Sugemærket

24. January 2017 af Maria Guldager

Den faldne sne, den hårde jord og en himmel der aldrig giver op

Sådan starter mit digt, så du kan mærke kulden mod min hud

i det lille skur hvor min mor bor

“de sidste tyve Ã¥r har jeg gjort alt de har bedt mig om”

græder hun mens vi ringer til yousee, “noget er galt”, siger hun “de tager overpriser”

sneen falder mod min hud fra en himmel der elsker og hader sin mor

priserne er de samme for alle, kontanthjælp varierer dog, reflekterer min mor

der har været på forskellige beløb og nu er på det laveste

spis en bolle, de er lavet af kartoffelmel og kerner

lurpak oven på, jeg spiser to, for at have noget at lave

med min mund mens hun taler

mig midt over

om skrald der skal sorteres

skraldespanden skal deles med naboen

de sorterer ikke rigtigt

hvor skal man ringe hen

de siger de sorterer rigtigt men det gør de ikke

måske skal jeg ringe til kommunen

de tror nok ikke på mig

jeg er jo bare mig, jeg nikker på en måde hvor hun må forstå, at hun ikke er så lille endda og hun kvitterer med

tre stive timers historier

om turen til jylland tilbage i november eller var det i sommers, om psykopatien i verden og verden under psykopaterne

hun styrede alt i mit liv, Maria, alt, jeg siger sikke noget, godt du nu bor i dette skur, det handler om grænser, hjemmet

er et blad der ligger på bordet, dateret et par år tilbage, lånte blade, til de lange aftner, når fjernsynet ikke virker, det er de her små knapper, jeg kan kun tænde når jeg lige har heldet mig

jeg siger at jeg ikke bare kan sidde så længe, at jeg lige må tjekke min telefon

men har du da et arbejde? Det kalder jeg det, siger jeg

men får du penge? Altså på en måde mor, og på en måde ikke

iværksætter, siger jeg, er du på dagpenge, siger hun

nogen gange, siger jeg og fortæller jeg snart har brugt min ret op

det forstår hun, det forstår hun, kommunen og alle dens genvordigheder forstår hun, hun forstår hvordan de ikke vil hjælpe en, men bare selv have et arbejde, hun forstår at jeg ikke kan få et almindeligt arbejde, for det er ikke bare lige til, kunne du ikke spørge hende i den sko butik herovre, mor

det er to timer fra hvor jeg bor, og jeg vil også helst gå i bare tæer

man kan ikke få det som man vil have det altid, maria, du har børn, tænk på dine børn

hun stirrer mig ned imens jeg åbner min laptop, og spørger om det ikke var lille Ole på min skærm

nej mor det er ikke min grandfætter som jeg ikke har set i 12 år, det er den søn jeg har givet til en familie, der bedre kunne passe ham end jeg

det siger jeg ikke

jeg siger måske, jeg tror det

min barndom, siger hun, den er langt væk nu

ligesom dine børnebørn, siger jeg, flytter du ikke tættere på?

Et øjeblik overvejer jeg om hun skal bo ulovligt i en kælder jeg lejer til opbevaring

så kunne hendes sugemærker på sjælen

sluge mine drømme om nogensinde at komme til at ligne en der ER noget

under solen, midt på stjernehimlen der sender

velsignelser, ikke kulde, glæde, ikke hårdhed, trivsel, ikke modløshed

Sneen falder

ind i mit hjerte

jeg falder

mod den frosne jord

lyden fra det faldne

summer hele vejen ned og

ind i mit hoved

indtil alt jeg kan se

er en himmel der ikke giver op.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ubevæbnet bevæget

12. January 2017 af Maria Guldager

Og det er sådan, at han ser mig gå i spåner

Han rører min hud der rører hans hånd tilbage, Emma begynder at synge og jeg bider mig selv til blods så jeg ikke vil fælde en tårer foran folk der vil opløses af min sorg, min make-up vil opløses, mine kinders streger vil afskrække dem fra nogensinde at blive kærester med en

der har børn

jeg lader som om jeg aer din nakke

men jeg har børn i hele hovedet

åh Gud lad mig blive fri for det åg

det er at skulle leve for andre

jeg lever for at forandre

din nakke lige nu

mærk min forvandling, det er ømt og det er kærligt og ubehersket ment og det skræmmer dig

at jeg har børn

jeg er så elendig til at passe på og passe ind, vil du med

til børne dit og børne dat, jeg tror ikke det går min skat, hvad med os og vi

alene, rødvin oppe til det sene

show,  de små giver dig et kram, du må gå

jeg er ikke sikker på

at du elsker mig i morgen kl 12,

ti timer efter vores sidste kommunikation

Skal vi ses i morgen? Jeg vil tage jorden rundt for at møde dig, har jeg sagt

og det gør jeg så

jeg tager rundt om jorden uden at pakke til årstiderne, jeg rejser som tomler på andre menneskers nåde, jeg bliver pakket i bagagerum, kastet i en lastvogn, hægtet på en styrtende cyklist, mit tunge hjerte rejser let, lettere end det, jeg letter fra, idet jeg bliver

