Den vildeste lykke

26. November 2016 af Maria Guldager

Jeg havde et billede af den kvinde, jeg ville have

og det lignede ikke dig

ikke dine strækmærker, børn, eksmænd, ikke din kønsbehåring, modermærkesamling, tørrede hudplamascher

men nu er jeg klar

selvom din næse løber, dine tarme værker, din ånde gør sig kraftig

siger du og jeg prøver at høre igennem det jeg vil høre, tværs gennem den røde farve i mine kinder, hvad laver du

jeg har ingenting lavet i 10 timer

jeg har haft travlt med at takke Gud for sit mirakel

at du kan elske mig er alt

muligt

nu

alt er

muligt, hvad laver du, han spørger mig ikke, jeg svarer alligevel

alt er muligt

jeg laver alt muligt

der ikke er muligt endnu men fordi du kyssede mig

ved jeg alt muligt

jeg ved

at intet længere kan gå helt galt

at jeg tror på lykken

at du er min forbindelse til jorden

selv når du klatrer og surfer og lever livet fra en charter-ø

at mine uforståelige formuleringer er sand

mellem dine tæer, jeg mærker

dine tæer drømme

om varme og en sydlandsk kvinde

jeg holder ideen inde, who cares, intet varer evigt, er det muligt

at du griber mig, når jeg har kastet mig ud fra skrænten

at dine arme endelig, endelig, kan tilhøre mig, mit landskab

kan dække dine bjerge med smuk vildskab, jeg lover

jeg vil vokse på dig

hvis du vil vande mig

er det muligt at gøre alt på et liv

så skriv det i et brev

det eneste jeg læser

er dine øjne, det eneste jeg læser er dine

subtile rystelser, bevægelser, rytmiske ord, bevægende svar, for i dem har

jeg alt i hele livet

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

bjergarme

25. November 2016 af Maria Guldager

Bare askebæger så?

Det er okay, jeg ikke kan stå i vinduet og føre mig frem, men noget må du kunne bruge mig til?

Jeg vil være din slave, din undersåt, hvad end der bekommer dig godt, for jeg har aldrig mødt en skarp, handy, L-ægger- glutenallergiker, så meget

mand i en dreng, de andre mænd giver mig lyst til at rejse mig og gå

jeg sidder med verden i mit skød, trykker på en knap og den bliver ved

fylder mig med perspektiv, jeg sidder som et stativ

og holder verdens forfald men

Du giver mig lyst til bage

Med mine hænder vil jeg forme, der der skal igennem dig, optages af dig, blive til dig

jeg lover dig alt, jeg ved ikke hvordan, men alt, jeg lover, forelskelsen svinde? Aldrig, jeg lover dig alt

for du har så smukke arme at jeg ikke behøver at bestige nogle bjerge

jeg kan vandre med øjnene,

bestige dine muskler, med nød og næppe komme ned i live, fra din glatte hud, dit ungdomssind, et vindue ind i mig selv, der ligger jeg med halsen mod dine biceps, du strammer ikke grebet, men du må gerne, bare luk til, pres næven mod skulderhovedet så min luft forsvinder, det er en leg

at trække vejret ud og kort efter suge det igen, jeg vil dø hvert øjeblik, jeg fortryder det, hvert andet øjeblik, dine arme

er hele mit brusende liv værd, når jeg ligger

i en ældre mands grå favn og får komplimenter, får orgasmer, får at vide hvordan tilværelsen skal gå, glemmer jeg dig for en stund, jeg trækker kun vejret ind

på toppen er der en pause, svagt længes jeg efter dig, og din afvisning med øjenkontakt og hele svineriet, dine arme jeg lige ved hvordan

det ville føles at blive holdt af, savner, på vejen hjem, ned af trappen, ned ned af trappen, ned

i det mørkeste ubevidste, hviler du som vindruespisende gud, på bunden af min torsdagsdepression, under det nederste

af min mave har du alt at skulle have sagt, må jeg bage dig en glutenfri bolle?

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Kender det

23. October 2016 af Maria Guldager

Som en tredje kigger jeg ud på de første, der betragtes af de andre.

