For en uges tid siden stiftede jeg bekendtskab med en filosof, der nok havde frygtet at jeg, 198 år efter hans fødsel, ville blive født uden at høre om ham før efter yderligere 25 år, hvor jeg så ville modsætte mig hans teorier. For Arthur Schopenhauer fra 1788 var pessimistisk i sit udtryk og indtryk. Han havde måske ikke forventet, at jeg min uenighed til trods ville blive inspireret af hans ord. Og alligevel er arrogancen at spore, når han skriver i sit hovedværk ”Verden som vilje og forestilling” fra 1818: ”En genial mand kan ikke være selskabelig, for hvilke dialoger kunne dog være så intelligente som hans egne monologer?” Hørt.

Den mørktsindede Schopenhauer forelsker sig en del (hvilket bekræfter min teori om jo mere selvutilstrækkelig og livs-nedtrykt du er- indadtil- udadtil -begge dele- des mere/oftere forelskes du), men selvom der opstår varme følelser og vel -det en Oprah- bestøvet 86’er som jeg kalder for- håb, slår selve tilværelsen ham som fejlagtigt og intet værd. Han behandler emnet lidelse, og når jeg læser ham genkender jeg faktisk en del af min lutherske baggrunds lære. Han medgiver dog ikke luthersk enighed med sin inkluderende teori, men tildeler altings grund begrebet livsviljen. Som er ond. Og som alt må lystre. Læs resten af dette indlæg »

Jeg hørte forleden, at troende var mere samvittighedsfulde, fordi de har overbevisningen om at de hele tiden bliver holdt øje med. Jeg kan fuldt ud tilslutte mig teorien, og da tanken om en altvidende Gud ligger så dybt i mig, tænker jeg stadigvæk som hvis jeg blev overvåget. Eller i hvert fald at jeg til sidst bliver afsløret. Der har min nye tro måske taget lidt over (ubevidst), fordi jeg nu (stadig) har en stor forhåbning om, at vi ved livets ende får en form for vished-erkendelse- overblik omkring alle sjæles sande jeg. Dvs. alle andre får at vide, om jeg gav den ægte kærlighed til folk, som jeg i dette liv øjensynligt gør. Hvor sprang jeg over hvor gærdet var lavest, og hvor snød jeg til egen vinding.

Men min helvedes angst eller paranoia har jeg jo så tit blogget om. Nej, i dag skal du hellere hæfte dig ved ideen om, at der er en, der har overblikket. Over det hele. Også din slægts historie. Jeg ved ærgerligt lidt om min egen familie. Min far har aldrig ville svare på spørgsmål om hans barndom. ”Hvorfor vil du dog vide det” har han bare vrisset, og når jeg har svaret, at der jo er en sammenhæng mellem barndom og voksenliv, som kunne være interessant at finde, så har han afvist mig på en måde, så man ikke lige spørger igen foreløbig. I de sidste mange år har jeg slet initieret vigtige samtaler med ham Læs resten af dette indlæg »

Jeg har i de forgange uger skrevet tre fyldige indlæg, men da de ligesom ikke ramte det, jeg ville sige, har jeg  undladt at dele dem med jer. For at nærme mig den egentlige kerne, opsummerer jeg lige kort de tre behandlede emner.
1 Siden jeg fornylig fik lagt en hormonspiral, der skal afskrække alle fremtidige graviditeter, har jeg nydt børnene endnu mere. Især Charlie. This is it. Utroligt så forkert det føles at gå imod naturen, og sige aldrig mere gravid. Nemt valg umiddelbart da jeg i denne kultur, dette liv, denne krop absolut ikke vil igen. Men da valget om at blokere evnen til at bære liv så blev truffet for real, mærkede jeg urkvinden i mig, hvis eneste udprægede lykke er hendes helt egen look-alike-baby. Mærker en korporlig appel, men min dom kan ikke ankes!
2 Et blogindlæg om tre livspositioner
Værdsættelse
Udsættelse
Istandsættelse /tilsættelse Læs resten af dette indlæg »

Nogen gange synes jeg min væren handler om at gardere mig mod en kommende væren. Her taler jeg ikke om, at vi i morgen skal fejre min og mandens fødselsdag og at det ”kager” rundt i mit hoved med forberedelserne. Og dog. Det foregår netop tit på den slags hverdagslinjer, og jeg griber mig selv i at have planlagt de næste ti dage fra a til å. Men det er mest i forbindelse med børn, og at få hele denne svingdørsfamilie til at kunne fungere.

Det, der generer mig er, at mine tanker i stort omfang fyldes af det, der nok sker. Måske sker. Kan ske hvis. Vil ske når. Faktisk er min blog noget af det eneste i mit liv, der fortsætter sin eksistens med en bevidst nedlukning af tanker om hvad der i det skrevne senere vil kunne bruges i mod mig/gøre mine børn flove. Her vælger jeg aktivt at nyde, at det endnu ikke har for store omkostninger for mig, at dele en stor del af mig selv online.

