Mit køleskab er spækket med alt hvad (jeg tillader) mit hjerte begærer. Grøntsager, frugt, fisk og god ost. Det føles dejligt. Og det føles nervepirrende. Hvornår kommer straffen? Suk, 20 sultne millioner mennesker er på flugt fra naturens vandmaskre i Pakistan, og vi ved om så mange steder i verden hvor ufred, sult og vold hærger. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg tro?

Der er meget kristendommen ikke kan forklare mig, og derfor føler jeg også, jeg render hovedet imod en mur hver gang jeg besøger en kirke i håbet om at ”blive klædt på” spirituelt. Lige meget hvor jeg forsøger, får jeg kun den ene vej præsenteret. Det mærkes i prædiken, i sangene og så sandelig også i de folk, som jeg får talt med på sådan en søndag. Der er mange måder at være på, at tænke på, men TROEN er den samme. Det har førhen beroliget mig. Fælles front trods forskellige vinkler. Nu bliver jeg harm, for hvordan kan man som gruppe lukke øjnene for alt det, der peger en anden vej?

Nogen gange har jeg lyst til at være lesbisk – bare fordi det støder mod de gamle overleveringers klippefaste ide om sammenhæng. Der har altid været uenighed i samfund trosmæssigt! Grunden til, vi er hvor vi er i dag, og andre kontinenter er hvor de er i dag (religiøst set), er at et flertal ”vandt”. Nogle kæmpede hårdere eller havde bare flere midler. Og så blev landets værdier grundlagt, og på samme tid dets minoriteter. Homoseksualitet har haft det svært hele vejen igennem, så vidt jeg ved? Hvis det pågældende styre har tilbedt en levende Gud, har det i hvert fald.

Men stupide forsøg på, at klemme mig selv ud –  af hvad end jeg betragter som – det ”for snævre” nytter ikke. Mht. seksualitet er jeg stadig ved at lære. Hvor gavmild må jeg være med min krop overfor andre end min mand? Hvad er formålet, hvad er skaderne opvejet mod gevinst? Det, der kan synes nok så dumt rationelt set, behøver ikke være det i praksis hvor følelser og utæmmelige tanker hersker. Her er smagen vigtig. En ret kan være nok så sund og ærbødig med fornufts-brillerne på, men i praksis tæller også smagen. Ja, det er rigtig dumt at tømme slikhylderne hver aften, og holde sit eget ædegilde derhjemme. Men en sådan dom må alligevel lade stå åbent for en mere følelsesladet forklaring. Vi har brug for livet skal smage godt – brug for det lækre, det let tilgængelige, det der kan give os den gode følelse vi hele livet jager.

Men bliver kroppen dvask, helbredet frossent og tænderne rådne – ja så må man overveje en anden måde, at opnå frihedsfølelsen på. Lige meget hvad, jeg begiver mig ud i synes der, at være en slagside. Hvis jeg bare går igennem EN dør for meget, så enter jeg til et ganske uønsket form for liv. Min 2-årige har lært at sige ”det er farligt”… Han bruger udtrykket flittigt, og jeg bliver nødt til at give ham ret. Det er immervæk farligt at være til. Men jeg prøver at droppe frygten for det der måtte komme, og det der måske allerede er. Det lykkes ikke altid, og fra tid til anden får jeg trang til at gå i kirke, lukke øjnene, bare tro, bare glemme, bare spise mig mæt i den foran mig serverede ideologi . Også det…kan være farligt. Alt efter hvad man mener, frihed er.

Meget bliver derfor holdt inde. Det føles jo også urigtigt, at brokke sig over de to i min verden jeg elsker allermest…

For det andet kommer jeg nemt til at forenkle sagerne på sådan en sum side her. Det er jo store spørgsmål jeg har, og jeg vil så nødigt give en opfattelse af, at jeg har et eneste svar. Når jeg bliver til (udvikler mig), bliver jeg i virkeligheden væk (forsvinder fra et til noget og måske til sidst til ingenting.) Måske er denne blog, min facebook og mine øvrige streger på livets tapet, et forsøg på at få lov til at være her – seriøst. Mine tanker forsvinder ofte, før jeg husker jeg havde dem, og hvem ved egentlig hvor meget pis jeg skal finde mig i hver dag, for at få mine børn velopdragne og lykkelige? Tålmodigheden, blikkene, sangene, bekymringerne og alt det andet usynlige kommer muligvis børnene til gode, men på den anden side er der også mange, der har måttet passe sig selv og i øvrigt kun leve af hvede og juice, som i dag klarer sig på lige fod med alle andre. Jeg er ikke nihilist, og jeg tror på, det betaler sig alt det jeg gør. Både med børn og i andre forhold – derfor gør jeg det. Men i det mindste kan du som skuespiller se tilbage på dine indspillede film, og være stolt af dit værk. Vi andre har ingen garantier. Visse resultater kan vi måske få folk til at huske, men hvad med alle de andre kraftanstrengelser? Alt bliver ædt op af tidens hast. Minder eller forestillinger om hvordan det mon var dengang, vil sjældent være korrekte, og jeg har ingen magt over sekundernes slag. Det er for engang skyld ikke for at tale om livets slutning. Selve livet nu og her kan bare synes så ligegyldigt, når jeg intet greb har om det. Ingen ser, ingen hører, ingen mindes- hverken jeg eller andre.