det ultimative kaos, den besværlige kvinde, den impulsstyrede bundtomme mave

det er halvanden dag siden jeg har hørt fra dig og pånær Gran Canaria som destination

har du ikke holdt fast i nogen plan i mere end to dage af gangen, hvordan kan jeg vide

at din 25-Ã¥rige hjerne stadig er i et forhold til mig, jeg skriver

mens jeg aer din nakke, jeg kommer til at slå

du kalder det slå, når du gengiver hvad der skete der på række 3, jeg slog ikke, siger jeg, jeg nussede, du viser mig mærker, og jeg må gå med til at jeg slå, og du flytter sæde og lader mig sidde alene

vugge mig selv ind i ensom alderdom

jeg hækler fine huer til forældreløse børn og sokker til barnløse forældre, for at holde på varmen

den er du så glad for, sammen med roen, jeg prøver

at sidde mussestille

mens jeg begærer dig

jeg har været vant til at gøre det på afstand, om jeg priser dig tæt på eller på afstand, da er du den samme helt

på mit tag, hvor jeg knæler spundet ind i nattehimmel og taknemmelighed over

at jeg kan få lov at tilbede dig

du mit hjertes udkårne

du min mand der nusser min nakke

som var du skabt til det

skabt til det

imens begærer jeg dig

din godhed, jeg kender den, indefra og ud, jeg er faldet så

hårdt for din godhed, at jeg ligger som knust glas op gulvet

er du okay spørger du

nedefra skærer jeg ham i fødderne som han går henover mig hele vejen til døren

gå ikke

aldrig gå

råber jeg, kalder jeg, hyler jeg til Emmas sange

fra gulvbrædderne på børneværelset.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der ved mig

4. January 2017 af Maria Guldager

Hvor meget skal man give

det er spørgsmålet, er det ikke

hvordan give nok uden at give for meget

blive mig selv uden at forblive selv

evigt rasende mod tiden, forbløder jeg selv

om jeg har lukket alle vinduer, hvordan

give mig selv uden at forgive mig selv

med underholdning der ikke giver slip

et slip, et fald, ned i et hjem

børn med smørsovs i hovedet, jeg vender kroppen om

vender babyen i min mave om

vender hovedet hvor fødderne før var, prøv nu

at komme ud

rigtig udkomme

så de hører dig

ser dig

ikke bare tror dig, men ved dig.

Det er ikke for at vælte

dig omkuld nu, jeg ved jo godt, du er træt, uoplagt og ikke magter mere i dag

men da du fik mig til at komme for et par timer, sprøjte mine væsker udover stuegulvet, søgte intetheden ly i mit telt, kan du holde mig med dine pløkker

igennem telefonen, holde mig så jeg ved, jeg er noget, intet

kan skræmme mig

og gøre mig så let i benene at jeg ingen steder står

skrevet ned, Langs mine ben,

flyder væske fra mine øjne, en jamren

han hører mine lyde som forløsning men det er en gråd fra bunden af mit skræv, med intet i længere, intethed, nedskrevet i

mine lange kringlede beskeder

om sult, det jeg ikke skriver er, at hvert et sekund venter

på at du træder ind af døren, hvilken som helst dør, og giver dig i kast med mig, kaster

alt andet væk, kaster dig over mig, din kvinde, jeg venter, forventer, venter for at

mærke mit bryst sitre når du skriver en besked til mig,hvordan går det

spørger min veninde, med halvguden

jeg retter hende, for jeg gør ikke noget halvt.

Giv ham plads, siger hun, men også pladsen er blevet til intet gjort

—–

Arbejdet har givet mig alt hvad jeg har

og det har taget alt hvad jeg var

min frihed, min fantasi, min fremtid, har du det også sådan

at du af og til ville ønske

at du kunne stoppe med at kopiere andres

tonefald, gestikulation, ansigtsudtryk

Massemedierne har givet mig alt hvad jeg er

og de har taget alt det jeg har

min tid, min tanke, mit tomrum

———

Det er fordi du er i huset

at mine kæber spænder op, man siger

at alting starter indefra, har jeg startet dig

ved at se dig længe nok i øjnene

ved at love dig min opmærksomhed, som om det var en jeg kunne love ud

ved at give dig sunde vaner mens jeg smadrede mig selv i fortrydelser

jeg tilgiver dig fordi jeg rent etisk bør og rent egoistisk vil

jeg tilgiver dig fordi jeg har startet dig

men tilgivelse er ikke nok. Din dårlige energi hænger i gardinerne som en gennemtrængende røgdunst

hvem er du blevet til, var det virkelig mig der startede dig

da jeg insisterede på et trygt og evigt ægteskab

jeg skulle være en kone, en der ikke længere var alene

når depressionen bed til jeg blødte, jeg var en kone

indtil jeg smagte en anden mands tunge, den kan det der er vildere, sagde han

alt er muligt tænkte jeg

men det var det ikke, det var umuligt, både du og han, umuligt og jeg startede det

med et stille puf jeg havde kopieret det bedste jeg kunne.

