Om den danske reality-krise
Overordnet synes jeg, at danske reality-shows har svært ved at blive decideret kedelige. Det skyldes måske den dramatiske underlagsmusik og et underholdende redigeringsarbejde (det har i hvert fald aldrig været fordi ordforrådet hos deltagerne har været …hmm præget af ord, der også findes i ordbogen.) Men spændende kan de gøres – næsten uanset hvor lidt action, der egentlig sker.
Selv håber jeg rigtig meget på et Big Brother comeback, for det er da klart det bedste stykke danske reality nogensinde lavet. Jeg vil nærmest kalde Big brother et slags billede af os selv, når vi bliver spædet i en gruppe med ukendte mennesker – alle ville kunne genkende sig selv i de forskellige deltagers reaktionsmønstre, følelsesudbrud, tankegange.
- Jeg husker en episode, der fanger min pointe som en lus mellem negle, hvor huset bliver delt op i to via et slags hegn. Det ene hold får næsten ingen mad og oven i købet frarøvet deres kufferter, mens de bare kan se på, at det andet hold får luksusmåltider ect.
Hvor mon producenterne har fået den ide fra?
Nå jo for resten, jeg får luksusmad hver dag, mens milliarder af mennesker kæmper for overlevelse hver eneste dag – især nu pga. fødevarekrisen. Det eneste, der overraskede mig ved reality-episoden var ”de riges” reaktion. Eller mangel på samme. Der var ingen medlidenhed fra de riges side, kun en lettelse over selv at kunne leve godt. Et er hvad der sker med folk, der bliver frataget muligheden for at spise optimalt – det er gennemskueligt, at det vil involvere kortere lunte, vrede, frustration, skænderier, sammenbrud ect.
Men var det rige holds holdning et udtryk for vores holdning til omverden nu? Da jeg var barn spurgte jeg min far til hvad, der forårsagede de voldsomme naturkatastrofebilleder, som kørte i tv-avisen, og hans kommentar var, at jeg kunne tage det helt roligt, for Danmark ligger godt beskyttet og er slet ikke udsat i forhold til den slags. Blev jeg rolig? Nej og jeg har været ganske urolig lige siden, for ingen har kunnet give mig et beroligende svar på hvorfor, nogle mennesker skal lide og andre slet ikke i så store mængder.
Men klart, det at bo i Danmark giver mig da en tryghed. Uanset hvad der sker, kan jeg, med den virkelighed vi lever i nu, forudsige at jeg vil have mad på bordet og tag over hovedet. Det giver en basal menneskelig tryghed, at kunne forudsige de nødvendigheder. Men hvad så – skal jeg bare sidde her og være tryg? Nej, vi bør lave mere ægte reality. Vi bør zoome linsen, så vi bliver afsløret i vores ugerninger, som rammer verdens svageste. Vi ser det i bidder i en reportage indimellem, men det er åbenbart ikke nok.
- For vi opfører os stadig som et rigt hold, der ikke har skrupler ved at leve det gode liv for øjnene af venner, der er langt dårligere stillet.
Jeg kan ikke finde ud af at skrive det her indlæg positivt og interessant, for jeg ser intet positivt i beskrevne situation og problemet er ikke blevet mere interessant, fordi det er forværret. Det er kedeligt, decideret kedeligt, og ingen musik kan gøre det humoristisk.
Én ting er sikkert – gør vi ikke noget, rammer det os selv lige i skødet!
Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »