Radiohead

15. March 2014 af Maria Guldager

Slår om på radioen, indtil jeg finder en stemme, der kan overtage mit hoved, og lægge mine ellers så opvakte tanker ned. Min opmærksomhed flyver med stemmen, der taler om verdensforhold så blidt som i hår, der kærtegnes i enderne, men så mærkbart at selv blinde sanser ville opleve sig rørt.

Den envejs-kommunikerende stemme kan ikke klø min uro i siden, men den kan smelte mit forvrængede skue, min længsel mod det jeg ikke kan, mod den jeg ikke passer til: den forløste mand, der reserverer sig og den spændte mand, der udleverer sig, er afgrunde, jeg kun modstår ved først at falde i.

Min uro lader vi sidde; stemmen jeg omtaler og jeg. Den skal tidsnok forvandles til uforstyrrethed, for jeg laster ikke længere mig selv med bestræbelser på, og vidtrækkende ønsker om, at vinde selvglædens dyst om idolers applaus. At deltage i offentlighedens lege vil fortabe mine nerver i guld; dette middel med konstrueret værdi, som værende mere end sig selv, mens den kvindelige vildskabs standard kan glimte skønnere end nogen anden standardiseret rigdom om min finger eller under mit sæde; værdien sidder i den indre kerne af glødende autonomi, for kvinden er et vildtvoksende køn, der spræller igennem historien og lader lidet stå tilbage; bare en datter fundet i det hun aldrig fandt ud af, en mor, der har fundet ud af det, hun altid fandt sig i.

Løber hen over gaden, som verden løber hen over mig. Den sigteløse inspireres af mine mål, og ser ikke at de er indrettet af en eksaminator med dennes positionerende skala, hvis inciterende vidtløftige funktion forventer det allerlaveste af sit bytte; men man lader mig kende hvor selvkørende jeg fremstår, og med kører jeg på deres indbildte oplevelser, for hvis man mærker Gud, så mærker man Gud.

Ser vægge indefra i de sekunder eller år det sortner for mine øjne, og min vilje går omkuld i svigefulde trækroner fra hvor jeg mange kan se, fra hvor jeg ikke kan ses af de som er flest. Det er for tungt, siger de få, der ses med mig, når de ihærdigt prøver, at trække træer op, for at kunne nedlægge hele stammen og grundfæste mig. Dit verdensbillede lader sig ikke rokke, sukker de få med strøtanker som manifest.

Tiden skal gå hurtigere og jeg blive stående her, såfremt lykken skal falde samtidigt med et jeg, der kan udleve den. Jeg kan skelne det ægte fra det forlorne og bevæge mig klippefast på passionens territorium, om bare tiden forskønner sin vane og strækker min sindstilstand ud, så i dag er om to år, og mine følelser om to år er i dag. Således vil jeg stande og iagttage tiden gnave mig ind i begærets genstand (manden, selvsagt er det manden der atter står for skud for lykkens/kvindens/tidens/tilfældets kapricer). På egen hånd kan jeg ikke pendulere mellem mit vil og eftertidens komme, og siden nærheden skal tvinges frem med tillid og ømhed og fortrolighed i betragteligt omfang; så velunderbyggede forhold at jeg for længst er røget i kedsomhedens mørklægning, hvor ikke bare passionen er halt, men også tidslinjen, der springer datoer over uden, jeg kan bemærke det, før den sprænges op af fejltagelser og misforståelser og får mig til at ligne en relation i stedet for et menneske; intet i sig selv og ude af stand til at fjerne sig fra den stærke tilknytning til en anden part, forlanger jeg dette af tiden, naturen, børnene eller hvem end der for tiden har overmagten.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!