Jeg ser de andre sidde og se de kendte danse og de  andre elske de kendte og deres danse og de kendte elsker de andre så de kan få lov at danse og de siddende andre går i opløsning hvis ikke de bliver elsket, og de kendte går til grunde hvis ikke de andre sidder der og betaler og tænker gid det var mig, men det er ikke de andre, de ville aldrig kunne få sådan en smuk kæreste og hvis en anden alligevel skulle få en smuk kæreste, så kan de danse med i baggrunden,  eller i hvert fald skrive om dansen på en blog der får likes, fordi den primært indeholder billeder af de kendte, taget af de andre eller fotografer der arbejder for de andre, de elsker

at de kendte står ved siden af dem, når de filmes, hvis ikke der filmes, filmer de selv og skriver i bloggen at de også snapper, så de andre kan følge med de kendte, helst ikke blive kendte som de selv næsten er blevet, men sidde og elske at se på dans og derefter intriger med bare bryster og flyvske ben, de andre

er ellevilde, de andres bryster og ben flyver som et vildt show for mine øjne, vi er de tredje, der står hævet op og sukker

ned over landet som en sagte vind, for vi orker ikke sige noget, knapt nok tage os til hovedet, vi er så trætte, så afkræftede, vi er ikke med i cyklussen, ingen elsker os, ingen går i opløsning uden os.

Ordene gnider sig op af mine ben som vi slentrer sammen, langs de mørke fortove, cykler i kolde hænder, kolde greb om varme stemmer, forførelsen der venter lige om hjørnet, men forsinkes, jeg lænkes i hans meninger, jeg bad selv om dem, erotiske lænker, jeg er på date med den afvisende arbejdsgiver, jeg afviser hans meninger for ikke at afvise mig selv, men de snor sig om min hals, der hvor min selvkærlighed hænger som et smykke, strammere og strammere endnu, min vejrtrækning svinder, årstiden skifter i mig, huden skaller af og gulvbrædderne sidder ikke fast, negle der skraber mod ujævn overflade, bare fordi, ja det var bare fordi jeg ville ruske op i din stivnethed

der pakker livet ind i folie, ind i et køleskab med hylder, i en skuffe

med cherrytomater beder han mig være

mere som man kender det

fra andre dates, et restaurantbesøg

er et regnestykke og det går ikke op, når du hopper ned på gulvet og laver chaturanga, jeg er ikke dit segment, siger han mens vi kysser, for at gøre mig glad igen, for at minde mig om at der muligvis er andre, mindre kloge end han, der elsker mig, eller i hvert fald ikke tager det for nært, at jeg larmer larmer larmer larmer larmer

ramler ramler ramler ramler ramler

lad mig lad mig lad mig lad mig

land mig land mig land land mig

vander vander vander vander vander

sand mig sand mig sand mig

til

i din favn

hvor ingen piger nogensinde har trukket vejret

frit, er det dit

kritiske rationale der oversvømmer ensomheden med mistro

du forstår dig ikke på det, er jeg nødt til at trøste mig selv.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Den der finder mig skal aldrig

10. October 2016 af Maria Guldager

Problemet med at se hinanden til frokoster, middage, ved anledninger og til det uventede besøg

er at det bliver ved, ingen ende

har den sociale pleje. Så snart jakken er taget på lyder: hvornår ser vi jer så igen? Det varer vel ikke så længe?

Det er aldrig nok. Jeg bliver ved med at skulle

komme, deltage i den fælles gnaskning, gravsang og gajolæsketekst: hvornår ser vi dig så igen?