Altså medmindre der eksisterer en Gud. Men jeg ved snart ikke, om jeg i så tilfælde vil bryde ud i dans. For så ved denne Gud jo også, at jeg konstant gør egoistiske og tåbelige ting. Og så vanker der nok konsekvenser.

Jeg tror egentligt, at alle mennesker bare venter (ubevidst) på at møde et menneske, der vil gøre deres liv bedre. Ven, veninde, kæreste, adoptivmor – you name it! Det skal bare være en, der kan opfylde et basalt behov som anerkendelse indefra og ud, for så er man sindsmæssigt til stede.

Jeg’et er her mere, når det får sine bekræftende fix. Om det er fra en kærlig gut, eller en åndelig oplevelse ved en gudstjeneste. Det handler om at blive godkendt.

Der er flere veje til en godkendelse, men et vigtigt led er at opleve forståelse. En egenskab jeg selv så konstant craver at blive mødt med, for dog blot ofte ikke at kunne give den selv. Det er nemt at nikke forstående til en tragisk historie, men noget længere er der til mit empatiske væsen, når forståelsen skal gives til en anden part i vort skænderi.

Engang betragtede man tavshed som en dyd. Det er i hvert fald ikke en, jeg praktiserer her. Tværtimod så jeg helst vi smed de intetsigende lænker, og stod ved hvad vi er som mennesker. Ikke altid lige kloge.

Vi er til. Vi er her. Ikke mere eller mindre – det er blot følelser, der stikker os noget på ærmet. Jeg klamrer mig til min eksistens – derfor får jeg lavet øjenbryn. Man skal kunne se mig, se min ånd. Men jeg ved det jo godt. Min tilværelse er forbigående, og mit liv er nok det dummeste at holde fast i, når nu tidens orkan ikke har tænkt sig, at lade nogle blive stående.

Ved at gøre andre synlige, bliver vi det også selv, kan det synes. I behovet for at blive godkendt, ligger også behovet for at være værdig til at godkende andre. Men stadig kun i en tid. Venskaber går over, familiebånd bliver uægte, følelser og tanker flytter sig – tiden river det hele fra hinanden. Hvad kan redde mig? Selveksponering har jeg hermed argumenteret for ikke kan. Gud?

Hvis Gud dog bare svarede mig. Direkte.

Kristne vil mene Gud allerede giver svar, men at jeg blot ikke hører dem. Det er vås i mine ører. Det lyder så fascinerende og magisk til at starte med, men hey så er det lige, at ens egne følelser og tanker har det med at blande sig ind i opfattelsen af, hvad Gud har sagt. Jeg er træt af hjernespind, og mirakler der kun muligvis er mirakler. Det er ikke for at underkende hvad andre har oplevet af storslåethed, men jeg er selv utilstrækkelig, når det kommer til at tro.

Men modsat – hvis Gud IKKE er til….. Lone Frank, som jeg er ret vild med, er af denne overbevisning. Ingen mening, intet liv bagefter. Først mærkede jeg lettelsen i mig selv. Tænk hvis jeg virkelig slipper for dommedag, og for at se i øjnene hvor elendig jeg inderst inde er. Ja ofte skal man ikke engang så langt ind som til det inderste, før elendigheden spores. Dernæst overtog  tomheden mig. Hva så? Hvorfor så?

Jeg har brug for, der er en barmhjertig Gud. Men bare fordi jeg har brug for det, kan jeg ikke få mig selv til, at tro det som værende sandhed. Enten er det rigtigt eller også er det ikke – uafhængigt af mine egne ønsker til det. Men jeg kan vel godt håbe det.. Ligesom jeg håber, at min bror får en fantastisk kæreste, selvom jeg ikke kan gøre noget for at påvirke det. Når nu ikke han vil på blind dates med mine singlepiger.  Jeg håber Gud er til, men jeg håber ikke en vred og dømmende Gud er til. Åh hvor jeg ikke håber det. Så kan man lige så godt brænde mig nu. Hvorfor være til i et liv, for at steges i helvede i et evigt liv efterfølgende. Jeg kan ikke tro på Jesus-ordentligt. Mine varme følelser er ikke nok! Ord fra så gammel tid er ikke nok. Hvis jeg går over til at HÅBE på Jesus, som jeg gør det med Gud, ser det jo stadig sort ud, eftersom jeg ikke har den tro han kræver.

Hvis du læser dette, og ikke kender til kristendommen så indgående som jeg, må det lyde lidt absurd det hele. Hvorfor ikke bare glemme alt om religion, og i stedet hengive dig til nuet? Selvom jeg ikke længere er fanatisk, må jeg til det svare, at jeg tror vi sjældent kan se hvad der bedst for os, at begive os ud i. Selv når vi tror, at vi ved det. Min mand ville ikke have en polterabend inden vores store dag, det fik han sagt højt og tydeligt til alle han kendte. Men det ironiske var så, at da han ikke fik nogen polterabend, blev han utroligt såret og revurderede alle sine venner. Præcis ligesom i går til en sammenkomst, hvor jeg havde forberedt mig på at afvise at tale om graviditeten, fordi jeg selv er så uafklaret følelsesmæssigt endnu, og hvor jeg så i stedet bliver ramt af en dårlig selvfølelse, fordi ingen spørger til det. Ingen spørger til det, jeg ikke vil have dem til at spørge til, og jeg bliver ked af det – ja du forstod det rigtigt! Nogen gange fungerer man mindre hensigtsmæssigt som menneske, ik? Platte eksempler måske… Kunne være så mange andre episoder.

