Overvågen

5. December 2013 af Maria Guldager

Hun låner en holdning på biblioteket. Den gør hende rank og sikker. Lånet udløber. Og hun afleverer den igen. Hun lægger hun sig i en drømmeseng. I ske med et Ego hun ikke kender. Et skuldertræk. Luften kyles ud af Egoet, indtil hun er tømt for fordringer. Fristedet spørges om intet. Hun ligger som en intet. Med ét hører hun et kald. Som når en skov råber. Det er rettet mod hende. Hun begynder instinktivt at undskylde. Sådan har hun i årevis overrasket kritiske røster. Uden selvforsvar. En blottet indrømmelse. Anger til kniv. Snittet op af hendes egen selvbebrejdelse. Kritikken undskylder sig selv. Kritikken får et problem med sig selv. Fordi hendes selviskheder røber sig selv. Forfærdet står skoven. Fordi der ikke sker et gennembrud. Kritikken er derfor ikke noget. Nyt. Noget udenfor hende. Kritikken kan ikke rykke sine rødder op. Og røsten kan ikke rykke hende. Hun er tilsømmet. Sine fejlslutninger. Tårer kan følge indrømmelserne. Og kritikken til dørs. Fordi hun gengiver så nøje. Hvordan hun er skyldig. Svinder kritikeren. Kaster sin lid på en anden. Ansvarspåtagelsen er mere. End de fleste kan bære. Den bygges som tunge huse på brystkassen. Pladsen til forbedringer flytter ind. Og der er ikke andet. End tilgivelse tilbage i samtalen. Hendes mangel omskærer det almindelige. I et kvælningstag udmattes enhver ånde. Der vil indfælde sig som noget nyt. Allerede er. Det nye i hendes vold.

Hun drømmer intenst. Glasmalerier. På kysset mærker hun fælles læber. Og lydene af fodtrin runger helt. Ind i det vågne. Hvor hun med lukkede øjne vandrer. Våde fødder. Situationer flyder sammen og den ene anekdote kan ikke slippe sit tag i den næste. Der er flere måder at være nøgen på. En sensuel og en blottet. En nydelsesfuld og en ligegyldig. Nattens egenrådighed tilnærmer sig hendes legeme. Tiden er gået, men hun bliver. Og beder enhver om ikke at bede hende. Om at gå ned. Hun vil ikke slukke. For det lette. Den evige bevidsthed. Dyrkes. Hun er vågen i så mange timer, at hun halveres. Hun overvejer at lægge sig. Men drømmene vil snyde hende. Hallucinationer. Overvægtige påfund. Narret! Af sin indre okkultisme. Udenfor søvnen befinder det eksisterende sig. Med et jeg, der synes at skrumpe for hver tanke. Hun drager tilbage. Sig til situationen og situationen til sig. En kunstig virkelighed. En virkelighed, der gør sig modvillig. Hun hidser sig op. Som et højt tårn. Der skal vælte med et brag til stor forskrækkelse for andre. Men forekommer for virkeligheden som en skulptur. En fontene. Der sprøjter over med vand. Fald, der ikke tjenes ind. I opmærksomhedsvaluta. Forstenet i et baggrundsbillede. Hos tilvænnede øjne. Et vandspring på mute. En rislende sensation strømmer igennem hende. Hun opdager sig selv. Springe ud af sig selv, igen og igen.

