Vejrtrækninger, flokdyr og en helt almen opskrift

Det er egentlig vildt så meget man kan opnå ved, at trække vejret helt ned i maven. Omvendt er der ikke ret meget man kan opnå, hvis man slet ikke trækker vejret! Lidt ligesom at man bliver nødt til at indtage føde, for at overleve, men ved hjælp af den rigtige føde kan en harmonisk kropstilstand blive dannet.

Hm. Jeg starter lige et andet sted. I forgårs bagte jeg kernesunde kanelsnegle. Det lyder utrolig pænt, men det var en rædsel uden lige. Skidtet ville ikke hænge sammen! Først kom jeg til at røre 3 æg i, istedet for 1, og dernæst tog min kreativitet overhånd, hvilket er helt almen procedure for mig, når jeg slavisk skal følge noget som helst. Det plejer da at gå…. I dette tilfælde blev udfaldet dog katastrofalt, og jeg måtte fedte dejen af bagepapiret, ned i køkkenmaskinen igen og i med det hvedemel hele projektet handlede om at undgå!!! LORT! Lorte kanelsnegle, der kom ud som på hårde boller, føj. Hvorfor skete det? Som indrømmet, fordi jeg ikke kan følge en opskrift. Men også fordi jeg ALDRIG har bagt kanelsnegle før, og alligevel lægger ud med en relativ kompliceret helse en af slagsen! Havde jeg været en haj til den almindelige, havde der nok ringet et par klokker, før jeg stod med udrullet dej uden nogen form for sammenhængskraft what so ever!

Min pointe er, at man må lære hvad det vil sige at være normal, før man kan være afvige det normale meningsfuldt. (En del af at være normal er, at føle sig en smule anderledes end mængden på visse områder, så fortvivl ej hvis du ”altid har følt dig anderledes”!!) Da jeg aflagde mig min tro, mærkede jeg hvordan der lige så langsomt opstod fanatiske tendenser på andre områder – lyst til at indgå i andre ekstreme grupper.

- Vi skal altid ses i en social kontekst, for ville vi overhovedet eksistere individuelt uden andre? Det lader vi filosofferne tage sig af, og springer i stedet videre til ”social epistemologi” – eller ”social erkendelsesteori”.  Og hvad ved jeg så om det? Sagligt set – ikke en disse. Men jeg er god til at blive fascineret af folk – især af modne mandfolk, der kan sige lange sætninger jeg umiddelbart tror giver mening, uden decideret at forstå betydningen. En af mine lovers hedder pt. Cass Sunstein og han, mine damer og herrer, er ekspert på gruppepolarisering.

I hans bog ”How like minds unite and divide” beskriver han hvordan samtalen mellem uenige grupper, kan forstærke gruppernes oprindelige holdninger. Han ser på individets bedømmelse af retfærdighed, sammenlignet med, når det individ kommer i en homogen gruppe. Her tyder alt (alt det han har linet op) på, at holdningen hos den enkelte i voldsom grad radikaliseres – forstærkes i mødet med de andre. Mødes man med ikke-gruppe-medlemmer, der kritiserer ens holdning, kan holdningen også vise sig at blive forstærket, såfremt vedkommende har en snæver omgangskreds med samme synspunkter. På side 8 står der:

”When people find themselves in groups of like-minded types, they are especially likely to move to extremes.”

Og længere nede:

“When people talk to like-minded others, they tend to amplify their preexisting views, and to do so in a way that reduces their internal diversity”

Da jeg læste det, kom jeg naturligvis til at reflektere en masse over min tidligere færden som kristen. Kort sagt; man ser det ikke når man står i det! Jeg var ganske enkelt overbevist – fuldstændig overbevist – og nu hvor jeg ikke længere har en kristen omgangskreds, er fanatismen forsvundet.

Når jeg skriver, at jeg må blive normal, mener jeg ikke at man generelt skal isolere sig fra alle små interessegrupper, for det er netop den specialisering, der gør livet dynamisk og engagerende for den enkelte. Man kan MEGET i grupper, i mødet og relationen med andre – ja man kan ikke trække vejret uden. Men der må være GODE måder og mindre gode måder, at være i disse relationer på – nøjagtig som man kan trække vejret på skadelig eller opbyggende vis. Status på min jagt efter sandhed må være, at jeg lige nu skal lære at være ”verdslig”, og herefter må jeg så med et selverkendende sind gå ind i det spor, jeg måtte finde rigtigt for livet. Håber det lykkes bedre end det gjorde for de kernesunde snegle..

PS:

Min dejlige mand er netop nu ved at lave chokoladekiks! Sunde? Nej, det kan man ikke sige denne gang, men normale mennesker kan godt se bort fra fedtindhold indimellem ik? Opskriften på de knapt så sunde chokoladekiks er nem – så nem at jeg burde lave dem, men efter mit nederlag skal jeg liiiige sunde mig lidt. Med en tudekiks?:-)

Opskriften er:

100 gram fuldkornshvede

200 gram fuldkornsrismel

1 teske hjortetaksalt

100 gram flormelis

150 gram ægte smør

Lidt vaniljesukker

1 æg

Alt blandes og æltes grundigt – så i køleskab en halv time (her kan man blande kakaocremen)- så på bagepapir hvor dejen udrulles og deles kvadratiske (sådan cirka) kiks-agtige udskæringer- i ovnen på 200 grader i 10 minutter.

Kakaocremen:

100 gram ægte smør

250 gram flormelis

Lidt rismælk (eller hvad man lige har)

Vaniljesukker

Og kakao så man synes smagen er tilpas (ca. 1 dl)

Og så er det jo bare at klaske cremen i kiksene, som var de prince, og så i køleskab med dem.