Om planlægning

5. June 2014 af Maria Guldager

Hvis hun kunne overføre sin betydning til noget, så hun fik dobbeltmening, skulle det være et land; et kreativt land, der leder efter sandheden og imens byder enhver, fremmed såvel som kendt, venlighed og håndsrækning. Dobbelte betydninger? Han er mere optaget af byen, end af den fremtid hun vil undgå ved at elske på en særlig måde lige nu, af det liv han ser i gaderne er han optaget, hundene, hvilken race, de strejfer omkring på strandpromenaden, mon de samles et sted og hyler om natten; konsistensen i maden optager ham, æstetikken i arkitekturen, i litteraturen; den bog jeg er ved at læse, siger han, som så ofte mens hun suger hans ånd ind af sine næsebor, handler om en soldat på Bornholm. Det er en enkelt historie, den morer ham, kan hun høre, og forfatteren er enestående, intet mindre end fænomenal! Hun smiler og nikker og forsøger at interessere sig. For noget andet end ham, og deres fremtid; forventningskraften kan ikke styre sig selv, hun ser sig ældes, hun ser dem lykkes, hun ser det for sig, indtil hun bliver blind. Det sker uforvarende, han har netop rost en anden stor forfatter, de må haste til hospitalet, taxi, hvorledes kan det ske, han undersøger hende på bilsædet betrukken med karamelfarvet læder, at det hele bare går i sort, som udtrykket lyder, med et fingerknips? Han kan kun se mørke, man kan måske tage det ud, hvis man ved noget om det, han ved ikke noget om det. De må vente længe på lægen, som viser sig at have hvidløgsånde og spørge længe ind, helt ind, men så langt inde er det sorte, sorte sætninger, sort viden, uigennemskuelighedens kerne: et selv, der ikke ved af sig selv, fordi dets plads er et ikke-sted, kun bundet til stadig forandring, selvet er først sig selv på den anden side af et helt liv, men hvad nytter det i en undersøgelse, manglen på fortilfælde synes at tirre lægen, den brede kvinde uden den store højde, hun har glattet skulderlangt hår, der dufter af hospitalssæbe, hun bliver ved med spørgsmål, med hvidløg, med sprit og tikkende tastelyde mod en ældre computer, der må være en forklaring på din blindhed, insisterer hun! Hvis der er, har jeg den ikke, siger den forblændede patient om sig selv, og trækker i blinde på skuldrene med en så selvberoende holdning, at hendes kæreste bliver til sten, han kan pludseligt ikke rokke sig ud af stedet, men det er altså helt almindeligt, siger lægen, de fleste mænd reagerer sådan.

Drømmerierne tages fra hende som et tungt opslagsværk, det ikke kan nytte noget at slæbe rundt på, når man er blind. Hun slår sin kæreste i mindre stykker, så han kan være i hendes rygsæk, den vejer tungt på de magre skulde, men hvert et skridt tæller, hun kan ikke se vejen, men høre gang, tidens og hendes og verdens; på apoteket leder hun febrilsk efter farmaceuten, havde hun dog haft en hel mand, bander hun og  tænker på hvor ofte hun førhen så barnlighedens selvbevidsthed i sine børns øjne; selv børn ved at de har en udløbsdato, at legen ikke kan blive ved, at de skal vokse, undergå og forgå, blive til det rene ingenting i voksendommen; barndommen ved at den ikke kan blive hængende, alligevel hænger den ud og napper indimellem en grandvoksen mand, der burde være på vej til et helt andet sted.

———————————————————————————————————————————————————————-

Hun iagttager hans bryn, det ligner at hans toneleje hejser dem med op og ned, disse buskede totter der gør hans ansigt pjusket nok til at ligne en mands; han tier pludseligt eller måske er det ikke pludseligt, hvad var det sidste, han sagde? Et årstal, måske 1669; hun farer vild i hans historie, det er et mønster, der gentager sig, helt af sig selv, det er hverken er ham eller hende, det er et mønster, et år efter det andet, koncentration der stjæles af år, der stivner i fotografier af folk ingen kan genkende, hovedet, hvor er det, år efter år udgør mønsteret en drilsk diabolsk leg ingen vil vedkendes; mønsteret er hans tale og talens stop, hendes lytning og lytningens stop. Hun reagerer på fraværet af hans tale som var den selv et udtryk for noget, som var stilfærdigheden et spørgsmål om at være god nok til noget, er jeg ikke god nok til at lytte eftersom jeg intet hører?

