Mod min sjælefeber

12. February 2014 af Maria Guldager

Okay, så det jeg søger er en ung mand. På tyve, måske treogtyve. Ikke for meget skæg, man skulle kunne stirre ham ind i hans drømme, hans tiltro til fremtiden, man skal se hvordan, han stolt er kommet igennem pubertetens fysiske laster og nu klæder sig ud, som den, han føler, han er. Med et dykkercertifikat som forklæde sætter han tænderne i mig, selvsikkert pifter han, og bevægelig som jeg er, lystrer mine fødder, og snart stepper vores sofistikerede lyster på en zonefri luft, uafhængige af jordens afsæt; fodaftrykkene, der nu klæder himlen, stræber den unge mand efter at forgylde, hans heltelignende gerninger er en kyst, der får kærligheden til at slentre, så en udmattet krop bekræftes i selvgodhed, den kan få alt til at ske, se verden fra under vandet, om dens driftighed det vil. Hans ubesværede ånd under den stramme hud vil dog glane på mine rynker, som vi sidder og skal afgøre hinanden og det næste, og ikke begribe dybden af det, jeg tror, jeg formulerer, men egentlig mangler forløsende hænder til at få ud; som baggrundsmusik til min tale spiller han på sin kåde guitar, eller frække Nintendo, eller med overlegne muskler, som hurtigt helt tapetserer min spinkle væren med saftige koteletter, jeg er ikke til at få øje på under hans overmod, jeg ligger under en snebunker og mærker hvordan hans lyse joviale stemning står på ski hen over mit armod, ligger under for hans bekymringsfrie leg med døden, og når jeg på euforiske dage rækker en arm op fra min undergang, kan han kun skrive sig det bag øret, for på brystet har han tatoveret et eventyr i billeder, der repræsenterer noget for ham, det er seriøst, en seriøst munter brystkasse, som man ikke kan stole på, for bedst som man har hørt eventyret, tolker det sig selv anderledes, man kalder det udvikling, men drengebarnet er det samme, hårene, sårene de samme, men udsat for en voldsom oplevelse af tid, tid løbende frit som utæmmede løver, får den unge mand instinkter han ikke selv kan regulere, ej heller eksplicitere; hans karakter er ikke uforudsigelig, men den kan ikke udsiges endnu, den er åben, og den har ikke tid til at grave rundt i forspildte chancer og urealistiske drømme, han kan ikke tages til slave, ikke nu, han skal ud hvor himlen er blå, eller så dunkel og overskyet, at kun han med sin tapperhed kan brage sig igennem den; og dette til trods for at hans yndefulde højsange står til troende.

Mine rynker må rejse sig og med ryggen til det milde mandebarn, dette begær efter løvelignende overblik, der ser sig for nøjagtigt, når det selv vil, og i stedet lutre harmonien med et allerede udfoldet hankøn. En ældre herre må altså bringes til at elske mig, og fri mig af livets rædsel; denne rådvildhed. Hans størrelse må være enorm, for at omfavne det, jeg bærer med mig, og ligeså hans tale, så min sarte mave kan glemme sig selv i hans vældige toner om verden, den enorme verden, og den enorme borger. Hudens linjer skal være indfældet ham så dybt, at jeg kan synge akustisk i dem og definere rummet, som de grænser, jeg ikke selv holder, de punkter i tiden, der ikke trives på min arm, de aftaler, der sætter sig i min side, og gør sig kødligt bemærket i min fortabte tale. Besudlet med erfaringsnære fordomme går han rundt om mig som er jeg en gudinde, hvis tårekanaler kan velsigne, om han trevler dem op; han leder i sit fyldte skur i timevis, indtil han finder det rette værktøj, og så skaber han, nøje og med stor tålmod, en sparsommelig organisation imellem os, for de mange livsaffærer har indsat i ham en nydelse ved stilheden, mådeholden, meditationen, og han v e d hvor han skal røre; aende fører han sine hænder langs indersiden af mit lår, opmærksomt klemmer han til, når jeg fjerner mig fra mine forpligtelser, hans pres mod min nakke, får mig til at se min fabrikerede bevægelighed, han skruer i mine skuldre, forvisset om at min smerte, snart skal blive mange til gavn. Hvis jeg dør, ved den ældre, hvad han skal gøre. Enten har han prøvet det med andre fruer, eller også er visdommen bare så stor hos ham, at han uden erfaring kan lægge mig til rette som det kvalte foster, jeg er, han trykker mine tanker helt ud, så jeg tømmes for luft, han tager sig af min ånde, mens jeg er væk. I den mandige mand er der styrke, en ufortrøden vilje til at være en del af sig selv, han ved hvornår, jeg skal stille mig i døren og se på, og på hvor mange grader jeg skal vaske mit undertøj, og han vil høre det, jeg siger, men dog på sin egen særegne måde, han vil begynde at forveksle mig med sig selv, og det bliver problematisk og højlydt, specielt når vi skal deles om undertøjet og tårerne, og han vil forvise mig fra sit veletablerede netværk, hvis han har den mindste styrke tilbage i sine aldrende ben.

I min eksistens bor det, der forholder mandspersoner at støbes i et superhumant billede, jeg tror, det er min pande for den brænder op og sætter ild til resten af mit hylster, fra pandelapperne udvider fortvivlelsen sig og påtvinger sin struktur at materialisere sig i vanebaner, der udgiver sig for at være der, hvor jeg altid er.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!