—-

Smerten

Sorgen

Sulten

det nytter ikke noget, det der ville nytte var hvis jeg fik opereret penge ind i benene, jeg ville veje

så tungt ned efter, kunne sparke døre ind og kværne planeten rundt, penge

ville give mig mine børns latter, penge

ville give mig den anerkendelse jeg skatter, penge

ville kunne give mig nattesøvn, jeg kunne endda sove længe i penthouse lige ved siden løven, penge

en modigere kæreste, end gladere veninde, en adresse til min forælder, en mildere vinter, penge kunne give mig det hele

Han siger, at han elsker mig, det er kun de ord: jeg elsker dig, han siger– NÃ¥r han virkelig skal erklære sin kærlighed, jeg elsker dig, Han mÃ¥ være en af de fÃ¥

der stadig tror, det betyder noget at elske, hvor kosteligt, vil du med, spørger han, til udlandet, vi kan også flytte sammen, jeg spørger hvad det koster, han siger 60 men så er der også skyfrit, jeg tror ham ikke, jeg ved ham

vi elsker hinanden ind i fremtiden mens sorgen reagerer nuet

hvad hvis vi mister kærligheden

for øjnene af alle de andre

hvor ER pengene i dine ben dog tunge, han går omkuld midt i akten, mellemspillet, lige før vi inviterer til parmiddag og holder jul i et fælles hjem med matchende striktrøjer

han døser hen, væk fra bevidstheden om mig, bevidstløs koger han i det nøgne rum

oplyst en af hidsig pærer der skriger på selskab

mit sande selv er en skoletræt stædig spekulant

og med torne i maven forlader jeg ham for en aldrende chauffør med flere penge, omkring de 60.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Ebbe og flod

8. December 2016 af Maria Guldager

Jeg er min tid

Min tid er mig

Jeg er mig i tid

Min tid er i mig

rense rense rense

alt jeg er, er tid

tid er alt jeg er

jeg har fået tid

jeg har haft tid

jeg kan ikke nå tiden for

jeg er tiden

storhedstid, oprørstid, vanvidstid, umiddelbart hele tiden

tid

til at dit hoved hviler i mit skød, jeg har altid hadet

mænd der lagde hovedet der

det var ikke deres tid

du er min tid

værd og du kan lægge hovedet hvor det skal være

og når det ikke på min krop

fantaserer jeg om hvor du er, hvordan

dine læber ser ud, når jeg ikke ser på dem, hvordan

du står op om morgenen og klæder dig på

først det ene bukseben, det driller lidt og du hopper for at få det andet ben i bukserne, en hurtig t-shirt over det veltrænede bryst, gade vide om du ved, at jeg har accepteret det bryst og hele din mave som en gave til min kvindelighed, en hurtig morgenmadsskål med tilfældige rester i, mon du ved, at jeg også går op i din inderside, dine tarme, at mit blik lige nu følger dem, undersøger dem, elsker dem, prøver ikke at presse dem til at invitere mig med til juleaften i Horsens, selvom det kan lyde som om det netop er det, der sker, når du er alene med dine tanker om det, jeg sagde, hørte du det, tænker du over det, når vandhanden løber og du spytter ud, trækker ud, rydder ud, rækker ud, med din egen vilje efter dagens opgaver, rækker, dine egne øjne, de flotteste jeg nogensinde har set og øjenbrynene som ofte ser mod hinanden som en bro der er ved at opløse sig selv, behøver ikke, behøver aldeles ikke signalere flove situationer, dine egne situationer med dig selv helt alene i din krop

min iagttagelser er fantasi lånte, jeg tager mig tid

til at slå det stort op: Så har jeg handlet, så har jeg tænkt, nu er dette og hint sket, dit og dat glemt

men du er ikke på min facebooktrone, din opmærksomhed summer evigt nærværende

i dine fødder, mon jeg forstyrrer

din enetid med min scene tid.

Hold op med at puste mig på ryggen,

plejede jeg at sige, men ikke med dig

penetrerer min ryg med din ånd,

siger jeg, og håber du trænger indtil min midte

mærker mit blod strømme og min sjæl gribe

sig fast i dig og på den tid vi bygger

op af udsagn og koder

du er ikke ung og fri nok til mig

siger han med sin krop

mens jeg maler mørket orange med mine bryster.

Jeg kan aldrig gå tilbage

og det hænger han om sin hals

det vejer ham ned så tungt

at man skulle tro han var en kistebund

men han har et arbejde som jurist

og stryger sine skjorter med hverdagshud.

Ingen kraft i verden kan skille os

fra følelsen af at ingen kraft i verden kan skille os.

Jeg lover dig alt,

har jeg før sagt, men alt er tid

og alt ændrer sig i tid, jeg kan ikke holde alt

jeg kan bare være det

lettere forskudt og forjaget

uden forsmag og jetlag.

Bølgerne, balancen, punktet på midten af dit surfboard og dit bjerg, dit udendørsliv og mit underliv

jeg er den vildeste natur, jeg lover dig vildskab

under rødderne, hvis du da har nogle

hvad sker der, når jeg vender dig om, har du

intet der holder dig tilbage i tid?

