Uvirkelighed fødes af

9. January 2014 af Maria Guldager

en afgnavet underarm, pligtskyldig, leverer den, føling, hængende i nattens ansigt, uden besiddelse af noget nærvær. Og således ser den passivt til, uvirkeligheden, mens hun tigger, ikke for sit liv, men den gennemprøvede overspillede opmærksomhed, hun tigger, ikke på knuste knæ, men i blomsterkjole, sætter hun munden tæt ved hans højre øre, hun hvisker. Så sagte og naturlig er hendes bøn, om en hjælp der vil gå med  hende, blive hende, manifestere hende, at jeg forveksler den med min egen trang til at udveksle monologer, små vers, ideer, og det vigtigste; sandheder, så sviende rå, kontinuerligt og konsekvent åbne lagt frem, udlagt på den åbne bare klode, som kun en tankeløs mand kan hvile sig på en bjergside, eller på sin sofa, for stedet gør ingen forskel, når uvirkelighedens tåger stirrer sig på kroppens åbning, der som den eneste tidsel får opmærksomhed, et skrigende nyt liv, mæsker virkelighed i sig, imens dens tid, ikke er hvad den udgiver sig for, når den tager for sig af hendes tillid, det kan jeg se, på måden hun taler, og tror, og forventer, mens det nye liv skriger, efter at høre til, og høre efter, når han vil fortælle mig om reglerne, hvordan man fører sig selv ind i en større pine end nødvendigt; han nyder at se hendes pine, og jeg, ydmyge udskud, tigger ham om at stoppe, tigger, i mit nedslidte tøj, der lugter af gågadens røg, og med kontorenes hjælp i panden, tager hun ham hårdt i ørerne, overrasket, forfærdet over armenes styrke, bedende, giv mig noget jeg kan miste, tænker hun måske, jeg ser ham rive sig løs, så fri, føler han sig, som jeg ville hvis jeg ikke have spildt min tillids safter, i møderne med ham og hende. Mundens himmel og dagens salte tunge er redskaber, rene instrumenter, der taler flækkede kindben på skæbnen.

——-

Tvinges til at falde over hans velvilje, på vej på toilettet, for at komme af med de mekaniske drifter, der har ledt mig til at fordøje, samtalernes kindkys i dagens løb; det hele vælter ud, i gangen, der skal bringe fra tung til let, den gang, jeg går, er tillært mig, hans skygge er lederen, jeg imiterer, indtil jeg falder, han tvang mig, jeg står i gangen midt i faldet og ser på det, vi ikke kan tale om, det skulle ikke være kommet ud der, en fuldvoksen kvinde, med forstanden i behold, hvor er det pinligt, at hun nægter, skyld, at hun siger hun blev tvunget, hvad har hun gang i, der vader hun rundt i det enhver bør holde inde, indtil enhver er alene med sig selv, i et lukket rum der ikke kan sladre, der kan trække det ud, man har i sig, men det er for sent, det ligger spredt, og savner en helhed, savner en samlende bredde, det ligger så ensidigt hen, i fortolkningens vold, på trægulvet i gangen, med støvler og avispapir, begge materialer mennesket bevæges i, men som nu er forhindret i at nå ud til nogen, de er fyldt med hendes grimmeste klatter, er hun syg, eller er det en kunst forud for tiden, man spørger ikke til noget, da man finder hende

——

Ved aftentide fyldes hendes øjne, af grådens indtrængen, som skulle hendes åndedrag ikke blot beroliges, fordybes i hende, men helt stilne hen, det er hendes daglige nostalgi, der ringer på sindet, hun åbner i god tro, men den gennembanker hende, og når nattetimen er kommet, ligger hun vågen hen i smerte, ude af stand til at bedøve sig; selvmedicinen er hendes hund, jeg kæler, jeg fodrer, jeg hviler hovedet på dens mave, jeg ser den i øjnene og spørger, men hun ser, at den har øjne af sten i nat, hun skræmmer sig selv ved sin frygt, hun er bange for at hun ikke er den andre tror hun er; de forstenede blikke må betyde noget, overtyde noget, der skal gå op for hende, men et massivt vandfald trækker hende ud, først forbitres hun over at naturkræfterne flår hende i mange stykker, siden elsker jeg den kropsløse gene, hunden begynder at tale, og hun ved den har ret, hun skal sove nu, natten er tilberedt, men den lugter, af blodig pøl, og et opbud af strenghed, af en magtfuld fader så rolig at noget skrækkeligt må være hændt, og det hænder siger hunden, at medicinen, vil brænde yderst på ansigtet, en fornemmelse, altså, en fornemmelse, gentager jeg, og mindes, ja, siger hunden, men stadig indenunder huden; der hvor troskab lokaliseres; min troskab trives bedst udenfor byen, hun føjer driften til at opkaste sig til alle andre, hengivet, uden et formål; det kunne være kærlighed, tænker jeg, men hundens mund forstenes, som jeg taler over mig, med det formål at gå i bund, virkeligt kæmpe for hver en tanke, slå smerterne ned en for en med ordene som vågent vidne til fingre, der griber fat i tidens skifte, og hiver frem og tilbage, uforsvarligt som skrald på vejen, hun skvatter over sig selv, og ser tilliden udligne troskaben på en klar og saltet himmel, der gøres mægtig i brystet, på en mand, hvis krop er bekymringsfri. Igennem mine grålige gardiner blænder solen op for en ny dag, hunden sidder stille som en sten, min krop er øm og trænger til at sove, hun vil forsøge igen næste nat.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!