Hvis du synes det lyder fancy, så er du måske typen jeg kunne sælge en smart selvskrevet konceptuel selvhjælpsbog til. Netop i en tids-klichee som coachingbøger der selvføøøøøøøøøøøølgelig virker netop for dig, hører mit system til. Det er eksklusivt udklækket af det rugende samfund, hvor hastighed er afgørende, og hvor vi ikke stiller spørgsmålstegn ved om vi KAN nå ting, men blot indretter os SÅ at vi når dem.

Kvindeundertrykkelse har jeg aldrig selv erfaret. Jeg har følt mig anderledes behandlet end mænd, men aldrig undertrykt. Dog har jeg i den grad mærket et kvindetryk.

Alt efter hvor og hos hvem man er vokset op, vil man have en ide om, hvad der forventes af en allerede fra barnsben. I sig selv er forventninger til børn efter min opfattelse ganske positive og brugbar for barnet, når det bliver ældre. Det øger selvsikkerheden, at andre TROR på en og ønsker en det bedste. Men dilemmaet kan opstå, når forventningerne bliver meget specifikke, og visse livsmål føles som eksplicitte krav.

Det har eksempelvis altid været en selvfølge, at jeg skulle føde børn. Som dagplejemor har min mor altid talt om den usammenlignelige lykke, det er at få børn, – hun gjorde ofte opmærksom på, at jeg havde hofterne til fødsler og dukker husker jeg ingen anskaffelseslimit på.  Som 18- årig var jeg barnepige hos en familie med to blebørn, og jeg besluttede mig hurtigt for, at jeg alligevel ikke sku have børn. Jeg så hvordan børnene stjal alt hvad der hed privatliv, fritidsliv og romantik-  for dog som modstykke at aflevere nogle lykkefyldte stjernestunder. Rundhåndet nogle dage javist, men lige så sparsomt andre dage, hvor den stod på sygdom eller udskejelser – dvs. bekymring og vrede til forældrenes i forvejen fyldte hoveder. Men så glemte jeg det – fulgte det barndomsinstinkt der var blevet mig tillært – blev gravid- fødte to unger og skrev dermed under på et liv uden søvn, venner og eventyrlige rejser. Alt sammen til fordel for stjernestunderne.

Men jeg er kvinde og kan håndtere det! Jeg har venner på en anden måde end tidligere, knapper bukserne på en anden måde end tidligere og nøjes med rejser af mental karakter- hvilket jeg dog praktiserer en del, når kolikanfald eller trodsalder sætter ind.

Kvindeovertrykket må være bestået? Altså nu hvor jeg både køber sundt ind, laver måltider fra bunden, plejer mit parforhold, går op i børnenes udvikling gennem leg, holder hjemmet sådan nogenlunde rent (møg, må ikke lyve mere, så streg lige den her ud, hvis du vil have hundrede procents truth), er miljøbevidst og alt det andet, der hører til det ansvar det er at have fået børn. (Børn, der i øvrigt ikke spiser det du laver til dem, og sørger for du bruger 20 gange så meget vand til deres tandbørstning, end hvad godt er.)

Nej, og dette har jeg ikke fået fat i som barn. Ægteskab, kristentro, børn- Tjek.

Nutiden siger dog:

Det er ikke nok.

Kvindetrykket er skam tungere end det. (Kvindetrykket tager sig ikke af, om du står med to børn, der er fuldt ud afhængige af dig hver dag, fordi du ikke har pasningsmuligheder  når du skal noget, og det i et parforhold, der på sin vis er ret så nyt endnu og som af og til godt kunne bruge at begge børn sov, bare en enkelt aften, på samme tid.. )

Nogle vil måske have helt andre barneinstinkter (fx med fokus på arbejdsliv), men for mig slog realiteten pine ind i hovedet, som i en fluesmækker mod en flue.

Vi skal også uddannes, og gøre karriere for at kunne overleve økonomisk såvel som socialt, personligheden skal sige SPARTO så vi kan få det job, vi ønsker, være up2date,  træne vor krop, pleje os selv med de rigtige kemifri produkter, vedligeholde venskaber, gå til dans, meditere, holde orden i sagerne, dyrke 50 timers trantrasex, slukke fjernsynet o g s å v i d e r e…………… !!

–Kender I det når folk siger ”hav det godt”, men så bliver en halv time, før de og deres rigtige bullshit endelig forlader ens hjem? Jeg kender det nu kun fra tv-programmet på  DR1 ”Hav det godt”, og jeg prøver naturligvis at zappe over på noget andet, men som kvinde har vi måske et helt medfødt tryk – nemlig det at VILLE gøre alting så godt så godt…. Så derfor lytter jeg jo lidt til det moraliserende medie alligevel.

