Optegnelser over langsomme fødder mod det daglige velbefindende

23. July 2016 af Maria Guldager

Grundet i kærlighed sitrer min hud, jeg må ud og hoppe, toppe, springe frit fra punkt til punkt til udsigten, der samler udviklingen, skrælle lag af friheden indtil jeg ser ligheden, mellem krig og det at have fri, er det kæbernes pres opefter der giver stress, eller er det tungens smæld der siger “jeg vil selv”, Frihedens efterstræbelsesværdige saft er grundet i kærlighedens kraft, der giver forhold et ny udseende, who cares om han vil have mig kold, jeg behøver ham ikke, jeg er

grundet i kærlighed.

Vi sidder. Spiser rester. Husk en klud. Han er et sæde. Han er en rest. Han er en klud. Han tiltrækker fordømmelse, fordi han inderst inde mener, at han fortjener den. At gispe efter luft i en relation er en medalje for en pestilens som ham. Mener han og ødelægger mig med sin blødhed; jeg har også gode venner. Men vi har sjældent brug for hinanden på samme tid, telefonen bliver ikke taget, hilsenen bliver ikke sendt.

Skyggen i deres ansigt, den dagaktive grå fugl i baggrunden, rytmen med hvilken de taler, kryber sig ind under min hud, jeg vender mig mod fuglen, der er fjern fra kedsommelighed og slæbende år, det er ikke en

men flere timer

man skal være sammen, for at relationen bliver accepteret som meningsfuld. For stor forskel i erfaringer er en løber der ikke tåler distancen, en bokser der slår hårdere end han kan,  ”Bliv lidt længere”, beder vennen mig, denne krænkende ven, venner der hellere vil holde min arm, end at lade livet udfolde sig, det svier. I min mave når jeg lader dem gå gennem mig, jeg må hjem, “det er som om du ikke ved, hvad du vil, Maria”, reagerer vennen som en mur der skubber tilbage, når jeg insisterer på at gå igennem den, jeg nikker og mumler, at det er derfor, jeg må videre, vennen er døv som jorden og hører ikke

længslen der yngler og giver sig til kende som en flamme henover asfalten, jeg er nødt til at følge efter.

Aktiviteter, vi fødes ind i dem, oplæres i at planlægge dem, nødes til at vælge dem, hvor skal jeg være nu, hvad skal jeg gøre nu, spørger vi i fritid og arbejdstid, jeg går ingen steder

istedet brænder det mig under fødderne, vennen graver i sin egen jord og i en vanemæssig bevægelse hjælper jeg til

indtil jeg trættes, og det er ikke pænt eller nemt at sige: “jeg er træt, ikke fysisk, men åndeligt fordi du er så fuld af jord der skal graves i” og det er svært at afholde mig fra at gå i seng med de mænd, der serveres for mig, for vi lever jo så kort og det føles jo godt, selvom både indvending et og indvending to, alligevel værner jeg om min krop, jeg ved den er nærtagende, og i en fremmeds vind farer min stemme væk fra min krop, jeg er i en fremmeds magt, en fremmed der kalder sig ven, men ikke kender

sig selv, han er så klog, han er så krop

han vibrerer af lyst til mig, han ved ikke

hvem jeg er, men vibrationerne overtaler ham, blødhed

på en ophøjet og højtsvævende facon, blødhed

i hænderne og armhulerne, det er i bytte

for hans viden at jeg lader mig selv gå.

Det er i mit væsens essens at forlade forholdet uden at sige farvel, jeg fortæller aldrig at jeg går, for rammer min hornede overvejelse først en genoptagen af kontakten, indser jeg, at jeg for længst er gået.