Hvilke kvinder har kysset dette bryst før og grinte du

på samme måde, er din latter højere sammen med mig, mere ægte og hjertefølt

eller er jeg bare en dråbe i vandet, alle er vi et, intet varer evigt, som i nærdødsoplevelsen der gør alt det kedelige værdifuldt

snart er det ikke et digt længere men et essay, reglerne

de tæsker rundt med mig, fællesskabet

jeg må tilfredsstille, flyde sammen med, bølger der bruser sammen og overdøver små pigers skrig når vandet er for koldt, regler

jeg må spille efter og lade som om jeg ingenting kan, engang begik jeg selvmord, siger jeg, jeg mener jeg prøvede, nær død, spurgte de til udredningssamtalen, jeg ryster på hovedet og husker at det knap nok var nær blødninger eller andre chokeffekter,

engang arbejdede jeg med den her type administrative opgiver, siger jeg, jeg mener, jeg var i en slags praktik, nærmest ansat, spørger de til jobsamtalen, jeg ryster på hovedet, og husker at jeg knap nok bestod mit praktikforløb

jeg er oppe, jeg er nede, man siger man kan kontrollere dem, følelserne, jeg tror det, når jeg ser dem, fulde af kontrol, stramme ansigter, der ikke interesserer sig for noget nyt, kun det gamle kan holde dem til ilden, åh ja sådan var det engang, mægtigt, de varmer sig på et bål af følelser, dem de ikke længere har i sig, jeg er slet ikke poet

jeg er slet ikke kvinde

jeg er slet ikke krop

jeg er slet ikke energi

i det regelmæssige, fællesskabsorienterede

kun i små sælsomme desperate hug

har jeg en puls, en dato, en ven

Den her krop, det her liv, den her tid

hvad skal jeg med den, hvad er jeg i den

uden desperationens tidsløse vibrationer, jeg elsker

dig kun fordi jeg er desperat,

efter at føle mig selv som andet og mere

end tidevand.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den vildeste lykke

26. November 2016 af Maria Guldager

Jeg havde et billede af den kvinde, jeg ville have

og det lignede ikke dig

ikke dine strækmærker, børn, eksmænd, ikke din kønsbehåring, modermærkesamling, tørrede hudplamascher

men nu er jeg klar

selvom din næse løber, dine tarme værker, din ånde gør sig kraftig

siger du og jeg prøver at høre igennem det jeg vil høre, tværs gennem den røde farve i mine kinder, hvad laver du

jeg har ingenting lavet i 10 timer

jeg har haft travlt med at takke Gud for sit mirakel

at du kan elske mig er alt

muligt

nu

alt er

muligt, hvad laver du, han spørger mig ikke, jeg svarer alligevel

alt er muligt

jeg laver alt muligt

der ikke er muligt endnu men fordi du kyssede mig

ved jeg alt muligt

jeg ved

at intet længere kan gå helt galt

at jeg tror på lykken

at du er min forbindelse til jorden

selv når du klatrer og surfer og lever livet fra en charter-ø

at mine uforståelige formuleringer er sand

mellem dine tæer, jeg mærker

dine tæer drømme

om varme og en sydlandsk kvinde

jeg holder ideen inde, who cares, intet varer evigt, er det muligt

at du griber mig, når jeg har kastet mig ud fra skrænten

at dine arme endelig, endelig, kan tilhøre mig, mit landskab

kan dække dine bjerge med smuk vildskab, jeg lover

jeg vil vokse på dig

hvis du vil vande mig

er det muligt at gøre alt på et liv

så skriv det i et brev

det eneste jeg læser

er dine øjne, det eneste jeg læser er dine

subtile rystelser, bevægelser, rytmiske ord, bevægende svar, for i dem har

jeg alt i hele livet

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

bjergarme

25. November 2016 af Maria Guldager

Bare askebæger så?

Det er okay, jeg ikke kan stå i vinduet og føre mig frem, men noget må du kunne bruge mig til?

Jeg vil være din slave, din undersåt, hvad end der bekommer dig godt, for jeg har aldrig mødt en skarp, handy, L-ægger- glutenallergiker, så meget

mand i en dreng, de andre mænd giver mig lyst til at rejse mig og gå

jeg sidder med verden i mit skød, trykker på en knap og den bliver ved

fylder mig med perspektiv, jeg sidder som et stativ

og holder verdens forfald men

Du giver mig lyst til bage

Med mine hænder vil jeg forme, der der skal igennem dig, optages af dig, blive til dig

jeg lover dig alt, jeg ved ikke hvordan, men alt, jeg lover, forelskelsen svinde? Aldrig, jeg lover dig alt

for du har så smukke arme at jeg ikke behøver at bestige nogle bjerge

jeg kan vandre med øjnene,

bestige dine muskler, med nød og næppe komme ned i live, fra din glatte hud, dit ungdomssind, et vindue ind i mig selv, der ligger jeg med halsen mod dine biceps, du strammer ikke grebet, men du må gerne, bare luk til, pres næven mod skulderhovedet så min luft forsvinder, det er en leg

at trække vejret ud og kort efter suge det igen, jeg vil dø hvert øjeblik, jeg fortryder det, hvert andet øjeblik, dine arme

er hele mit brusende liv værd, når jeg ligger

i en ældre mands grå favn og får komplimenter, får orgasmer, får at vide hvordan tilværelsen skal gå, glemmer jeg dig for en stund, jeg trækker kun vejret ind

på toppen er der en pause, svagt længes jeg efter dig, og din afvisning med øjenkontakt og hele svineriet, dine arme jeg lige ved hvordan

det ville føles at blive holdt af, savner, på vejen hjem, ned af trappen, ned ned af trappen, ned

i det mørkeste ubevidste, hviler du som vindruespisende gud, på bunden af min torsdagsdepression, under det nederste

af min mave har du alt at skulle have sagt, må jeg bage dig en glutenfri bolle?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kender det

23. October 2016 af Maria Guldager

Som en tredje kigger jeg ud på de første, der betragtes af de andre.