mine digte frister  dem ikke til at tale om noget, de siger bare: flot hjemmeside, hvornår ser vi dig igen?, problemet med at se hinanden i øjnene

er at jeg bliver søvnig som et land, der bliver svinet til at sine udrejste indfødte, udmattet som en kvinde der indeni behandles som en mand udenpå, skal vi

ja, siger jeg, men det er ikke nok at svare ja, er det?, der kommer højst et spørgsmål, vil du, og nu har spørgsmålet været der, nu er der bare mit fritsvævende ja uden hverken hænder eller fødder til at føre mig steder hen, ingen opfølgning, ikke noget initiativ, bare en svindende maskulinitet kanaliseret ud som budgetter og glansløse artikler i en avis, der er med til at deprimere hele landet, ja det søvnige land, problemet er

at vi ikke ses, slet ikke når vi er sammen, ser I mig, jeg ser ikke jer, vi ser ikke hinanden og problemet er,

at jeg kun kan skabe eufori, når manden er seksuelt tiltrukket af mig, et problem at jeg lever mine dage med det formål at være seksuelt tiltrækkende, sådan fungerer det ikke, siger de i godmorgen tv, i et klip på 25 sekunder på facebook, jeg har ikke tv, men jeg forstår pointen som den er delt og liket og kommenteret og diskuteret her i en tråd af relationer, stemmer der kender, ikke kender, venner, ikke venner, jobansøgere, redaktører, man hilser ikke på hvem som helst, man liker dem der får jobbet, jeg skal købe en anden parfume, siger de 25 sekunder, der får mig til at lugte mere kvindelig, jeg tror det er fragransen, siger jeg til min anspændte krop, der dufter af roser i en verden af torne, jeg ser indad, der er

er duftløs intethed og inde  i intetheden

bor et hus der stirrer ind i sine egne vægge, ses vi, ja vi ses, lige nu, ses til vi tømmes, bliver flade og påståelige, ingen kan ruske op i intet, det er stivnet, det er et hus, man kan bare flytte ind i dens sørgelige bolig uden mad i køleskabet, jeg beslutter mig for at faste, det gør jeg hver gang jeg har glemt at købe ind, jeg kalder det en effektiv form for sult.

—–

Jeg sidder oppe til kl 03:16 på facebook, på linkedin, instagram, ja selv informations debatforum, jeg prøver at møde nogen, mens jeg sidder i en seng, prøver at bryde igennem, komme frem noget, høres af nogen, sælges til nogen, kom og køb det virker

formentlig ikke efter hensigten, folk er for længst holdt op med at svare, jeg er for længst holdt op med at faste. Jeg finder nyt at tjekke hele tiden, jeg våger ikke

over landet og udtænker retfærdighedstogter, jeg har bare mainstream tankespind på selfies og selvreklame, hvordan er jeg endt

i et så svageligt udueligt overjeg, der lader mig rende rundt i natten uden krop, som ren selfie, udadreagerende i desperationspanik straffer

jeg mig selv, nu kom du heller ikke afsted i denne uge, du har jo betalt for lortet, men jeg kan ikke bare sådan dukke op til overfladen, for jeg har ligget i blød et sted inde i sig selv i 7 vågne nætter, modellervoks til hud, forvoksede kinder og lag rundt om panden,

giv mig en grund til at sove

med mørke drømme under åbne øjenlåg,

trykker jeg jatak til en gratis selvkærlig meditation, klik klik klik, og åbenbart til en evighed med nyhedsbreve og gode tilbud, tak, siger jeg til yogaindustrien, der gør mig frarøver mig muligheden at tjene penge på ærlig vis, jeg mener tjene penge på ærligheden, jeg mener mænd og mandige kvinder tjener penge på uærligheden, slørede affære og en uddannelse i at sno sig, hvis jeg kunne undgå det, ville jeg slet ikke tjene penge, tankespind og uærlighed midt i ærligheden

Det er koldere

end lige før, varmen indefra

kommer fra tarme på overarbejde

jeg spiser

fordi det regner,  ikke let og støvet men tungt og konstant,

En paprikagryde, en tomatsuppe, en bakke pulled kylling med chili

det varmer ved at slynge sig rundt i mit indre

En dør blæser åben i det mætte kongerige

mangel på ånd mangel på sved

overvægt af mursten i kroppen

døren er åbnet, jeg har selv gjort det, blæsten huserer

mut bryst, over solar plexus, svævende som et ja fra en kvinde, der burde blive forfulgt og beundret af manden

det køn der gør det så besværligt for sig selv, og dog vinder hele lortet, førstepladsen

