Så gå da frit enhver til sit

5. May 2015 af Maria Guldager

At være alene uden en stedsans, at være et maleri der ingen steder kan gå hen, at være sig selv uden noget sted at være det på.

Panikken er gudgivet

eller gudsforladt

den er indeni og udenpå.

Af de andres ulykke bliver jeg inspireret

folk der ikke har et hjem, ikke har et hjerte, ikke har et liv, ja de døde inspirerer mig

og jeg laver mesterværker der bliver solgt over hele kloden, de bliver købt og solgt, videre og videre og videre

i små fine cirkler af prestige

måske hænger de i folks hjem til daglig inspiration

eller bliver af sikkerhedshensyn opbevaret i hemmelige bokse

men under alle omstændigheder er værkerne at finde i hjem

med tryghed og kontaktlister

lister over hvem der kan kontakte hjemmet.

De kontaktløse bor sammen

deres vægge er nøgne, deres øjne er nøgne

en følelse af at være til stede mangler

de kontaktløse er uden sted

sted at spise, sted at stå, sted at gå i bad, vaske op, gøre beskidt, tage sig sammen, tale til sig selv, synge, skrige til himlen, drømme, sætte sig ned, rejse sig op igen, falde om af træthed, stå op til en ny dag, sted er ikke noget de har, ikke et eneste sted kan de være sig selv

i stedet finder de sig selv i små fine cirkler af misbrug.

Sårbarheden, siger kunstneren som det følelsesmenneske hun er,

hun siger sårbarheden og tænker på følelser og mænd og frygten for ikke at kunne komme ud af stedet

den kontaktløse taler ikke om sårbarhed men om mad

der er aldrig nok mad, siger han med flugt i stemmen.

Desperationen gløder i mine øjne

det ville se godt ud som maleri

vi flirter og det ender forudsigeligt hvis man er typen der kan se forude

samtalerne strækkes ud over større og større afstande

i supermarkedet, indtil de flækker midt over og jeg er væk i teknik-afdelingen

mangler vi vat?

Det gør vi vel, det er med vat som med så meget andet, det mangler vel indimellem og så må man handle og gøre noget, købe noget, gøre op med noget, købe sig op af noget.

Alt det der forstyrrer mig i dag!

Alle de forstyrrende dage!

I dag vil jeg gerne ud med det hele

så jeg deler

sandheden

sådan skete det

sådan er jeg

sådan burde jeg være

sådan kan det gå.

I morgen vil jeg ikke ud med noget

og det, der allerede er ude, trækker mig ud

helt ud

for langt ud

og jeg balancerer på den yderste andenhåndsviden

om alting, både det der mangler og det, der er mig givet.

Fortolkninger forplanter sig og gør min natur

til en farlig udendørs skydeplads

sårbarhed har overtaget al kontakt med omverden

jeg ser rivaler smile, som om de mener mig det godt,

men jeg har ramt mig selv i hjertet

min egen ulykke inspirerer mig

blødende forelsket

i de billeder man kunne male.

Panikken breder sig

jeg nåede det ikke i tide

fra mine læber til mine lår

der syrer i et forsøg på både at få mere og mindre

jeg er ikke klar over, om jeg trækker vejret

i små fine cirkler går vi i par

aldersløst

som en strækning der viser sig at være længere end man troede.

Desperationen krænger jeg gerne ud

lidt hist lidt her

og sådan er vi alle klar over, hvor urørlig en fredfyldt person er

søvnen bliver hans sted og vækningen er ikke hans bekymring

den kommer udefra

i modsætning til en forelskelse.

Som klatmaleri vil det bedst kunne illustreres

hvorved man kan røre ro og panik i et og samme menneske

der må udholde sin indre alarm

og med aldersbesværede ben gå alt igennem for at finde et hjem

eller bare et sted, hvor han ikke er taberen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!