Jeg ser de andre sidde og se de kendte danse og de  andre elske de kendte og deres danse og de kendte elsker de andre så de kan få lov at danse og de siddende andre går i opløsning hvis ikke de bliver elsket, og de kendte går til grunde hvis ikke de andre sidder der og betaler og tænker gid det var mig, men det er ikke de andre, de ville aldrig kunne få sådan en smuk kæreste og hvis en anden alligevel skulle få en smuk kæreste, så kan de danse med i baggrunden,  eller i hvert fald skrive om dansen på en blog der får likes, fordi den primært indeholder billeder af de kendte, taget af de andre eller fotografer der arbejder for de andre, de elsker

at de kendte står ved siden af dem, når de filmes, hvis ikke der filmes, filmer de selv og skriver i bloggen at de også snapper, så de andre kan følge med de kendte, helst ikke blive kendte som de selv næsten er blevet, men sidde og elske at se på dans og derefter intriger med bare bryster og flyvske ben, de andre

er ellevilde, de andres bryster og ben flyver som et vildt show for mine øjne, vi er de tredje, der står hævet op og sukker

ned over landet som en sagte vind, for vi orker ikke sige noget, knapt nok tage os til hovedet, vi er så trætte, så afkræftede, vi er ikke med i cyklussen, ingen elsker os, ingen går i opløsning uden os.

Ordene gnider sig op af mine ben som vi slentrer sammen, langs de mørke fortove, cykler i kolde hænder, kolde greb om varme stemmer, forførelsen der venter lige om hjørnet, men forsinkes, jeg lænkes i hans meninger, jeg bad selv om dem, erotiske lænker, jeg er på date med den afvisende arbejdsgiver, jeg afviser hans meninger for ikke at afvise mig selv, men de snor sig om min hals, der hvor min selvkærlighed hænger som et smykke, strammere og strammere endnu, min vejrtrækning svinder, årstiden skifter i mig, huden skaller af og gulvbrædderne sidder ikke fast, negle der skraber mod ujævn overflade, bare fordi, ja det var bare fordi jeg ville ruske op i din stivnethed

der pakker livet ind i folie, ind i et køleskab med hylder, i en skuffe

med cherrytomater beder han mig være

mere som man kender det

fra andre dates, et restaurantbesøg

er et regnestykke og det går ikke op, når du hopper ned på gulvet og laver chaturanga, jeg er ikke dit segment, siger han mens vi kysser, for at gøre mig glad igen, for at minde mig om at der muligvis er andre, mindre kloge end han, der elsker mig, eller i hvert fald ikke tager det for nært, at jeg larmer larmer larmer larmer larmer

ramler ramler ramler ramler ramler

lad mig lad mig lad mig lad mig

land mig land mig land land mig

vander vander vander vander vander

sand mig sand mig sand mig

til

i din favn

hvor ingen piger nogensinde har trukket vejret

frit, er det dit

kritiske rationale der oversvømmer ensomheden med mistro

du forstår dig ikke på det, er jeg nødt til at trøste mig selv.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der finder mig skal aldrig

10. October 2016 af Maria Guldager

Problemet med at se hinanden til frokoster, middage, ved anledninger og til det uventede besøg

er at det bliver ved, ingen ende

har den sociale pleje. Så snart jakken er taget på lyder: hvornår ser vi jer så igen? Det varer vel ikke så længe?

Det er aldrig nok. Jeg bliver ved med at skulle

komme, deltage i den fælles gnaskning, gravsang og gajolæsketekst: hvornår ser vi dig så igen?

mine digte frister  dem ikke til at tale om noget, de siger bare: flot hjemmeside, hvornår ser vi dig igen?, problemet med at se hinanden i øjnene

er at jeg bliver søvnig som et land, der bliver svinet til at sine udrejste indfødte, udmattet som en kvinde der indeni behandles som en mand udenpå, skal vi

ja, siger jeg, men det er ikke nok at svare ja, er det?, der kommer højst et spørgsmål, vil du, og nu har spørgsmålet været der, nu er der bare mit fritsvævende ja uden hverken hænder eller fødder til at føre mig steder hen, ingen opfølgning, ikke noget initiativ, bare en svindende maskulinitet kanaliseret ud som budgetter og glansløse artikler i en avis, der er med til at deprimere hele landet, ja det søvnige land, problemet er

at vi ikke ses, slet ikke når vi er sammen, ser I mig, jeg ser ikke jer, vi ser ikke hinanden og problemet er,

