Note to self

Når man udsætter at tænke livets problematikker på grund af manglende aktualitet, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke tørrer spisebordet af efter han har spist, da han jo alligevel skal spise der igen i morgen og dagen efter det og ja indtil bordet skal smides ud, og til den tid kan han så gøre op med, om han vil give it a go med en klud og lidt vand.

Når man udsætter at overveje meningen med tilværelsen på grund af opgavens omfattende karakter, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke kan tørre syltetøjsklatten af bordet, for så må han rengøre hele bordet og gulvet som bordet står på vil da påpege sig opmærksomhed og når gulvet skal vaskes, så kan da også dørene kræve sin ret til polering og på samme måde med boligens øvrige flader, og det er ikke til nu, for der er ikke tid eller energi nu til alt dette.

Når man udsætter at tage stilling til altets natur på grund af en høj grad af kompleksitet, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han lige så godt kan opgive at gøre rent, da de husholdningssæber han ejer er uddaterede og sikkert ikke formår at få alt det grums af, der i øvrigt allerede har siddet længe og derfor sidder godt fast.

Når man udsætter at ruske op i denne tids paradigme på grund af tanken om en givet egen-misforståelse heraf, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han godt kan gøre lidt rent hjemme, alene, men ikke vise rengøringen frem for andre, da de måske har en anden og bedre sæbe, et for godt råd med på vejen og et meget renere hjem, eller måske han helt har misforstået rengøringskonceptet, da han blot er hvem han er, og ikke er trænet i rengøring eller har familie der er.