Beregning er en væsentlig del af vores hjernefunktion. Kost og motion er fx meget normalt, at unge vægter, fordi de kender skrækeksempler på ældre, der nu lider på grund af dårlige valg indenfor de kategorier. Jeg handler, for ikke at ende som… Normalt er det vel også, at have nære veninder, der dog ikke er tid til at se lige nu, men som helt sikkert bliver nære igen senere.  Jeg handler beregnet på, at få mere tid og mulighed for samvær senere.

Det er bare som om jeg KUN lever, for det der kommer. Læs resten af dette indlæg »

Den manglende søvn får skyld

For det meste

Modsætningerne svæver som fjer i stormvejr

Det vides ikke helt hvorfra de kommer

Det er lidt klamt

Og man føler ikke de burde være midt al den turbulens

Men hverken fjerene eller deres ejermænd kan stille min reddertrang

Modsætningerne er der bare

I mit hoveds storm

I min maves angst

I min vejrtræknings bekymring

I min krops energi

Frigørelse og spot

Bekymring og håb

Angst og iver

Låst og forløst

Nydelse og mådehold

Hænger sammen på godt og ondt men mit tankemønster afbryder alle forbindelser

Ændringen er mulig, jeg ved det, jeg vil det

Hvordan kobles jeg til landskab med sø og strå

Er jeg genetisk ude af stand

Var der en grund til at jeg fik urimeligt mange bumser

Eller skal arrene for evigt give genklang i mig som

En indesluttet usandsynlig

Ofte hormonbetinget håndvægt

Det alle ønsker er vel ”et overflodsliv med et mål og en vej”, som der synges fra Lohses Fællessangbog i sangen ”Nyt liv til alle”.

Her i privaten er vi begge enormt rodløse, når det kommer til bopæl, og selvom det tit føles sådan, så er vi ikke de eneste på kloden, der ikke har vore nærmeste indenfor fysisk rækkevidde. I mandags viste DR2 filmen ”Smukke mennesker”, (http://www.dr.dk/DR2/film_paa_dr2/Filmsider/smukke_mennesker.htm) som jeg syntes udtrykte denne ensomhed flere af os oplever, når vi ikke har det kernetilhørsforhold, der kunne virkeliggøre let-holdte fødselsdage og spontane aftensmadsbesøg. I jagten på overflodslivet vil jeg påstå, at nogle af os virkelig mangler et mål og en utåget vej.

Oplevede jeg at have det, da jeg var kristen? I høj grad. Selvom jeg øjensynligt tågede rundt også da, var jeg altid overbevist om, at der var en højere mening. Med Gud som far var jeg aldrig helt hjælpeløs og forladt.

Det er netop nummer 1 grund til, at jeg til stadighed overvældes af følelser, der som stærke stædige arme flår i min energi, og efterlader fortvivlede vibrationsbølger. Hvis de religiøse følelsers origin har ret, så er der god grund til min fortvivlelse. Mit hus er i bygget på sand, og jeg aner ikke hvor jeg skal finde en klippe, der er stærk nok når stormen kommer. Mister jeg det, jeg har kært, mister jeg alt. Der er intet sikkerhedsnet. Ingen højere mening og trøst. Det drager min tryghedstrang max, at tro på en frelse og en glad evighed og en Gud, der vil mig det allerbedste.

Er det derimod sådan, at mennesket er designet til at længes efter tryghed, for at vi ikke skal komme til skade, og at den tryghed for mig hidtil har bestået i en forklaret mening med livet, hvorfor jeg nu savner denne sikkerhed i min livsforståelse, så vil mål og vej dertil ligge ligefor.  Jeg kunne tro, hvad end jeg ville, hvis jeg vidste/turde stole på, at der ikke eksisterer en Gud. At religiøse følelser er netop bare følelser, og ikke små budskab fra oven. Min samvittighed ville ikke stå i vejen for et (synes jeg) tiltalende teosofisk livssyn, og ingen snert af fare ville være at spore ved hvilken personlighedsændring et sådant nyt perspektiv kunne skabe. Læs resten af dette indlæg »

Jeg har alt for mange tanker lige for tiden! De kan i hvert fald ikke proppes ned i et indlæg her på bloggen alle mand, men jeg vil da prøve at få et par ud. Det, der altid er mit kæmpestore problem er, at forene de dybe tanker med den nogen gange overfladiske, andre gange hektiske, til tider krævende og lige nu; ”opslugende” hverdag. Det ville svare til at sidde i en høj udfordrende stilling med en arbejdstid på max, imens diverse familiemedlemmer blev ved med at ringe og fortælle om deres vanskeligheder… Altså; der er jo ingen, der beder mig løse dødens mysterium, men alligevel banker netop mine egne filosofiske livs og -dødstanker på i alle hjørner af min eksistens. Jeg kan ikke tage barsel fra dem.

