Tiden i nydelsen

28. March 2017 af Maria Guldager

Der er et nydelsesfuldt øjeblik lige før

jeg får travlt

lige før jeg rigtigt tager fat

de boblende hænge-sekunder

jeg er ikke startet, jeg har ikke travlt

jeg er til

uden opgaven

uden presset.

Det er denne tid

jeg tre timer senere i afmagt ønsker mig tilbage

til

for så havde jeg ikke nydt dem

jeg havde brugt dem effektivt

så jeg ikke stod der senere, og var ubelejliget med stakåndethed og løftebrud.

Nydelsen er min

kun indtil jeg træder ud af øjeblikket inden

det der kommer efter

og fortolker nydelsen som spild.

Den gode tid er min

kun indtil jeg har dårlig tid

og tiden derfor ikke gør det, den skal

når den intet overlader til kedsomheden

og alt til arbejdsomheden

er jeg i boblen der sprænger

i nydelsen der forgår

i tanken om en tidens march

frem mod et vigtigt møde kl 17:00

som jeg ikke har forberedt mig til

som jeg ikke kan koncentrere mig til

som jeg ikke kan bidrage seriøst til

for jeg er i nydelsens øjeblik

det, som er forgået

jeg er i nydelsen der lurer

i sekunderne lige før

jeg skal og

’skal’ forgår når jeg er, og

nydelse forgår når ’skal’ er.

—-

Jeg går forbi ham på den mest uvenlige måde jeg kan

jeg er ubehøvlet, hvad er der galt med mig?

kort efter går han lige så uvenligt forbi mig

jeg er okay, der er ingenting galt med mig

vi gider bare ikke

vi gider virkelig ikke

at være sultne kroppe i disse timer

at time disse kroppes sult

at sulte kroppen med tid og atter tid lige her i dette ‘inden’

vi gider ganske enkelt ikke at være i et supermarked med rådne grøntsager, kun sødmælk og forslåede færdigretter kl 21 i udkanten af København

hvad er der galt med den her butik? Og hvor er vejen ud? Forbi ham, ser jeg.

—–

Det er ikke i det jeg spiser

ikke i tanken om det jeg spiser

ikke i oplevelsen af at spise

men spisningens spisning

i det jeg spisers spisning

det fortæres

med følelsen af at være både i fuld kontrol og komplet ude af kontrol

følelsen ophæver sig selv

så jeg bare mærker spisning

jeg mærker sultens seng

jeg mærker begærets kjole

jeg mærker afhængighedens værge

jeg passer på mig selv ved at spise

jeg spiser mig selv ved at passe på

jeg passer ikke

jeg spiser

jeg lægger først mærke til smagen, i det sekund jeg tager et nyt stykke, en ny bid

der bider sig fast

så fraværet slipper

og aktiviteten bliver til en stillestående permanens

en perlerække af indføring

mens jeg stiller mine beskidte sko på meningsudtrækket

mening der trækker ud

trækker mig med ud

trækker tiden ud af mig, mens

tiden nydes med min mund

mmmhhahhaha velbehag

lige indtil næste dag

der altid skal være så pokkers moralsk

at den får mig til at ønske, at jeg ikke havde været tid

i spisningens bad

for nu er ganen øm, og toilettet sprøjtet til, og energien spærret inde

i den gamle nydelse, der nu kun er et svagt minde om en onsdag

aften der blev spist op:

jeg spiste ikke slikket

jeg slikkede lutter spisning

Hvor dejligt må jeg have det

imens jeg forbryder jeg mod mig selv?

——-

Hun, den fremmede, vil ikke tage min dyrebare tid

siger hun langsomt, mens vi holder vejret sammen, kan tiden

selv hoppe til og fra, nu er vi der, nu er vi der ikke, kan tiden

vente på vores hiv efter luft, for det gælder ikke lige nu, kan tidens

elastik holde spændingen til hun er færdig med at tale

om det ligegyldige

for noget i mig forstår

den formålsløse samtale med den fremmede

som dyrebar.

——–

Jeg kommer til dig, skriver jeg

for jeg ved hans tid er knap

Jeg skynder mig at pakke sammen

for jeg ved at, hans tid er vigtig

Jeg planlægger minutiøst vores samtale

for jeg ved, tiden med hende aldrig kommer igen

Jeg presser det ind i mit skema og lyver

“jeg har tit tid”

fordi min tid ingenting er værd

hvis ikke disse to mennesker er i den.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!