På grund af menneskets dumhed og manglende evne til at færdes solo, søger jeg den mening, Lone Frank ikke tror, er til. Jeg har ikke nok i mig selv. Jeg har ikke nok i andre mennesker eller i naturen eller litteraturen eller videnskaben eller noget andet.

Min plan er at gå i en folkekirke igen. Mest fordi jeg ikke aner, hvor ellers jeg skal gå hen.

Men hvad er derinde bag øjnene, under huden og alt det synlige – udover det krampagtige begær efter at blive elsket, velanset og personificeret? Svaret er; Det eneste der adskiller os fra hinanden – vore lyster (hvilket, ifølge mig, udgør talenter, drømme, viljestyrke, overlevelsesevne osv.) !

Efter mit brud med kristentroen (en sætning, der stadig får mig til at skælve) betragter jeg lysten som den positive drift, der gør os i stand til dagens modvind. Lysten til selv at have det gode liv, er den kraftigste af alle, og er den der har motiveret mig allermest EVER.

Måske vil man stemple det som værende udtryk for, at kristne lever for andre mennesker, mens jeg nu lever for mig selv. Det kan dog også bare være, at jeg her er i kontakt med min sande natur. Kristne vil indvende, at det netop er menneskets sande natur, man bør kæmpe imod som kristen.  Eller rettere sagt vil kristne nok sige, at menneskets sande natur blevet fordærvet af synd, og det er så den syndige del, der kæmper imod den rene guds-billedlige.

Når jeg NU bruger termet ”sand natur”, så tænker jeg på nogle fysiske forhold som feromoner, der bestemmer hvem vi tiltrækkes af, og laver gode børn med, samt hjernestruktur og teorier om menneskets dyriske tendenser osv. Ift. det indre tænker jeg på det JEG, som man dybest set er – enten pga. arv/ evolution/skabelse  eller miljø- men som let skubbes i baggrunden til fordel for nyere personlighedselementer.

Sand natur handler om lyst, og lyst er afhængig af forestillingen om det gode liv for en sig og sine.

Altså; Før så jeg det sådan, at der var de dårlige menneskelige lyster, og så de gode gudgivne lyster. Nu ser jeg livets drivkraft meget mere nuanceret. Fx er det gået op for mig hvor kontekstbestemt en livsdrøm er. Når 3.G’er fumler rundt i deres uddannelsesønsker, og ærligt må svare ”jeg aner ikke hvad jeg vil være”, så er min teori, at det er fordi de befinder sig i en række af sammenhænge. Havde de primært en type venner (/relaterbare personer i omgangskredsen)  – eksempelvis venner med klar og prioriterende holdning overfor videregående uddannelser – så ville visse muligheder allerede være lukket. Når der sker et boom på min facebook med bekendte, der rejser land og rige rundt, ja så er det fordi norm-drømmen er sådan i netop den kreds. Mens andre FB-kredse kan være nok så lokale, og slet ikke ønske sig ud af egen by.

Udover det, kan det være selvtillidsproblemer, der forårsager en forvirring om livsvej, men typisk tror jeg, det handler om, at man ikke har stået med hænderne i netop en kontekst, for da vil man typisk udvikle drømme indenfor den arena.

Da jeg startede på mit studie var jeg dybt motiveret. Det er jeg stadig. Jeg har udviklet drømme indenfor den branche og gjort mig mange forestillinger om hvordan det bliver, at være færdig engang. Da babyen kom, fik mine omgivelser at vide, hvor uønsket en drøm, der lå i min mave nu. Men jeg har indset, at kontekstdrømme også kan stoppe en i at udvikle et naturligt liv i overensstemmelse med det JEG, man ikke kan vælge sig til, men blot indeholder. Indviklet skrevet ja, men kort sagt er jeg lige nu en omstillingsfase, der skal få mig til at omfavne det liv, der bliver givet mig.

Jeg er typen, der bedst kan lide det mad jeg selv har lavet, og det er ikke nemt for mig, at skulle affinde mig med at få frem for at tage. En ting er, at de fleste i min omgangskreds ikke er børneklar og jeg derfor kan føle mig alene med de opgaver der hører til mor-livet (og derfor ikke liiige synes en tre’er er på sin plads nu), men en anden ting er, at jeg ganske enkelt ikke har en umiddelbar lystfølelse ift. det at være SÅ meget mor. Sådan til tre så små (og dermed krævende) børn, og med en mand der gerne vil arbejde 70 timer om ugen. Jeg synes ærlig talt, at jeg giver alt hvad jeg har i mig til de to udklækkede…

Men hele min pointe i det her blogindlæg er, at menneskets sjæl rummer flere kraftfyldte lyster, hvoraf dem vi normalt taler om og følger er selvvalgte kontekstbestemte. Såsom “jeg vil gerne have den uddannelse, og forme den karriere”.

Der må være et lag nedenunder. Noget vi ikke ser til daglig. Lyster, der ville komme til udtryk, hvis man havde et liv i et helt andet miljø. De lyster må vi hive op til overfladen, når livet tager en uventet drejning. Lysten til det gode liv, som man ikke selv lige havde planlagt sådan.

Jeg må indeholde en stærk moderlig lyst, der ville have været synlig for mig, hvis jeg tilhørte en kultur, hvor jeg ikke var noget værd uden børn. For eksempel. Hmm sjælen er formelig, thank God. Og øjnene er bare for syns skyld.

