Tro noget

19. February 2017 af Maria Guldager

Så du vil gerne være famous

du vil gerne have penge

købe et hus og være den der bor i huset

bo der med de børn du engang har givet liv

men til daglig giver fravær, du vil så gerne

tro Рp̴ Рdet

de eneste mursten du har, er i den mur, du løber hovedet imod

hver gang du prøver at vinge og tvinge

fantasien igennem virkeligheden som

sten i din ryg: et spejl på barndom i dit bryst

en vandrende, foranderlig sorg som en landskabelighed bag

din ukuelige bestræbelse

på at blive tv-stjerne, blive produktionsselskabet, blive hele nabolaget

så du kan finde mening med din dirrende krøllede lidenskab

båret er du af dit knælende mønster

ræk mig en chance, tigger du, i håbet om at suget i dit mellemgulv svinder ind

af den afsked du tager med manden, du elsker mest,

frygten for at han ikke elsker til samme solforgyldte længde

sætter veerne i gang, opbrud, resignation,

for at gå på det gyngende, kaldende, bydende fødsels vand

i dig står en forseglet fascination som skulptur,

hvad gemmer du i kammeret bag forelskelsen, bag lammelsen, bag det opsigtsvækkende

vanvid, hvem er du i den skyggeløse, ekkotomme og vidtstrakte stilhed?

Der er så meget verden i dig, hvem er under det tænkbare, bag dine ord, under din tro,

under dine væltende vilkår og den drivende angst?

spørger vi, der bruger smartphones til pynt på vores vægge, det er grænseløshedens fryd,

siger vi og sætter macs i kunstig jord i en balje, du må vågne, vågne op til

et job der kan gøre dig mæt, du må blive, blive voksen nok,

til menneskekædernes sammenhold, hvor du ikke længere vækster i dumhed,

voks dig ind i vores himmel, hvor det halve af dig allerede er, din fortælling

er fjernhedens.

——-

Jeg tror et øjeblik selv på

at det er hans skyld, jeg ligger i armene på en mand

jeg ikke synes lugter godt

jeg ikke synes ser godt ud

jeg ikke synes er rar

jeg ikke synes rører mig rigtigt

jeg ikke synes har noget at skulle gøre nøgen, så tæt på min beklædte krop.

—–

Kære digtsamling

hvad vil du have, jeg skal bygge dig af?

mit indre virkende tortur

mine ydre omstændigheders plage

det tøjlede uvejr

under mine dragende visioner

de utællelige fejltagelser

med en barndomsstorm i baghovedet

fantasien om den højeste vellyd

i mit forelskede hjerte der endelig finder fred

den vippende kærlighed

håbet om ham der ser mig

sejlende opad mod kløgt

strømmende lethed i takt med den vægtløse dans

belyst af et magnetisk felt

hvori min krop sitrer, vibrerer mere end nogen kunne have troet muligt

fortryllet af følelsernes inderside

iscenesætter jeg disse spørgsmål

tilgiv mig, kære digt, at mine øjne er i vejen

for den karavane af trosspor, du kunne have skrevet frem.

—-

Vi kommer til at

krydse grænser og han børster sine bukselår af og siger: så nu tilbage igen

han til sit

jeg til mit

høfligt og uden nogen skulle tro noget.

Vi krydser grænser

jeg griber chancen som havde selveste Oprah kastet den til mig

hvornår er noget en god ide

han rører mine bryster som mine bryster elsker at blive rørt

hvornår er noget ikke en god ide

mit underliv skuffes og svier vågent i bekræftelsessyge hele natten

mens jeg siger ja-nej med munden og nej- ja med kroppen

hvem skal man tro

jeg ligger imellem linjerne uden at røre på mig

likvideret eller besvimet, endnu ikke sunket

ned i morgendagens skam.

—–

Jeg savner dig,

sandsynligvis fordi du er familiær

tak, du er også familiær, siger du,

der ligesom jeg har en anstrengende familie,

du siger, at hvis jeg vil have dig, så skal jeg lade dig

være, ‘lade dig være med mig?’ Lad nu vær med-

at kræve, projicere og hyle natten lang

siger du og så siger jeg

men jeg vil have dig

til at tage mig

i mit mest umulige øjeblik, jeg vil have dig

på afstand, hører jeg min stemme

så du kan kaste dig hele vejen ind til mig, bore dig

ind imellem mine flapper, smage på mine safter, så jeg ved

at jeg er din Gud, at jeg alene forsyner dig med hele din formue og står klar til at tage imod den igen.

———-

Som iboende feber

som en sol i kroppen

som nervesystemet gone elektrisk

er jeg forelsket i dig

jeg kortslutter

brænder op

please gå, siger jeg

for jeg kan ikke,

det skal jeg nok, siger du,

mens jeg aldrig har mærket noget så voldsomt i mine knogler

slår jeg op med dig, igen, forfra

på forhånd, jeg lavede også altid forud i dansk, jeg rev

til gengæld den logiske fagbog i stykker og påstod

der havde været vandskade, jeg slår op

fordi man ikke må elske folk så højt

det er patologisk, jeg føjer

mig ind i verden, slår op

selvom vi aldrig rigtig var kærester

kun da vi besøgte dine forældre i julen, jeg slår mig

op på at ville formidle sårbare emner

var min livsførelse en matematisk ligning ville den aldrig gå op, hvornår går det op

for dig, at jeg er sammenfiltret med en fordring, en mission, et formål

om at finde nogen at tro på.

—-

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!