Om lykke langt væk fra mænds selvrealisering

Min eneste ene – My knight in shining amour – Min Romeo – Min Adam- Min elsker- er hjemme på barsel! Manden, der ellers tog på jagt og havde sex med diverse kvinder som hovedbeskæftigelse, har forladt arbejdstøjet en tid til fordel for lidt blødere værdier. Jeg føler hver dag store stykker lykke!
Selv i dag, hvor vi har to syge børn og jeg har travlt med studie, mens hele lejligheden er fedtet ind i de kernesunde vafler* vi forsøgte os med i eftermiddags. For HVIS nu han ikke havde haft barsel; nøj det ville være slemt. Så IH hvor er jeg lykkelig for min mands barselsperiode- for at han som menneske, er i stand til at reflektere frit over egne beslutninger, og ikke lader sig føje med mandens stereotype adfærd. (Og det er et VALG: se her)
Og jeg nyder det, det gør jeg virkelig. MEN:
Problemet med lykke er, at man skal overse ulykke for at mærke den.  Ikke bare den fjerne ulykke –  altså andres. Også ens egen ulykke- kald det skyggesider- må man måske se væk fra, hvis man vil lade sig glide over i den glade lykkefornemmelse.

Jeg taler ikke om mavedellerne eller lektier, der burde laves grundigere. Det er et langt dybere stik, vi skal ned.
Forbi hverdagen, forbi det tydelige og indtil der, hvor der hos mig hersker kaos. Det kaos prøver jeg til daglig at male ovenpå og det lykkes så godt, at jeg nogle dage, slet ikke bemærker den indre uro.
Og apropos manipulation …….. Da jeg så DR’s interview med den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gibbede det lige i mig.
Se interviewet her

Jeg kom så til at forestille mig den frygtindgydende mand som lille baby med gylp og lorteble. Tænk, at han engang har været så sød og uskyldig, at man har haft lyst til at strikke lyserødt til ham.  Tænk, at han har haft fantasivenner og yndlingsfarve.

Det er ikke just det, man først tænker på, når han med hårde sorte snævre øjne afviser, at tale om noget, der minder om at være personligt. Ja såmænd heller ikke på atombombe-spørgsmålet svarer han klart. Og han får understreget ”hvem han er”. Jeg kan slet ikke forestille mig, at leve i et land med en leder, man let kan forveksle med en selvfed nar, der har fået for lidt empati med i bagagen, og derfor har brug for at markere sig overfor de svage i klassen med et påskud om, at de har uret.

I DK er man som politiker embedeydmyg – om ikke andet så af frygt for at blive væltet, men det er vist noget med nogle andre spilleregler i Iran.
Nå men.. HAN må da overse en del, for at føle lykke. Det er ikke for, at få ham til at fremstå som et monster- han siger tværtimod selv, at han ønsker retfærdighed og kærlighed! Men jeg synes, han er et godt eksempel på et menneske, der er konsistent i sit udtryk (langsomt talende, aldrig for klar tale som kan blive bruge imod ham, selvophøjet), og mangelfuld i sin inderlighed.

At se på ens åndelige helbred, kan altså på den måde være til hinder for umiddelbar glædefølelse. Skulle den spirituelle del være intakt, måtte mennesket være i fuld overensstemmelse med sig selv. Have sluttet fred med al fortid, og vel på sin vis være kommet overens med egen utilstrækkelighed. Løsningen er………..at glemme alt om lykke uden solbriller???

Det hænger nok sammen med menneskets livsvilkår. Det gode kontra det onde. Jeg ser det på urtids-plan i min søn på snart halvandet år. Det ene øjeblik vil han kysse og kæle, og det næste skal han kæmpe mod sig selv for, at lystre mit nej.Til at han river mig i håret og slår mig med kølle-lignende tingester….

*Mængde/antal pers: giver 8 plader vafler

Ingredienser:

* 300 g fuldkornsrismel
* 1 tsk natron
* 2 spsk Birkesød
* ½ tsk vanille
* ½ liter rismælk
* 1 spsk kokosolie til stegningen

* Tilbehør:
* Birkesød
* Økologisk syltetøj

Fremgangsmåde:

Sigt mel og natron sammen i en skål og bland birkesød og vanille i.
Rør rismælk i.
Varm vaffeljernet op og pensl det med kokosolie mellem hvert hold vafler.
Kom 1 dl dej på per plade og steg vaflerne til de er gyldenbrune og sprøde.
Spises nybagte.