PS:

Baby kom frit frem – mit hjerte smeltede da jeg så dig på scanningen. Lange ben som de andre to. Smuk og livlig. Lover at elske dig- please vær levende, når du kommer ud omkring den 31.december….

I nat vågnede jeg op skræmt og ængstelig, og jeg kunne huske hver detalje af drømmen, hvilket sjældent er tilfældet for mig. Det gennemgående var en uhyggelig mand, som jeg ikke kunne undslippe. Det startede med at være min barndomsvenindes far (der fysisk forgreb sig på hende dengang) og ændrede sig så til en anden elitær og uhyggelig mand, som jeg ikke længere husker personificeret. Jeg skulle redde veninden, men vi havde gymnastiktime på vores gamle folkeskole. Og så kan man jo ikke bare stikke af!! Efter timen skjulte vi os i et mørkt og koldt rum, og herefter var venindens fars rolle en anden mand, og nu var han på jagt udelukkende efter mig. Han kontrollerede mig – jeg kunne ikke gå, for så ville han blive sur. Jeg behøvede ham, og skælvede af skræk for ham på samme tid. Jeg blev lukket inde i et rum. Min telefon virkede ikke. Jeg var så bange for ham – han var stor og frygtindgydende.

Den egentlige handling i drømmen, husker jeg ikke.

Alligevel er der flere elementer i drømmen, der kan tolkes. Fx er en gymnastiksal og mig som barn et symbol på nedværdigelse og utilstrækkelighed. Og at jeg hele tiden ville flygte, men var bundet af mandens magt, holdt fange, holdt nede af dette store farlige hankøn-  er nok i kongruens med, at jeg har nogle ret store issues hvad angår mænd…

Men selvom jeg har luret noget af symbolikken, er jeg ret lost i oversættelsen. Det var ren rædsel fra ende til anden………… Sådan vil jeg trods alt ikke betegne mit liv lige nu? Jeg har jordens dejligste børn, der griner til hinanden og hele tiden udvikler sig. Det, jeg så i drømmen var en angst. En sort sky af frygt for den, der er stærkere og kan kvæle mig, og som jeg ikke kan flygte fra. Måske det handler om den gudeskikkelse, jeg virkelig savner? Jeg har jo ikke lyst til at kalde mig ikke-kristen, for så mister jeg mit, nu meget spinkle, håb om noget evigt godt, barmhjertigt og livs-indgribende. Samtidig kan jeg ikke vide det jeg gør nu, og hengive mig til følelserne i lovsange og gamle tros-minder. Men hvad er jeg bange for? Gud eller ensomheden?

Det kan også ske, at have en parforholdsdimension over sig.. Vi står midt i beslutning om flyt, og jeg har svært ved at tage familielivets vilkår til mig. I stedet tænker jeg så ofte over hvor nemt det ville være, at leve solo med børnene. Hensyn, kompromis, forklaringer og fokus på vores fællesskab og ikke bare på mit selskab. Det er hårdt at være to for en rendyrket egotripper som jeg. Og dog så uundværligt. Men på trods af den stærke kærlighed, rammer det stadig nerven i mit livsdilemma nu; Hvad skal prioriteres? Handler livet om at udleve min lidenskab, eller om at være næstekærlig frem for alt… ”Et godt mix” er ikke noget svar, men bare en mangel på stillingtagen.

Til disse indre komplekse samtaler kommer ligeledes, at jeg er ganske frygtpræget som person. Og at jeg pt oplever jeg er STUCK i en nederen krop med et nederen sind. Måske er det i virkeligheden ikke så svært at forstå en drøm, hvor jeg prøver at undslippe dæmonerne…

Jeg bruger ordet ’fodring’, selvom det minder mig om mange mislykkede surdejs(-fordrings) forsøg samt alt for platte serier om vampyrer. Men i valg af ordbruget ligger en analogi til min nuværende syge og SULTNE krop. Det er meget op og ned her, men som altid når jeg er gravid (især første trimester) så er det mest NED. Uanset gode dage er jeg konstant sulten. Det eneste jeg kan gøre for at bevare åndedrættet, er at spise. Spise kvalmen væk, spise når jeg har kastet op, spise mig til energi, spise mig til en bedre smag i munden, spise for at undgå diverse smerter spise spise spise! Min krop skal konstant fodres, for at hænge lidt sammen. Jeg kan ærligt sige, at jeg hamrende træt af at spise- hvor forkælet det end lyder overfor de, der ikke KAN spise. Problemet er, at jeg ingen lyst har til at komme noget i munden, og alligevel kræver min smertende mave det. For mig er det hårdt arbejde at spise pt., og psykisk hjælper det ikke just, at jeg blot ser mig selv blive federe og federe!

Så i den afmagt fodrer jeg mig selv med magt…

Og sådan er det i venskaber; der skal fodres med affektion, for ellers dør venskabet som en plante uden vand. Det skal i sagens natur ikke være en smertefuld proces at fodre et venskab, men når livet spidser til, kan man, som jeg med mad, pleje venskaberne selvtvunget alene med udsigt til dets udbytte. Kærlighed er et lukket (og dog foranderligt) cirkulært system, hvor parterne kun befinder sig, så længe det modtager, eller har udsigt til at modtage på sigt. Selve det at blive forventet positive handlinger af, er ganske nyttigt for egen lyst til tilværelsen, da man i dette (først vennens, så eget) lys ejer en værdifuld kompetence.