at jeg kun kan skabe eufori, når manden er seksuelt tiltrukket af mig, et problem at jeg lever mine dage med det formål at være seksuelt tiltrækkende, sådan fungerer det ikke, siger de i godmorgen tv, i et klip på 25 sekunder på facebook, jeg har ikke tv, men jeg forstår pointen som den er delt og liket og kommenteret og diskuteret her i en tråd af relationer, stemmer der kender, ikke kender, venner, ikke venner, jobansøgere, redaktører, man hilser ikke på hvem som helst, man liker dem der får jobbet, jeg skal købe en anden parfume, siger de 25 sekunder, der får mig til at lugte mere kvindelig, jeg tror det er fragransen, siger jeg til min anspændte krop, der dufter af roser i en verden af torne, jeg ser indad, der er

er duftløs intethed og inde  i intetheden

bor et hus der stirrer ind i sine egne vægge, ses vi, ja vi ses, lige nu, ses til vi tømmes, bliver flade og påståelige, ingen kan ruske op i intet, det er stivnet, det er et hus, man kan bare flytte ind i dens sørgelige bolig uden mad i køleskabet, jeg beslutter mig for at faste, det gør jeg hver gang jeg har glemt at købe ind, jeg kalder det en effektiv form for sult.

—–

Jeg sidder oppe til kl 03:16 på facebook, på linkedin, instagram, ja selv informations debatforum, jeg prøver at møde nogen, mens jeg sidder i en seng, prøver at bryde igennem, komme frem noget, høres af nogen, sælges til nogen, kom og køb det virker

formentlig ikke efter hensigten, folk er for længst holdt op med at svare, jeg er for længst holdt op med at faste. Jeg finder nyt at tjekke hele tiden, jeg våger ikke

over landet og udtænker retfærdighedstogter, jeg har bare mainstream tankespind på selfies og selvreklame, hvordan er jeg endt

i et så svageligt udueligt overjeg, der lader mig rende rundt i natten uden krop, som ren selfie, udadreagerende i desperationspanik straffer

jeg mig selv, nu kom du heller ikke afsted i denne uge, du har jo betalt for lortet, men jeg kan ikke bare sådan dukke op til overfladen, for jeg har ligget i blød et sted inde i sig selv i 7 vågne nætter, modellervoks til hud, forvoksede kinder og lag rundt om panden,

giv mig en grund til at sove

med mørke drømme under åbne øjenlåg,

trykker jeg jatak til en gratis selvkærlig meditation, klik klik klik, og åbenbart til en evighed med nyhedsbreve og gode tilbud, tak, siger jeg til yogaindustrien, der gør mig frarøver mig muligheden at tjene penge på ærlig vis, jeg mener tjene penge på ærligheden, jeg mener mænd og mandige kvinder tjener penge på uærligheden, slørede affære og en uddannelse i at sno sig, hvis jeg kunne undgå det, ville jeg slet ikke tjene penge, tankespind og uærlighed midt i ærligheden

Det er koldere

end lige før, varmen indefra

kommer fra tarme på overarbejde

jeg spiser

fordi det regner,  ikke let og støvet men tungt og konstant,

En paprikagryde, en tomatsuppe, en bakke pulled kylling med chili

det varmer ved at slynge sig rundt i mit indre

En dør blæser åben i det mætte kongerige

mangel på ånd mangel på sved

overvægt af mursten i kroppen

døren er åbnet, jeg har selv gjort det, blæsten huserer

mut bryst, over solar plexus, svævende som et ja fra en kvinde, der burde blive forfulgt og beundret af manden

det køn der gør det så besværligt for sig selv, og dog vinder hele lortet, førstepladsen

fansider, bøger og linealer i hans billede,

jeg ville have troet frihed var varme, men jeg ser at den egentlig er kulde

er fravær, et valg med følger, jeg smelter sammen med det menneskelige

tomrum lige i solar plexus, det intet jeg er inde i, er indeni mig, jeg opdager det slet ikke

men jeg har hørt samme sang de sidste 50 minutter, på repeat spiller: I am the mountain, I am the sea, tiden går ind i mig og bliver der, jeg ænser ikke hvornår jeg skal ud, jeg begynder at nyde mig selv, jeg er et bjerg, jeg er et hav, jeg vil ikke til middag længere, mine egne børn behøver ikke at komme hjem, jeg kunne tage livet herfra og til graven alene, jeg nyder aleneheden

i en stund mere, så bliver også det for koldt, for kæreste-kedeligt, og jeg arbejder på at banke noget nyt på benene, noget der kan stå igennem en istid

omkring mig fryser det til, de river mig ned, man må ikke promovere sig selv her

kravlende genfinder jeg skammens hule, varm flødesuppe slubres mens de voksne

lægger budget, som tæppet over en frysende krop, kom her lille ven, drik lidt

bordskik og galde, sitrende fyldes jeg op og kan tale som et samfund i flere timer

hælde mine ord ud i aviser og smøre mig ind i forfremmelser og priser, jeg har

fundet et kram der bliver ved, i sit kram har den mig, det toneangivende våben

at være til på andres præmisser, jeg sigter på mig selv

og

—-

Kategori: General, Indlæg | Ingen kommentar »