Hvordan løser vi denne feminine rebus? (Den eksisterer også for mænd, men de er altid bagefter – de må tage deres egen kamp med eget tryk. Kvindens tid er NU!)

Færre børn, ingen børn, intet parforhold eller mange børn og godt job og bedsteforældre i nærheden eller mange børn og hjemmegående/aupair- modellen. Jow jow der er flere modeller, der kan lykkes. Jeg tror skam på det kan lykkes, hvis man tør fravælge noget man ellers havde kært, eller noget som andre gerne så en gøre. Hvis man vil have det hele, må man opgive det halve! Det er en ’først og fremmest’.

Hvis du har surfet denne site vil du vide, at jeg desuden har en kur mod alt:

1 Drikke masser af vand.  Så ryger det meste lort i dig igennem  og ud på et tidspunkt

2 Ærlighed. Hvis vi nu sagde fra i tide, ville det måske betyde, at vore kvindelige efterkommere ikke skulle komme til netop den tid.. At sige fra i tide, er nemlig tit allerede for sent.

At turde sige fra kræver, at vi står sammen om at være ærlige (kan det blive mere klichee – hvad vil det egentlig sige ‘at så sammen’ i den individualistiske samtid?) , og ikke som nu hvor de ærlige ikke passer ind i glansbillederne – de glansbilleder, der år efter de multitaskende præstationer, kommer i Aftenshowet og fortæller hvordan de slet ikke kunne holde til presset, indeni.

……….Hvad angår min effektivitetsstruktur, så virker den for mig (uden at den dermed er en løsning på ret meget i mit kaos-ramte liv). Men jeg kan garantere dig én ting: den vil helt sikkert ikke virke for dig! Er det ikke befriende? Et godt ’råd’ du har verdens bedste grund til ikke at bruge! Juhuuu!

- Der var viiiiirkelig ikke noget på mine tv-kanaler i går aftes efter 21-nyhederne, og jeg havde sådan brug at unwind efter en fantastisk men hård (er det mon sådan ,at for at få noget til at blive helt vildt godt, skal det være lidt hårdt også?) dag med børnene. Ole Henriksen og alle andre livsglade inderlighedstyper ville anbefale mig, at trække vejret dybt og tømme sindet og blot mærke hvordan mine følelsers energi bliver opladt, når jeg sidder der i knibeøvelses-stilling, men øh…ja efter mit seneste blogindlæg ”note to self,” kan jeg ikke undskylde mig med, at så burde jeg også smide mit 86%chokolade stash ud og det ville kræve afvænning, som jeg ikke kan overskue nu og efter mine opdagelser, jævnfør vv-bloggen, kan jeg heller ikke undskylde mig med ”sådan er jeg bare ikke”, for sådan kan hjernen netop trænes til at gøre mig!

Så, fordi jeg bevidst valgte at give mig selv en her-og-nu-oplevelse, selvom jeg vidste det ville skade min nattesøvn og gå ud over de evner min hjerne ellers kunne have opnået igennem udviklende aktiviteter*, slog jeg om til genudsendelsen af ”Hals store kærlighed” på tv2. Og, til trods for overdrivelsens logrende hale til sidst i filmen, formår den amerikanske komedie at stille mig et sandt filosofisk dilemma, inden jeg må slå om på Deadline, der på sørgelig maner lader journalisten ride ranke på uholdbare påstande om kristendommen sadlet op som religioners ”engleeksempel” mod den stygge islamisme.

Frit fra huskeren spørger Hal sin ven hvad der så er virkeligt, hvis ikke det han kan se, lugte, høre, smage, røre og mærke følelsesmæssigt? Vennen svarer at et tredjepersons perspektiv må være enig, hvis noget skal være virkeligt. Men det er problemfyldt at kravet til virkelighed, som venner påstår, er at flere er enige om, at det er virkelighed. Hvor mange skal I så fald kunne sanse og opfatte– i dette tilfælde – personen, før denne kan godtages som virkelighedens version?

I den mere ’ligetil pointe’ ligger der i filmen en kritik af, at vi har dannet os et sæt fælles normbriller, der ikke opfanger de komplementære indre fordele ved mennesker. Hvilket så i filmen gør, at det er uforståeligt for Hal at Rosemary – som i andres øjne er overvægtig og i hans slank og lækker- er så ringe rustet med tillid til sit ydre; noget han snare ville have forudindtaget havde han set hendes former.