Min fodringsteori handler om underliggende nødvendige dynamiske  processer, som vi helst ikke bemærker, på trods af det er en meta-logik vi egentlig alle ved findes aller nederst. Det barske i sandheden om venskaber opstår først, når den ene part opdager den anden parts processering. Altså, når jeg får øje på, at min veninde kun gider mig, fordi jeg bekræfter hendes tro på sig selv—fordi jeg giver hende en følelse af værd. Ikke via komplimenter og kærtegn, selvom disse også hører til et venskab, men vha. mit syn på hende som hun nu  kan spejle sig i. Bliver mit syn (ifølge hende) forvrænget og til gene for hende og det ikke synes at være til at ændre, ryger jeg ud i hendes kærlighed. Tænk selv efter- har du en eneste ven, der opfatter dig som en skidt person?

Hvis jeg mister mit gode (eller bare overvejende gode) blik på min ven, er JEG ikke længere nogen fantastisk personlighed i hendes øjne, hvilket er ganske skidt for mit ego at indse. Jeg – i mig selv- er altså ikke unik og vidunderlig, som jeg da helst opfatter mig, for mine relationer. Indsats – kærlighedskompetence- kræves. Dog findes der en endnu tidligere udvælgelses-proces i venskaber, der gør det yderst flatterende, at den ene part ønsker NETOP den anden parts fordring, men det vil fylde for meget at skrive her. (Der kan nemlig også være tale om en udvælgelse, der sker ubevidst, fordi parten mangler det ene eller andet fra et tidligere livs-stadie.)

At blive elsket handler altså på primitiv dåse-formel om anerkendelse – værd-  frigørelse fra ensomhedsvilkåret –  om at opnå JEG ER I LIVE-følelsen. Det er altså essentielt at blive elsket, og for at gentage mig selv blot i en anden vending; man må elske for at blive elsket, og man må blive elsket for elske!

Som i et frit husket citat af Merethe Pryds Helle, forbløffes jeg ofte over hvor lidt man forstår døden, mens man er levende. Måske er det netop derfor, at det er så vigtigt at føle sig i live; simpelthen for kognitivt at komme døden fjernere. Og måske derfor er dødstankerne, for nogle af os, ikke langt væk, når relationerne smuldrer i mislykkede kærlighedsprocesser.

PS: Nu vil jeg gå i køkkenet (så jeg kan få noget mad IGEN IGEN IGEN!!!) og lave min egen udgave af magasignets mad’s opskrift på:

Frisk pasta i tomatsauce med oliven:

• 300 g røde og orange cherrytomater (de kommes i ovnen sammen med løgene gerne en times tid – i med det våde  og blend det- til sidst smuldret feta, oliven, stegt champignon og urterne- drys med pinjekerner)
• Olivenolie til stegning af skiveskåret champignon
• 1½ dl sorte oliven
• 4 snittede rødløg
• 4 fed hvidløg
• 2 spsk. koncentreret grøntsagsfond
• 1½ dl vand
• 2 spsk. balsamico-eddike
• 1 potte frisk basilikum
• 1 håndfuld bredbladet persille
• 200 g fetaost
• 250 gram tørristede pinjekerner
• Økologisk fuldkorns fettuccine

Lige for tiden er der absolut ingenting fornuftigt at se i fjernsynet, så jeg skruede om på dr2 og faldt i staver til noget jeg troede var en dokumentar om middelalderen. ”The Tudors”, som serien hed, viser sig så at være det vildeste spændingsdrama fra tiden før reformationen i England. Du ved, paver og hele pivtøjet. Det gribende for mig var de fantastiske kvinders mangel på magt over egen situation. Jeg vidste det jo godt, men når man ser det på den måde, så går det limbiske system altså aggressivt til værks, og fremkalder det rene raseri over mændenes arrogance.

Jeg prøvede at forestille mig, at det var mig der måtte neje hver gang en mand kom ind i rummet – at det var mig der absolut ingen rettigheder havde; ikke engang til at sige fra overfor sex- at det var mig der ikke havde en selvvalgt fremtid at se frem til, men blot måtte tage hvad der kom til mig og håbe på at kunne føde drenge- at det var mig, der var gift med en mand der (hvis jeg var heldig) kun havde elsket mig kort, og herpå betragtede mig som husholderske.  Men jeg kunne ikke. Bedre gik det med at forestille mig selv i rollen som Wolsey, der ville slå kongen ihjel og som på grund af disse planer blev halshugget.

Jeg kan skrive meget mere om kvindeundertrykkelse, for i de senere år har jeg kun forbundet det ord med burkaer og koner til terrorister i fjerne hallal-lande. Men her til lands har vi jo også været voldsomt undertrykte, og jeg mener ikke bare det her med, at det har været svært at klare sig uden at være gift. Nej jeg vil længere tilbage, når min forargelse skal retfærdiggøres helt. Der hvor kvindens største ønske var, at kunne føde børn, og naturligvis helst sønner.

Og så er vi ved at være ved det, jeg egentlig ønsker at skrive om. Mit aha-moment kom da slaven i The Tudors knælede i kirken, og så inderligt bad om, at hun måtte føde en dreng, eftersom hun havde født 5 dødfødte og kun en levende pige. Nånej, sagde jeg slaven? Hun havde krone på, og var fucking dronningen! Ja, jeg blev så arrig- tænk at selv en majestæt var så skide underlagt mændenes powershow! Nå, men da hun fremsagde det inderlige ønske, slog det mig hvorfor hun og alle kvinder helt tilbage fra bibelens tid, så inderligt måtte have unger;

For at blive anerkendt som det hun følte, hendes true self var.

