Sådan står det til at

1. November 2017 af Maria Guldager

Det er imens jeg spiser chokoladen at jeg får lyst

imens den cremede masse smelter mod min tunge og gane får jeg lyst

til mere chokolade, pizza kunne også gøre det, der er bare det problem med pizza,

at den kommer med en papkasse, det problem at ingen pizza uden pap, og så ved enhver hvad der er foregået og man må snige sig ud i nattens mulm og mørke mens man lige lå så godt i sit egen fejlernæring for at smide pap ud med pap, hvis man ikke vil vågne op på et gerningssted.

Måske vil jeg gerne lide, tænker jeg, mens jeg igen pakker alle mine ejendele i netto-poser, for det provokerer mennesker, at en som jeg skal lide, og det kan jeg godt lide, provokationen, reaktionen, notifikationen når de skriver: jamen altså da, vores samfund er gået af lave, når der ikke er bolig til en som dig, jeg liker kommentatorene mens jeg spiser et stykke mere og glædes over, at der ikke er nogen der regner på hvor meget bolig jeg kunne have fået, for de penge jeg igennem de sidste 30 år har brugt på junkfood, det er strukturelt problem, skriver jeg i tråden, og trevler den dårlige energi op med lidt humor, jeg bliver nok også valgt ind en dag, og så skal I bare se, så bliver dem der før var udskud til indskud i et Danmark der i stedet for at gå at lave, får noget at lave, det er ved at blive lavet, det laves og leves og …

fejl på netværket

netværket fejler mig

netværket er uden fejl men min skrift

kan ikke udkomme, for vi er ikke forbundet, netværket og jeg, og det betyder lige ud sagt: at hvis ingen hører dig, findes du kun i folks maver som den sult de ikke kan styre.

Det gør mig urolig at du tager skjorten af, knap for knap, lader den glide ned over dine magre arme, din tatovering på højre skulder  viser sig, fregner og små revner i dig pibler på frem på din HUD jo længere ned din skjorte kommer, Det gør mig rolig

At ae din tyndhed for at sikre at du ikke helt forsvinder, med lukkede øjne sanse dine arme, dine sider og let trykke ind med mine tommelfingre mod dit solar plexus, afsluttende, på een gang accepterende og kvalificerende.

I en rus af  DINE dufte og MINE drømme bliver alle beskeder ligegyldige, hvis ikke dit navn står over dem, jeg konfronterer min frygt for at komme til at sige noget forkert, noget der får dit navn for evigt i eksil fra min telefon

Min rolige tilstand kan nemmest fremmanes når jeg ikke arbejder

På at tjene penge til en husleje og et fødeindtag der kan gøre mig tryg og …rolig

Min urolige tilstand trænger ind i mig, når du har vist mig hvor mager du er, på dedikation til mig, skal jeg bare elske dit omrids, mens du beholder indersiden?

For så kunne jeg ligeså godt bare arbejde, hylster til hylster kunne vi handle, uden at mene noget, højst om farverne i de andres butikker. Og så kunne vi gå hjem om eftermiddagen, passe pligterne, hilse på gadens folk på vej hjem fra supermarkedet, dog kun med den ene vinkende hånd, den anden slæber plastikposer og vi må passe på for der re store lastvogne i det smalvejede kvarter, de bringer mad ud til folk der ikke gider poserne, ja lad os overveje det, hvilket fremtidsperspektiv det pludselig giver os, jeg tror det kunne spare os for en time og en hel del slid. Så kunne vi spise aftensmad på tallerkner vi diskuterer om hvem skal vaske op igen, på et bord af usagte fornemmelser, sammen med små personer vi måske engang gav liv til, måske har de endnu ikke fået taletid, men jeg kan høre mit haleben synge og din mave kramper igen, det er et sted

Som ikke ro eller uro

Der findes en grå zone. Jaja, siger du, gråzonen, den kender vi, det er den vi opdigter når vi har været utro, løjet, stålet og lagt for had. Men den grå zone jeg taler om, er virkelig. Der findes et felt imellem os, så langt holder fysikerne med mig, hvor der mennesker, tidspunkter, aftaler kan falde ud i en grålig lomme, de aldrig kommer tilbage fra. Det drejer sig om situationen hvor din eks-mand igennem 7 år siger ja til at hjælpe dig med at flytte for 33. gang og hvor han så lugter så sirligt, man kan også sige vederstyggeligt, at det vil være et almindeligt menneskes pligt, at nævne noget om det til ham.

Her starter gråheden altså ved at jeg lugter noget. Jeg ved, der skal handles på det for hans, og alle i nærhedens skyld, men det der sker er at begivenheden må skubbes ned i et gråt hul, den kan ikke tåle højlys snak, jeg kan ikke fortælle ham om deodoranter for så skal han svare i flove termer, og vi skal egentlig bare løfte de her kasser fra et sted til det næste. Væk fra det grå, over i det rene og nye og bedre liv. At sige noget vil være en hånd tilbage i tiden, og hvem ved hvad ivrige fingre rammer der, som forskruer fremtidens udfald.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!