Personlig kommentar til en radioudsendelse om endnu en tåbelig velfærdsforanstaltning

Det er længe siden jeg her på bloggen har forholdt mig til et aktuelt populistisk emne, men nu har jeg lige hørt en radioudsendelse på p1, og jeg bliver nødt til at videregive min selverklærede store viden omkring børn! Hør eventuelt først radioprogrammet: http://www.dr.dk/P1/P1Formiddag/Udsendelser/2011/11/15123649.htm

Jeg er enig med Camilla Dorthea (men jeg har liiiige et par tilføjelser)! Hvis du vil gå hjemme – fint, men er vi så enige om, at du ikke samtidig kan kvalificere dig i den liga af folk, som bruger tiden på arbejdet? De udearbejdende kan ligeledes heller ikke de samme egenskaber som den hjemmegående tilegner sig i barselstiden. Jeg er så inderligt indigneret over, at kvinder tror, de kan det hele på en gang! DET ER EN LØGN! Man kan ikke være tilstrækkelig minister samtidig med at man er tilstrækkelig mor til en nyfødt eksempelvis..

En lytter ringer ind i programmet og postulerer, at børn der kommer i vuggestue tidligt og er i kontakt med mange forskellige pædagoger, fungerer dårligere i skolen. Jeg forstår til fulde argumentets tanke. Har selv troet det.

Via empiri må jeg bare konstatere, at det børn netop skal have lært inden de kommer i skole, kan de helt få lært i udemærkede rammer i vuggestue og børnehave! De sociale kompetencer er så afgørende senere for dig og din færd i livet, at jeg mener, de skal have rigtig lang tid til at blive integreret i dig, før de viser sig brugbare.

Min mor var dagplejemor med mig som en af de passede børn (det var dengang man kunne være i dagpleje indtil skolealderen), og jeg kom i skole fuldstændig uden sociale færdigheder. Jeg havde det elendigt i dagplejen, fordi jeg ikke forstod konceptet. Jeg var der ikke på lige vilkår med de andre, forstod jeg, og det i sig selv er en slem fornemmelse for et barn, der bare så gerne vil være ligesom alle andre. Min hverdag var mystisk med en mor der var der, men ikke rigtigt var min mor mens de andre børn var der, og da de var blevet hentet skulle hun hvile sig, og jeg drømte skøre tanker om hvornår der mon kom en og hentede mig. Jeg husker,  at jeg ikke måtte være med i pigernes leg. Og jeg forstod ikke hvordan jeg skulle komme ind, for jeg var jo hjemme, så det at jeg ikke kunne bestemme var meget frustrerende. Dog må jeg indskyde at jeg har erfaret, at børn er født med forskellige personligheder, og jeg er af den overbevisning, at jeg kom ud med en genert en af slagsen, og en sådan type, kræver måske nok lidt ekstra at få gjort social.

Skoledagen var i starten et overgreb på mig. Ikke nok med at jeg blev sat i en klasse med en masse børn, der forstod det sociale spils regler, men jeg fik også pludselig nogle autoriteter i min hverdag, der ikke hed mor og far. Som en utæmmet løveunge, der skulle lære at forstå samtlige divergente sprog på en gang.

Min tilgang er – nu hvor jeg kan opholde selvrefleksionen mod oplevelserne med egne børn og deres reaktioner samt min viden omkring samfund og arbejdsliv- at man for at kunne modtage lektioner i skolen om den fagre nye verden, nødvendigvis må have lært at differentiere forælderkærlighed, lærerinstruktioner og venskabsopnåelse blandt jævnaldrende. Jeg havde og har det ganske svært med kommandoveje og det grundlægges ganske enkelt i menneskets første år- hvem har noget at skulle have sagt ift mig?

Først er der primære voksen (typisk moderen og heldigvis er der børn i denne verden der også har noget de kalder en far) som er lektion for barnet om kærlighed og tryghed.  Så er der andres voksne som er lektionen om forskellige tilhørsforhold. Andre børn er lektien om hvem man kan indgå relation til (typisk jævnaldrende) og hvordan man opnår og fastholder positionen som ven, måske ligefrem bedste ven; bemærk at dette kræver rigtig meget øvelse. Og så skal vi have lektion om organisation. Hvem skal barnet lytte til udover forælderen, og hvem er over hvem. Der kan være mange måder at få den lektie ind på—min bedste anbefaling er, at bruge de institutioner vi har (dagpleje, vuggestue, børnehave, klubber mm.), da disse minder mest om den virkelighed barnet senere skal face.

Min egen lektion i det er noget forvrænget, da jeg kun kan komme i tanker om lektien i form af kedelige kristne møder, hvor mine forældre holdt fast i at vi børn ikke måtte gå ned bag i og tegne, men skulle sidde ret med sangbogen og lade som om vi ikke gabte, men det var ikke tilstrækkelig læring om andre autoriteter. Det skal være hver dag. Og der skal ikke være en beskyttende mor-faktor. Barnet skal langsomt igennem de år op til skole-alderen ud af den symbiose med moderen, så det ikke kommer som et chok. I 7.klasse skrev jeg et notat i min dagbog om, at jeg ville ønske jeg havde gået i børnehave.” Gid mine forældre havde fattet noget.” Alligevel havde jeg efter et år på pædagogseminariet fået den holdning, at mit barn ikke skulle passes af ”alle mulige”, da jeg stod med min førstefødte i min favn. Desuden vidste jeg ikke hvad jeg ville i livet. Jeg ville nok bare skrive. Og tænke. Og så kunne jeg ligeså godt passe børn imens.