fansider, bøger og linealer i hans billede,

jeg ville have troet frihed var varme, men jeg ser at den egentlig er kulde

er fravær, et valg med følger, jeg smelter sammen med det menneskelige

tomrum lige i solar plexus, det intet jeg er inde i, er indeni mig, jeg opdager det slet ikke

men jeg har hørt samme sang de sidste 50 minutter, på repeat spiller: I am the mountain, I am the sea, tiden går ind i mig og bliver der, jeg ænser ikke hvornår jeg skal ud, jeg begynder at nyde mig selv, jeg er et bjerg, jeg er et hav, jeg vil ikke til middag længere, mine egne børn behøver ikke at komme hjem, jeg kunne tage livet herfra og til graven alene, jeg nyder aleneheden

i en stund mere, så bliver også det for koldt, for kæreste-kedeligt, og jeg arbejder på at banke noget nyt på benene, noget der kan stå igennem en istid

omkring mig fryser det til, de river mig ned, man må ikke promovere sig selv her

kravlende genfinder jeg skammens hule, varm flødesuppe slubres mens de voksne

lægger budget, som tæppet over en frysende krop, kom her lille ven, drik lidt

bordskik og galde, sitrende fyldes jeg op og kan tale som et samfund i flere timer

hælde mine ord ud i aviser og smøre mig ind i forfremmelser og priser, jeg har

fundet et kram der bliver ved, i sit kram har den mig, det toneangivende våben

at være til på andres præmisser, jeg sigter på mig selv

og

—-

Kategori: General, Indlæg | Ingen kommentar »

I ruinernes varetægt

7. October 2016 af Maria Guldager

Jeg kan godt holde mig

selv inde

nu har jeg bevist det

jeg kan leve med mig selv

hvile her, træde vande indtil mit liv bliver gammelt

noget værd men ikke noget ved

jeg vil hellere leve med jer, udenfor

jeg er færdig med inde

bag ideerne, maskinrummet, færdig

med at udføre opgaver for et cirkulært bånd

jeg bliver lagt på det, snurret rundt i et blufnummer

en drøm der viser sig at være det eneste jeg har

en virkelighed jeg må bryde igennem

for at komme ud med mig selv

jeg har en bog i maven, jeg forstoppes

jeg må ud til vandet, se over det, tale over det, be over det, flygte over det

jeg er en knop på en busk, jeg banker

vil foldes ud, ikke gennem livsprincippers tyranni,

men ved bevægelse, forbindelse, ved krop og krop

kroppene er enten lækre

eller ulækre, jeg vil ikke

holdes om af den ulækre

så bliver min krop også ulækker, det forstår han

ikke og min krop kan ikke holde sig inden for sit format

jeg tipper over

Mine følelser kan ikke være på så lidt plads

jeg tipper over

i et øjeblik er jeg på instagram, i et øjeblik er jeg på mailen, i et øjeblik reklamerer jeg for mit yogastudie, jeg er

sent på den nu, min ambition tipper over og ud

ned langs mine sider, skaber ekstra tyngde i mine hæle, jeg skal også snart meditere

jeg holder kun fokus i halvandet minut af gangen, kalder du dig poet.

