Min sjæl har feber//sjælefeberlængde

16. June 2016 af Maria Guldager

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, som om jeg behøver sige det, som om det ikke giver sig ved første øjekast.

Jeg har et usundt forhold til min telefon, siger jeg, jeg tror på ulyksalig vis, at den kan skaffe mig alt, også kærligheden. Heller ikke det behøver jeg at sige, det er kulturelt, tidsbestemt og lejret ind i min sjæl. Min sjæl er med feber, og en feber der ikke lader sig formidle, men aftvinger en kropslig eksistensbegrundelse, en forklaring på en krop der drives frem af forestillingen om forstærkede indtryk, lyst, der spænder den fast til åndedrættet, der fører min sjæl videre med dets daglige susen op og ud og op og ned i takt med månens  blege lys mod nætter, hvis kilder flyder ind i mit åndedræt, og skaber livsberigende afveje, der modvirker at min sjæl stænger sig inde, gror til, sløves ved de åndsfortærende anfægtelser der igen og igen melder sig i det nedbrydelige stof, jeg er gjort af, både kød og rytme. Den ubønhørlige varme er en ikke-rask tilstand, der på samme tid dræner og vækker mig, jeg er mere i min krop end før, jeg er mindre en krop end før. Jeg mindes før, længes efter efter, og jamrer mig igennem sjæleforhøret: er din tryglen nok?

Jeg forelsker mig tit, siger jeg, for jeg vil så gerne have en god kæreste og så er det nemmere bare at forelske sig, det siger sig selv. At se det gode i en kæreste er bare nemmere, når man er forelsket, som om jeg behøver at sige det højt. Man ved vel at en fintfølende allestedsflydende kærlighed hærder karakteren, gør den i stand til at tåle dumhed og at dette tunge kærlighedsarbejde berøver illusionerne deres følsomme vækst af stjernebesatte rystelser. Jeg når ikke til det tunge, jeg kalder det trællearbejder fordi man må tjene sig ud af parforholdets kompromis, jeg forkorter mit nærvær og er kun forelsket til og med sidste rystelsesdag: derpå venter ekstatisk lykke, siger jeg, men jeg siger også, at jeg dog kun selv har erfaret brud, der mirakuløst har helet ved tidens læge, jeg siger, at jeg forventer ekstatisk lykke, men det er lige meget hvad jeg siger nu, for jeg har sat mig i fold med naive romantikere, der vil hente selvudfoldelsen i en anden, man kan sige tosomhed, for ikke at lyde alt for uselvstændig og svag, men jeg siger rystelser, stjerner der ryster mig, er det ikke alt vi venter på, siger jeg, denne kontakt til himlens kræfter?

Min psykolog-app konkluderer: Du ligger i spænd mellem måneformørkelse og et haglslyngende uvejr.

Jeg sætter cyklen i et hjørne af kvarteret, i byen, i landet, i verden, på kloden, under himlens vidstrakte nøje opmålte struktur, som jeg ser op på, med mine øjne der fordeler ejerskabet ind og ned gennem hele kroppen, der ælter alle mine indre hjørner bløde, medgørlige, svage.

Alt hvad jeg gør, gør jeg, for at jeg kunne skrive om det, for med linjerne at kunne indridse sindet dets bestemmelse.

Det jeg siger er, at alt jeg gør, gør jeg for kunne rykke normen op ved rode. Jeg siger: det jeg gør, gør jeg for at blive set hørt og elsket.

Det siger jeg, og det gør jeg, og det frygter jeg, mere end noget andet: at blive set, at blive hørt, uden at forblive elsket.

Jeg låser cyklen, min app skriver: Der gror planter op af dine ben.

—-

Han spørger, om jeg synes, det er en god ide for ham at investere i, at få taget nogle rigtige billeder. Af en fotograf. Som han kan lægge på Tinder og langt om længe møde kærligheden.

Jeg siger, at jeg synes, det lyder lige så dumt som alt andet, han foretager sig.

