Sugemærket

24. January 2017 af Maria Guldager

Den faldne sne, den hårde jord og en himmel der aldrig giver op

Sådan starter mit digt, så du kan mærke kulden mod min hud

i det lille skur hvor min mor bor

“de sidste tyve år har jeg gjort alt de har bedt mig om”

græder hun mens vi ringer til yousee, “noget er galt”, siger hun “de tager overpriser”

sneen falder mod min hud fra en himmel der elsker og hader sin mor

priserne er de samme for alle, kontanthjælp varierer dog, reflekterer min mor

der har været på forskellige beløb og nu er på det laveste

spis en bolle, de er lavet af kartoffelmel og kerner

lurpak oven på, jeg spiser to, for at have noget at lave

med min mund mens hun taler

mig midt over

om skrald der skal sorteres

skraldespanden skal deles med naboen

de sorterer ikke rigtigt

hvor skal man ringe hen

de siger de sorterer rigtigt men det gør de ikke

måske skal jeg ringe til kommunen

de tror nok ikke på mig

jeg er jo bare mig, jeg nikker på en måde hvor hun må forstå, at hun ikke er så lille endda og hun kvitterer med

tre stive timers historier

om turen til jylland tilbage i november eller var det i sommers, om psykopatien i verden og verden under psykopaterne

hun styrede alt i mit liv, Maria, alt, jeg siger sikke noget, godt du nu bor i dette skur, det handler om grænser, hjemmet

er et blad der ligger på bordet, dateret et par år tilbage, lånte blade, til de lange aftner, når fjernsynet ikke virker, det er de her små knapper, jeg kan kun tænde når jeg lige har heldet mig

jeg siger at jeg ikke bare kan sidde så længe, at jeg lige må tjekke min telefon

men har du da et arbejde? Det kalder jeg det, siger jeg

men får du penge? Altså på en måde mor, og på en måde ikke

iværksætter, siger jeg, er du på dagpenge, siger hun

nogen gange, siger jeg og fortæller jeg snart har brugt min ret op

det forstår hun, det forstår hun, kommunen og alle dens genvordigheder forstår hun, hun forstår hvordan de ikke vil hjælpe en, men bare selv have et arbejde, hun forstår at jeg ikke kan få et almindeligt arbejde, for det er ikke bare lige til, kunne du ikke spørge hende i den sko butik herovre, mor

det er to timer fra hvor jeg bor, og jeg vil også helst gå i bare tæer

man kan ikke få det som man vil have det altid, maria, du har børn, tænk på dine børn

hun stirrer mig ned imens jeg åbner min laptop, og spørger om det ikke var lille Ole på min skærm

nej mor det er ikke min grandfætter som jeg ikke har set i 12 år, det er den søn jeg har givet til en familie, der bedre kunne passe ham end jeg

det siger jeg ikke

jeg siger måske, jeg tror det

min barndom, siger hun, den er langt væk nu

ligesom dine børnebørn, siger jeg, flytter du ikke tættere på?

Et øjeblik overvejer jeg om hun skal bo ulovligt i en kælder jeg lejer til opbevaring

så kunne hendes sugemærker på sjælen

sluge mine drømme om nogensinde at komme til at ligne en der ER noget

under solen, midt på stjernehimlen der sender

velsignelser, ikke kulde, glæde, ikke hårdhed, trivsel, ikke modløshed

Sneen falder

ind i mit hjerte

jeg falder

mod den frosne jord

lyden fra det faldne

summer hele vejen ned og

ind i mit hoved

indtil alt jeg kan se

er en himmel der ikke giver op.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!