Hun tegner et verdenskort. Det vigtigste er, at landene kan bære sine situationer. Hun sætter en tydelig streg. Rundt om sit startsted. Hun indser, at man har liv for at forlade det. Man elsker det så højt, at man ikke kan mærke det. Ligesom hud. Ligesom en ægtefælle. Man er blevet nogen. For at få muligheden for at blive en anden. Man rejser ud for at se nogen. For at finde en strategi, der ikke fejler. En samfund der ikke svigter. Hun tegner strategier. Ovenpå situationerne. Hvorfor, kommer til syne. Stammen fra noget bestandigere. Noget tidligere. Hun går  tilbage, for at finde det fejlslåedes ide. Baggrunden for afhængighed. Som er det, der korrumperer hendes chancer. Der er grønnere end hun huskede. Hun er kraftigere end hun er. I sit minde om dengang. Hun husker ingen af dem, hun står iblandt. Og praler. Store ord om en lille verden. Hun bliver pinlig på sine egne veje. Græmmer sig. Knuder i maven. Hun ser hvordan hun stod og fægtede. Med livet. Hun genkender ikke sin mund. Læberne er trukket langt op i kinderne. Næsen er bobleformet. Den forhistoriske kvinde fabler uden omhu. For det faste. Løst skyder hun ordene af sted. Hendes tanke har glemt sin begrænsning. En afstumpet følelse spreder sig i hende. Hun må lægge sig. Drømmesengen giver efter. Hun er tungere end før. Så uløseligt bundet til tiden før. Sig selv. Ser man hendes navn, ser man hendes tarme. Der er fulde af bedøvelse. De har mistet kontakten. Som er det værste man kan miste. Til det, der ryger igennem systemet. Hun tvinger sig selv op fra det bløde leje. Det er ikke ægte. Afstamninger. Er ikke noget man kan hvile sig på.  Alt det hun ville, før hun gik tilbage. Siver ud som ansigtsformet røg. Igennem en dør hun både har lukket og åbnet. Og som nu står på klem. Hun går frem igen. På en linje hun selv strør ud foran sig. Fra et taget billede til det billede hun ikke har set endnu. Alligevel genkender hun. Naturen og hilser. Lettet over sit spejlbillede. Det er fyldt med mænd.

Hun flår brystet op for verden. Større end tilliden er kun ivrigheden. Til det mægtige. Overfor et herredømme flyver et begær. Man borer to huller i hende. Smerten er ulidelig og hun ligger stille. I et år eller mere endnu. Indtil to øjne klækkes ud. Plunk plunk. Nu træder verden i karakter. Den største karakter spiller hun, intetanende om sin egen selvbevidsthed. Hendes hud er medtaget. Sprækkede røde flager. Omkring øjnene. Det kræver det, siger verden. Iført kittel og overenskomst. Det skulle jo komme. Informerer det neutrales rum. Hun er overladt. Som enhver seende. Alene med den råbende skov. Det skærer i ørerne. Man kan ikke ligge under for en andens doktrin, fortsætter rummet. Hun indvender. Med suk og vrid. En revolution. Selvforglemmelse. Verdensopfindelse. Hun lader verden bryde igennem. Hende. Ikke som en tøjstil hun skal huske at klæde sig efter. En materialisering. Et allestedsnærværende net. En storfangst. Med en violin hun spiller på, og hvis toner hun kan røre. I deres længde. Hun savner at spille, imens hun spiller. Fordi fortiden har lært hende at savne.  Den nye musik overtager hendes verden. Der er ingen hemmeligheder. Ingen tilfældige nøgenheder. Hver en udtale fortælles videre. Det førhen skjulte går uden ble. På lige fod med alle andre.

Det siges. At hvis grænsen krydses en enkelt gang, vender man aldrig tilbage. Fra da af høres et sprog, der forfører ens selveste bevidsthed. Om hvad der er. Og det, der er, er ikke længere et lag man kan smøre på sit tørre brød. Det, der er, kan ikke længere fyldes i mennesker, for sådanne kan piftes. Og give afkald. Et aktivt ingenting. Det siges, at det er som det er. En pleonasme, tror man har begrebet betydningen med. Hun ser sig selv se sig selv. Ville kvinden dog holde op med at stirre. Alarmeret opfinder hun et system. Så hun kan sige; ingen alarm, jeg har et system. Det skriger i hendes ører. Hun har ikke nok ansvar at tage på. Rystende. Hun dirigeres og forsøger at forfølge. Tag øjnene fra mig, smælder hun. Hun føler sig anset. En efterstræbt anseelse. Overlades til den konstante selvkritik. Hun ser sit Ego blive bredere. Det. Fylder hele sengen. Fylder hele avisen. Fylder hele måltidet. Her drømmer således.