Det er en mode- instagram-mode- at have været igennem “fucking shit”, begære et muskelbundt eller en guitarspiller, bare han er på hash og har en farlig hund, det er på mode at sige: “det er jo bare hash han ryger”, og sænke barren drastisk for hvad en mand må byde på af omsorgssvigt, på mode at leve “fuckable” med tatoveringer bundet om prinsessedrømme, mit shit. Vil hellere vaskes af fyldte nådeskyer, jeg vil hellere vise min mave uden tusser, lade mine hænder glide op af mavens sider og til op over hovedet, udbryde hellige ord, stille mig under nedbøren, klatre op til der hvor smilet gøres bredere, hvor maven er i ro, hvor mine sider får deres ret, springe ud og lande på mine knæ, fordi jeg ikke forestiller at kunne opfylde et eneste jobopslag, jeg kan bare vende håndfladerne opad og lade himlens ører dryppe

barmhjertighed

ned over mig.

Det er ikke på mode, men det er min eneste måde: mere renhed, mere hellighed, mere intimitet, mindre venskab, mere alenetid, fra mit dyb. Breder sig ringe, jeg køber noget kærlighed til en ny veninde, i håbet om at rekruttere hende, en bedre veninde, en slags jeg har lyst til at se, for ‘jeg kan ikke være alene med alting’, som der prædikes, jeg sætter mig forrest i kirken. Det er en vane, jeg har fået, det er undertiden sjældent den samme kirke, jeg bryder mig ikke om måden, jeg triumferende slår rødder på, det spænder mig ud fra top til tå at have fødder plantet og armene udstrakte i iver, der er ingen plads til min maves velbefindende, jeg sætter mig noget nær forrest for ikke at støde ind i kirkens sædvanlige slæng, som altid rotter sig sammen bagerst og på de en til to forreste rækker hvis det er en frikirke. Sætter mig på række tre eller fire, altid lidt spændt på om jeg på bibelsk vis bliver bedt om at sætte mig ned bag i, jeg begynder at læse bibelvers i tilfældig rækkefølge, hvis der er en salmebog, og hvis ikke går jeg på Tinder, kun for at opdage hvor upassende en aktivitet jeg har gang i, når en dame fra rækken bagved prikker mig på skulderen og vil ønske “god søndag”, hvis det er en folkekirke og “high five” hvis det er en frikirke. Under prædiken beslutter jeg mig for at gå hjem og rydde op. Holde selvhævdelse op og spørge: “har jeg brug for den her?” og så fremdeles med alt i mig, der ikke direkte relaterer til Gud. Det kræver bare at man ved lidt om hvem man er; præsten siger, vi må finde vores identitet i Gud, det han siger fortoner sig i mine egne tankers mangefacetterede skær. Næste gang jeg skal vælge noget afsløres mine for mig ukendte tanker; den jord jeg har plantet alting i. Under prædiken tager jeg et skridt videre, jeg må stoppe med at date, det har sådan set aldrig gavnet nogle, at jeg har datet. Præsten prøver at vække os, ligesom poesien gør, men det er som om, jeg ikke kan tage imod hans budskab og det har ikke at gøre med hans køn, for nogen gange er præsten en smuk kvinde med rødlige lag over læberne, og et skjoldet brunt lag over huden, fra hvilke hun forkynder samme bud:

Du skal elske. Og ikke lade dig friste. “Men hvad med mine venner”, får jeg lyst at spørge, “kan de ikke blive for meget, så man må forlade dem?” Det er noget helt andet end emnet for i dag, jeg ved det godt, jeg er noget helt andet end emnet for hver dag. Mine livs knuder behandles ikke fra talerstolen- jeg kan tage, det de siger, og bruge ind i min sammenhæng, men det har førhen haft uheldige følger, netop som et malet ansigt, fra hvilket gode samtaler nok blev ført, men som holdt sammen på et smertefortrukkent sind, en blank flade uden expression, højst ville det synge i hovedet med teologiske ord, men en sang der blev spillet uden at blive hørt. Himlen når jorden, hjemme behøver jeg en lur, jeg glemmer ikke hvad, men jeg glemmer akkurat hvorfor, jeg ville rydde ud, og mens jeg ligger udstrakt i en seng, drætter menneskers problemer ned i mit bryst, en ordløs smerte brænder sig ind i mit sind, slår sig ned ved siden af skyldfølelsen, de er ikke til at skille ad, medfølelsen og skyldfølelsen, men solen går op over følelsen og ned over følelsen og roen synker ind, mens jeg brænder op i min indre flamme, starter med at sortere, fortaber mig i dufte og lyde og andre fristelser, det pulserende blod dæmmer op for mere fuglefløjt, hvordan kan jeg afvise den blå himmel over mine hjul, mens jeg ingen indgang finder til min plan, hvorfor have en plan, der vokser med hvert strejf af den kolde vind mod mine sætninger der ikke ved hvordan, de skal fortsætte, men ikke tvivler på deres rækkevidde. Hvordan mødes den afsindigt vågne sorteringstrang og et vildnis af  sammenkædede fristelser på anden måde end ved vandrende tanker, der finder sin betydning som en brusende flod over min krop, nyt vand, ny indre landing, mens de reciterende gråspurve samles på plænen med stykker af brød, der lige så godt kunne være til mågerne, hvis de havde set lidt venligere ud.