I ruinernes varetægt

7. October 2016 af Maria Guldager

Jeg kan godt holde mig

selv inde

nu har jeg bevist det

jeg kan leve med mig selv

hvile her, træde vande indtil mit liv bliver gammelt

noget værd men ikke noget ved

jeg vil hellere leve med jer, udenfor

jeg er færdig med inde

bag ideerne, maskinrummet, færdig

med at udføre opgaver for et cirkulært bånd

jeg bliver lagt på det, snurret rundt i et blufnummer

en drøm der viser sig at være det eneste jeg har

en virkelighed jeg må bryde igennem

for at komme ud med mig selv

jeg har en bog i maven, jeg forstoppes

jeg må ud til vandet, se over det, tale over det, be over det, flygte over det

jeg er en knop på en busk, jeg banker

vil foldes ud, ikke gennem livsprincippers tyranni,

men ved bevægelse, forbindelse, ved krop og krop

kroppene er enten lækre

eller ulækre, jeg vil ikke

holdes om af den ulækre

så bliver min krop også ulækker, det forstår han

ikke og min krop kan ikke holde sig inden for sit format

jeg tipper over

Mine følelser kan ikke være på så lidt plads

jeg tipper over

i et øjeblik er jeg på instagram, i et øjeblik er jeg på mailen, i et øjeblik reklamerer jeg for mit yogastudie, jeg er

sent på den nu, min ambition tipper over og ud

ned langs mine sider, skaber ekstra tyngde i mine hæle, jeg skal også snart meditere

jeg holder kun fokus i halvandet minut af gangen, kalder du dig poet.

Det er som om, der intet er sket

i dig siden jeg så dig sidst, har du slet ikke drømt

om mig og vore kroppes nøgenhed

i min jordbund ulmer forelskelsen

jeg prøver at rense mig selv, fjerne

mit blik, men jeg ser lige ind i dig

om du er her eller ikke

og elsker hver en bid, så kraftfuldt

at jeg bliver bange for affektionen

Med min bagside mod underlaget

leder jeg efter en rytme, en trækning

der er ingen luft i mig

jeg ligger stille, afventende, ingen luft

jeg må sove, det glemte jeg at gøre i nat,

jeg glemmer hvordan man vågner

jeg har travlt

men jeg gider ikke have travlt, så jeg dropper

travlheden, påstyret, ikke i dag, jeg gider ikke

jeg putter mig i den dårlige samvittighed af uld

min krop gør ondt

den er lækker

men vil ikke vågne, hvad har jeg gjort

er det for stort, er det hele for stort

er jeg for lille

til alt det store

REplikkerne

væver sig ind i hinanden, forfra, bagfra, en ulækker krop

holder om en lækker krop, der ikke kan give slip

på det den har fået at vide, den skal sige

Et stivnet ansigt på fjernsynet, lige over en mikrofon

jeg lader skærmen lave arbejdet

jeg mediterer ikke, jeg tænker ikke, jeg sover ikke,

jeg gør ingenting, jeg ser bare på en reporter

der har slugt sin vejrtrækning, jeg forstår

hendes angst og ser på det

hører ikke hendes ord, men forstår dem

indefra, jeg er inde i ordene, i måden

de spyttes ud på, skrattende,

hvis man ser hvordan de slaveagtigt vandrer ud i flok, lænket til konsistens

man må opgive alt for at få succes

for at blive reporter og formidle virkeligheden gennem ordentlighed

for at bryde igennem til dem derhjemme, give dem rytme, man må

opgive alt, også åndedrættet

jeg kan ikke finde mit åndedræt

ikke finde mit tredje barn

jeg leder efter ham indeni mig, er det her sundt mor

spørger min 7-årige datter, jeg svarer at jeg ikke ved det

hvordan skulle jeg vide hvad der er sundt for dig

spørger jeg, og ved at jeg fylder forvirring

og åndedræt på hende i samme nu, hvis bare

jeg var hjemme ved hende

jeg er aldrig hjemme

når vi er sammen vandrer jeg som en udlånt bog

rundt i andres læsninger, jeg må ind

for at komme ud

en væbnet virkelighed frister mig til at trække

sværdet

men jeg har kun en regnbue

den har jeg haft siden jeg var 12

jeg vil beholde regnbuen

sagde jeg, og mente at noget da måtte forblive, brysterne

kan vokse og jeg blodet flyde, følelserne gøre kulret og modenheden trænge sig på

men regnbuen, lad os da beholde noget

fra den forliste barndom

som et bevis på, at der var et fællesskab

under de ligegyldige gentagelser

af kolde eftermiddage

på larmende biblioteker.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forbundet med listende skygger