- Den ydre virkelighed definerer altså ofte folks indre livsverden. Fordi man ikke kan ændre andre, men blot sig selv**, kæmper vi mere eller mindre bevidst for at passe ind i en af de skabeloner, som i ’det fælles vedtagede virkelige’, ser allright ud. Som Peter, mors dreng, i X-factor der af dommerne fik at vide, at de ikke lige kunne placere ham som kunstner – i forhold til hans ydre fremtræden – i en af de absolutte artist-kasser. Men han gik videre. Dog stemplet som en type ikke passer ind af det medie, der bestemmer det offentliges holdning mere end noget anden. Fjernsynet.

* Beklager ”jeg er træt af alt det der er godt for mig at efterleve” attituden. Den har sin historie, som måske skal gennemæltes i et blogindlæg engang på et tidspunkt.

**Artikel om selvbevidsthedens synlighed i hjernen:

http://www.videnskab.dk/content/dk/krop_sundhed/hjerner_skannes_for_skyld_og_skam

Når man udsætter at overveje meningen med tilværelsen på grund af opgavens omfattende karakter, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han ikke kan tørre syltetøjsklatten af bordet, for så må han rengøre hele bordet og gulvet som bordet står på vil da påpege sig opmærksomhed og når gulvet skal vaskes, så kan da også dørene kræve sin ret til polering og på samme måde med boligens øvrige flader, og det er ikke til nu, for der er ikke tid eller energi nu til alt dette.

Når man udsætter at tage stilling til altets natur på grund af en høj grad af kompleksitet, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han lige så godt kan opgive at gøre rent, da de husholdningssæber han ejer er uddaterede og sikkert ikke formår at få alt det grums af, der i øvrigt allerede har siddet længe og derfor sidder godt fast.

Når man udsætter at ruske op i denne tids paradigme på grund af tanken om en givet egen-misforståelse heraf, er man ligesom en beboer i et beskidt hjem med holdningen om, at han godt kan gøre lidt rent hjemme, alene, men ikke vise rengøringen frem for andre, da de måske har en anden og bedre sæbe, et for godt råd med på vejen og et meget renere hjem, eller måske han helt har misforstået rengøringskonceptet, da han blot er hvem han er, og ikke er trænet i rengøring eller har familie der er.

Her ligger jeg så med benet i skinne og påbud om ikke at tage den af i 3-6 uger. Er I klar over hvor svært det er at skide med benet udstrakt??

Nå, men et godt eksempel på hverdagslivet med eet kan forandre sig. Og så tænker man måske, at al den snak om sandhed da må komme i baggrunden et øjeblik.

Nej, den er vigtigere end nogensinde. Mennesket har brug for trøst, når det lider. Jeg kan ikke trøstes af en løgn. Findes Gud andre steder end i min hjerne? Det føltes sådan. Jeg bad til ham og blev tryg – altså på den anden side af chokreaktionen. Men var det blot en følelse? Måske er det lige meget, måske kan jeg bare tage følelsen og ikke interesse mig for ægtheden. NOT

Min mand røg i 12 år. Så stoppede han, fordi vi begyndte at komme sammen. Så begyndte han igen bag min ryg og røg i et halvt år, før jeg opdagede det. Så lovede han, at det var slut- og hvis han ville ryge, så ville han ikke lyve om det. I går, samme dag som mit sne-styrt, fandt jeg ud af, at han røg. Igen havde han løjet overfor mig. Jeg har, i den periode jeg troede var røgfri, udspurgt ham, mens han har kigget mig i øjnene og svaret, at jeg var helt galt på den.

Kan det ikke også være lige meget, om han har sine hemmeligheder eller ej? Måske er det ligegyldigt om vi er ærlige overfor hinanden, jeg kan vel tage hans ord for gode varer uden at interessere mig for ægtheden. Forstår du pludselig mit NOT?

Vi har dog så meget andet at tænke på LIGE nu – hvorfor skulle det gøre en forskel her?

Fordi ærlighed giver overblik og overblik tryghed og tryghed ro. Når man har eller har haft spædbørn, går det op for en, hvor essentiel denne ro er for et menneske. Spædbørn har et stort sovehjerte, og når de bliver forhindret i at sove – henholdsvis af kolik eller overstimuli eller sygdom – bliver de så åbenlyst frustrerede og kede af det, at man kan mærke det helt ind i. Uroen. Følelsen af en forkert stresset og smertefuld tilværelse.

Men kolik tager sin tid at komme over- roen lader vente på sig.

