Den der finder mig skal aldrig

10. October 2016 af Maria Guldager

Problemet med at se hinanden til frokoster, middage, ved anledninger og til det uventede besøg

er at det bliver ved, ingen ende

har den sociale pleje. Så snart jakken er taget på lyder: hvornår ser vi jer så igen? Det varer vel ikke så længe?

Det er aldrig nok. Jeg bliver ved med at skulle

komme, deltage i den fælles gnaskning, gravsang og gajolæsketekst: hvornår ser vi dig så igen?

mine digte frister  dem ikke til at tale om noget, de siger bare: flot hjemmeside, hvornår ser vi dig igen?, problemet med at se hinanden i øjnene

er at jeg bliver søvnig som et land, der bliver svinet til at sine udrejste indfødte, udmattet som en kvinde der indeni behandles som en mand udenpå, skal vi

ja, siger jeg, men det er ikke nok at svare ja, er det?, der kommer højst et spørgsmål, vil du, og nu har spørgsmålet været der, nu er der bare mit fritsvævende ja uden hverken hænder eller fødder til at føre mig steder hen, ingen opfølgning, ikke noget initiativ, bare en svindende maskulinitet kanaliseret ud som budgetter og glansløse artikler i en avis, der er med til at deprimere hele landet, ja det søvnige land, problemet er

at vi ikke ses, slet ikke når vi er sammen, ser I mig, jeg ser ikke jer, vi ser ikke hinanden og problemet er,

at jeg kun kan skabe eufori, når manden er seksuelt tiltrukket af mig, et problem at jeg lever mine dage med det formål at være seksuelt tiltrækkende, sådan fungerer det ikke, siger de i godmorgen tv, i et klip på 25 sekunder på facebook, jeg har ikke tv, men jeg forstår pointen som den er delt og liket og kommenteret og diskuteret her i en tråd af relationer, stemmer der kender, ikke kender, venner, ikke venner, jobansøgere, redaktører, man hilser ikke på hvem som helst, man liker dem der får jobbet, jeg skal købe en anden parfume, siger de 25 sekunder, der får mig til at lugte mere kvindelig, jeg tror det er fragransen, siger jeg til min anspændte krop, der dufter af roser i en verden af torne, jeg ser indad, der er

er duftløs intethed og inde  i intetheden

bor et hus der stirrer ind i sine egne vægge, ses vi, ja vi ses, lige nu, ses til vi tømmes, bliver flade og påståelige, ingen kan ruske op i intet, det er stivnet, det er et hus, man kan bare flytte ind i dens sørgelige bolig uden mad i køleskabet, jeg beslutter mig for at faste, det gør jeg hver gang jeg har glemt at købe ind, jeg kalder det en effektiv form for sult.

—–

Jeg sidder oppe til kl 03:16 på facebook, på linkedin, instagram, ja selv informations debatforum, jeg prøver at møde nogen, mens jeg sidder i en seng, prøver at bryde igennem, komme frem noget, høres af nogen, sælges til nogen, kom og køb det virker

formentlig ikke efter hensigten, folk er for længst holdt op med at svare, jeg er for længst holdt op med at faste. Jeg finder nyt at tjekke hele tiden, jeg våger ikke

over landet og udtænker retfærdighedstogter, jeg har bare mainstream tankespind på selfies og selvreklame, hvordan er jeg endt

i et så svageligt udueligt overjeg, der lader mig rende rundt i natten uden krop, som ren selfie, udadreagerende i desperationspanik straffer

jeg mig selv, nu kom du heller ikke afsted i denne uge, du har jo betalt for lortet, men jeg kan ikke bare sådan dukke op til overfladen, for jeg har ligget i blød et sted inde i sig selv i 7 vågne nætter, modellervoks til hud, forvoksede kinder og lag rundt om panden,

giv mig en grund til at sove

med mørke drømme under åbne øjenlåg,

trykker jeg jatak til en gratis selvkærlig meditation, klik klik klik, og åbenbart til en evighed med nyhedsbreve og gode tilbud, tak, siger jeg til yogaindustrien, der gør mig frarøver mig muligheden at tjene penge på ærlig vis, jeg mener tjene penge på ærligheden, jeg mener mænd og mandige kvinder tjener penge på uærligheden, slørede affære og en uddannelse i at sno sig, hvis jeg kunne undgå det, ville jeg slet ikke tjene penge, tankespind og uærlighed midt i ærligheden

Det er koldere

end lige før, varmen indefra

kommer fra tarme på overarbejde

jeg spiser

fordi det regner,  ikke let og støvet men tungt og konstant,

En paprikagryde, en tomatsuppe, en bakke pulled kylling med chili

det varmer ved at slynge sig rundt i mit indre

En dør blæser åben i det mætte kongerige

mangel på ånd mangel på sved

overvægt af mursten i kroppen

døren er åbnet, jeg har selv gjort det, blæsten huserer

mut bryst, over solar plexus, svævende som et ja fra en kvinde, der burde blive forfulgt og beundret af manden

det køn der gør det så besværligt for sig selv, og dog vinder hele lortet, førstepladsen

fansider, bøger og linealer i hans billede,

jeg ville have troet frihed var varme, men jeg ser at den egentlig er kulde

er fravær, et valg med følger, jeg smelter sammen med det menneskelige

tomrum lige i solar plexus, det intet jeg er inde i, er indeni mig, jeg opdager det slet ikke

men jeg har hørt samme sang de sidste 50 minutter, på repeat spiller: I am the mountain, I am the sea, tiden går ind i mig og bliver der, jeg ænser ikke hvornår jeg skal ud, jeg begynder at nyde mig selv, jeg er et bjerg, jeg er et hav, jeg vil ikke til middag længere, mine egne børn behøver ikke at komme hjem, jeg kunne tage livet herfra og til graven alene, jeg nyder aleneheden

i en stund mere, så bliver også det for koldt, for kæreste-kedeligt, og jeg arbejder på at banke noget nyt på benene, noget der kan stå igennem en istid

omkring mig fryser det til, de river mig ned, man må ikke promovere sig selv her

kravlende genfinder jeg skammens hule, varm flødesuppe slubres mens de voksne

lægger budget, som tæppet over en frysende krop, kom her lille ven, drik lidt

bordskik og galde, sitrende fyldes jeg op og kan tale som et samfund i flere timer

hælde mine ord ud i aviser og smøre mig ind i forfremmelser og priser, jeg har

fundet et kram der bliver ved, i sit kram har den mig, det toneangivende våben

at være til på andres præmisser, jeg sigter på mig selv

og

—-

Kategori: General, Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!