Sandheden om venskaber

73 % (rundt regnet) af mit liv består af andres narrativer. Min venners fortællinger/oplevelser/erfaringer er tæt sammenflettet med mine egne, for man eksisterer som bekendt i kraft af andre. Dog er min historie  autopoietisk dannet; hermed mener jeg at vi selv skaber vort eget billede af omverden og dermed af det relationelle, som udgør forskellen på ’du og jeg’, og altså derfor synliggør ’et jeg’. Venner fodrer så at sige mit liv, mit selv.

Jeg bruger ordet ’fodring’, selvom det minder mig om mange mislykkede surdejs(-fordrings) forsøg samt alt for platte serier om vampyrer. Men i valg af ordbruget ligger en analogi til min nuværende syge og SULTNE krop. Det er meget op og ned her, men som altid når jeg er gravid (især første trimester) så er det mest NED. Uanset gode dage er jeg konstant sulten. Det eneste jeg kan gøre for at bevare åndedrættet, er at spise. Spise kvalmen væk, spise når jeg har kastet op, spise mig til energi, spise mig til en bedre smag i munden, spise for at undgå diverse smerter spise spise spise! Min krop skal konstant fodres, for at hænge lidt sammen. Jeg kan ærligt sige, at jeg hamrende træt af at spise- hvor forkælet det end lyder overfor de, der ikke KAN spise. Problemet er, at jeg ingen lyst har til at komme noget i munden, og alligevel kræver min smertende mave det. For mig er det hårdt arbejde at spise pt., og psykisk hjælper det ikke just, at jeg blot ser mig selv blive federe og federe!

Så i den afmagt fodrer jeg mig selv med magt…

Og sådan er det i venskaber; der skal fodres med affektion, for ellers dør venskabet som en plante uden vand. Det skal i sagens natur ikke være en smertefuld proces at fodre et venskab, men når livet spidser til, kan man, som jeg med mad, pleje venskaberne selvtvunget alene med udsigt til dets udbytte. Kærlighed er et lukket (og dog foranderligt) cirkulært system, hvor parterne kun befinder sig, så længe det modtager, eller har udsigt til at modtage på sigt. Selve det at blive forventet positive handlinger af, er ganske nyttigt for egen lyst til tilværelsen, da man i dette (først vennens, så eget) lys ejer en værdifuld kompetence.

Min fodringsteori handler om underliggende nødvendige dynamiske  processer, som vi helst ikke bemærker, på trods af det er en meta-logik vi egentlig alle ved findes aller nederst. Det barske i sandheden om venskaber opstår først, når den ene part opdager den anden parts processering. Altså, når jeg får øje på, at min veninde kun gider mig, fordi jeg bekræfter hendes tro på sig selv—fordi jeg giver hende en følelse af værd. Ikke via komplimenter og kærtegn, selvom disse også hører til et venskab, men vha. mit syn på hende som hun nu  kan spejle sig i. Bliver mit syn (ifølge hende) forvrænget og til gene for hende og det ikke synes at være til at ændre, ryger jeg ud i hendes kærlighed. Tænk selv efter- har du en eneste ven, der opfatter dig som en skidt person?

Hvis jeg mister mit gode (eller bare overvejende gode) blik på min ven, er JEG ikke længere nogen fantastisk personlighed i hendes øjne, hvilket er ganske skidt for mit ego at indse. Jeg – i mig selv- er altså ikke unik og vidunderlig, som jeg da helst opfatter mig, for mine relationer. Indsats – kærlighedskompetence- kræves. Dog findes der en endnu tidligere udvælgelses-proces i venskaber, der gør det yderst flatterende, at den ene part ønsker NETOP den anden parts fordring, men det vil fylde for meget at skrive her. (Der kan nemlig også være tale om en udvælgelse, der sker ubevidst, fordi parten mangler det ene eller andet fra et tidligere livs-stadie.)

At blive elsket handler altså på primitiv dåse-formel om anerkendelse – værd-  frigørelse fra ensomhedsvilkåret –  om at opnå JEG ER I LIVE-følelsen. Det er altså essentielt at blive elsket, og for at gentage mig selv blot i en anden vending; man må elske for at blive elsket, og man må blive elsket for elske!

Som i et frit husket citat af Merethe Pryds Helle, forbløffes jeg ofte over hvor lidt man forstår døden, mens man er levende. Måske er det netop derfor, at det er så vigtigt at føle sig i live; simpelthen for kognitivt at komme døden fjernere. Og måske derfor er dødstankerne, for nogle af os, ikke langt væk, når relationerne smuldrer i mislykkede kærlighedsprocesser.

PS: Nu vil jeg gå i køkkenet (så jeg kan få noget mad IGEN IGEN IGEN!!!) og lave min egen udgave af magasignets mad’s opskrift på:

Frisk pasta i tomatsauce med oliven:

• 300 g røde og orange cherrytomater (de kommes i ovnen sammen med løgene gerne en times tid – i med det våde  og blend det- til sidst smuldret feta, oliven, stegt champignon og urterne- drys med pinjekerner)
• Olivenolie til stegning af skiveskåret champignon
• 1½ dl sorte oliven
• 4 snittede rødløg
• 4 fed hvidløg
• 2 spsk. koncentreret grøntsagsfond
• 1½ dl vand
• 2 spsk. balsamico-eddike
• 1 potte frisk basilikum
• 1 håndfuld bredbladet persille
• 200 g fetaost
• 250 gram tørristede pinjekerner
• Økologisk fuldkorns fettuccine