Overgå eller gå under

9. March 2014 af Maria Guldager

Ondskaben lurer bag ethvert fejlslagent ego, siver ud når grupper har givet efter for dumheden, man må vare sig for slagtningen, der banker på ude som inde, men bliv inden døre, bliv hjemme og stabl værdier op i stakke, der barrikaderer indgangen, men tænk dig så om, for hvis røverne, terroristerne, psykopaterne kommer vil de vælge de hjem med flest værdier, mest at komme efter, så sæt ild til værdierne, derved undgå du at miste, undgår grusom smerte, de hugger fingrene af folk, når de har trukket alle negle ud, de river øjenlåg af og det de gør ved øjeæblet og tungen imens bør ingen nævne, det fortjener ikke sprog, men frygte dem må man og tage affære mens tid er, frygten er reel og kan give klarsyn, og vise dig at din lykke, din baby, dine principper, dine gode vaner, din sensualitet, dit vid og alt hvad du ellers har kært må brændes til aske, der intet fylder, ikke mere end du kan gemme det i det mørklagte asketiske soveværelse, og forløs da i stedet utroskaben, svagheden, pinagtigheden, kedsomheden, ringeagtelsen, skammen, fortrydelsen, afhængigheden og alt det, der i gennem tiden har trukket dig ned mod dødslystens fangearme, det, disse antiværdier der aldrig slipper op, det vil sætte en strid i skred imellem du og ham, det største skænderi vil tage fat og bryde med selv de mest overlegne søjler bygget over generationer for at holde skyerne på himlen, spot og svigt vil ramme hver en gryende chance, tag alt det, du engang troede på og som for længst er forduftet, hold det frem i vinduerne, iklæd dig selv disse fallerede mål, smør dig forsætligt ind i opgivelsen, i kødets stygge gerninger, i vanviddets ukontrollable paralleller til dine brændte værdier, ræk ikke fuck som om det siger noget i sig selv, men luk afmagtens vrede ud på fuldt blus så du isoleres, og kun med afsky befinder dig som du er, du og flammerne i hjemmet vil fjerne nattens latente indbrud.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!