En far og en datter på 5.sal i shoppingcenter i Berlin. En skoforhandler. Hun skal både kunne gå og løbe i dem. Uden at svede eller fryse. Hun vælger et par. – Det går ikke, siger faderen med sit rynkede sind. – Hvordan så, skal jeg kunne gå rundt i Berlin? -Det er pengene, jeg kan ikke! Hvorfor tungekysser datter nu sin far? Fordi det ikke er pigens far. Hvorfor fortæller manden nu pigen om hvordan virksomheden i øjeblikket må afskedige medarbejdere? Fordi hun ikke er en pige, men en kvinde, der burde forstå. Nu tager manden og kvinden om hinanden. Omverden ser dem i glimt. Foretagsomt følger alt omkring dem med. Baner vej og udgør tingene. Parret taler med usynlige stemmer om det der omgiver dem. Kvinden farer vild i Berlin. Hvorfor betaler manden hende ikke efter en nat? Fordi hun ikke er til salg. Hun sætter sig ind i hans bil og lader sig føre. Af hans ækelhed. Den slaskede hud og den åndløse snak. Hvorfor forlader kvinden ikke manden, når hun ikke kan tåle synet af ham? Fordi hun ikke kender Berlin. Kvinden er. I et nyt net. Hvorfor er de sammen hver nat på mandens præmisser? Fordi manden ikke kender kvindens fylde. Hun har aldrig røbet den. Hun lader billedet af sig være det eneste sig.

Sådan ser verden nu ud for hende. Verden meddeler sig selv. Motiver kommer til syne i historierne. Sandheden er en pirrende fornemmelse. Den er risikabel. Og kan smadre enhver. Illusion. Hun tørrer øjnene. Hun ved ikke om hun tør. Øjnene. En mand taler til hende. Og verden trænges ind i en slugt. Svup. Hun ser ikke dens forsvinden. Hun lever videre. I en drøm eller i en verden. Hun er sammen med en mand. Svarer ham i kvæklyde. Ak, svarer han på hendes svar. Intense billeder af fatalitet og fertilitet. Tvivlen forråder sandheden. Hun aner. Hagen der hakker ned mod et forældet spørgsmål. En fordrukken hjemløshed. Tager til. Leder hende ud på travlhedens. Dumme gader. Jagtet af sin skygge søger hun. Tilflugt i en brystbygning. De lange rækker af tidens overlevende. Skuler til hende. Indbundne kvæk kvæk. Der udgår varme fra. Bøger der har befalet mangt og meget. Tvivlen. Sliber hun væk. Hendes hud gør sig glat. Befriet fra sine fortidige. Eskapader. Der slipper væk. Mellem fingrene der vil have fat i varmen. Desperationen. Sætter sig i kødet. Hun sætter sig ned. I skødet på det hun har hørt. Manden ser hende trænge ind i en verden. Der fornægter ham. Han skriver en besked. Der aldrig når hende. Lyset på telefondisplayet. Er ikke en besked. Det er refleksioner af en omverden. Der strømmer ind gennem vinduerne. Åbenheden lukker sig. Lyset holdes ude. Hvem verden er, står tegnet et sted. På hendes kort. Hun læser det, men får behov. Udover det mulige. Behovet for en anden fortid. Hendes udstyr tilter ud. Over refleksionen. Med hovedet først. Det åbne bryst får træk. Og forvolder gnistende flammer. Som oplyser natten. Gennemtrængt af dagen opløses modsætningerne. Hun ved derfor ikke hvornår. Samvittigheden slipper sit tag i hende. Der er kun i dag.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!