Slam

29. August 2014 af Maria Guldager

Dresseret kærlighed, tæmmet lidenskab, mit hjerte der stopper i et fodgængerfelt.

Jeg går min rute ad de snoede asfaltveje, ringer i et sving i Nordsjælland til en dreng i Nordjylland, han snakker ørerene af mig, det går ham så utrolig godt, han savner os ikke, og jeg råber at jeg elsker ham, men ingen i hele Nordsjælland hører mig, vi har ingen ører, alle i Nordjylland hører mig, dog ikke fordi de er bedre udstyret men fordi jeg er på speaker, aldrig på stoffer, altid på speaker, og jeg hører mig selv og lyden er forkert, for jeg føler ikke rigtigt noget, jeg elsker ikke rigtigt nogen, og opkaldet driver ned i kloakken under mig, jeg ved ikke om det faktisk er en kloak, jeg kan kun se risten og man må ikke så gerne komme sten i, men hvis man er ude og gå og ved et uheld rammer en snegl med sin sko og sneglehuset falder i risten, så er det hvad der kan ske, jeg lader mig falde ned i kloakken, jeg kommer aldrig hjem, og jeg går hjem til familien, referencerne til mit efternavn, og jeg svømmer rundt blandt lort og rotter, og siger tak for lavmælt mad, mens jeg bokser mod en sofapude, det er ikke den slags boksning man får muskler af, og han ringer aldrig tilbage, og hvorfor skulle det også være vigtigt at få med, hvorfor er jeg ikke selv lidt vigtigere, men selv den flotteste kloakudgave af mig er til at overse, se bort fra det og vi taler om noget andet i årevis, indtil det slet ikke er sådan mere, der er ikke noget der bliver ved, indser jeg som årene fortager sig, bortset fra en lillpigehigen efter, altid efter, aldrig først, og jeg fandt aldrig ud af hvad der trak benene væk under mig, siger jeg og det siger jeg fordi ord ikke kan sige det, fordi ord ødelægger liv, kan man sige, for når drømme lader til at være beskrevet korrekt i ord er det fordi man ikke kan huske dem ordentligt, de lader sig ikke spolere i ord, de er kryptiske som sindet selv, de udmærker sig i ordløshed, sind sala bim, og jeg bliver forvandlet til en omstrejfende prins, han havde intet kongerige, læser man om mig, og min fortryllelse tager til i fart som årene lader sig indskrive og siden eksplodere, udover dem der havde taget dem ind, og jeg løber en tur af de snoede asfaltveje, lige der ved volden der strutter af stift græs gjort farligt af det våde vejr, der hvor børn leger på den ene side, børn der leger de kaster sig ud fra volden, og hvor tresporet vej raser på den anden side, biler der meget nemt kan gøre et barn en tjeneste, bare sådan, som et flygtigt knips, som en lille ting man lige kan få tiden til at gå med på en fredag eftermiddag, en leg når ingen gider rundbold, som en sms når kontakterne ikke svarer tilbage, en leg der må forblive i hovedet, man må tilberede hvedespaghetti til et sådant hoved og holde sig fra smag i det hele taget, det ville ikke passe ind.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!