Stoppenåls selv

15. January 2014 af Maria Guldager

En andens død stopper mit livs

fremadskridende aftaler under armene, der er så klamme, at det er egoistisk, mener man, at beholde dem, endda i det antal; der dingler sveddråber og det bliver til stress, ved du det, har du læst det, har du prøvet det, har du drukket det, har du aftalt det, i et overlappende byrum, testcenter for kroppenes trivsel, ja jeg har, men det må aflyses, hårene, de lyssky folk, man hænger gardiner for sociale udskud, for at lappe sin bydel, den stakkel, bærer rundt på underblikket, min krop trives, men jeg har en død i hjertet, dens slag på tiden, på mit ur, på mig som ur, aflyser dagen for mig, så du må stå og vente i regnen, den travle regn, der opildner raske forbipasserende til raske skridt, mørket blænder op for den, rystende egoisme i kulden, kan jeg komme forbi her, står der i en bemærkning til samtiden, avisens modige stemmer, der leger gemme med Gud, en våd sms med din parfume i brysthåret falder ned fra himlen, hvem har sendt den, tænker man

En anden bemærker min snarlige krise

og værtinden lægger tæpper om min fremtid, så den kan blive tør, jeg får selvbedragets varme, af et opstillet hus, af ritualer, selskabet ser til at jeg lærer mig at tale og gå omkring naturligt i en ikke-naturlig situation, de mange blikke, tusinde opmærksomheder, mange tusindes synsfelter, muskulaturer, talende apparater, bevidstheden om, at jeg kunne falde eller risikere hån uddriver hypnosen; musikken blænder op for selvbedragtens neon, hænderne i dens lommer finder en kæde af scenarier, jeg stopper i mig, byliv, overflod, blinkblink, i en taxa får jeg det frie valgs hikke, stop mig, værtinden holder mig i sin fuldskab for munden, med røde øjne, tænker kredsen: Er der ingen grænser?, på en forstørrelse, i en pyntestue uden ur, der særegent tillemper ens tanker, til det sublime, når man står og hæver sig op over det stående, og ser på perler, beruset

En anden fortæller mig om det, jeg ikke ser komme

for jeg vil kun giftes, han siger ja, for engang skyld, for min skyld, foran andre, til min storhed, bare til noget som helst, med mig, en blid brud for evigt, et nybrud støbes som fundament, ingen kolde fødder, miljøvenlig opvarmning, jeg kan da, jeg vil for evigt elske forudsætningen for min egen glæde, jeg råber det gerne ud; at jeg vil forpligtes, spær mig bare inde i modgangen uden døre, eller udsigt, for jeg er et dyr, der trives bedst i rammer, tag over hovedet, over indsigten, kærlighed til over hovedet, jeg har da, hensigter, syet drømme, nok, til resten af mit slidte smil, der holder hæmningerne oppe som isolerende vægge i en forebygning, eller dens rendesten, i skoen, ikke så meget i raseri som det lyder, men i rastløshed, får han et overflødighedshorn af snorlige eller syrlige indrømmelser, med tid går jeg, over til vægt, hans kinder fylder et helt lokale, er han ikke også blevet lavere, og bredden, sådan, mere kompakt, mindre begærlig, de syede mundvige, snor i et tilsyn, springer op, gabet ser sit snit, til at overtage hele hovedet

En andens legitimering trappes op

og jeg må stoppe mig selv, for ikke at gå med derop, og i skjul provokeres over din skoling, fint, nærmest sippet, har han tænkt en tanke selv eller læst sig til sin digtning, man siger, at mange har det som jeg, mange har det i højere grad end jeg, hvis de mener niveauet, forstår jeg dem, mit lavvande, dyden om at alle kunne være med, træd ind over mit hegn og græs på min mark, ingen skal lide under stumhedens sult, tal med og tiltal hvem end, dette, den offentlighed jeg accepterer er frigjort fra snobberi, en flok kvæg, insekter uden tidsbegreb, går amok, bygger rede i mit hoved, suger mit blod, bider i aftalerne, malker min honning, giftigt, jeg må indhegne mig selv, før min værdi fortager sig, i dit CV, udskud, forgængelighedens gardin, fantasiens udtømte bydel, jeg, må, nå at, positionere mig som børn gør, i en fælles sandhedskasse, man klapper ufortrødent, før jeg ved hvad jeg er, udover hjerteklap, og hvad jeg vil gemme af det, jeg træder mig selv over tæerne, mit sandslot, med vores stående aftale, jeg byder dig velkommen, som leder, af mine skjulte kvaliteter, fremmane dem, intetanende, glatbanende, min tolerance kan ikke vækkes nu, for tungt hviler endeligheden på dens øjenlåg, en divinitet der ikke går op, nogen steder, med mig på slæb

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!