Der kommer en vind med parfume i imod os. Jeg beder ham holder fast i sin integritet, men det er for sent. De kvindelige former gør sin magi og min bror skal giftes. De får taget billeder af en rigtig fotograf, og da han ser på billederne hos sin gamle mor 2 år efter deres skilsmisse, ved han at vinden er lige så omskiftelig som ekskonens planer, der i dette øjeblik virker som forbillede for ham, det kranser hans hoved med lærdom om, at det aldrig er for sent at ændre kurs. Han rækker ud efter billedet, for at lægge det ned, men kan ikke nå det, han kan heller ikke nå dørhåndtaget, da han vil lukke døren bag sig eller telefonen, da den ringer med sin alarmerende jammer, eller rattet da han skal køre væk og videre fra sin mor, eller radioen da han vil slukke for lyden, for billederne i hovedet, for hovedet på billederne.

—-

Hun bør holde følelserne for sig selv.

Hun bør ikke fortælle ham om dem, ikke allerede.

Hun bør vide, at det heller ikke denne gang er sand kærlighed.

Hun bør vide meget, men håber mere.

—-

Han ydmyger mig med hver tekst, jeg håber ind i den som en altelskende tjenerinde af forelskelsens vegetation og betaler for den henrykte glidetur med min værdighed.

—-

Ensformighed ryger ned som var dagene piller. De gør hende mekanisk og grebet af forstokkethed med udvandede fraser i en tilsnøret hals, der i al forslugenhed gemmer på uudnyttede afkroge: pladser i halsen, afløb der i øjeblikket huser omstyrtet natur, men ingen heftig reformation længere, for sjælen har feber og efterlader halsen åben for faldne trætoppe, sultne og bange bjørne, vildtvoksende græs med retninger så almindelige som ligeud.

En plaprende lyd når ørerne: det er samfundet, verdenstilstanden og velgørenheden, det er et selskab med gæster. En tradition, de samme gamle, de gamle samtaler. Stolerækker og et klaver. En skygge går hen over hendes ansigt. Det formørkede sind ses på lang afstand. Medmindre man selv er afstand og skrøbelighed er en så tæt, at man ikke ser den. Vi synger og sidder.

Hun begriber ikke, at dagen ikke er den samme. Dagen har ikke røbet sig for hende endnu, men det, der vil ske, er nyt.

Hvert åndedrag, hvert buksefold, hver utalt tanke, hver hemmeligt blik. Med solen som kunstner rammes livet ind i en dag, der aldrig har været til før. Den er spæd, starter med at vågne, dernæst være og lære som to gensidigt afhængige processer, og som tiden trækker afsted med den, vokser den sig mægtig. Ved middagstid er man sikker på, den er blevet til noget, og ved aftentid mindes man dens storhed. En underlig følelse. Af ikke at kunne nå dagen, at have glemt dagen samtidig med at være i den. Dagen er ikke kommet for at blive, men for blive til noget, der fortsætter, når dagen selv dør ud.

—-

“Jeg troede, det var åbenlyst for os begge”, siger pigen med bebrejdende  alvorsstemme. Affyringen er rettet mod min såkaldte hyperaktivitet, og jeg dukker mig intuitivt i et grin med det nederste af mavemusklerne. Hun bryder mig af højtideligt: “Det er ikke fedt, at du  griner!” Jeg prøver. At forstå mig selv gennem hendes øjne. Jeg ligner en, der skal tage mig sammen. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Min nye veninde siger, at hun er helt almindelig. Idet hun siger sådan, ved vi begge at venskabet er forbi, at det aldrig kan udvikle sig og blive nært imellem os. Det er ude af sækken og virkelighed. Jeg tænker, hvad jeg da laver med hende i 5 timer på en kold bænk.

“Du kan kun lide mig, fordi jeg er almindelig.” Hun tager fejl, men på en måde har hun ret. Hvis man som udgangspunkt er uden for alle normer og ser verden ude af trit med det fælles vedtagne, så er  ualmindeligheden ikke charmerende; kun fordi hun er dybt normal, kan hun række ud over den og træde ind i det absurde, det provokerende, vildtvoksende i alle retninger.

Tør du stole på mig, selvom jeg ingen retningssans har? Hun svarer ikke på mit lydfrie spørgsmål.

Ved du, tænker jeg forlænget, at jeg er sådan en, der rykker alt almindeligt om med rode, omplanter misskabninger brølende og barnligt.  Hun fortæller om sin familie. Hun får også mig til at fortælle almindelige ting, selvom jeg prøver at lade være, prøver at blive filosofisk et øjeblik, prøver at forblive over-the-top. Jeg søger hendes grænser for berøring, for interesse i mine private affærer, rører rundt i den terapeutiske gryde, der pludselig kan indeholde comedy og satire, hun kan ikke stole på min terapi, vil hun overgive sig til den, alligevel? Hun ser på telefonen og chokeres over hvor længe, vi har siddet på bænken. Har du det koldt?