Førhen har det resulteret i ualmindeligt tåbelige situationer. Jeg har prætenderet sygdom eller måske ligefrem leget med døden, for enten at undgå, omgå eller indgå de spørgsmål, der altid ligger i mig. Men det hører fortiden til. Uærligheden. Læs resten af dette indlæg »

Når man, som jeg, har små –hyperkrævende- dejlige børn, er det vanskeligt ikke at falde i ”babylove”-grøften. Du skal ikke blive for oprevet, over at du ikke er klar over hvad jeg mener med det udtryk, for det er ganske hjemmelavet. Med babylove mener jeg, at AL ens kærlighed og opmærksomhed og tankevirksomhed går til børnene. Og dermed ikke andre. Såsom den man er gift med. Når jeg ser unge par gå hånd i hånd gennem gågaden, eller nusse hinanden til et selskab, så ihukommer jeg, at babylove kun er godt til et vis punkt. Der SKAL være mere, der skal være lidenskabelig kærlighed tilbage til manden. Jeg har lykkeligvis masser af lyst og inderlighed til min mand. Men jeg savner at kunne gå ham i møde med øjenkontakt… eller røre begge hans hænder.. Der er altid et barn, der lige skal hoppes rundt med eller en snotnæse der skal afhjælpes eller en barnevognsituation imellem os.. Vi har tit talt om at sætte kærligheden lidt på standby; indtil der bliver tid til os igen. Men det lyder som noget en julefilm ville modsætte sig, ik? Man skal  elske, mens man kan agtigt.

Indenfor de seneste par måneder er jeg blevet noget nær forelsket i en helt særlig pige (måske siger man kvinde, når hun er fyldt de 30? ), der også har mindet mig om, at jeg er mere end en babylover. Vores seriøse dybe venskab er forholdsvist nyt, mens jeg egentlig har villet hende i nogen tid. Hun skulle bare lige give mig lidt mere end en lillefinger, og så turde jeg stå sårbar overfor hende. Jeg stripper gerne, hvis der er emotionel intimitet at vinde.

Nærhed er så smukt. Det gør vor psyke i stand til at legemet er alene uden bedrøvelse over, at vi er alene.

Men lad mig grave lidt i det fysiske aspekt indenfor det, jeg kalder nærhed. Anerkendelse har alle brug for, og i sammenhæng med menneskets barndom og øvrige baggrund vil det søge efter noget specifikt – det er ikke så svært at gennemskue, og hvad der som følge heraf søges, kan placeres i mere eller mindre holdbare teoriudsagn. Det legemlige er derimod ligesom jura Læs resten af dette indlæg »

Jeg har ALDRIG troet på, at man kan hvad man vil. Jeg hørte det vist i Snurre Snups Søndagsklub første gang. Jeg husker i hvert fald, at jeg har siddet og rystet på hovedet i en ganske ung alder, da jeg hørte den påstand udlagt som en almen sandhed på tv. Nu spiste jeg for ALT for meget sukker til at være noget nær et intelligent barn, og jeg havde ALT for meget far-svigt i mig til at fokusere på andet end drømmen om den store romance; så desværre har jeg ikke en længere udredning af min bevæggrund for denne rysten på hovedet.

Jeg ved bare, at jeg aldrig har troet på det. I mine teenageår har jeg tænkt på det semantisk omvendt – at man vil det man kan. Jeg tænkte, det måtte være vejen til lykke, eftersom man da altid ville være i stand til det ønskede. I dag synes jeg måske, min ordstilling var en anelse uambitiøst, for jeg tror man har evner, der er skjulte for en selv, og hvis man kun rækker ud ”hertil og ikke længere” i sine mål for livet, risikerer man at gå glip af det uanede.  I dag vil jeg mene, at det afgørende er realitetssansen. Læs resten af dette indlæg »

Livet som kristen er kompliceret. Man må forklare den ”uomvendte”, at kristendommen indeholder aspekter, der skal lyttes til på forskellige tidspunkter i livsforløbet. Du er på én gang fri – tilgivet –god nok præcis som du er pga. Jesus, og dog er du udvalgt til efterfølgelse – et liv i overensstemmelse – at tro levende med gerninger.

Men livet som ”formentlig ikke-kristen” er hermed også konstateret kompliceret! Her falder jeg blot i nogle andres klicheer, end jeg gjorde før. Det sker desværre. Og når det gør, får jeg en følelse af, at det skyldes en dissonans i mit indre. En såkaldt ”ubalance” i sindet.

Ja, mine tanker er overtegnet af disse klicheer. Min veninde smsede mig forleden, at hun altså ikke kunne tage imod mit velmenende råd om at leve i nuet, for hun havde brug for noget fremtidigt, at glæde sig til. Det var her, det gik op for mig, at mine nye filosofispadestik bliver truet af den moderne selv-psykologi, der bunder i trendy coachcertificeringer, og ikke i en dybere filosofisk overvejelses tradition. Jeg har spredt om mig med hvad jeg troede var vise ord, for nu at indse, at den forsømte kildekritik har ledt mig ind i et springvand af overfladiske læresætninger. Læs resten af dette indlæg »