Åh den visdom der afkastes af kun de største fejltagelser skulle snart indtræffe og slå mig i bægeret med læresætningen om, at jeg absolut ikke var egnet til det hårde job, det er at gå hjemme med et barn og tage sig af forefaldende hushold. Tænkning var der ikke tid til, og skrifter krævede computertid, hvilket bestemt ikke tilkom mig, da min søn først var rundet de 6 måneder.

Da han blev et år, fik jeg ham i vuggestue. Det var noget jeg gjorde for min egen skyld. Fordi jeg ikke brød mig om min ustrukturerede hverdag, som udelukkende handlede om det skønne herlige og lækre men mega opmærksomhedskrævende barn og det hjem der blev ved med at blive rodet og beskidt og mangle mad og tøj og meningsfuldhed, yak!

Allerede på vuggestuedagens første fik jeg øjnene op for, at det var min søn, der profiterede allermest af min beslutning om pasning. Han var så glad blandt andre begejstrede børn, og han var bestemt heller ikke uberørt at, at hans mor fik overskud til ham og tilmed mange gode råd til at klare hverdagen derhjemme af dygtige pædagoger, der ikke panikkede over en rød numse eller blå tånegl.

Erfaringen med mine øvrige børn er tilsvarende: børn har brug for børn! Så forskellige som mine små er, lige så meget har de brug for andre børn at spejle sig i uanset om alderen dikterer leg med eller leg ved siden af hinanden.

Hvis man er uvidende nok, kan dette måske læses som skrevet af en kold mor-type. Jeg ville tit ønske jeg var kold eller hård – mere sådan militærkvinde. Imidlertid er jeg meget opmærksom på mit medmenneskes sindsstemning; det jeg nu kan opspore som værende udenfor det andet menneske. Sådan er jeg også overfor mine børn. Jeg tilstræber at forstå deres inderste og opfylde alt hvad de har af behov. (Jeg er i tvivl om det er godt. Jeg ved, at jeg ikke kan være mor på andre måder. Men jeg har før fået kommentaren om, at jeg er lige lovlig meget “på” mine børn.) Mht. deres behov for socialisering og viden om hvordan man begår sig i ikke-hjemlige rammer; ja der er det bare jeg siger, at uddelegering er den optimale løsning, når forælderen har interesse i at gøre sit barn skoleklar, og den ENESTE løsning hvis forælderen vil gøre karriere.

Min mors fejltrin lå i det samme så mange andre kvinders: hun prøvede at gøre det* hele på én gang; At være dagplejemor til 6-7 børn og dermed kunne have sin yngste pige hjemme i 6 år imens, lød som en god ide, dengang hun tænkte det. Så slap hun for at aflevere mig til ”alle mulige”. Men det kan ikke lade sig gøre. Du kan ikke både være tilstrækkelig fagperson (under de vilkår der var for dagplejemødre dengang- sammenholdt med min mors betragtelige ringe selvværd, der i denne sammenhæng gav sig til udtryk ved paniske forsøg på tilfredsstillelse af dagplejebørnenes forældre) og tilstrækkelig udøvende mor. Det skal deles. Arbejde. Børn.

Altså;

Kvinder må tage den barsel de vil. Vi er frie mennesker, og det skal være muligt for alle at vælge at få de penge som en institutionsplads koster kommunen (alle får et tilskud på 75% af udgiften uanset indtægt), hvis man vil gå hjemme med børnene og kan blive godkendt som værende kompetent til denne vigtige opgave, og lade det være det eneste arbejde man har. Men samfundet skal ikke betale de ekstreme mængder, som det gør under gældende lovgivning, da der hermed er diskrepans med visionen om at skulle spare, og få flest muligt i arbejde.

Desuden skal man – ligesom i alle andre forhold i livet- tage konsekvenserne af det valg man træffer, og acceptere, at man efter endt barsel ikke har oparbejdet samme kompetencer som en person uden barsel har.

Det bedste for børn er velfungerende forældre.  Og hvordan er man så det?  Det må den enkelte familie løse. Ikke kollektivet – ikke 8 gode råd fra en styrelse- ikke en kampagne lanceret af Aftenshowet- ikke dit arbejde- ikke din dårlige samvittighed, selvfølelse eller begrænsende tankegang…………… Måske gennem den sunde fornuft, som vi alle mener at være i besiddelse af.

*(altså inklusiv det, som jeg netop har redegjort for, er decideret dumdristigt for forælderen alene at forsøge at give sit barn. At give sociale kompetencer vil indebære, at lade barnet begå sig på egen hånd væk fra forælderens  fysiske tilstedevær, da der ellers vil være uoverensstemmende lektier fra det omgivende til barnet. Ubetinget kærlighed (forælderens lektie) kontra det forpligtende fællesskab med krav om normer (de andre børns lektie), hvoraf en af normerne i sig selv typisk vil indbefatte en fri færd uden forælderopsyn.)