Han afviser hendes klynkeri, og siger, at de da godt kan tale, de kan for eksempel tale om hvorfor hun aldrig skriver noget om glæde, om lykkelig kærlighed, ja om ham, om deres kærlighed, om det at være lykkelig?

Stilheden i frigear.

Hvis han vidste

Hvis han var klar over

Hvis han dog kendte godheden

- magtesløsheden ved at sidde som en fregne på et land, der opfører sig dumt, fordi landets vaner har overtaget selv dets nytænkning, et dumt land med maskingevær og forbud, med mindreværd og traumer, med krav om befolkningsdumhed; en mikroskopisk fregne er mit nøgne blik knap nok, jeg er bare i live i en bus på en smal og stejl bjergsti, mit åndedrag kan jeg forsøgsvis styre, det er det, jeg kan, resten er en uudgrundelighed dumhed, der ikke lader sig fælde-

ville han ikke spørge sådan.

Nu kan jeg slet ikke komme ud af den: stilheden.

Karakteren har skiftet og hun eller jeg sidder fast med en blokering i struben; før kunne hun vælge at irritere roen med sin stemme, men ikke længere; før var hun manden, der bar på det usagte: at kvinden kunne gøre arbejdet langt bedre end han, hvis hun, i stedet for han, blev sat til det. Derfor måtte jeg undertrykkes, derfor måtte han hævdes. Nu hvor rollerne er vendt på hovedet, nu hvor stilheden demaskerer magten, kan jeg bare se til at hele byer går nedenom og hjem, fordi folk flygter fra stilhedens bombarderende arbejdsløshed.

Hvis hun havde kunnet tale, ville jeg sige, at teksterne ikke handler om ham, fordi hun handler om ham; jeg handler om dig, ville hun sige, og hun siger det så rungende højt indeni sig selv, hun ser op. Han har allerede glemt sit drilske spørgsmål, han taler om havets skum, de lytter til bølgerne, mærker stilfærdigheden og sandet mellem deres bare tæer, mens de læser i hver sin bog, ryggene hvilende på et stort uldent tæppe, der ikke egner sig til strand, men som gør det godt taget i betragtning; harmonisk, tror han, og siger: jeg er begyndt virkelig at forestille mig (vores bryllup? Som jeg afslørede i går tænker jeg så ofte på vores bryllupsfest, altså en dag, ude i fremtiden, mener hun og tænker, som jeg altid har tænkt, jeg behersker sjældent mit åndedrag, på et kæmpe gilde, der oser af morskab, af vitalitet, af inderlighed og vigtigst: et glimt af fremtiden i bestemt form ental, for når enden er god, som man siger; enden, festen, hun og ham, der lykkedes, denne gang) hvordan folk lever i denne by, hvad de taler om på deres voldsomme modersmål. Hun lytter, eller også er hun stoppet, men hun forstår godheden ved ham. I at være i livet på hans måde; uprætentiøs og seende. Jeg tager ordet på samme måde som man tager en løsnet rokketand ud: Hvor har du ret.

Vinden blæser misforståelserne videre, går på omgang, ligesom flasker, kønsroller, job og fertilitet.

————————————————————————————————————————————————————————-

Det er dem, der gennemtænker, konstruerer skæbnen og garderer sig imod tilfældet, og dem, der former tilfældet i deres billede. Hvem er du? spørger han, som er jeg allerede en; hvorfor kan han ikke spørge, hvad jeg gerne vil være eller hvem jeg håber på at blive?

Det eneste jeg kan skrive på mit CV er ufærdigheder. Undertiden forsøger jeg at hive målstregen nærmere, men han har opdaget det om mig nu. Gennem det uklare, ustabile og utilregnelige glas imellem os.

Jeg siger også gode ting om mig selv: sådan er kvinder, og sådan er vi jo nogle, der er mere forudseende end andre. Men det vækker afsmag i min egen hals, at overfladiske hæld skal komme op fra mit dyb. Generaliseringer, en lasagne jeg kalder min for dens forudgivne ingredienser, skønt de var mange, unikke sammensætninger, dækker over mangeartede og svagelige tænkere, for blikket er deres detaljer identiske; dinglende kroppe, der når som helst kan ryge af i svinget, tidens sving, den hast hvormed lidenskaben flugter. Den fart kun kedsomheden, den aldeles, kan unddrage sig.

Jeg prøver at komme frem til det, jeg vil sige, til der hvor jeg skal være; læner mig forover, ryger ind i hans ansigt, bryder ind i hans ansigt, vælter mig rundt indeni hans ansigt, åbner hans øjne, med min forstørrelse, når de lukker sig, lukker hans øjne når de stirrer, så jeg ikke ser gråzonen i hans gengældte blik, det ubestemmelige, ujævne jord; når jeg bryder med hans virkelighedsbillede, nethindebillede, bliver grå til hvid: hvidt røg, en overgivelse af måden at se på.

