Om kvinders drivkraft

Oprah siger tit hun har fået en appifany, eyeopener eller aha-moment. Det sker faktisk også for mig indimellem! Og det ville I vide hvis DR ellers havde givet mig det talkshow jeg fortjener, men lad mig i stedet formidle gårsdagens store AHA her.

Lige for tiden er der absolut ingenting fornuftigt at se i fjernsynet, så jeg skruede om på dr2 og faldt i staver til noget jeg troede var en dokumentar om middelalderen. ”The Tudors”, som serien hed, viser sig så at være det vildeste spændingsdrama fra tiden før reformationen i England. Du ved, paver og hele pivtøjet. Det gribende for mig var de fantastiske kvinders mangel på magt over egen situation. Jeg vidste det jo godt, men når man ser det på den måde, så går det limbiske system altså aggressivt til værks, og fremkalder det rene raseri over mændenes arrogance.

Jeg prøvede at forestille mig, at det var mig der måtte neje hver gang en mand kom ind i rummet – at det var mig der absolut ingen rettigheder havde; ikke engang til at sige fra overfor sex- at det var mig der ikke havde en selvvalgt fremtid at se frem til, men blot måtte tage hvad der kom til mig og håbe på at kunne føde drenge- at det var mig, der var gift med en mand der (hvis jeg var heldig) kun havde elsket mig kort, og herpå betragtede mig som husholderske.  Men jeg kunne ikke. Bedre gik det med at forestille mig selv i rollen som Wolsey, der ville slå kongen ihjel og som på grund af disse planer blev halshugget.

Jeg kan skrive meget mere om kvindeundertrykkelse, for i de senere år har jeg kun forbundet det ord med burkaer og koner til terrorister i fjerne hallal-lande. Men her til lands har vi jo også været voldsomt undertrykte, og jeg mener ikke bare det her med, at det har været svært at klare sig uden at være gift. Nej jeg vil længere tilbage, når min forargelse skal retfærdiggøres helt. Der hvor kvindens største ønske var, at kunne føde børn, og naturligvis helst sønner.

Og så er vi ved at være ved det, jeg egentlig ønsker at skrive om. Mit aha-moment kom da slaven i The Tudors knælede i kirken, og så inderligt bad om, at hun måtte føde en dreng, eftersom hun havde født 5 dødfødte og kun en levende pige. Nånej, sagde jeg slaven? Hun havde krone på, og var fucking dronningen! Ja, jeg blev så arrig- tænk at selv en majestæt var så skide underlagt mændenes powershow! Nå, men da hun fremsagde det inderlige ønske, slog det mig hvorfor hun og alle kvinder helt tilbage fra bibelens tid, så inderligt måtte have unger;

For at blive anerkendt som det hun følte, hendes true self var.

Når der ikke er noget der hedder uddannelse, beskæftigelse eller nogen som helst form for anden selvudfoldelse, der ville avle andres (dengang måske især mænds??) anerkendelse, så er det klart, at moderskabet bliver DET man lever for.

Denne erkendelse gav mig et helt nyt perspektiv. Det jeg BRÆNDER for lige nu, har jo samme begrundelse, som kvinderne der dengang brændte for moderskab.

Anerkendelse, selvrealisering og oplevelsen af at leve som det man født til.

Jeg brænder for at blive uddannet, og få en karriere af en helt specificeret art. VIRKELIG MEGET. Men nu med dette perspektiv ser jeg, at jeg er drevet af samme underliggende motiver for at opnå det, jeg vil. Og det gør, at jeg stopper op og husker at jeg er som jeg er, fordi det samfund jeg er i, kun viser mig denne mulighed.

Hvad lever vi kvinder for i dag? Vi er forskellige, javist, men er det vi alle ønsker ikke; økonomisk frihed? Frihed til at gøre hvad vi vil, for vore egne penge. Om det så er fordi man vil ud og hjælpe fattige i Afrika, om man vil gå hjemme og holde hus for en mand, om man vil have karriere eller om man vil være mor – ALLE ønsker vi økonomisk frihed i en vis grad, for det er sådan vi kan se vore drømme mulige. Noget kvinderne på den tid slet ikke spekulerede på. Tror jeg. Måske gjorde de..

Jeg betragter ikke fortidens kvinder som ubegavede! Så ville kvinders situation stadig være af porcelæn, men tværtimod kan de lære mig noget lige nu…

Jeg er blevet gravid ufrivilligt. Vi har brugt beskyttelse, men stregerne er der på testen. Jeg har gået og følt mig så undertrykt som kvinde – tænk, at der bare kan opstå liv, selvom jeg gør hvad jeg kan for at undgå det. Tænk, at jeg nu etisk set bør smide alt hvad jeg har i hænderne, og indgå i barselslivet. NO WAY.

Tænkte jeg, og i overmorgen har jeg en tid til en abort på sygehuset. Det har været en svær og lang proces at nå til den aftale om sygehus-tid. Og jeg har været i tvivl hvert sekund, for hvem ville ikke elske en ny baby, når først den blev til, på trods af regeringens spareplaner og vores ELENDIGE økonomi med en arbejdsløs mand og to små rollinger i forvejen. Da dronningen bad, så inderligt bad, gik det op for mig, at jeg må aflyse den tid. Vi er i en tid nu, hvor kvinder har mulighed og MASSER af kompetence til at gøre karriere. Men jeg må ikke glemme min kvindelighed, og at jeg fra naturens side OGSÅ er skabt til at føde børn.

DET, der gør mig GLAD og for mig til at føle mig SMUK som KVINDE, er når andre anerkender hvor fantastisk jeg gør et stykke arbejde, som jeg er virkelig god til. Det kan være alt fra selve det at se godt ud (det er nemlig også et stykke arbejde!!!) til det at beherske noget fagligt.

Mor-rollen er vidunderlig på mange andre områder, men jeg kan ikke være med på selvrealiseringsbanen. Jeg føler mig udkørt pga. manglende nattesøvn, tyk fordi der ikke er tid og energi til træning, utjekket fordi der ikke er overskud til flot makeup, ude af trit med omverden fordi alle omkring mig er midt i arbejds/studie-livet og jeg føler, at jeg er en kæmpe belastning sammen med mine børn; eksempelvis en spisesituation på restaurant eller besøg ved venner uden børn eller i en forretning, hvor der bliver væltet diverse eller skreget lige rigeligt.

Men det er jo en dyd at være mor. En gave. En naturlig en, og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil tage den naturs udfoldelse i egen hånd nu. At kunne give liv, må jeg ikke tage så let på. Aha!