Det er som om, der intet er sket

i dig siden jeg så dig sidst, har du slet ikke drømt

om mig og vore kroppes nøgenhed

i min jordbund ulmer forelskelsen

jeg prøver at rense mig selv, fjerne

mit blik, men jeg ser lige ind i dig

om du er her eller ikke

og elsker hver en bid, så kraftfuldt

at jeg bliver bange for affektionen

Med min bagside mod underlaget

leder jeg efter en rytme, en trækning

der er ingen luft i mig

jeg ligger stille, afventende, ingen luft

jeg må sove, det glemte jeg at gøre i nat,

jeg glemmer hvordan man vågner

jeg har travlt

men jeg gider ikke have travlt, så jeg dropper

travlheden, påstyret, ikke i dag, jeg gider ikke

jeg putter mig i den dårlige samvittighed af uld

min krop gør ondt

den er lækker

men vil ikke vågne, hvad har jeg gjort

er det for stort, er det hele for stort

er jeg for lille

til alt det store

REplikkerne

væver sig ind i hinanden, forfra, bagfra, en ulækker krop

holder om en lækker krop, der ikke kan give slip

på det den har fået at vide, den skal sige

Et stivnet ansigt på fjernsynet, lige over en mikrofon

jeg lader skærmen lave arbejdet

jeg mediterer ikke, jeg tænker ikke, jeg sover ikke,

jeg gør ingenting, jeg ser bare på en reporter

der har slugt sin vejrtrækning, jeg forstår

hendes angst og ser på det

hører ikke hendes ord, men forstår dem

indefra, jeg er inde i ordene, i måden

de spyttes ud på, skrattende,

hvis man ser hvordan de slaveagtigt vandrer ud i flok, lænket til konsistens

man må opgive alt for at få succes

for at blive reporter og formidle virkeligheden gennem ordentlighed

for at bryde igennem til dem derhjemme, give dem rytme, man må

opgive alt, også åndedrættet

jeg kan ikke finde mit åndedræt

ikke finde mit tredje barn

jeg leder efter ham indeni mig, er det her sundt mor

spørger min 7-årige datter, jeg svarer at jeg ikke ved det

hvordan skulle jeg vide hvad der er sundt for dig

spørger jeg, og ved at jeg fylder forvirring

og åndedræt på hende i samme nu, hvis bare

jeg var hjemme ved hende

jeg er aldrig hjemme

når vi er sammen vandrer jeg som en udlånt bog

rundt i andres læsninger, jeg må ind

for at komme ud

en væbnet virkelighed frister mig til at trække

sværdet

men jeg har kun en regnbue

den har jeg haft siden jeg var 12

jeg vil beholde regnbuen

sagde jeg, og mente at noget da måtte forblive, brysterne

kan vokse og jeg blodet flyde, følelserne gøre kulret og modenheden trænge sig på

men regnbuen, lad os da beholde noget

fra den forliste barndom

som et bevis på, at der var et fællesskab

under de ligegyldige gentagelser

af kolde eftermiddage

på larmende biblioteker.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Forbundet med listende skygger

2. October 2016 af Maria Guldager

Kære liv

det du vil have

hvad end du vil

bare tag det

tag det og gør det

mens jeg trækker vejret

efter mig

som slibrige spor af en barndom der ikke anede hvilken overhængende fare den var i

lille pige jeg ville glad gå med dig ind i din fantasifulde verden

hvis ikke jeg vidste, hvilken forrykt mor du har, en mor der ikke kan skærme dig og fantasiens radikale åbenhed skal skærmes, lille pige, du er så utryg at jeg må græde ned over dig og forklare dig, at det er moderregn der vil få dine hår til at gro, du spørger om du også får bryster af det, jeg beder dig

kære liv

forlad mig omgående hvis jeg skal vandre endnu et skridt uden

modet til at digte videre

at kalde dig mit er en hånefuld absurditet

jeg bøjer mig for dig, du magtfulde tunge hovedliv der ser, hører, lugter, smager, livets hovede kan ikke rokkes, det er der i alt, dømmende, seende, absorberende, hvert et åndedrag tæller det

mens jeg lægger tallene forkert sammen, folder dagene

ud, pakker ordene op og ned, træner

opøver, opelsker, opkøber

have og lande og følelsesriger

intet af det bliver mit

slet ikke livet.

Jeg er den lyserøde gerning

forvildet og forskrækket i nattens mørke bramfrihed

griner et blik, smuldrer min dømmekraft, vakler min henledte opmærksomhed

mod det sublime univers

der er så stort, og jeg er

død bag synsnerven, lavmælte lyde

der siger så lidt så det lyder som ingenting

men det er det eneste jeg har, et stemmeført glimt af hvad jeg en dag kan skabe

kom med

kom skal vi ikke

lad os

kom så reagerer vi

kom så dater vi

kom så familier vi

kom så er vi et vi

kom og rør mig

kom helt ind i mig for ellers, kommer

ingen nogensinde helt derind og jeg ankommer ikke uden

dit komme, se hvordan tiden læger min berusethed, kom

og tag mig før skyggen opstår

ellers lister den sig lige i hælene på min arme

der må slynge sig om sig selv

og sværge til poesien fremfor sindsroen.