Kærlighed er der imidlertid none stop – som en forbandelse når man hellere bare besluttede at styrte sig selv i afgrunden, og som en livredder selvom mandens kys smager af nikotin…

*hør voiceblog “mulighedens angst”

Godt så; jeg er altså ikke den eneste respekterede person, der spekulerer over sjælens eksistens.  Og selvom jeg ikke giver meget for MacDougalls ”resultater”, er jeg tvunget til at lytte til folk, der har spekuleret før jeg.
Men hvor er jeg dog begrænset i forhold til at finde svar. En ting er min menneskelighed, og at jeg måske ikke officielt er hjernekirurg, men havde jeg blot kunnet tale/forstå alle sprog.

2. juledag fik jeg i en ganske almindelig – næsten tom – folkekirke vendt op og ned på mit syn på et meget kendt bibelvers. I Matthæus kapitel 10 handler det åbenbart ikke om at miste sit ”liv” i den forstand, jeg hidtil har troet – men at miste sin SJÆL (psyke på græsk), da det åbenbart er ordet livs betydning i denne sammenhæng, hvilket man ville vide, hvis man kunne græsk. Det at give sin sjæl, sin psyke, afføder for mig andre overvejelser, end havde verset omhandlet det dødelige liv. (Måske selvet også kan dø  –  jeg henviser til flere spekulationer på voicebloggen ”selvbedrag”, hvor jeg læser fra bogen ”Tankens biologi”, der indikerer at selvet er i hjernen, som noget der altså derved slukkes, når hjernen gør det…..)

Suk, den slags sker igen og igen for mig. Da min søster (fra Tarm) eksempelvis blev ved med at bruge udtrykket ”jeg synes”, da vi i sidste uge debatterede videnskabsteori, måtte jeg indvende, at man skal altså ikke kan SYNES det rigtige resultat frem. Mens der i hendes udtryk snare lå en overbevisning om efterfølgende udsagn. Jeg MIStolkede hendes sprogbrug.

Det vil sige, der både er sprogforholdet og tolkningsbrug , at tage hensyn til, når man skal forstå andres forklaringer. Og så er der selvfølgelig alt det øvrige, der bestemmer hvilket budskab du fanger- fx tillid til fortælleren. Hvis jeg ikke vidste, at præstens uddannelse indeholdt store mængder af origin sproglærdom, så ville jeg nok holde fast i min egen tekstforståelse.  I denne tid kan man købe en bog i Netto med titlen ”kunsten at elske sig selv” til 79 kr, men hvis jeg ønskede, at lære at elske mig selv, så havde jeg kraftigt betvivlet denne kilde. Det var straks en anden overvejelse, hvis jeg så den i Bog og Ide nedsat til 79 kr fra 279 kr.

I min søgen efter sandhed er jeg afhængig af, at jeg har tillid til de spor jeg følger. Om det er en teolog eller en hjerneforsker. Men reelt set kan jeg ikke vide, hvem jeg bør stole på. Min søgen går netop ud på SELV, at undersøge, men medmindre jeg tager samtlige Ph.d- uddannelser, ja så kommer der bare et punkt (ret tidligt faktisk), hvor jeg må lytte til andres overleveringer.

Om det er så er erfaringer eller videnskabelige forsøg –  er det andres forstand, jeg må stole på.
Måske hvis jeg kunne lugte folks sved, ville jeg vide besked….  ( Women can sence attraction in mens sweat )

Jeg taler ikke om mavedellerne eller lektier, der burde laves grundigere. Det er et langt dybere stik, vi skal ned.
Forbi hverdagen, forbi det tydelige og indtil der, hvor der hos mig hersker kaos. Det kaos prøver jeg til daglig at male ovenpå og det lykkes så godt, at jeg nogle dage, slet ikke bemærker den indre uro.
Og apropos manipulation …….. Da jeg så DR’s interview med den iranske præsident, Mahmoud Ahmadinejad, gibbede det lige i mig.
Se interviewet her

Jeg kom så til at forestille mig den frygtindgydende mand som lille baby med gylp og lorteble. Tænk, at han engang har været så sød og uskyldig, at man har haft lyst til at strikke lyserødt til ham.  Tænk, at han har haft fantasivenner og yndlingsfarve.

Det er ikke just det, man først tænker på, når han med hårde sorte snævre øjne afviser, at tale om noget, der minder om at være personligt. Ja såmænd heller ikke på atombombe-spørgsmålet svarer han klart. Og han får understreget ”hvem han er”. Jeg kan slet ikke forestille mig, at leve i et land med en leder, man let kan forveksle med en selvfed nar, der har fået for lidt empati med i bagagen, og derfor har brug for at markere sig overfor de svage i klassen med et påskud om, at de har uret.