Tiden er en linje, man selv kan trække ud, ved du det, tænker jeg, men holder igen, jeg holder igen ligesom almindelige mennesker, det gør hun ved mig. Indtil jeg bliver arrig på min tilbageholdenhed og provokerer mig selv, sørger for at bringe mig selv i fedtefadet og udhviske den selvrespekt der var ved at opstå. Jeg fortæller intime detaljer om en mand. Klassisk for opmærksomhedsjunkier. Det mest ligegyldige i mit liv er mænd, men som samtaleemne er det gourmet, det ved enhver, kuriøsitetens interesse og vi har et slægtskab. Men hun spørger ikke ind. Vi taler lidt om skaderne foran os, som om vi var to helt almindelige venner på en bænk. Hun deler ud af vores kiks, jeg prøver at gøre situationen komisk, men hun griner ikke og jeg griner ikke, når hun griner, jeg forstår ikke, hvorfor hun griner, når hun fortæller om en festival, og jeg afbryder latteren for at forstå, det viser sig igen at forståelse er det modsatte af latter og jeg får lyst til at undskylde, at jeg ødelagde hendes flotte lyd.

Som om et undskyld nogensinde har forbedret nogen situation.

Man får muligvis en chance mere, men kun en chance for det, der kommer efter. Man får ikke en chance til, for at opnå det, man først havde chancen for.

….

Det støder mig, at ingen reagerer, når jeg forsøger at støde dem. Det støder mig, at de andre pænt foreslår, at jeg ikke bralrer ud med alle mine skøre påfund i offentligheden, for din egen skyld, siger de og jeg føler mig stødt over, at de tror, jeg er almindelig og har nogen interesse i selvrespekt på bekostning af humor, jeg er nødt til at gå imod, det er min natur at gå imod og gøre det helt omvendt og være umulig at forstå.

Det er ved at være tid.

Jeg trækker tiden ud som en linje foran mine øjne, længere og længere endnu bliver den, holder til mere, kan fyldes mere flere ord og pauser. Men ikke flere første chancer. Jeg beroliger mig selv, jeg støder mig selv, så beroliger jeg mig selv, med dybt åndedræt eller dyb åndssvaghed.

Alene i min forventningsfuldhed. Dårlige vaner som skår i idealerne. Hudflader der vibrerer af liv. Er det en indtrængen af noget ydre eller udbrud af noget indre? Tårer der sprøjter frem til sangen: “Sometimes two homes are better than one” og følelsen af kun at have to steder at være. Helt oppe eller helt nede. Bønfaldende beder jeg Gud om at give mig jobbet. Det er i dine hænder, dine hænder.

Man får ikke en chance til.

Man får herfra og videre frem.

—-

Med en ufattelig fart flyver hun afsted, i farten taber hun nøglerne, hun ser sig tilbage, stopper ikke før en politibetjent træder ud foran hendes forhjul, han søger hendes øjne mens knoerne er i taljen. Hun har ikke gjort noget forkert, har hun? Lyset mangler. 700 kroner. Længere henne af vejen gøer en hund. Cyklister passerer med aftenhimlen foran sig. Betjenten ser at kvinden er rystet, vil du ringe hjem? Men hjem er længe siden, hjem er et sted der gør ondt og som misforstår alt. Det findes heller ikke længere, alle er spredt udover kloden. Hun takker betjenten, tak fordi jeg lever i et land hvor jeg bliver stoppet, tænk hvis ingen nogensinde stoppede mig. Hjem er længe siden, stop er lige nu. Der er ikke noget forceret ved hendes anprisning, men så snart hun er på cyklen igen, er målsatheden tilbage, som en gældende beslutning fra et højere sted. Bare fordi hun blev stoppet, betyder det ikke hun stopper, bare fordi hun er følsom, betyder det ikke at hun ikke er hård, bare fordi hun ligger og flæber, betyder det ikke at det flydende blod ved siden af hende krop er fra hendes krop.

