UNDERLAGT

30. April 2014 af Maria Guldager

Det er ikke en fremadrettet forestilling, der konstant plager mine langtrukne åndedrag, men adskillige mulige fremtidige begivenheder i lag. Under stakke af hjembyer, personlige udviklinger, voksne børn, graviditeter, udlandseventyr, venskaber, identiteter, huskøb, ægtefæller, junglebesøg, karrierer, fester, samfundsrevolutioner og menneskehedens samtlige forbedringer ligger jeg. Død ser jeg ud under de flokdyrs-betingede kopier af totalitetens livsbaner, mens det levende jeg findes i et frygtsomt og skælvende nu, der afliver drømmene en for en med sit ustandselige og allergifremkaldende nøddepostej. Cyklen låses op. Cyklen knirker. Døren låses op. Nøglen bliver væk. Telefonen tændes. Teksten sendes. Solbrillerne på. Solbrillerne i lommen. Maden smøres. Maden pakkes væk. Blæren tømmes. Blæren fyldes. Håret redes. Håret filtres. Tøjet købes. Tøjet bruges. Chippen giver adgang. Kortet forlægger sig blandt kort. Pengene bruges. Politikken remses op. Der stemmes. Stemmen hæves. Der synges en sang. Tårerene triller. En kvinde fejer op. Neglene gror ud. Neglene får et nyt lag. Opgaven afleveres. Opgaven stilles. Ferien starter. Turen går hjem. Projektets ambition er altid afhængig af, at jeg kan få låsen op og få maden til at stå klar i køleskabet, få teknikken til at virke og korrekt ernære søvnen, og således er mine projekter nok begravet i fremtidens kælder, men nutidens hoveddør er altid smækket, og det er den, jeg må rase mod hver dag, hver eneste dag, i hvert eneste lille bitte nøjsomt indhuggede virkelighedsstrejf. Detaljerede løsninger på enstrenget snor; detaljer hvis magt er så stor, at mit væld af had mod deres konsistente nødvendige momentane hammerslag mod min tidløse krop næppe bremser deres herskende rytme; de insisterer så storhedsvanvittigt på autoritet, at jeg atter tager bagdøren, glider igennem, falder pladask på næsen, verfer forbistrede aftaler væk og begår brud på det rene hjertes lov- atter fumler mine tomler ved de igen igen igen og igen og igen igen og gentagne igen og da kan jeg kun lægge mig under en fremtidsskuen, og lure tidens sejr over det uundgåelige, mens jeg trækker mine tidsforankrede støvler helt op over knæet, og timer efter hidsigt trækker dem af igen.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!