I DK er man som politiker embedeydmyg – om ikke andet så af frygt for at blive væltet, men det er vist noget med nogle andre spilleregler i Iran.
Nå men.. HAN må da overse en del, for at føle lykke. Det er ikke for, at få ham til at fremstå som et monster- han siger tværtimod selv, at han ønsker retfærdighed og kærlighed! Men jeg synes, han er et godt eksempel på et menneske, der er konsistent i sit udtryk (langsomt talende, aldrig for klar tale som kan blive bruge imod ham, selvophøjet), og mangelfuld i sin inderlighed.

At se på ens åndelige helbred, kan altså på den måde være til hinder for umiddelbar glædefølelse. Skulle den spirituelle del være intakt, måtte mennesket være i fuld overensstemmelse med sig selv. Have sluttet fred med al fortid, og vel på sin vis være kommet overens med egen utilstrækkelighed. Løsningen er………..at glemme alt om lykke uden solbriller???

Det hænger nok sammen med menneskets livsvilkår. Det gode kontra det onde. Jeg ser det på urtids-plan i min søn på snart halvandet år. Det ene øjeblik vil han kysse og kæle, og det næste skal han kæmpe mod sig selv for, at lystre mit nej.Til at han river mig i håret og slår mig med kølle-lignende tingester….

*Mængde/antal pers: giver 8 plader vafler

Ingredienser:

* 300 g fuldkornsrismel
* 1 tsk natron
* 2 spsk Birkesød
* ½ tsk vanille
* ½ liter rismælk
* 1 spsk kokosolie til stegningen

* Tilbehør:
* Birkesød
* Økologisk syltetøj

Fremgangsmåde:

Sigt mel og natron sammen i en skål og bland birkesød og vanille i.
Rør rismælk i.
Varm vaffeljernet op og pensl det med kokosolie mellem hvert hold vafler.
Kom 1 dl dej på per plade og steg vaflerne til de er gyldenbrune og sprøde.
Spises nybagte.

Men jeg kan ikke lade være. Nå hvad laver du så, okay ja nej den vej kender jeg ikke, men har da hørt om byen- det er nordpå ik? Nej okay øst, men lyder spændende, jow ja mig? Jo gammelsjællænder vel, men ikke-praktiserende hvis du forstår sådan en lille en he he… og det gjorde han så ikke, og det gjorde hans date – en rødhåret lille sag, der vist havde fået et forkert indtryk af mit selskabssmil kombineret med en meget nedringet kjole, som altså sad ganske fint før jeg fødte et par børn, men som nu hele tiden skal skubbes på plads, for ikke at afsløre hele bryster – slet ikke.

Så er det jeg trækker avisen frem. Mest for at holde den op foran mine to flygtende bh-fanger, men også for lige at dreje samtale over på noget FÆLLES. Noget offentligt, noget kultur, noget vi alle har en mening om – perfekt samtaleemne når man ikke kender eller vil kende hinanden, for verden omkring os interesserer os alle.

Som fx kontinentet Afrika, hvori folk rekrutteres til udlandet som soldater, for at tjene en skilling (http://www.information.dk/218019). Ingen respons pånær et ”jow” fra en jeg slet ikke vidste, var med i (den ikke-eksisterende) samtale.

Her er det så normale mennesker (slet ikke ville være kommet til??) stopper! Her læner de sig tilbage og opfører sig som det øvrige selskab – i dette tilfælde var det noget med at rette på mandens slips, hviske ham noget i øret, kigge lidt på de andre dernæst på maden og så uret og ud af vinduet og så lidt mere hvisken i øret og diskret rejse sig, for at låne toilettet og efter en ordentlig slat tis (tidsmæssigt) komme tilbage og spille overrasket over, at vi allerede er kommet til desserten..

Og det kan jeg også godt se, jeg skulle have gjort nu! Men jeg KAN ikke, i sådan situation, slippe det samtalekøkken jeg lige er ved at bygge – selvom det utallige gange er faldet ned om ørene på mig tidligere i lignende situationer med andre selskabs-folk, der ikke, virkelig ikke, gad samtale med mig.