Mekaniske bevægelser langs fortovskanten, et ansigt der prøver at smile men forbliver halvvejs bag kontrollens gitter, en retning der sliber imod min, gråd i stemmen, glansløse øjne, der grådigt spiser af græs, fortov, sine sko, lejlighedvist himmel, kommentarer der borer sig ind

i min krop, jeg krakelerer lidt for hvert åndedræt, som jeg går arm i arm med hende, lidt frem lidt tilbage, dagene skifter farve, jeg bliver alene, uden pejlepunkter, følger bare tvivlens tempo, tilhører mig selv eller dette bedøvende skyggerige, jeg foretrækker

at se ham ind i øjnene og sige: jeg er dit afkom

af dig kom jeg

jeg, dit afkom

jeg kom af dig

hans hardwiring vender

ikke.

Familien spredes og bliver borte, bristepunktet slår ind over mig med en mægtig bølges overbevisningskraft, og jeg kan kun lade håbet erodere eller evakuere i et lukket hjerte ovre på den anden bred.

Himlen er grå som værtshuset og fanget i fællesskabets kærlighed og arbejdsomhed er det svært at forestille sig gråheden fordrive. Skødesløse stamgæster med flænsede hjerter klistrer til de hårde stole.

Luften udenfor menneskesamfundet giver plads til mesterligt udførte tanker, falske og ligegyldige tanker løber mig i møde, når jeg kommer indenfor i et hus, i et fællesskab, vil uforstandigheden nogensinde leve op til den midlertidighed, jeg håber på? Eller er gråheden permanent?

Overanstrengte relationer og en datingapp, der er gået helt i stykker. Min mor spiser sig til et hul i maven, det er som om alt hvad hun spiser bliver i hende, men snare end at fylde hende, udhuler det, hun har mindre og mindre at sige, som om maden punkterer hendes ord, hendes forsvarsværker, og når hun endelig fremstammer noget, fx når hun forklarer mig, at det er fordi hun elsker mig, at hun klistrer sin krop så tæt op af min, så presses tårer ud gennem overfladen som har hun det på lager i hinder ved øjnene, klar til at blive spyttet ud når det skulle det. Jeg nødlander i erindringen om, at jeg er mere end denne krop, mere end denne ånd. Spejlet er fyldt med flager, når jeg kigger ind i det, jeg beslutter mig for

at glatte ud, lige indtil natten lister sig ind på mit centrum og overdøver behovet for anerkendelse.

En afgrund stirrer ind i

min forside, mens min ryg læner sig op af den regn, der pisker mod den, på den måde holder jeg mig oprejst nu og nu og nu, jeg slynger øjeblikket om mig, for at finde et tørt kram, et sted under mig

er tiden væltet omkuld, den lader mig gentage gentage frafald og omvendelser, mens tvivl og tro forsvinder ind i klodens centrum

der viser sig at være

placeret under mine fødder.

Behandleren tager fat om mit bryst med sin overarm: “Der kommer et lille løft, prøv at slap af”. Jeg forsøger at trække vejret så lidt anspændt som muligt, han løsner noget, det gør godt og langsomt fatter mit kranium tillid til ham, og jeg giver mig helt hen i hans greb, jeg er et støvfnug, han er den fygende sne, men jeg stejler brat,

idet han beder mig leve anderledes. Bare lidt, Maria. Han er enig med præsten, det er ikke fordi der er noget galt med dig. Bare stop med. Og start så med.

