Nothing is nothing

10. March 2016 af Maria Guldager

Døren går op og man er nødt til at forstå forhistorien, for at forstå hvor anspændt jeg føler mig.

Jeg kender ikke selv historien. Jeg ved ikke hvor jeg er, eller hvad jeg laver eller hvorfor jeg er nødt til at forstÃ¥ forhistorien, jeg erfarer. At min krop spænder op, idet jeg hører slag mod døren. “Nu kommer de”, tænker jeg uden at vide hvem, jeg mener.

I mange år nød jeg den kvalitet ved mine venner og bekendte, at de var ældre. Der var en velplejethed over dem. Hvis ikke, var der et skæg kun mænd på deres alder kan holde. Måske var det også deres tilbagelænethed, eller deres måde at vide ting på. Nu er det som om, jeg selv er voksen, uden at være der, jeg sidder. Skræmt. På mit værelse og hører udvidelse. Ser op med blodsprængte øjne, hvor er jeg, hvor er. Min legeplads. Gyngende bebrejdelser. De fleste mine egne. Ansvar og dybere end jeg har lyst til at føle. Ligger på bordet i stive ark. Det banker på og jeg går ud i vaskerummet. Hænger mine hærgede relationer op. De skal tørre, mens jeg vasker mine nye relationer, hvad er det. Jeg laver som voksen. Siddende med udspilede øjne fordi. Jeg ikke ved hvorfor jeg er her. Ikke ved hvorfor det banker. Hvem der?

I am nothing

but the one who is in love

I am nothing

else than a child of God

I am nothing

if I don’t belong

I am nothing

to a stranger

I am nothing

if God doesnt recognize me

I am nothing

compared to what I was supposed to be

I am nothing

I can admit

I am nothing

because I hear nothing

I am nothing

because I hear and do nothing

I am nothing

because I am truely in love with nothing

I am nothing

because nothing will save me

I am nothing

ness.

Det var bare mit selv. En lidt anden variation, situation, måske, men mig. Havde håbet det var Gud, endelig Gud, derfor. Blev jeg så krampagtig og. Anspændt, mens myndighederne revser mit hjem. Overgiver jeg mig, ja ja ja ja ja J A ja ja ja ja ja det er mig, jeg har gemt mig. I alle disse år.

Something about the way you look

Something about you being a person

Something about you being visible and audiable

Hvor er jeg blevet af? Gnider mine øjne, der er blevet til briller, gnider mine minder, der er blevet til forstørrelsesglas. Enlig mor til tre børn, lÃ¥ det. I kortene eller pÃ¥ bordet med stive ark af ansvarsomrÃ¥der. Vælger jeg den naturlige forklaring eller den funktionelle forklaring eller tror jeg. Ikke pÃ¥ mig. Ikke pÃ¥ at jeg er her lige nu, vælger. Jeg at sige nej-tak til Gud. God opgave, Gud, men ikke noget for mig eller valgte. Gud aldrig mig, gik jeg. Selv ind og pÃ¥tog mig opgaven og smed. Mig pÃ¥ gulvet da det gik galt. SÃ¥dan skriver vi. Frem og tilbage, selvfølgelig. Har jeg aldrig tænkt: “hun lugter af kaffe og spegepølse, sÃ¥dan af en rigtig mor”, men jeg skriver det til ham pÃ¥ dating, fordi jeg tænker at det ville give bedre mening for historien, forhistorien, hvis jeg havde tænkt sÃ¥dan. Dating, hvor er jeg blevet af, hvad laver jeg pÃ¥ fremmede mænds computer? Mine relationer er til vask. Jeg har intet at tage pÃ¥. Jeg tager fremmede mænd pÃ¥.

Der var det igen

det flyver rundt

jeg hører det tale

det jeg har læst et sted

det jeg hørt før hører jeg igen

ud af mine dybder

kommer plagen og

år går, jeg sidder

her endnu, det er ikke

en sejrssang, jeg sidder

fast, i årevist har jeg

haft små ubrugelige dage

til min rådighed, jeg snubler

over en mand, det kører

på det første og andet og tredje

billede, men på det fjerde ødelægger du det

for dig selv og for mig, hvor

står dit badekar, jeg

kan se du flyder over med vand

og skum, se at du mangler en

prop, jeg

provokerer dig, “vi andre”

siger du og mener vel som udgangspunkt ikke mig

“vi andre” “er blevet tvunget til at lære”

“at skrive pÃ¥ denne mÃ¥de” det gÃ¥r

op for mig på en ny måde

jeg har hele tiden vidst

men nu går det op for mig

på ny

at jeg er usolidarisk når jeg ikke vil acceptere

de accepterede former, skriv

det, så vi, de tvungne, kan læse

det, og jeg forstod, det var

på tide, at blive ældre

og forstå alderdom, jeg

insisterer ikke så meget

længere, jeg forstår

med en begrænsethed

jeg endda tør indrømme

sovende, siddende, år

går eller bliver, man kan

se lige her hvad jeg kan

jeg kan dette, det er

ikke så meget, og jeg kan

ikke så godt, men i det

mindste er jeg glad, ikke

altid, men indimellem

går jeg også rundt og taler

jeg er jeg er jeg er jeg er

en der taler og går og hører og sidder og år

hober sig op i min depression, er

det et match, jeg ved

det først når det har vist sig

og så ved alle det jo, at vide

er at kende præsentationen

før den er præsenteret

som præstation, det er

Ã¥renes stagnation

der tvinger mig ud

af hulen, ud af byen

jeg går hele vejen

ud af mig og de

små græder, men jeg

men jeg men jeg men jeg

er der en forklaring mor, jeg

går langt uden moder-pro

jektet, hun holder mig, fast

jeg beslutter at bestige

hendes bjerg af opgaver

jeg glider, falder, elsker

spræller på jorden, jeg håbede

ellers lige det var slet, men jeg

er her endnu, de er her endnu, vi

de andre og mig er her

og kræver at der  er en forklaring mor, er

der en mor til mig der ikke strukturer

min skrivning med andet end intuition måske

lyst og hormoner, til mig

fra en pædagogisk konsulent

lyder min situation, min kategori

meget værre, værre end

det jeg blev lovet, blev jeg

lovet noget, jeg har glemt

hvorfor jeg sidder her og

dækker ørerene til.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!