En lille sag bliver udløsende faktor, en svag kvinde kan blive den der bestemmer til sidst. og hun beder glæden, lykken, gennembrudene tage hende til nåde igen. Gud, vend ikke dit ansigt bort. Jeg er klar, jeg er klar, jeg er klar.

—-

Hvis bare ikke det sortnede sådan for mine øjne. Uafhængigt af hinanden spørger hendes veninder om hun er okay, om hun arbejder for meget og får spist. Bløder du, som du skal? Min hud bliver dækket med knopper, det klør. Det er stadig mig herinde, men mine venner giver afstandsknus og lægger hovedet på skrå. Det er som om du er en anden, siger de. Jeg er en anden. Tidligere var jeg mig selv, men nu er jeg en anden. Pakket ind i eksemhud ligner jeg en abe. Mine venner giver mig ret og jeg synes de er strenge, eller den anden synes de er strenge, den anden kvinde som jeg nu er, som jeg nu ligner, som jeg nu må opføre mig som- i denne min hud.

tænker du mest på det ydre

eller det indre

rum?

—–

Han skriver på sin profil: “Jeg er den jeg er og det ønsker jeg ikke at lave om på”. Han har øl i favnen, natteliv i baggrunden og et udtryksløst narrativ i ansigtet. Jeg liker, fordi jeg tænker, at han sikkert er anderledes i virkeligheden.

Hun har allerede besluttet sig: jeg er ude på et sidespor. Jeg kommer ind, spørger om vi har det hele, giver mig til at tage armbøjninger på gulvet, det vil sige de halve, jeg er kun ved at lære det, jeg bladrer lidt i en af hendes mange bøger, tjekker min telefon og vågner op til pigens brøl. “Hvorfor er du sådan her? Du kan ikke være rolig i et eneste sekund!” Det er sådan jeg ser ud. Jeg ser mig selv se sådan ud. Jeg føler mig rolig, mens hun påpeger min rastløshed og tomrum.

Shawn Mendez synger: “..it all gets a little too much…the fog will clear up…” Hun har så mange forklaringer. På hvorfor hun ikke orker mere. Hun ved ikke hvilken, der er den egentlige årsag. Den stærke kvinde derimod tænker ikke på hvordan, hun kom ind i historien, hun er  i en kulde der får hende til at stå fast på sine meninger.

Den uvidende yngre kvinde husker, hvordan hun væltede ind i familien, hvordan traditionerne i et par år nød hendes bølger, men at bølgerne begyndte at gøre dem søsyge. Hun holder vejret og tager med, snakker med, ånder med, men ikke med fuld ånd; når de kalder hendes navn, er det som om det ikke er hende, der kaldes på.

Som om hun ikke er at finde i det navn, hun har, ikke som det siges, ikke fra deres mund. Hun overvejer at skrive en bog med titlen “det splittede selv”, men hun har indtil videre kun titlen og en eksmand, der ville ønske at hun var mindre sig selv. Han synes hun virker så flink og imødekommende overfor mennesker hun ikke kender. Når hun er sig selv igen, og udtaler sig til ham om, hvordan han bør tabe sig, er hun mindre flink, mere sig selv, mindre flink. Han siger det til hende, mens hun er sig selv nærmest: “Du er egentlig virkelig rar…du er ligesom..hva kan man sige…et godt menneske, når du er mere anspændt og bange…” Hun ser på ham. Han ser på hende. Ingen af dem ser hinanden. Kun sig selv. Blive mere klædt af, hulet af, strippet ned, det eneste der holder samtalen kørende er fortiden.

Nederlag. Hun træder op på dem. Som en uangribelig skammel. Glemmer de ikke kan holde til noget. Hun falder igennem den uheldsvangre succes.  Længe har der luret en fare bag hendes forfølgelse af kærligheden. En pine ligger nu blottet og viser en mangel ved hendes væsen. Bagerst ligger en mængde tanker og hviler sig, en nagende anelse, bag den afdæmpede ro, bag enhver betragtning og social kreds hun finder sig i. Hun træder op igen og råber fortiden ud, den bliver ved med at slæbe sig tungt efter hende, hun vender sig pludseligt, så alle kan se den, præcis som den står bagved hende. Videre myldrer de ud til hvert sit, ud som hvert selv, nærmere jorden end himlen.

