Og det bringer mig derud

15. September 2015 af Maria Guldager

Knuses under fødderne

på en udflugt, himmelflugt,

intet kan længere nå mig

stillinger og titler smeltes

For at erfare den vished

der er i min magtesløshed

tillukkede fortorv spænder ben

for mit blik, herskersygen

fylder mig med planer

pladsmangel i København, tvangsydmyger

jeg falder ligesom ud af mig selv

Jeg vandrer kun ledt af sult

forført eller forgiftet

af en sukkersmag, hvorfor kan

den ikke bare blive siddende, smage mig

hvorfor skal den fortære, vanære mit telt.

Leger med mine tanker, tager dem

en for en, svinger dem rundt

mærker svimmelheden

musikken i mit indre

taler mig igennem noderne

og finder først ud om hvad jeg taler

når nogle er interesserede

nok til at spørge: hvad taler vi om?

jeg synger højt og længe

indtil alle er gået igen.

Sætter mine forventninger på nederste hylde

hvor jeg kan nå dem og ved hvor de er

lige bag døren, et sted man altid husker

mens man vandrer ind og ud af dagen

jeg modtager en latter og bruger den til seng

bare en enkelt nat og en til

indtil smilet foretager sig og jeg må videre

hen til det sted hvor

latteren melder sig påny

og jeg vandrer ikke, jeg bosætter mig

men latteren svinder

jeg må vandre videre

med mindet om dens smukke ansigt vil jeg

holde dens hånd hver gang jeg kan

komme den nær, skønt jeg har lært

at jeg må slippe den, vandre fra den.

Sådan siger de alle:

Alle knuses vi

Alle fortvivler vi

Alle bringes vi derud

Vi griner sammen som en sang

og jeg bliver stående

i latteren

demonstrativt

reaktivt

“vi”

vi bringer mig derud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!