Omrids

2. August 2015 af Maria Guldager

Bekymringerne spørger

er vi de rette bekymringer?

For første gang kan jeg mærke mine ører

høre

de hører ved at afvise alle andre informationer

jeg kender dem allerede

tror de ikke jeg kender dem

tror de ikke jeg allerede ved

hvordan alting ville være flottere, bedre og stærkere

uden mig?

Tager et øjeblik

opmærksomheden fra mig selv

og giver den

til en der virkelig trænger

det skaber plads

hen over rygsøjlen.

Der er en stærk dunst

på fortovet hvor jeg går

i luften jeg indånder

i søen jeg spejler mig i

så stærk en ro

jeg prøver at tage den med hjem

helt ind

jeg kommer til at sige det højt

så højt at roen ophører

jeg har skræmt den væk

brudt dens nærvær

degraderet den til en fraværende stemme

mens lydene tager til i kraft

“du er digter” siger de højt

og ødelægger helt mit digt

min ro og min koncentration på et andet

jeg og nu

tager vi afsked

alle ved jeg er døende

jeg har prøvet alt

og alle

men døden fortsætter

med at overtage mig

sekund

for

sekund.

Lydene fra deres spørgsmål

giver jeg væk

jeg har brug for mindre

at skrive om

mit hoved brister

ved tanken om flere

hjem

jeg ikke kan skille mig af med igen.

Deler ud af mine kræfter

for at spare på mit hjerte.

Tilsyneladende åbner jeg ikke øjnene

musklerne trækkes sammen og giver slip

uden effekt

de vil ikke blinkes op

og får ikke set

lyset men tårerne pibler frem

og jeg bekender alt i en sms

til en fremmed.

Fristelsen svinger mig til sin skønsang

en velkendt gynge

jeg truer med at hoppe af

den sænker farten og vi kan enes igen

forenes

i min natur

dagligt udsletter jeg den med ord

vig bort!

HÃ¥ndfladerne om albuerne

en langsom bevægelse

en langsom ven

gennem samtalen ledes vi

væk fra emnet

og hinanden

bevidste optegner vi alt hvad der nogensinde er hændt

bliver til minder i bøger

erfaringer og huskeregler

jeg går derhen i min fantasi

siger mine regler til alle

alle deler deres hemmeligheder

systemets hemmeligheder

sådan gør man, sådan opnår man, sådan formår man

jeg holder mig ikke tilbage

viser stolt mine håndflader

i dags solen smelter jeg

falder sammen over mig selv

er ikke stærk nok til at stå

ikke en eneste regel har jeg

om hvordan man kan blive stående.

Kroppen svækkes natten over

ser sig i spejlet

svækket giver den sig selv

til arbejdet og bliver

villig til at dø

for at leve godt.

Kroppen lægger skjul på

min ånd prøver at tæmme den

Ã¥bne den op

men han er ikke til stede

jeg er stedet

han ikke er.

Ã…ndedraget tager os helt ned

på jorden

der bliver vi men vi behøver

mere

vi behøver noget højere

end vi kan nå fra vore fødders ståsted

vi flyder gennem tiden i aftaler

fylder brystet, udvider maven

luft i hele sjælen

holder vejret til det sidste møde

giver slip, trækker ind, giver slip

mens vi tæller dage

til noget eller efter noget

vejrtrækningen styrer

enhver celle

ud og ind og vi fanges

i og som os selv.

Længslen slår ned i mig som lynet

som lykken i en ud af flere tusinde

jeg falder om

i natten og vågner svækket

lever svækket

lever uden i stedet for med

og før dagen er grebet

griber den mig med sit skarpe morgenlys

mod min søvn

jeg tager lyset ind

i mit inderste hjem

så jeg kan finde frem

jeg lyser med kroppen.

TÃ¥gerne er mit lod

når jeg står stille

det uklare syn

den tilgroede tro

op skyder fantasier

i midten udloddes en pris

til en jeg ikke kan se

for meget lys, for mange bekymringer

det er ikke tydeligt hvad der sker

stemmer der spørger

gennem kroppe der vokser

dage der fælder hinanden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!