2. October 2016 af Maria Guldager

Kære liv

det du vil have

hvad end du vil

bare tag det

tag det og gør det

mens jeg trækker vejret

efter mig

som slibrige spor af en barndom der ikke anede hvilken overhængende fare den var i

lille pige jeg ville glad gå med dig ind i din fantasifulde verden

hvis ikke jeg vidste, hvilken forrykt mor du har, en mor der ikke kan skærme dig og fantasiens radikale åbenhed skal skærmes, lille pige, du er så utryg at jeg må græde ned over dig og forklare dig, at det er moderregn der vil få dine hår til at gro, du spørger om du også får bryster af det, jeg beder dig

kære liv

forlad mig omgående hvis jeg skal vandre endnu et skridt uden

modet til at digte videre

at kalde dig mit er en hånefuld absurditet

jeg bøjer mig for dig, du magtfulde tunge hovedliv der ser, hører, lugter, smager, livets hovede kan ikke rokkes, det er der i alt, dømmende, seende, absorberende, hvert et åndedrag tæller det

mens jeg lægger tallene forkert sammen, folder dagene

ud, pakker ordene op og ned, træner

opøver, opelsker, opkøber

have og lande og følelsesriger

intet af det bliver mit

slet ikke livet.

Jeg er den lyserøde gerning

forvildet og forskrækket i nattens mørke bramfrihed

griner et blik, smuldrer min dømmekraft, vakler min henledte opmærksomhed

mod det sublime univers

der er så stort, og jeg er

død bag synsnerven, lavmælte lyde

der siger så lidt så det lyder som ingenting

men det er det eneste jeg har, et stemmeført glimt af hvad jeg en dag kan skabe

kom med

kom skal vi ikke

lad os

kom så reagerer vi

kom så dater vi

kom så familier vi

kom så er vi et vi

kom og rør mig

kom helt ind i mig for ellers, kommer

ingen nogensinde helt derind og jeg ankommer ikke uden

dit komme, se hvordan tiden læger min berusethed, kom

og tag mig før skyggen opstår

ellers lister den sig lige i hælene på min arme

der må slynge sig om sig selv

og sværge til poesien fremfor sindsroen.

Hver dag står jeg op, og må i gang med at håndtere mig selv

mine symptomer og syndromer

planer og haner

jeg ser blomsterne mellem stenene, og forstår deres eksistens som beviser på mit indre liv

vildt og slynget, sådan har jeg det også

småt men giftigt, det stikker hovedet frem under mine arme

blomstret og sirligt, som ville jeg forme mine ører, hvis jeg kunne

alt hvad jeg ser omkring mig, ser jeg i lyset af jammerlige skvulp, jeg tager deres skønhed, kvæler dem i mit eget svælg, planter bliver billeder

på mit bord

på mit sind

billedlige livgivere, de har aldrig

bedt om at blive trukket ind

i mig som kønsneutrale spor efter mine sindssyge forelskelser, det banker

bag mit bryst, hjertet vil ud, men han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, så meget

for positiv tænkning, så lev dog

i dig selv, lev i dig selv, maria, lev

og “gÃ¥ lige ud” siger jeg til drengen pÃ¥ otte Ã¥r, der stikker i grÃ¥d pÃ¥ min kommando

jeg ved ikke længere hvad der er vigtigst: mine børn eller min sindssyge, en havregrødsportion eller min krop, en virksomhed eller mit livsformål, døren går op

ind kommer rene børn, vi krammer, til min følelse af aldrig at kunne vaske mig ren, som var hele min tilværelse et ophold, jeg venter

på at komme hjem fra, jeg kryber rundt i en tue af mylder,

jeg vækker mig selv, men forbliver i søvnen indtil dagen overtaler mig til at komme ud og lege, jeg vil helst være hjemme, lidt endnu, så meget jeg skal nå inden jeg for alvor kan gå, for alvor kan nå at komme nogen steder, lidt endnu

banker på mit hjerte på

Ã¥bningen kommer

siger de

det kommer

hvor skal jeg holde til imens

i mit eget ikke-hjem, i en tue der støver til i min sjæl, der kun holdes mæt af sine egne ord, jeg skriver

til ham igen, skal vi mødes

i min lånte gryde hvor jeg damper tre stykker broccoli i

det skulle være så sundt, ikke at mødes når man har slået op

jeg savner

narko og ro, i min sjælefrakkes inderlomme, hvor lysten sidder, hvorfra den pakker mig ind i gammelt mønster og et hjerte, der

tilhører dig, nu er jeg bare ærlig, jeg er så ærlig, i en sms

smiler du til mig

via et ikon

du er gul som en sol

jeg er lyserød som en elefant

mine ikoner soler tilbage og ved godt

det er game over

for mennesket bag ikonet

men jeg lader ikke en dag forgå, lader den ikke drive bort fra mig

jeg insisterer

indtil verdens hvirvles op af min længsels vind.

Jeg kan ikke finde nogen handsker, ingen nye i butikkerne, ingen gamle i skufferne, jeg kan ikke finde

ud af at acceptere at dagen skal slutte

det er i dag

det er en slette

og bagefter er det slettet, vi går hjem, hvilket hjem og med hvem, det er for koldt

med bare hænder i dag, bare hænder

i en varm sjælesørgersituation der ikke giver nogle svar, jeg kan ikke svare dig, bare guide dig,

jeg tuder dagen ud, til sidst er der ikke mere dag

i mig og jeg finder retningen et sted lang bagude, gid du

havde været mere end en projektion

af lys

kunne du dog bare

have været alle mine dage.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg Næste indlæg »