one in a minion

2. June 2016 af Maria Guldager

Der er en tid jeg ikke taler om

hvad gør det ved en tid, ikke at blive talt om

Der er en erindring jeg ikke taler om

hvad gør det ved en erindring, ikke at blive talt om

Der er en moderne mand, jeg ikke taler om

hvad gør det ved en moderne mand, ikke at blive talt om

Et smældende håb

MÃ¥ du blive indfriet

Forsvinde ud af mig og blive til virkelighed

En lille overgang

til det næste lag

starter som sandheden bider hårdere

får fat om mine rødders ankler

og de trætoppe der stadig hovedhængende trækker mig ned

til under jorden, med selvfedme som angstens drug

bliver hullet dybere end det skal

i mit hjerte, i mit jord hvorfra jeg står og ser op og ned af den moderne mands succes

og fra min krone drysser usikkerheden ned

jeg ved hverken det ene eller det andet, jeg får ikke åbnet

aviserne, jeg får ikke lukket de selvfede apps

for jeg bilder mig ind, jeg stadig kan nå at finde en

jeg bilder mig ind, jeg ikke kan nå at læse en.

—-

Jeg kan ikke udskille

de rigtige stoffer og derfor er jeg arbejdsløs

i hele min krop der anstrenger sig

og gør mig for anspændt til at drugge mig selv

med andet end 500-kroners lagkage

lag for lag smelter det på min tunge

på mit overmod, smelter ned mellem rillerne

tænderne, de gode ansøgninger, de gode intentioner

arbejdsgivernes profil

min unikke stil

en livstid på den lukkede

en lukket krop på den tidlige

færge, jeg føler jeg har været her før

leget her før

set vandet fra denne side før

men dengang var jeg ikke helt mig selv

det var en anden tid

et andet mig

er jeg

nogensinde statisk, kan jeg sige stop

kig op

og der står jeg, som den jeg virkelig er eller

er jeg et stort eller.

—-

Hendes bekymringer bæres i ansigtet

af huden der bliver mere elastisk for hver øjeblink

panden der betænker sig før den svarer på mine tåbeligheder

uvished der løber henover øjnene, dybt inde i øjnene og rundt om læber,

jeg får lyst til at røre

og jeg spørger hende højt

for højt

og det var ikke så smart og nu er vi der snart

men med en tilbagerullende samtale kommer vi ikke videre,

det er fordi jeg ikke udskiller de rette hormorner

jeg vil gerne røre hende, lindre, det er der sikkert noget forkert i

jeg har sikkert et kompleks

et pleasergen

det er sikkert fordi der er noget i vejen med min selvfølelse

jeg har lyst til at røre hende så hun bliver rørt

jeg har lyst til at være den der rører hende

jeg har lyst til massere hendes bekymringer væk

og holde tale med gode ord ind i hendes hudfolder

jeg skal tage det mere roligt og det ved min krop også godt

så den holder igen, holder mig tilbage, holder mig fast

så at jeg ikke kan trække vejret, der er ingen flow

så længe maven spænder op, så den spænder op

og den ved godt, at det ikke går i længden, det går i lænden og min krop ved

godt at den dør, når den ikke får luft, den ved det godt

men istedet for gennemtræk er det modstand, vi kalder det angst

men hvad er det mere end bare kæbespændinger

og pinlige fejl og en krop der går rundt død, fordi den er bange

for at leve, for at fejle igen, er livet en fejl

spørger min krop på dens gode dage

jeg finder svaret dybt inde

bag mavemusklerne; jeg er hvem jeg er, andre mennesker hvem de er, og det er

angst

hæmning

blokade

utålmodigt af mig at udbede mig deres respekt allerede nu

førend jeg er

mere ovre i mig selv

mindre over i  mig selv

mere ovre i kærlighed

mindre ovre i selvudfoldelse

mere ovre selvsammenfoldelse

mindre ovre i gemmeleg

mere ovre i med-værd.

—-

Med sløret sjæl

banker jeg på døren, hårdt men blidt, tålmodigt men kortvarigt

hvis svaret ikke er der, er jeg der ikke, er jeg ligegyldig, er jeg uadskillelig fra ethvert spørgsmål

jeg søger ikke adspredelser, jeg søger accept

af det, der er sket med mig

som havde jeg selv besluttet det skulle ske

som en aktualiseret løsrivelse fra resignationen

og jeg spænder op

så gør jeg da noget

jeg bliver hård

så er jeg da nogen

så lukker jeg af

så er jeg da her

så afslår jeg foræringer

så har jeg da pladsen.

Jeg træder ind

ind eller træder

ikke jeg, ikke mere jeg, der er nok mig med

træder ind, træder indover, skridtet og gangen i sin vorden,

til andres overgange, deres lag, nuancerne mellem deres pauser

mellem åndedræt

og bemægtigelser, åbenbaringer, organismer

sammen er vi et levende legeme, som vi fortaber os i noterne

og jeg fascineres over, at alle ved, hvad vi taler om,

jeg forundres over at sidde i et møde der dirrer af intensitet og som ville være en båd

hvis det kunne manifestere sig og blive til en ting

mødet er det modsatte af en ting, af en handling, det er

tale og tanke der i en teknisk socialitet referer til sig selv

vi stepper i takt, polerer ruden fra hvert vores hjørne

og manifesterer hvem vi er, gennem det vi lægger til

det fælles

det der undviger

privatpersonerne

og end ikke privatpersonerne kan betragtes som særegne

end ikke velbegrundede

interaktioner med konteksten

vi er bare, private og personer, bare er, bare sket, bare reguleret

af frygt

eller andre billeder

på hvad mennesket kan.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!