En lugt af et ildsted, lyden af en gårytme, tonen om, at “nu” bliver til “engang”, morgensolens forenede stråler, der rammer op ad væggen hvor sengen jeg stille sidder og smerter på, står, jeg giver slip på hendes arm, vikler mig ind i frihedsrusen, lader mig føre af ubekendte tanker, der alle som en er rundet af en dårlig samvittighed, jeg lære. At tilgive, som jeg selv er blevet tilgivet eller ignorere, som jeg selv er blevet ignoreret. I et uventet cykeluheld

Der mangler steder i dine tekster, forklarer den andens mening mig, men der er ingen, svarer jeg, ingen steder der tillader mig, at vide hvor jeg er.

Lejlighedsvist er rejsen til fods slet ikke trættende, gangarten kan være så let og dansende at jeg krøller mig sammen af grin og bemærker at jeg griner og bemærker, at jeg griner for sjældent, og at jeg ikke vil have et liv, hvor jeg griner så sjældent, lyden af mine egne skridt, lyden af mine drømme pifte, lyden af mine tænder der knaser rundt om mad, der giver mig tryghed i små mundrette stænk, nu hvor jeg har givet tæppet af relationer væk, et stød af varme, var det det præsten mente? Drop det du finder fundament i, hvis ikke det er Gud. Havde han bare uddybet hvad, det vil sige, at have sit fundament i Gud, jeg tvivler sådan set ikke på Gud, men på mit Gudsforhold, jeg kan ikke mærke det, ikke se det, højst opdigte det mens jeg trasker afsted i min søgen efter stilhed og renselse, jeg søger rettere åbenbaringer gennem det blanke fantasivand end svar fra det grumsede videnshav, for er det overhovedet interessant, om jeg tilhører naturen eller den jeg, vil jeg ikke stadig opleve delvist at høre til og ikke at høre den, at være en del af og være delt af den? Intuition tager så ofte fejl. Fakta tager så ofte fejl.

Forfaldet der fortsætter skridt for skridt, logrer efter end den ukendte tankes begær. Tvivlen bliver til beslutsomhed i mit eget selskab som en mørk asfalteret vej, der gløder af indestænkthed, en mørk himmel der tynger kroppene nedefter med en fortiende stemme, en mørk skov der lammer sine beundrere og strør bladene til det pusler og ryster og hvirvler op en susende stilhed.

Dem der er ansat til at afvise mig, er ansat af et tilsyn der er ansat til at begrænse menneskets potentiale, de kalder det meningen. Sløvt men stødt går degenerationen i gang. Jeg vasker mig efterhånden kun hver anden dag, snart er det kun engang i ugen, jeg har ikke rettet mig ind i nogen bolig, jeg lever ud af en netto pose eller hvor nu mit tøj har lagt sig, jeg spiser af tilfældigheden, min datingapp er stadig i stykker og viser mænd på niveau med en lus, jeg har bare brug for at komme væk, fra al virketrang, eller alle forbindelser, ansvar, penge, jeg må blive en ensom kontemplativ omstrejfer, med et navn så åbent, at enhver kan bruge det til det, han vil. Jeg stopper op.

Tanken er for stor til bevægelsen. Hvilket er bizart, når man tænker over det: samme stille stand jeg tænker størst i, er den vi dør i, stopper al tankevirksomhed i, for at flytte ind i graven hvor indretning er en udretning, og dog er denne stående stand bare et mellemrum som står jeg på tærsklen til nye relationer.

Tanken omhandler først et fortidsobjekt: et jeg der vil glemme sig selv, jeg husker at have den trang i knoglerne og måske har jeg det stadig, for det, jeg hader ved vennen er dennes hårdt optegnede grænser, som jeg ikke må gå over, jeg står så stille jeg kan og mærker alt i mig bevæge sig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!