Pinlighedens efterfølger

1. February 2015 af Maria Guldager

At være flov over sig selv er det værste

det værste mennesket ved

det værste ved mennesket.

Man vil gøre nok så meget for at undgå flovheden

Opleves mennesker som enten stædige, griske, utilregnelige, udspekulerede

da er de alle midt i et forsøg på at undgå flovheden.

Overkomme dens fælde, spænde ben for dens tilintetgørende kraft

Selvflovheden, og jeg siger ikke selvforagten, jeg siger flovhed, der er introduktionen til alle de andre selvfordærvende midler,

har ikke modløshed og slattenhed som primære

selvflovheden kan nok udløse sådanne temperaturer, men i sig selv er den en fredsommelig og for andre umærkelig livsstil

den bilder sig altid berettigelse ind, den er empirisk, bedrevidende

for den ved hvordan det foregik

Den selvflove må væmmes over det han sidst skrev

det han sidst sagde

det han formentlig udstrålede

det han oplever at være i stand til at skrive, sige og udstråle

det han på bunden, som følge af sin flovhed, må være

men ikke vil være

han vil ikke være uudholdelig så han medicinerer sig selv

med væmmelse der væder hans selvpinsel

snart udgør hans virkelighed

A  L  T

vil man gøre for undgå den stygge stank af selv

mænge sig uafladeligt med andre eller på anden vis isolere sig selv fra sig selv

er det selvflove menneskes forfejlede forsøg på modgift

Pinagtigt befinder han sig kun

Kun som pinagtig finder han sig i tilværelsen

som han er hængt op i

sprællende stritter han imod, men han sidder fast som kun en cirkulær bevægelse kan det

den selvflove kan ikke gå til og fra, ingen kan uden videre gå til og fra, men den selvflove ikke gå fra, han kan ikke gå til, han spræller på stedet

i forudsigelige runder

siger runderne forude

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!