Syet op

10. May 2015 af Maria Guldager

Kampgejsten overlevede manden

jeg fik trang til at skjule mit ansigt

der havde jeg stået

og proklameret højt og fint

alt imens hans gode gerninger væltede ned over ham

gjorde ham ude af stand

til at trække vejret

der stod jeg og så til at mit ansigt vendte sig indad

jeg blev en nakke

hele det runde hoved fyldt med hår

skammen slugte mit ansigt, min offentlighed

sunket ind i privaten løb jeg nakken ind i alt

alt

der var iskoldt inden i mit hoved, hvis jeg ikke fik ham

til at lægge sig på mig, klemme, holde om, ånde på endorfinerne

udløsningen fik mig-nakken- til at blomstre

på afstand troede man, jeg var en altankasse

flotte skud stod op som på høje hæle

håret så ud til at understøtte blomstringen, fundere den

og først ved nærmere eftersyn så man sveden

der havde begravet en pige.

Han kæmpede som om han ville leve omend han døde

jeg bad ham sige et ord

inspirationen vil overleve dig, sagde jeg

han havde sagt nok

sagde han

min altankasse kunne ikke svare

da han spurgte hvem jeg mente han var

mit familietræ og min tidslinje

fik mig til at gå i stå og jeg stod bare der

og så ham svinde ind

gejsten efterlod han

på sit sengebord og jeg prøvede den på

fik øjne

en nyfødts øjne

blinkede dem op og smilede uden at vide hvad en mund var til

jeg rørte læberne med tungen og fandt ud af at jeg ikke skulle sætte tænderne i dem.

En gut mødte mig til en koncert

jeg havde ikke mødt ham før, jeg mødte ham knap nok til koncerten

han mødte mig og mindede mig om at det levede endnu

det jeg engang havde født

ordene

konsekvenserne

jeg tilbød ham en blomst, der så rød ud

han lærte mig nye valg

med samme indhold som de gamle

snart var alle blomster givet ud og mit hår lå tørt hen

jeg søgte og jeg tog

prøven en gang til.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!