Når der ikke er noget der hedder uddannelse, beskæftigelse eller nogen som helst form for anden selvudfoldelse, der ville avle andres (dengang måske især mænds??) anerkendelse, så er det klart, at moderskabet bliver DET man lever for.

Denne erkendelse gav mig et helt nyt perspektiv. Det jeg BRÆNDER for lige nu, har jo samme begrundelse, som kvinderne der dengang brændte for moderskab.

Anerkendelse, selvrealisering og oplevelsen af at leve som det man født til.

Jeg brænder for at blive uddannet, og få en karriere af en helt specificeret art. VIRKELIG MEGET. Men nu med dette perspektiv ser jeg, at jeg er drevet af samme underliggende motiver for at opnå det, jeg vil. Og det gør, at jeg stopper op og husker at jeg er som jeg er, fordi det samfund jeg er i, kun viser mig denne mulighed.

Hvad lever vi kvinder for i dag? Vi er forskellige, javist, men er det vi alle ønsker ikke; økonomisk frihed? Frihed til at gøre hvad vi vil, for vore egne penge. Om det så er fordi man vil ud og hjælpe fattige i Afrika, om man vil gå hjemme og holde hus for en mand, om man vil have karriere eller om man vil være mor – ALLE ønsker vi økonomisk frihed i en vis grad, for det er sådan vi kan se vore drømme mulige. Noget kvinderne på den tid slet ikke spekulerede på. Tror jeg. Måske gjorde de..

Jeg betragter ikke fortidens kvinder som ubegavede! Så ville kvinders situation stadig være af porcelæn, men tværtimod kan de lære mig noget lige nu…

Jeg er blevet gravid ufrivilligt. Vi har brugt beskyttelse, men stregerne er der på testen. Jeg har gået og følt mig så undertrykt som kvinde – tænk, at der bare kan opstå liv, selvom jeg gør hvad jeg kan for at undgå det. Tænk, at jeg nu etisk set bør smide alt hvad jeg har i hænderne, og indgå i barselslivet. NO WAY.

Tænkte jeg, og i overmorgen har jeg en tid til en abort på sygehuset. Det har været en svær og lang proces at nå til den aftale om sygehus-tid. Og jeg har været i tvivl hvert sekund, for hvem ville ikke elske en ny baby, når først den blev til, på trods af regeringens spareplaner og vores ELENDIGE økonomi med en arbejdsløs mand og to små rollinger i forvejen. Da dronningen bad, så inderligt bad, gik det op for mig, at jeg må aflyse den tid. Vi er i en tid nu, hvor kvinder har mulighed og MASSER af kompetence til at gøre karriere. Men jeg må ikke glemme min kvindelighed, og at jeg fra naturens side OGSÅ er skabt til at føde børn.

DET, der gør mig GLAD og for mig til at føle mig SMUK som KVINDE, er når andre anerkender hvor fantastisk jeg gør et stykke arbejde, som jeg er virkelig god til. Det kan være alt fra selve det at se godt ud (det er nemlig også et stykke arbejde!!!) til det at beherske noget fagligt.

Mor-rollen er vidunderlig på mange andre områder, men jeg kan ikke være med på selvrealiseringsbanen. Jeg føler mig udkørt pga. manglende nattesøvn, tyk fordi der ikke er tid og energi til træning, utjekket fordi der ikke er overskud til flot makeup, ude af trit med omverden fordi alle omkring mig er midt i arbejds/studie-livet og jeg føler, at jeg er en kæmpe belastning sammen med mine børn; eksempelvis en spisesituation på restaurant eller besøg ved venner uden børn eller i en forretning, hvor der bliver væltet diverse eller skreget lige rigeligt.

Men det er jo en dyd at være mor. En gave. En naturlig en, og jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil tage den naturs udfoldelse i egen hånd nu. At kunne give liv, må jeg ikke tage så let på. Aha!

Her 4 år, 2 børn, adskillige byer og omgangskredse senere hænger skjorten der endnu. Med tag. Hver gang Mikael får lyst til at se sort og hot ud, kommer der en eller flere af disse forhindringer i vejen; Vi kan ikke nå at stryge den, vi kan ikke finde strygejernet, Jason går amok hvis vi stryger og han ikke må røre, Vi kan ikke finde ud af at stryge, Vi har ofte ødelagt tøj ved strygning og så er der lige den, som alle undskyldningerne bunder i: VI GIDER IKKE!

SUK! Hvor er det til grin, at vi ikke kan tage os sammen. Sådan er det i mange forhold, der kræver dét af os, vi virkelig ikke er interesserede i at give. Så hellere anvende alternativer end at punge op med det energikrævende. Jeg fordømmer min egen inerti, men samtidig vil jeg gøre en pointe ud af, at det ikke desto mindre forholder sig netop sådan.

Jeg kom engang til at skrive i en opgave, at hvis blot guleroden var tilstrækkelig fristende, så ville alle arbejde hårdt for at få den. Det måtte jeg ikke skrive uden kildehenvisning. Kilden er min erfaring med min egen dovenskab (ikke så brugbar en henvisning i samfundsfag:-)). Men hvis så der er noget, jeg kan se vil gavne mig VOLDSOMT meget at få, ja så kan selv strygejernet blive sat i brug. En skjorte kan ikke gøre det, men et forsørgelsesgrundlag kan. En flot krop kan. En bedste veninde kan. Et fantastisk sexliv kan. Ja alt til hvilke, der for mig ikke er alternativer. Om ”GUD” kan ved jeg endnu ikke – findes der ikke en del alternativer, før jeg igen skal tro på det jeg hverken kan se eller mærke eller forstå?