Han rykker et skridt tilbage fra mig, han vil til at videre fra hvem jeg er, jeg lader som om, jeg ikke fornemmer det. Holder ved med mine farvede negle mod hans nystrøgne skjorte, og håber han om et par sekunder til vil gengælde mit alvorsknus, som jeg træder et skridt mod ham, fastholdende i vores aftalte kærlighed. Han bliver stående, trofast, men han kærtegner ikke i cirkler på min ryg som han plejer, han bliver stående, fordi han føler han ikke kan være andet bekendt.

Det kan han heller ikke. Det var ham, der ville.

I sin tid.

———————————————————————————————————————————————————————–

Jeg får tændt for tv’et ligesom Godmorgen Danmark skal til at teste solcremer. Materialisten har ingen priser med, selvom det nærmest kun er prisen, der optager journalisten. Dårligt planlagt, tænker jeg, og tænker så på hvordan Hayek er imod planlægning, fordi menneskets kapacitet hertil er for lille. Min mor smadrer et glas på badeværelset. Imod forventningen. At der skal stå vinglas på et lokum, kan min mor ikke begribe. Et eneste glas har fordelt sig over hele badeværelset og en smule er røget under døren indtil soveværelset. Flere tusinde stykker. Vi opfører os som var skårene giftige krybdyr. Vi er under belejring og skal passe på ikke at tirre dem. De kan forvolde stor skade, fysisk, blod væltende ud fra oprevet hud. Bare et mikroskopisk skår kan flænse hælen åben for sygdomme. Vi fejer troligt op, hjælpsomme. Selv hvis jeg ikke holder frustrationen i mig vil jeg dog ikke gå i tusind stykker, som visse sange ellers kan forlede en til at tro- næh mennesket kan miste en legemsdel eller miste den rigtige følelse i legemet, men er ikke lavet af glas og kan ikke bare kaste sig mod et badeværelsesgulv og splintre. Det vil i hvert fald ikke ende i samme krigeriske invasion som nu på dette dødbringende gulv, hvis vi lader menneskekroppen falde. Højst lidt flænger, slaget vil give afskrabninger, eventuelt død, men det er jo intet i forhold til den trussel disse tusinde glasskår udgør.

Bagefter føler jeg, at jeg har skår flere steder på kroppen. De skal bare væk, verfes væk, giftige edderkopper, jeg kender arten, jeg ved hvad de bringer med sig af sygelige tilstande.

Om aftenen inden jeg skal sove føles det som om, jeg har skår i mavesækken; de skærer mod undersiden og får mig til at ønske at jeg kunne leve uden nogensinde at fordøje. Kæresten tror det er i overført betydning- jeg kommer til at tænke på hvor mange overførte betydninger, der kan være i et glas. Jeg er ingen elefant, siger han, og jeg synes, det er sødt, at han for engang skyld forsøger at tale mit sprog. Rødvinsdød, siger jeg, og glasblod, men så holder jeg, for kæresten er et andet sted, et helt andet sted.

For det meste taler jeg i overførte betydninger, men hvor præcis min tale fører hen, er op til den, der hører efter; efter som det arbejde, skiftehold, der sætter tænderne i, når kødet er tilberedt. Derfor kommer jeg ofte ikke så langt. Som regel strander jeg i omegn af noget meget konkret og momentant, et udmærket måltid og en diskussion om hvem der mon har fundet på at man skal betale med sit liv, for at holde sig i live, for at blive mæt, mens jeg egentlig hellere så at enkelte sætninger som: Nu skal jeg til møde, kunne betyde noget mere; møder der mødes. De er planlagte enheder i modsætning til møder, der hele tiden finder sted mellem kærestens skægstubbe og min fine hagehud, fødder og gade, cykelsadel og baller, mellem tilværelsen og mine tanker. På underlig vis flyttes jeg fra det, jeg ikke kan planlægge, til det jeg heller ikke kan planlægge, men som alligevel er timet ligesom cykelturen derhen er tilrettelagt, og hele min person transformeres over i en mødedeltagende væren, tanken skubber farten, lidenskabens, over nuet og frem til et møde: en samling af mennesker, jeg ved ikke hvad de vil sige eller gøre, som skal kontrollere noget, mig og hinanden; den almengjorte mødeform lægger en dæmper på miraklerne: jeg møder noget uvist og forholder mig til det på en forudsigelig måde.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!