Ti

19. November 2013 af Maria Guldager

I blev så stille

Hvor gik I hen

At I lod familien stille

Er ikke kun i drøm

I nuet er jeg selv

Indtil den rammer

Det næste led

I familiens udforskning af

Og indgravering i

Det der kan skabes i

En bog der skaber

Et stykke tid

En bog er tidens vanter

En bog er vanter i tidens vaskemaskine

Bortført, opslugt og opfundet

Af verdensmennesker

Indbundet i selvsamme hårdhed

Tørret af punktummer.

Hvem er det

Der er så stille

Søskenderelationens usynlighed

Og naturlighed

Hvem er det der har

Forladt hverdagen til fordel

For et sindelag foruden

Tøven og tvang og tænder

Den tavse enighed

Slår vejen forbi min dør

Der åbnes og der åbnes

Ind er kommet, Ind er gået.

Muligheden tier som aldrig før

Havde man hørt mig før

Ville min tavse stemme

Nu høres udfoldet i nedarvede

Vendinger og vaner

Stilhed der vel i sig selv vil

Længere ind i sig selv

Den jager folk videre

Uden at sige endvidere

Den behager familiens vedhæng

Der hænger og dingler.

Som en viser rører sine sekunder

Rører stilheden grunden

Hvorpå hverdagsligheden går

På umærkelige fødder

Der klasker familien flad

Viserens ånde i nakken

Klasker familien flad med sin

Overvægt

Af usagt endelighed.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!