig frem til spørgsmålet om hvorfor alt er tungt, der er for langt, for mørkt, der er for mange forhindringer på vejen derhen fx skal han tisse, sove og spise. Han beder hende købe vitaminer, så han kan få det bedre, komme op og gå omkring og blive vakt sådan lidt mere til live, hun stråler hele vejen ned på apoteket, hun vil endelig få en mand med energi til hende, mener hun. Pillerne står på køkkenbordet uåbnede som han tager en håndfuld slik, han ikke orker at sortere eller finde en skål til, han hælder det ned i halsen, næsten som piller, drikker en slurk gammel kaffe til, hoster, vrænger i afsmag. Støtter med hænderne på køkkenbordet, som er han i tvivl om hvor længe kroppen kan stå oprejst, minderne slører hans blik, minder eller billeder af det køkken han står i, han kan ikke se forskel, forskelle er blevet usynlige for ham og han må sidde, lade sig falde forsigtigt mod gulvet, mod og forsigtighed, tænker han vandaliserende overfor sin betydning. Langsomt men sikkert rejser han sig, griber en let jakke, efterstrammer sandalerne og lader døren være ulåst som han suser ned af trapperne, han har ikke tid til de små ting, det er om at handle hurtigt, når han mærker et stænk af lyst til noget, ned til parken, han finder en vandløb, han tager et billede af det, men på billedet er det indtørret, jorden knaser, vandet mangler, parken er brændt af, solen har narret ham for længe, den bringer ikke lykke og gode råd, men tid der kun udstås i en rus af travlhed, er det solen, der har nedbrudt ham? Noget har, noget har brudt ham så langt ned, at han væmmes ved spejlbilledet, væmmes ved at andre ser ham, solen er hans arrige hersker, livsforløbet som man ser det uden øjne.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!