Hm. Jeg starter lige et andet sted. I forgårs bagte jeg kernesunde kanelsnegle. Det lyder utrolig pænt, men det var en rædsel uden lige. Skidtet ville ikke hænge sammen! Først kom jeg til at røre 3 æg i, istedet for 1, og dernæst tog min kreativitet overhånd, hvilket er helt almen procedure for mig, når jeg slavisk skal følge noget som helst. Det plejer da at gå…. I dette tilfælde blev udfaldet dog katastrofalt, og jeg måtte fedte dejen af bagepapiret, ned i køkkenmaskinen igen og i med det hvedemel hele projektet handlede om at undgå!!! LORT! Lorte kanelsnegle, der kom ud som på hårde boller, føj. Hvorfor skete det? Som indrømmet, fordi jeg ikke kan følge en opskrift. Men også fordi jeg ALDRIG har bagt kanelsnegle før, og alligevel lægger ud med en relativ kompliceret helse en af slagsen! Havde jeg været en haj til den almindelige, havde der nok ringet et par klokker, før jeg stod med udrullet dej uden nogen form for sammenhængskraft what so ever!

Min pointe er, at man må lære hvad det vil sige at være normal, før man kan være afvige det normale meningsfuldt. (En del af at være normal er, at føle sig en smule anderledes end mængden på visse områder, så fortvivl ej hvis du ”altid har følt dig anderledes”!!) Da jeg aflagde mig min tro, mærkede jeg hvordan der lige så langsomt opstod fanatiske tendenser på andre områder – lyst til at indgå i andre ekstreme grupper.

- Vi skal altid ses i en social kontekst, for ville vi overhovedet eksistere individuelt uden andre? Det lader vi filosofferne tage sig af, og springer i stedet videre til ”social epistemologi” – eller ”social erkendelsesteori”.  Og hvad ved jeg så om det? Sagligt set – ikke en disse. Men jeg er god til at blive fascineret af folk – især af modne mandfolk, der kan sige lange sætninger jeg umiddelbart tror giver mening, uden decideret at forstå betydningen. En af mine lovers hedder pt. Cass Sunstein og han, mine damer og herrer, er ekspert på gruppepolarisering.

I hans bog ”How like minds unite and divide” beskriver han hvordan samtalen mellem uenige grupper, kan forstærke gruppernes oprindelige holdninger. Han ser på individets bedømmelse af retfærdighed, sammenlignet med, når det individ kommer i en homogen gruppe. Her tyder alt (alt det han har linet op) på, at holdningen hos den enkelte i voldsom grad radikaliseres – forstærkes i mødet med de andre. Mødes man med ikke-gruppe-medlemmer, der kritiserer ens holdning, kan holdningen også vise sig at blive forstærket, såfremt vedkommende har en snæver omgangskreds med samme synspunkter. På side 8 står der:

”When people find themselves in groups of like-minded types, they are especially likely to move to extremes.”

Og længere nede:

“When people talk to like-minded others, they tend to amplify their preexisting views, and to do so in a way that reduces their internal diversity”

Da jeg læste det, kom jeg naturligvis til at reflektere en masse over min tidligere færden som kristen. Kort sagt; man ser det ikke når man står i det! Jeg var ganske enkelt overbevist – fuldstændig overbevist – og nu hvor jeg ikke længere har en kristen omgangskreds, er fanatismen forsvundet.

Når jeg skriver, at jeg må blive normal, mener jeg ikke at man generelt skal isolere sig fra alle små interessegrupper, for det er netop den specialisering, der gør livet dynamisk og engagerende for den enkelte. Man kan MEGET i grupper, i mødet og relationen med andre – ja man kan ikke trække vejret uden. Men der må være GODE måder og mindre gode måder, at være i disse relationer på – nøjagtig som man kan trække vejret på skadelig eller opbyggende vis. Status på min jagt efter sandhed må være, at jeg lige nu skal lære at være ”verdslig”, og herefter må jeg så med et selverkendende sind gå ind i det spor, jeg måtte finde rigtigt for livet. Håber det lykkes bedre end det gjorde for de kernesunde snegle..

PS:

Min dejlige mand er netop nu ved at lave chokoladekiks! Sunde? Nej, det kan man ikke sige denne gang, men normale mennesker kan godt se bort fra fedtindhold indimellem ik? Opskriften på de knapt så sunde chokoladekiks er nem – så nem at jeg burde lave dem, men efter mit nederlag skal jeg liiiige sunde mig lidt. Med en tudekiks?:-)

Opskriften er:

100 gram fuldkornshvede

200 gram fuldkornsrismel

1 teske hjortetaksalt

100 gram flormelis

150 gram ægte smør

Lidt vaniljesukker

1 æg

Alt blandes og æltes grundigt – så i køleskab en halv time (her kan man blande kakaocremen)- så på bagepapir hvor dejen udrulles og deles kvadratiske (sådan cirka) kiks-agtige udskæringer- i ovnen på 200 grader i 10 minutter.

Kakaocremen:

100 gram ægte smør

250 gram flormelis

Lidt rismælk (eller hvad man lige har)

Vaniljesukker

Og kakao så man synes smagen er tilpas (ca. 1 dl)

Og så er det jo bare at klaske cremen i kiksene, som var de prince, og så i køleskab med dem.