I stedet flår jeg videre i de stakkels lejesoldaters sørgelige historie, og prøver – ganske mislykket- at føre en sammenligning fra deres tilværelse til en dansk kontanthjælpsmodtagers. ”Livet på offentlig forsørgelse, er jo heller ikke nemt – det er ikke gratis penge. De skal rende til så mange ting, ufrivilligt. Det er det der med, at nogle skal bestemme over os, det kan vi ikke lide. Menneskets primitive hjerne vil have sex, mad og magt, og ja for at den sidste kan hænge sammen med de andre, så skal man helst have job så man kan tjene penge, og selv bestemme hvilken mad man vil spise ..Spørgsmålet er så om vi er klar til, at bestemme så gevaldigt over eget liv – det mener de her kvinder i Irland (http://www.verdensjournalist.com/content/irsk-abortlov-under-anklage), som nu angriber den irske abortlov som menneskerettighedskrænkende. Har I hørt om det?”

En enkelt nikker, og de andre skiftes til ur-toilet-rutinen. “Uhm okay, men altså når nu vi skal tænke gammeldags/konservativt, så må vi gå udfra manden stadig får sin bøf hver aften og sin vilje i sengen – ja så må det da snart være kvindens tur til at bestemme noget, fx hendes egen krop, hø hø………….”

Fyren 3 pladser væk, som jeg efterhånden har bemærket lytter med, og helt sikkert kun fordi der ved det lange hestesko-opstillede bord ikke er andre tydelige ”samtaler” at følge, laver thumbs up, eller jeg håber i hvert fald det var det tegn, det er muligt hans fingertegn skulle referere til mænds primære primitive instinkt. Udover ham og en påtaget latter får min monolog ingen reaktion, så jeg tyer til det min mand HADER, når jeg gør; trækker ham med ned i det, efterhånden meget ydmygende, ”kom lad os snakke”insisteren.

“Hey skat, hvad siger du til de der lejesoldater – tror du noget i den stil kunne ske heromkring? Altså nu hvor både økonomi og klima er ved at udslette den virkelighed vi kender?”

Mikael rømmer sig, og jeg kan se han inderligt gerne vil komme i tanker om andet at sige end ”ej mon dog”. Ikke desto mindre kommer der ikke mere fra ham i denne omgang, og mit meget røde hoved og jeg, fornemmer et emneskift igen er på sin plads – eller dvs. at jeg snart lukker er på sin plads, men jeg formår det bare ikke. Hele min krop (og den er stor- husk, to børn!) stritter imod, som var det dens eneste mission i livet, at få klemt et par ord ud af de øvrige festdeltagere.

”Men Mikael jeg tror Jens arbejder med det samme som dig, eller næsten.. ik Jens? Var det støvsugeteknik eller..?”

”Jeg sælger støvsugere i et støvsugefirma”

”Ja netop! Mikael det er ligesom dig ik? Du arbejder også for et firma, eller virksomhed eller hvad man kalder det, ik?”

”Øh jo deeet.. ja det er så godt nok indenfor software..”

Og SLUT, sådan, pyha – der kommer faktisk ord fra andre end mig, da folk begynder at forlade festen, og vi (hele hesteskoens ene side) så derfor også gør det, på én gang endda, og dermed kan vi gå derfra lettede.

Og hvis vi skynder os kan vi tilmed slippe for omtrent halvdelen af selskabets håndtryk. Ud nu! Jalla jalla kom nu Mikael, men nej nej typisk mænd og deres teknik; nu har han og Jens åbenbart båndet, fordi de har den samme telefon. Suk!

Det er ganskevist ikke postkassen, jeg taler om længere, for her er konsekvensen af min forsinkelse blot, at brevet når frem senere. Min egentlige dårlige samvittighed handler om det besøg hos Karen, jeg bare aldrig kommer på! Hun nærmer sig de 100 år, og jeg har ikke set hende i de sidste 7. Ja det er pinligt!

-Og her er undskyldningerne – det er så svært at komme derhen og det at tage initiativ til det, falder mig bare ikke naturligt. Disse er undskyldningerne, som skal få mig til at sove om natten, når hun dør inden jeg nåede at hoppe på det skide tog, og køre i det der ligner en time. Og for at gøre sørgeligheden endnu mere sølle, så ville det ikke engang være et pity-call at besøge hende! Jeg er vild med damen! Hun har levet det mest spændende liv, og hun ved så meget om andre lande- hun har rejst rundt hele sit liv, og jeg kan ikke være i rum med hende uden at lære noget nyt. Tænk at sådan et fantastisk menneske skal sidde selv – kontakterne her er få, netop pga hendes rige udlandsliv og den høje alder.

- Hmm hvordan går jeg fra bør til gør?
Måske ved at fokusere på det sidste, frem for det første jeg skriver, som jo bunder i frygt. Frygt for at gøre hende ked af det og frygt for ikke at nå at se hende, inden hun dør. Frygt har det med at lamme mig. Det er jo noget jeg vil undgå, så jeg lukker øjnene for det, udsætter det eller glemmer det om dagen og tænker på det om natten.