Det er et bibelsk princip, at man ikke må støde andre. Problematisk, når hun har lyst til at støde. Sigte, ramme og totalødelægge ideen om at flertallets normer er de rette. At jeg ikke bliver hørt, hvis jeg ikke er ret, tænker hun. Et raseri stiger hende til hovedet og hun destruerer alle chancer for sig selv, fordi hun nægter at være ret på flertalsmåden, nægter at kede sig ihjel, nægter at tro på at andre ikke kan tage hende. Netop som hun er. Splittet og dansende. Dansende splittede hjerte.

Man får ikke en bedre chance for at danse end på dette gulv.

—–

Ansigtet bliver filmet som det går fra at være tvivlrådigt til stift og udtryksløst. Hun opdager en sorg indvending, jeg troede jeg havde spist den væk, snakket den væk, grinet den væk, skræmt den væk med intensiv træning. Men solar plexus græder, hver tåre slipper som en levende flamme, sorgen ville blusse op, hvis ikke de forlod hende dryp for dryp, alligevel mærker hun en hinde af sorg, det er ikke sorgen der forlader hende, dryp for dryp, det er de tilbageholdte bevægelser.

Sorg på dåse.

Den hemmelige sorg.

Den maskerede sorg.

Rigeligt med sorg på.

Skovler sorg op, sorg fra sorg fra sorg.

Sorg som en fyldig kjole med slæb.

Bare forsyn dig selv af min jord.

Her er den. Du vil aldrig forstå den, end ikke høre den for hvad den er. Lyt til den, vil jeg grædende sige til dig, men du hører violin, nej hør det heavy metal, en underverden af hændelser, et bakketerræn uden fodfæste, et sammentrukkent hjerte uden slag, en ubevidst krop i rummet, et sind ude af stand til at finde samklang. Man får ikke en chance.

—-

En mand der tør rejse sig. Man ser ham holde tale, ingen andre tør, tænk at han tør, bare sådan rejse sig, i et selskab, bare stå op og tro på at han bliver taget alvorligt, med brede skuldre og gestikulerende arme, han tør stille sig op uden garanti for at han bliver taget alvorligt eller får lov at få ordet, han rejser sig op som havde det slet ikke gjort ondt at sidde i stolen, undertrykt, som en i flokken, bundet på hænder og fødder, kidnappet ind i voksendom hvor kaffe er vigtigere end ægte følelser, hvor offentlig retorik er vigtigere end hjemmets trivsel, hvor arbejde er noget man tjener penge på og passion noget man taler om, men ikke rigtig har noget sted at gøre af, fordi ens hus er fyldt med spektakel.

Jeg bliver utålmodig med musikken. Kom nu til sagen. Syng noget, stop tilløbet. Den kredser svævende om sig selv, men tager ikke fat, driver ikke frem, kan ikke bære sin egen vægt, ikke fylde sin egen komposition ud. Forspillet stilner først af som lyden svinder helt ind, hvor blev koret af? Gentagelserne har været medvidende, men så forsumpede og små at de ikke markerede sig, hvornår sker der noget?

—–

Tak Gud, for disse nye sko, men det jeg bad om var et fundament under mig, ikke såler under mig, dig, jeg længes efter dig, din evige kilde af godhed og overblik.

—-

Næste scene: Hun går langs vandet, fremad og videre i et tempo der markerer hendes styrke. Kvindelige styrke hun kan gribe seerne med, mens kameramanden småløber baglæns foran. To fremmede der skal mediere noget til en hel gruppe fremmede, tilfældige fremmede der ser programmet med kvinden der ser underligt fjern ud i øjnene, fordi hun bag øjnene er bange for at det kan ses, at hun er nervøs, hvis hun dog bare kunne holde op med at blive så usikker, tænker hun bag øjnene, og det frådende hav og de mørke sten på stranden, der væver sig ind i det lyse ranke billede af en kvinde der går, koncentreret og målrettet, i et tordnende blik som har hun sparket sin tøven langt væk, hun sparker, sig selv fremad.

Med invaderende længsel samler hun ordene til spiselige sætninger. Ligevægten pipper frem fra under frygten, der snor sig igennem hendes torso i forsøget på at finde balancen mellem storhed og underkastelse.

De filmer. Uigenkaldelige ord, ejendommelige overbevisninger, gennemsigtige ansigtstræk.

