Simpel sang i det nørklede sind

Hvis ikke du tårer op i dit sangforsøg til disse toner, så er der kun 3 kausalitetssammenhænge* til det:

1. Du har en følelsesmæssig tilsnævring et sted på kroppen og kan ikke bevidst få adgang til dit eget sinds humane begær efter berøring

2. Du, selvom du måske mærkede en snert behovsgenkendelse, valgte at tænke mere på alt muligt andet end netop de sungne ord

3. Du fik ikke sat lyd på, da den afspilledes/du gav dig ikke hen i dit sangforsøg

Ellers ved jeg det virkelig ikke.

Den har ramt mig igennem mange år. Plet hver gang. Lige i tårekanalen. Altså når jeg selv skal synge den, for her dukker mine fiktive billeder op af personer i historiske slag og det bliver klart for mig, hvorfor vi overhovedet kan være til sammen- krig og egovælde til trods. Ikke hvorfor vi er til, eller hvorfor vi er her sammen- det ved jeg ikke-, men den giver bare et indblik i hvorfor vi kan. Sammensmeltningen mennesker imellem giver den maksimale selvfølelse, længslen efter en sådan må fungere som redningsvest i hårde tider. Så snart vi ikke har brug for at andre har brug for os- hvad er vi så?

Sindssyge.

I dag tænker vi i diagnoser. Og på sociale tabere der vanrøgter deres børn. Når jeg (som pt enlig, forholdsvis ung og temmelig utraditionel mor) bliver skubbet ned i henholdsvis de to tilbudskasser (psykisk sygdom eller dårlig/umoden mor) skal jeg bruge afmægtige selvanalyserende momentdata på argumenterende at overbevise længslen i mig om, at den skal vikle sig konstruktivt rundt om mit liv; som en lynlås der holder sammen på det hele, og ikke som en provokeret overbelastet knap springe af i hidsighed, ud i mørket. I mørket er alting svære. Prøv bare at stå på et balancebræt med åbne øjne og find balancen. Luk så øjnene. De fleste vil kæntrende mærke, at det ukendte usynlige tomme rum ikke gavner balancen.

Jeg ville ønske man kunne gå til filosof. I psykologsamtaler er det jo bare mig, der snakker og bliver udfordret kommunikativt i min præsentation af mine problemstillinger – en udfordring jeg specielt mærker, når efterfølgende sparrende dialog ikke giver noget nær modgift. Ved en psykiater skal jeg tage piller, så jeg bliver så træt, at mine spørgsmål ligegyldiggøres og så skal jeg i øvrigt anskaffe mig en sollyslampe.

Ork nej, jeg har aldrig følt mig forstået af en fagperson, der måtte bestemme sig for hvad han/hun skulle stille op med mine søvnafskrækkede sultne tanker, der til tider kan galoperer mig i stykker.
Til gengæld vil jeg gerne give en god timeløn for med lukkede øjne at synke hen i teser og teorier, som kryptiske mænd og kvinder før mig har tænkt om de selv samme livsparadokser, så jeg som et barn i børnehaven kunne få lov til at spejle mig og langsomt finde min plads………..
…måske vil filosof-tilbuddet kun blive benyttet af mig ud af alle i hele verden. Jeg synes ikke, at kunne finde mange filosofiske ildsjæle; ej heller blandt de jeg har mødt med titlen officielt. Det siges, at der ikke findes svar i filosofien, men jeg oplever, at netop her mødes mine vanvittige tanker med ligeværdige – fremfor at blive mødt med patologisering og simple overfladiske symptombehandlende fraser- når hr. fortid siger mig, at det har han – på en helt anden tid men i samme menneskeligt dominerede livs-orden- også undret sig over, og her er i øvrigt hans bud på en teori omkring emnet samt eventuelle bud på hvorfor teorien ikke holder; det vil give mig det som Celine Dion og alle andre sjælmodige psyker brystnæres af; accept, tillid, omfavnelse og lidenskab, hvilke falder ud til den mest bebyrdede og dog så kraftfulde disciplin af dem alles fordel; Forståelsen.

I sangen bemærker jeg at afsender og modtager bare implicit ser hinanden. ”I” og ”you” er helt enkelt dem de er. I kraft af deres tidligere erfaringer, og det de ønsker for fremtiden, men ikke fortolket med grader eller vurderinger. Vi har med essensen at gøre. Kernen. Det vi bare er. Det jeg så utilsigtet flygter fra, når jeg i ren overambition løber efter løver, for at fortælle dem, at jeg ikke er deres bytte; at de helt har mistolket mig. I denne flugt danner jeg’et sig, så det bliver tydeligt for omverden hvem jeg’et vedkender sig at være – dette sker gennem fælles referencer; nogle der nok er længere væk fra det oprindelige jeg end vi har lyst til at tænke på.

*
Helt alvorligt skal punkterne nu ikke tages. Se det ind i den kontekst det er skrevet; et modsvar på ofte at adskille mig fra andres livsverden, fordi jeg rådyrker inderligheden. Kritikken af min personlige tilgang er reel nok, men kunne vi mødes på midten? Åben, bare på klem i det mindste…