Spørgsmålet om opfattelsen af spørgsmål

17. June 2014 af Maria Guldager

En ubehagelig brise mod skulder- fordeler sig udover den ganske krop- efter et retfærdssystem jeg ikke billiger- mest til maven- lidt til hovedet og intet i fødderne- intetfølende fødder- ubehaget genopstår- når jeg tænker på i morgen- og de spørgsmål i morgen har til mig- og som jeg måske ikke kan svare på- tanken om fraværet af svar i mig får væmmelige trækninger til at løbe i mit system- sprinklende vand der ikke er vand men acetone- det er retfærdigt nok- efter alt at dømme- så godt som jeg nu kan bedømme- når jeg tænker på i morgen- og det morgendagen må forberede sig på- i de successive episoder den efter alt at dømme holder- og som denne generation er et vedblivende tema i- bare vi ikke drikker al vandet- bare vi kan betale for det rene vand- betalingen for vores selvopretholdelse er en dygtiggørelse- en lydighed imod noget ingen er helt klar til at definere- men det handler om mig og alle andre – og døden er ikke længere et emne man kan bruge til at slippe ud af forpligtelsen- de døde er også skyldige- i overforbrug og forbrydelser mod menneskeheden- voldsgerninger vi stadig forsøger at anmelde så en eller anden instans kan gøre noget- det handler også om ord og hvordan de ikke betyder det de skal- ord forstår lige lidt sig selv som vi forstår os selv- i voluminer for selv hvis vi havde tiden til at læse om årtusinders foreteelser – tolkede vi dem i øst og vest- den mest muskuløse tolkning ville overleve og vi andre ville eksistere for at tjene den tolknings udbredelse- meningen er et fraskrevet afsnit- i en fortælling vi tvinges til at spise af for at få indgang – men i morgen får jeg nogle spørgsmål til hvilke der findes klare svar- på hvilke jeg bør svare fyldestgørende- meningsfuld næsten- jeg skal sige det der er blevet sagt om den sag- jeg skal ikke bare huske svaret- jeg skal reflektere højlydt indenfor en kendt ramme- jeg kende ramme- KENDE rammen- og indenfor den bevise at jeg har ændret mig- drukket en flaske med viden som jeg nu er beruset af- fuldemandssnak- og det handler om ikke at få tømmermænd for tidligt- hvis refleksionen ikke smager mig længere er jeg bare et tygget stykke gummi- man kan udvide mig i kilometervis- og stadig ved et klik med tungen samle mig til en klump- så har institutionen og de formelle strukturere korrumperet mit friske sind- så har hædersbevis vundet over dyderne- så har jeg kæmpet for modstanderens værdier- og ingen kan vide sig sikker på drikkevandets kvalitet længere- hvem ved om hønen er opvokset i møg- hvis jeg i morgen forspilder min chance for integritet- et slag imod min tillid til mig selv får mig ned at ligge- for hvilken del af mig selv kan jeg overhovedet forsvare at stole på- det er bare et spørgsmål om at begrunde- og jeg ved der er værre ting end at begrunde- langt værre- jeg ved at spørgsmålet om i morgen ikke er så vigtigt endda- ikke i døden- men at det sådan set er meget vigtigt- i livet- af grunde jeg allerede synes jeg har skrevet- min villen er på plads- men hvilken plads- ikke en nedarvet- jeg kan ikke svare for historien- og den historie jeg selv kan plastre mig sammen med giver ikke plads ved bordet- jeg skal sætte mig ved siden af de forgange begivenheder- der er en rækkefølge- en kontinuitet der samler os til forståelige brikker-  forstår jeg slet ikke underordnelsens outcome?- er ubehaget i min skulder min egen ugidelige tungnemme jammerlighed?- eller en udstrækning af noget mindre- af en koncentreret måde- at opfatte svarenes spørgsmål på? Når det kommer til stykket er der jo intet bedre end når dygtiggjorte mennesker ser det sin tid værd – at stille mig spørgsmål.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!