Fx frygter jeg Sudan. Uha et væmmeligt styret land –stadig i borgerkrig og har været det i 21 år- nord mod syd, kristne og muslimer mod hinanden.  Bare tanken om at befinde mig i sådan et land, skræmmer mig. Frygten for at samme primitivitet vil nærme sig min sikkerhedszone, lander i skødet på mig, når jeg læser om itusprængte minareter* i Sudan. En del af kampen ligger i den slags symbolik, men det endnu mere frygtelige er naturligvis mennesketorturen og slagtningerne.

-Frygten giver mig ikke trang til at gøre noget ved situationen, men minder mig blot om, at jeg intet kan gøre ved al ondskaben. Ellers ville jeg vel ikke være bange?
Hvis jeg i stedet fokuserer på, at jeg virkelig gerne VIL besøge den vise ældre dame – hvad afholder mig så?

-Jeg er jo ikke den eneste med en Karen i sit liv og Karen er såmænd ikke den eneste Karen i mit liv heller. Det er et velkendt fænomen med bekendte og ældre familiemedlemmer, som der ligesom bare aldrig er et rigtigt tidspunkt til at besøge.

- Jeg har lige brugt en time på, at se på covers til min mobil. Så jow, jeg tøver med klicheen om tidsnød, for alt kan prioriteres. Hvor spontan og utraditionel jeg end føler mig, kører min hverdag alligevel i en svært omstrukturerbar rille. Det er vist noget med nogle kognitive skemaer i hjernen, der er lidt for.. skematiske??..

For mig tror jeg ærlig talt det handler om, at det skal huskes og herefter arrangeres! At skænke et besøg en tanke er ikke nok.

Gid det var, arrangering kræver nemlig dét som et julekort manipulativt forsøger at udtrykke; overskud!

* Og her må en klokke gerne ringe.. ønsker vi et forbud mod forskelligheder -kunne det resultere i en slags borgerkrig…eller noget andet frygteligt

Artiklen (http://www.information.dk/216224/)handlede om en nyere tendens i Kina. Drab af korrupte magt(misbrugende)mænd. Da jeg havde læst den færdig manglede mine negle. En tankerække om menneskets natur satte i gang  - at dræbe og at bifalde drab ligger latent i os.

-  Lederen, i den samme avis, jeg var blevet så forarget over, dømte uangrende terrorister til et livslangt lorteliv. Journalisten mente, det terroristerne ønskede, var at dø, så at spærre dem inde på livstid, ville være at ”give dem helvede på jord, hvilket de fortjente”, som han sådan cirka udtrykte det. Min forargelse var over selve det, at man i en leder skulle fordømme andre mennesker på den måde. Han fordømte ikke bare handlingerne, men menneskerne.

Men måske kom forargelsen – som forargelser så ofte gør – fra et sted langt væk fra en personlig stillingstagen – langt væk fra en reel involvering i det konkrete. Fra helikopteren ser alt så nemt ud.  Men hvordan ville jeg se på det i Xiashuixi? Ville jeg ikke også dømme den embedsmand, der havde gennemtæsket/chikaneret mig og min familie i årevis, til et langt koldere sted end her?

Mine tanker blev afbrudt af en anden biblioteksbruger;”Du ser så træt ud, skal jeg ikke lige hente noget vand til dig, det vil jeg gerne”Jeg nåede knap nok sige ”øh jo..” før han drejede om og gik af sted efter vand til mig.

- Hvad sker der for det??Den midaldrende mand med hvide skægstubbe og runde briller så helt almindelig ud i sin mørkeblå jakke og jeans. Og havde han fx bare spurgt mig om tiden, ville jeg aldrig have overvejet om han ville spytte i vandet uden jeg så det.. eller komme gift i? … Rapedrug måske..

- På den anden side (den amerikanske julefilms-side) kunne han være en engel eller sådan noget. Jeg VAR svimmel og jeg VAR træt (at være oppe med en baby det meste af natten har det med, at gøre det ved en) og jeg havde faktisk tænkt på, hvor træls det var, jeg havde glemt at medbringe vand, og hvor irriterende langt der var hen til en vandhane nu, hvor det svimlede lidt for mig.

Den pæne herre kom tilbage med hele to glas dejlige vand, som jeg hurtigt drak.

Jeg havde affundet mig med, at skulle ligge syg efterfølgende, hvis han havde sneget noget i – lige da var jeg bare så vand-trængende.

Og hvad kan man så lære af den anekdote?