Hun synker ned i benene, ned i fortvivlelsen, ned i en lede, ned i hendes egne ord når hun siger: “Det er som om, vi er blevet bange for at være til..vi er så indsmurte i frygt at vi ikke længere…” Hun famler efter ordene, ser op som om hun er blevet taget i noget, taget i at tænke højt måske, og vender straks tilbage til det indøvede: “Som selvstændig kvinde har jeg valgt at gå imod. Jeg har min egen forretning og er til stor inspiration for andre.”

Om natten drømmer hun om lys og lykke, om dagen taber hun alle sine tænder. De filmer det hele. Begge sider af sagen, af dagen.

Hun skriver en mail i søvne og med skriftens virkemidler, skærer hun begge ben af fortiden, som var den en flig af en meget større historie. I en fast rytme udformer hun en fængende historie. En forældreløs historie, der bliver til uden ophav, bliver til af intet. Hvis man kan regne, kan man historiefortællingens kunst. Det er et håndværk, kilder er overflødige, fravær en faktor der får koncentrationen til at vokse.

Noget for pengene, giv dem noget for pengene, kan jeg ikke bare give dem pengene, tænker hun. Men rejser sig op og viser sit imperium frem. Sådan her laver jeg mad, sådan her laver jeg familie, sådan her laver jeg indhold. Klar bliver jeg lige om lidt, nedturen er næste ikke sket. Jeg har kun en chance, et take, en optagelse.

Hun viser dem ikke hendes 16 forskellige stillinger, hun græder i. Det plejer ikke være sådan, hun plejer at være stærk, hun sælger ikke en løgn. Sorgen er kun lige begyndt at springe frem. Vel indenfor det seneste år. Som en vildkat med kløer der sigter efter øjne og lunger.

Siddende på sin seng, fodsålerne i gulvet, overkroppen ligger på lårene, hovedet hænger ved knæ og skinneben, øjne der vander tæerne. Hvis tårer dog bare var chancer. Men du er almindelig nok til at forstå mig, spørger hun og ser undersøgende i mine øjne, jeg fortabes i hendes undersøgelse og aner ikke hvad hun finder i mig, jeg elsker morgenrutinerne, siger jeg, det er vist almindeligt nok. Stilheden kl 4 om morgenen, forudfølelsen, jeg ved der starter en dag og jeg er med fra starten, det er ret almindeligt.

—–

Jeg får ti superlikes om dagen. Fra udtjente mænd der gnider ansigtet mod hænderne, kører håndflader mod skægstubbe, mens de kun halvt udtaler hvad de vil. Mænd der har været i live engang, men ikke fik gjort det de skulle og derfor har taget tilflugt i maver der skygger for tæerne. Jeg siger op. Arbejdet med livet er ikke nogen mængde penge værd. Jeg vil hellere ikke-bo end bo sådan her. Jeg tager tilflugt i en offentlighed, der skygger for min bagside. Hun beder: rens mig Gud rens mig og tilgiv mig fordi jeg hellere vil høre Shawn Mendez end dit gospel.

—–

Så du har intet at miste? Det er tonefaldet, frembragt af hans stemme men også af noget dybere endnu, der giver mig lyst til flygte ud af dette liv, tonefald har magt, det er måden tonen falder på, det er i faldet mod afgrunden, tonerne, de sidste man hører før faldet og under faldet og lige efter, bam. Tonefald, tæppefald, knæfald.

Verbalt nægter jeg, at noget skulle være det værd, som jeg kunne miste, hvis jeg bøjer af, runder mine kanter og afgiver magten over min personlighed, ikke må gøre grin med livet, ikke må være komplet sindssyg på offentlige gader og stræder, jeg kan ikke få luft, hvis jeg ikke må bryde ind, bryde ud, vise noget andet, noget sjovere, noget uvirkeligt hvor vi ikke sidder trælbundne, hvor vi ikke sluger skygger og visner hen i ørene på et samfund, fyldt op af tyngende omstændigheder.

Men tonefaldet har nok ret som den udgår fra ham og fra ethvert menneskes bryst. Det slæber mig triumferende hen efter sig, revset, forslået, indforstået, tæmmet. Gad vide om min villighed er periodisk eller uforanderlig, gade vide om feber slår igennem mig som et lyn eller passerer fra mig som en tåge, der letter i en popsang.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!