Vi kaldtes vindere

23. December 2013 af Maria Guldager

I dit skæve smil- og vintervejr- lÃ¥ vi i splid – mens varmen gik til spilde – i carporten- hvor folkene stod – fattet- knyttet tæt – sammen i troskab- og sÃ¥ pÃ¥- huset- Fra det de andre ville- fra det de andre stadig hÃ¥ner- stykkede du det- sammen der er dit- fra det stykkede- du mig -  din drøm – kropsliggjort- befriet – fra et punkt i din – fortielse hvor konflikten mellem – fantasi og fremmedgørelse- opløstes- og du opgav- selvsikkerheden for at fÃ¥ – del i virkeligheden- Tropperne sniger sig ind pÃ¥ min – krop, belejret- med din selvoplevelses – datidspræg, jeg er- din fantasi- gjort virkelig- Jeg træder dig – i bund- sÃ¥ din usikkerhed- føler  at det modsatte -af en – garanti er virkeligt, det- modsatte af en fortid, var – du med- i vore  – beslutninger, der nu løftes – op i hæderfuld vanære, hvem – nærer, kun- de nære – næsten selvisk- af dig- at foreslÃ¥ – Dine drifter flyver til-  himmels, tavst stÃ¥r trodsigheden  – tilbage og ser frem mod- mig- der præsenterer den  – for en verden- af malerier- der opløser – motiverne der var med – farve, vi flyver – over skyerne og holder – stille over det store – hav, hav mod- til at falde med – mig, siger du, din – frygt er ikke længere – blandt os -  MÃ¥dehold – vandrede gennem – skoven og kroppen, uden nogen – til at lede huset – fandt det -  problemer ved hvert et – blad, en duft af – dyd, tog overhÃ¥nd, blandede  – sig med naturens – rige, jeg – fortrød det jeg – sagde, vi vandrer nu – sammen i den – mudrede jord, fra træernes rodfæstede fangearme til støttesten – kaster jeg det fra – mig, du har skænket- Du er  -ikke min – modsætning, forvisser du med en – usikker røst der – kropsliggøres – i min arm der aer- nakken- pÃ¥ en hjort sÃ¥ – forsvarsløs og uden – tankeindhold – Din hÃ¥rde nævenyttige mave knurrer  – aldrig, jeg drikker og – sejler, indtil den sandhed du – vil høre fremmes i munden pÃ¥ – dig som forøget – spytproduktion, og putter – dig i tæpper vævet over – Ã¥rhundreder med største -fred i hænderne-  Mælkeskind – til dessert tager du – til orde, min stemme i din – mund og den samme regnjakke over – ryggene under træet under – himlen under livet, kirtler – der forsmÃ¥r selv – den største ædedolk – Jeg vil føje, vil – jeg vil, vil – Vil føje mit legeme til dit, mærke – din puls pÃ¥- min hals, og bagsiden af dine øjne, se-  dig, se mig, se – dig, se en – udvej af mig selv- Det levende vænner – sig til det døde – i dig- der vil vende sig mod – mig, og tage for – sig af ord som – orme- oral – tyngde – Op kommer – oppefra, jeg – plukker himlens frugter, og – opdager din – regnjakke under mig, jeg – griber ud efter ‘fra oven’, og nÃ¥r- helt op – til hÃ¥ret pÃ¥ dine  -behov, tænk -du har – behov – for, jeg sulter – dig, indtil du indrømmer jeg- var dine – forsømmelser dengang, du- var ikke din – egen, jeg stÃ¥r nu over- drømmen- du taler- til min fod, der hviler – pÃ¥ din strube, luk op- for sluserne eller jeg- lader det hagle, sÃ¥ – du mister din- fred for dengang du- var en fremmed fantasi – Tropperne har meddelt – sig, jeg- ser dem campere – i mine blanke svedkapsler, de lukker- mig inde uden- at præsentere – skyggefriheden.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Skriv en kommentar

Bemærk: For at gøre bloggen så god som muligt, skal denne kommentar godkendes. Dette kan tage lidt tid, så lad venglist være med at skrive den igen!