Mens det endnu er i gang

29. May 2016 af Maria Guldager

Det er krævende at glatte sig selv ud. Ligge tæt til bordet som en dug. Blive tyndere og bredere. Forbindelsen besvimer og trygheden findes i at passe til bordet og den tunge samtale ovenover mig. Klonk klonk, de banker i bordet. Det handler om held.

Bedst som jeg tror, jeg er alene, rækker hun hånden ud. Vi hilser og jeg stirrer ind i hendes bryst, ind i hendes lange spor, ind i de forudgående tyve år, der sover øverst i hende med en iboende grundighed, en arbejdsomhed. Hver gang hun siger noget, tager jeg notater, som jeg ikke kan finde, så snart jeg er kommet hjem til mine prøvelser, hjem til det, der ikke har sat sig ned.

Min tidsramme er det eneste, der skaber meningsfulde sammenhænge. Jeg halser afsted efter aktualisering, efter beslutninger der er timede vel. Jeg kan også væmmes over mine beslutninger og stadig stå ved dem, stadig stå falde som sneen der er udsendt af en tidsramme, et naturfænomen, som at stå i mudder til halsen.

Sorgen træder ubeskyttet ud af min nakke. Den udspilles udenfor min kontrol, den møder mig med dobbelt kraft, jeg møder egne begrænsninger på det sted, jeg er, det sted jeg har holdt sorgen væk fra. Jeg overvældes af mine åbne sår, og ud træder meningen med alting. At tænde lyset i gyden, at insistere på at optage sig selv til sig selv.

Min frygt er, at offentligheden vækker sorgen igen, putter den på bog, og lader mig få den med hjem alene. Det skete er mit, men det er blevet set, og jeg kan ikke længere se mig selv uden det skete, ikke længere møde mennesker uden hans fravær.

De tager billeder af, at jeg tilbeder en Gud. Fotografiet forestiller tilbedelsen-  udefra. Det gør mig ikke glad, at se på mit fællesskab udefra; jeg vil ikke sættes derind, jeg vil heller ikke sættes ud. Hvordan opretholder jeg min autensitet i et større foretagende, hvor jeg blot er en mikroskopisk del. Vi forsøger at overvinde kulturen med modkultur, siger de, men jeg spørger: “Hvad med selvovervindelsen?” Jeg vil ikke være med på et billede, skønt jeg er en del af billedet. Jeg ser mig selv igennem en fremmeds øjne og kan ikke afkode, hvilken retning jeg går. Vær nu den ene eller den anden, siger de. Med mine øjne ser jeg mig selv fægte i fællesskabet, og fægte uden for fællesskabet.

Han kvæler min forelskelse ved at sige: “Du er da også en dejlig pige, Maria”. Det er en kropslig erkendelse at blive forelsket. Jeg forestiller mig med min krop, jeg foregriber muligheder med mit kød. Jeg tager flere chancer, end der er. For at finde forløsning, for at finde en mand. Min krop er stadig vemodig efter fødslerne, og den forelsker sig så snart, den ser en mand med dybe øjne og åbne tænder.

Distinktionen mellem at være fastholdt i et øjeblik, der er blevet kastet på mig, og det at fastspænde mig selv til en mangel på selvcensur der potentielt kunne forvandle mig, i hvert fald gradvist, hvis den trådte til og gjorde mig mere lige, jævn, ublottet.

Men fra hvilket tårn kan jeg se mine mulige ruter? Er det frigørende at jeg intet ser? Jeg forestiller mig, at miste mine øjne uden at opdage det, har jeg overhovedet et udsyn?

Tiltroen til mine sanser vakler og hæmmer det, der berører mig, under huden, i sin indflydelse på mine overbevisninger. Min tro opponerer mod det umærkelige, den skal være mere end en flække af tvivl, den skal puste liv i en bedre verden. Adfærdsregulering bliver låget over min kiste, jeg kan kun følge, hvis det er i mig at følge, hvis relationen til Guden er i mig.

Min lidenskab sameksisterer med det materielle, men er ikke stærk nok til at stå imod det fysiske’s styrende vilje; det fysiske lader ikke noget opstå i mødet med mig, det findes forud for mig, og rokker min identitet med sin fasthed og stabilitet. Jeg lader mig føre, men det er bidende koldt og mine tæer forfryser og jeg mister evnen til at gå videre i det lukkede landskab, der får min lidenskab til at krybe indad. Jeg kravler efter flokken, de opdager ikke min niveauforskel eller min lidenskab på slæb.

En påmindelse om dengang jeg var i et opløsende hjem, der først rigtigt opløstes, længe efter jeg selv havde løst alle bånd fra det. En mor og en far i en tragedie, i en tragisk trofasthed. For hver påmindelse tilføjer jeg en ny scene, en ny handling, et nyt åndedræt, et nyt spørgsmål. Jeg spørger til de dominerende normer og det bliver en gestus, hvorved jeg rækker selvsamme normers værdier videre.

At ikke ville ses, fordi man er den, der ikke bliver set på, og at gerne ville ses, hvis man er den, der bliver set på, er at være i tvivl. Om hvorvidt man vil findes eller ikke findes. Om jeg vil foregå eller være hændt.

En digtende erkendelse med blik for bunden midt i verden, midt i livet, mæt af forklaringer, mæt af inaktivitet. En pause der fylder sig ud med det næste punkt, og mest af alt lyder som det næste punkt. Mellemrum der vugger mig med vekslende intensitet, imellem fejl jeg opildner til vækst ved at sige: “jeg vil ikke censurere mig selv” om det så betyder forkrøblet krop og ituslået hjerte. Disciplin er mig en sammensmeltning af aldre, jeg øver mig på at blive ældre, mens disciplinen skal holde mig ung.

Udvidelsen af min lade betyder, at der kommer mere selv end gud i, og pludselig vælger jeg et liv, jeg aldrig har kunnet stå inde for. De tænker om mig at sådan har hun valgt, fordi sådan er hendes essens, men senere kommer det frem, at jeg har en fortid. At mit niveau af erkendelse dispositionerer mig for et valg udenfor min egen opfattelse. Jeg ved med andre ord ikke, hvad jeg er og hvad jeg vælger og alligevel får valget konsekvenser for hvem jeg er, og hvordan jeg fremover vælger.

Min tankevirksomhed snor sig ind mellem gamle og nye dage, og finder en udefineret substans, en spontant bevidsthed der ikke er fortrolig med sin egen erfaring. Jeg henter mig selv på et socialt værested. Jeg får øjne af lydene fra deres kaffeklub. Hopper rundt fra mulighed til mulighed og føler mig mest i live, når jeg udtrykker umuligheden i mit liv.

De sætter sig ned i min arbejdsløshed. Bygger rede ud af mit hår, og fordeler sig over mit hoved som en programmering, der gerne vil ind i min hjerne, men hver gang jeg rystes, ryger ud, jeg er atter mig selv og jeg har glemt hvordan, man nejer.

Min nervøsitet knækker min stemme. Jeg frygter, at jeg ikke hænger sammen. At jeg ikke både kan være det, jeg er, og det, jeg også er. Kan jeg undertrykke mig selv ved at genoplive det hamrende hjerte og den længste morgen i hele mit liv.

Jeg kommer og går frit. Fra mig selv, og min fabrikation. Lysvågen og kastet ud fra klipper.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!