At hvis man ser nogenlunde ordentlig ud, kan man godt gøre normfjerne handlinger UDEN at blive totalt stemplet som gakgak (professionel killer muligvis, men ikke tosset, det var han for pæn til.)

-Men det vidste jeg allerede, og jeg hader at lære ting jeg allerede ved!

Nej, det nye består nok nærmere i en overvejelse om mig selv. ”Vand-episoden” fik mig til at tænke i (for) lang tid. Ikke fordi jeg er et utroligt taknemmeligt menneske, men fordi det irriterede mig, hvor unormalt en så næstekærlig handling føltes. Ikke mindst fra min egen hånd. Ville jeg turde spørge en (træt) fremmed på et offentligt sted, om han mon trængte til noget vand.. ?

Jeg ville være pæn nok til det, hvert fald. Jeg ser så godt ud, at den fremmede ikke ville antage, at jeg var imbecil eller psykopat.

Men er jeg for pæn? Føler jeg mig for skøn og lækker til at bryde den sociale norm, og række ud til min næste?Jeg tror nu godt, jeg kunne gøre det, hvis det virkelig gjaldt.

Jeg tror, det ligger latent i alle mennesker, at være næstekærlige udenfor almindelighedens grænser – ligesom det at dræbe en bøddel gør det.

Der er så massivt mange fordele og myten om at husejerlivet er sødere – taaaa til grin!
Der er eksempelvis alle friværdis beregningerne – som lejer slipper du helt for dem, og får i stedet tid til at se en hel del flere reklamer for reklamer for trailers til reklamefilm, du ellers skal helt i biffen for at se. Og hvad med vedligeholdelsesproblemet – nej som lejer kan du ikke på samme måde blive holdt oppe på din boligs udseende eller stand; det er jo ikke dit, ikke din skyld, ikke alene dit ansvar (selv bruger jeg flittigt min lejer-forklaring, når mine gæster rynker på næsen af den store opvask eller det…mindre rene gulv!!)

Lejebolig –aaaah! Kan du mærke det skylle ind over dig? Friheden.
At du er fuldstændig uden ansvar.
Selv dit parforhold og børneopdragelsen slipper du for at skulle opretholde hundrede procent korrekt – for du bor jo til leje; selve livet er ligesom bare ikke helt dit. Ikke kun, i hvert fald. Udlejeren er tværtimod mere end ansvarlig for alt det der foregår i dennes bolig. Du kan ikke gøre for, at din mand opfører sig latterligt og du bliver tvunget til at råbe og skrige og true med at skubbe ham ud af vinduet fra 3. Eller som om det da er din skyld, at du køber det billige slavebearbejdede tøj og hellere vil bruge formuer på dansk softice? NEJ DA – udlejeren må tage et ansvar, for det er ham der gør dig fattig med månedligt krav om betaling, helt ærligt man. Ellers burde han oprette kurser, hvis han vil at du skal ændre adfærd. Eller gratis hotelophold for at lære mig at bo mere miljørigtigt – for han kan da ikke forvente du gider gå ned af alle de trapper, hver gang du skal have kødsovs, vel!!! Ret skal være ret.

Lyder det åndsbollet? Afgjort!
Ikke desto mindre er det fremtidens voksnes holdning til samfundet generelt (her tænker jeg fx på Danmarks største ungdomsparti og dets sympatisører.) Nogen gange lyder det bare som om, at man tror livet er en stor ”leje-plads”, hvor staten skal finansiere gokarts og svævebaner til dem, der har det lidt hårdt. Man kan jo ikke gøre for, man bliver kriminel. Det er da samfundets skyld, hvis man ikke får gennemført en uddannelse. Det er helt urimeligt at tale om eget ansvar i forbindelse med ledighed, alkoholisme, prostitution og livsstilssygdommesygdomme.

Ingen kan klare sig selv – enig. Vi er nødt til at tage hånd om hinanden, men gid vi turde indvillige i et ansvar for at være havnet HER. Hvis ikke vi erkender tidligere belortede valg, hvordan skal vi så kunne træffe bedre i fremtiden?
Fx synes jeg at min boligforening skal indrømme, at det var et hidsigt skidt valg at bygge en basketball bane lige ude foran min dør, samt sætte lys op til om natten og lade være åbent 24-7 i et kvarter, som jeg personligt tror ville få et bedre liv af at SOVE mere. Så indrømmer jeg til gengæld, at opvasken er mit ansvar, og at det er helt bevidst den ikke bliver taget.

Men misforstå mig nu ikke. Lejeboliger rocks!!