Som fast læser af min blog ved du, at jeg lider neurotiske tankeanfald. Fx bliver jeg ofte angrebet af tanken om, at der sidder ny læser og scroller ned herinde på siden, og bare ikke kan overskue hvad det er for noget. I sådan en tanke popper straks to spekulative sider op – den rationelle og den aah knapt så.

Den første siger mig, at jeg jo ikke engang selv ved, hvad det her er for noget, og mon egentlig ikke der er vigtigere forhold, jeg skal gå ind nu, i stedet for at sidde fast i skønhedsfejlene.

Den anden siger, at jeg da for katten må tage mig sammen og tydeliggøre lige her på den første side man ser, hvad det er,  jeg vil have frem om forskellige sandheds-vinkler, om gruppepåvirkning ift. hvad man oplever som sandt, om hjernen der på trods af/pga. sin komplekse funktioner jo i den grad kan blive narret – måske især af emotionelle udbrud.

Suk..ja..det er vigtigt – jeg har lyst til at råbe mine opdagelser ud, og få feedback om andres tanker. Det er bare et fåtal, der synes mine teorier er relevante. Samtidig ved jeg godt, at folk har tænkt alt før mig, og på den måde er det ikke så vigtigt, om jeg får formidlet noget. Sammenlignet med nød og ulykke er filosofiske åbenbaringer ligegyldige og dog så ufatteligt væsentlige. Hmm jeg er både og. Jeg er enten og eller. Jeg er fatamorganaet og den virkelige vare på en og samme tid.

Der er jo hamrende positivt, at have ambitioner og at ville udmærke sig. En lidenskab, der driver en ud på nye højder – jo det er sandelig positivt. Men jeg forestiller mig nogen gange, at livet var nemmere såfremt jeg var imbecil eller bare uinteresseret. Eller udelukkende fodbold-fikseret.

Hvis du har læst forrige indlæg om effektivitet (blandt andet), så frygter du måske, at dette tager samme drejning. Jeg er stresset og træt af presset, og alligevel er det jo godt nok for noget. Nej, det her indlæg må gerne lige sænke dig en etage eller to længere ned under.  Måske og kun måske, kan denne anekdote klargøre min pointe:

”Jeg hader middelmådighed”, sagde Nadia, en mørkhåret pige på 25 år. Hun var meget mørkhåret og meget 25-årig. Hun så altid henrivende ud (i mine øjne), og var så feminin og intelligent, at mit sind hægtede sig på hendes, så muligheden oprandt. Jeg ville vide alt om hende. Vi sad i en taxa på vej til Jerusalem, da hun for alvor åbnede op for mit trængende sind. Hun talte om også kristendom, men jeg husker bare, at hun viste stor afsky over middelmådige mennesker –mennesker der var ligesom alle andre, og ikke selv kiggede døde dyr i øjnene. Hun følte ikke trang til at bryde ud – hun VAR brudt ud. Af konformitet og almindelighed og kristenhed.

Jeg reagerede som jeg altid gør; jeg forsvarer gerne det, der bliver kritiseret.  Ja det lyder så flot, men der ligger en analytisk angst bag, for tænk nu hvis jeg selv indeholdt de forhadte elementer! Det er ikke, fordi jeg er paranoid og tror der ligger hentydninger skjult alle vegne, men snare at jeg indeholder meget, der ikke kan ses og jeg synes altid jeg i en vis grad indeholder det, der bliver landsforvist i hårde udsagn.

Normalt glemmer jeg den type samtaler igen, men Nadia, der var udlært kok men bestemt ikke lignede en,  gjorde indtryk på mig. Flere gange, og især i denne taxa. Hun afsluttede snakken ved at tage fat i min overarm. Det var sådan noget hun gjorde. En armhilsen. Det betød noget forskelligt i hver sin kontekst, men som regel noget anerkendende. Måske med ønsket: ”må middelmådigheden holde sig fra dig”.

I dag er jeg kommet frem til, at jeg nok i mange tilfælde er middelmådig, men i alle tilfælde nærer et ønske om ikke at være det.  Hvilket i sig selv er ret middelmådigt – altså at ønske at være lidt bedre end normale mennesker, er normalt nok.

Men når narcissismen stiller sin varme velmarkerede overkrop til rådighed, kan det godt lige gå i glemmebogen. Og det er tit alle tiders, at vi ikke ved hvor ordinære vi er, for uundværlighed er demotiverende. Men for mig fungerer det ikke altid som en fordel, at visse hjertesager bliver vigtige i urealistiske dimensionsmål! Og hvad sker der når 4-5 ting er LIGE vigtige? Klart nok går noget tabt. Vi forsømmer alle, passionerede eller ej. Men når man er en tak mere idealistisk indrettet end mængden, så er det katastrofalt, når det vigtige mislykkes. Det hjemsøger, plager og ekstralagrer selvfjendtligheden.

Så hvordan undgå stress og præstationsfnat, når den passionerede rytme i hjertet – af forskellige årsager – ikke kan komme til orde?

Måske jeg skulle starte med at smadre min egen teselskabs-forventning om, at jeg bør svare på det……

Læs den her – ultimativt vigtigt: http://www.information.dk/228773

Ps. I kernesundfamilie-konceptet har de omtrent 30.000 punkter man skal og ikke skal. Jeg kan slet ikke holdet ud. Nå men jeg har fundet EN jeg vil benytte: “Sig aldrig noget negativt om din krop”.