Ubevæbnet bevæget

12. January 2017 af Maria Guldager

Og det er sådan, at han ser mig gå i spåner

Han rører min hud der rører hans hånd tilbage, Emma begynder at synge og jeg bider mig selv til blods så jeg ikke vil fælde en tårer foran folk der vil opløses af min sorg, min make-up vil opløses, mine kinders streger vil afskrække dem fra nogensinde at blive kærester med en

der har børn

jeg lader som om jeg aer din nakke

men jeg har børn i hele hovedet

åh Gud lad mig blive fri for det åg

det er at skulle leve for andre

jeg lever for at forandre

din nakke lige nu

mærk min forvandling, det er ømt og det er kærligt og ubehersket ment og det skræmmer dig

at jeg har børn

jeg er så elendig til at passe på og passe ind, vil du med

til børne dit og børne dat, jeg tror ikke det går min skat, hvad med os og vi

alene, rødvin oppe til det sene

show,  de små giver dig et kram, du må gå

jeg er ikke sikker på

at du elsker mig i morgen kl 12,

ti timer efter vores sidste kommunikation

Skal vi ses i morgen? Jeg vil tage jorden rundt for at møde dig, har jeg sagt

og det gør jeg så

jeg tager rundt om jorden uden at pakke til årstiderne, jeg rejser som tomler på andre menneskers nåde, jeg bliver pakket i bagagerum, kastet i en lastvogn, hægtet på en styrtende cyklist, mit tunge hjerte rejser let, lettere end det, jeg letter fra, idet jeg bliver

det ultimative kaos, den besværlige kvinde, den impulsstyrede bundtomme mave

det er halvanden dag siden jeg har hørt fra dig og pånær Gran Canaria som destination

har du ikke holdt fast i nogen plan i mere end to dage af gangen, hvordan kan jeg vide

at din 25-årige hjerne stadig er i et forhold til mig, jeg skriver

mens jeg aer din nakke, jeg kommer til at slå

du kalder det slå, når du gengiver hvad der skete der på række 3, jeg slog ikke, siger jeg, jeg nussede, du viser mig mærker, og jeg må gå med til at jeg slå, og du flytter sæde og lader mig sidde alene

vugge mig selv ind i ensom alderdom

jeg hækler fine huer til forældreløse børn og sokker til barnløse forældre, for at holde på varmen

den er du så glad for, sammen med roen, jeg prøver

at sidde mussestille

mens jeg begærer dig

jeg har været vant til at gøre det på afstand, om jeg priser dig tæt på eller på afstand, da er du den samme helt

på mit tag, hvor jeg knæler spundet ind i nattehimmel og taknemmelighed over

at jeg kan få lov at tilbede dig

du mit hjertes udkårne

du min mand der nusser min nakke

som var du skabt til det

skabt til det

imens begærer jeg dig

din godhed, jeg kender den, indefra og ud, jeg er faldet så

hårdt for din godhed, at jeg ligger som knust glas op gulvet

er du okay spørger du

nedefra skærer jeg ham i fødderne som han går henover mig hele vejen til døren

gå ikke

aldrig gå

råber jeg, kalder jeg, hyler jeg til Emmas sange

fra gulvbrædderne på børneværelset.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!