Hver dag står jeg op, og må i gang med at håndtere mig selv

mine symptomer og syndromer

planer og haner

jeg ser blomsterne mellem stenene, og forstår deres eksistens som beviser på mit indre liv

vildt og slynget, sådan har jeg det også

småt men giftigt, det stikker hovedet frem under mine arme

blomstret og sirligt, som ville jeg forme mine ører, hvis jeg kunne

alt hvad jeg ser omkring mig, ser jeg i lyset af jammerlige skvulp, jeg tager deres skønhed, kvæler dem i mit eget svælg, planter bliver billeder

på mit bord

på mit sind

billedlige livgivere, de har aldrig

bedt om at blive trukket ind

i mig som kønsneutrale spor efter mine sindssyge forelskelser, det banker

bag mit bryst, hjertet vil ud, men han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, han vil ikke have mig, så meget

for positiv tænkning, så lev dog

i dig selv, lev i dig selv, maria, lev

og “gå lige ud” siger jeg til drengen på otte år, der stikker i gråd på min kommando

jeg ved ikke længere hvad der er vigtigst: mine børn eller min sindssyge, en havregrødsportion eller min krop, en virksomhed eller mit livsformål, døren går op

ind kommer rene børn, vi krammer, til min følelse af aldrig at kunne vaske mig ren, som var hele min tilværelse et ophold, jeg venter

på at komme hjem fra, jeg kryber rundt i en tue af mylder,

jeg vækker mig selv, men forbliver i søvnen indtil dagen overtaler mig til at komme ud og lege, jeg vil helst være hjemme, lidt endnu, så meget jeg skal nå inden jeg for alvor kan gå, for alvor kan nå at komme nogen steder, lidt endnu

banker på mit hjerte på

åbningen kommer

siger de

det kommer

hvor skal jeg holde til imens

i mit eget ikke-hjem, i en tue der støver til i min sjæl, der kun holdes mæt af sine egne ord, jeg skriver

til ham igen, skal vi mødes

i min lånte gryde hvor jeg damper tre stykker broccoli i

det skulle være så sundt, ikke at mødes når man har slået op

jeg savner

narko og ro, i min sjælefrakkes inderlomme, hvor lysten sidder, hvorfra den pakker mig ind i gammelt mønster og et hjerte, der

tilhører dig, nu er jeg bare ærlig, jeg er så ærlig, i en sms

smiler du til mig

via et ikon

du er gul som en sol

jeg er lyserød som en elefant

mine ikoner soler tilbage og ved godt

det er game over

for mennesket bag ikonet

men jeg lader ikke en dag forgå, lader den ikke drive bort fra mig

jeg insisterer

indtil verdens hvirvles op af min længsels vind.

Jeg kan ikke finde nogen handsker, ingen nye i butikkerne, ingen gamle i skufferne, jeg kan ikke finde

ud af at acceptere at dagen skal slutte

det er i dag

det er en slette

og bagefter er det slettet, vi går hjem, hvilket hjem og med hvem, det er for koldt

med bare hænder i dag, bare hænder

i en varm sjælesørgersituation der ikke giver nogle svar, jeg kan ikke svare dig, bare guide dig,

jeg tuder dagen ud, til sidst er der ikke mere dag

i mig og jeg finder retningen et sted lang bagude, gid du

havde været mere end en projektion

af lys

kunne du dog bare

have været alle mine dage.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Afmaskerende blændværk

15. September 2016 af Maria Guldager

Den øverste del

af min mave

bagerste deling af min gane,

det nederste af min delvise

bækkenbund og rundingerne

i mine ører, den sociale standard og frygten

for hinanden, åndedrættet der aldrig ud

foldes, for du har fjernet dig selv

fjernet dit lag, min smag af sammenhæng er ikke til stede

kropsligt fravær banker i dets sted, sitrer, rumsterer, slår, risler under min hud

som en svigtende stedmor, svigt og mord,

der afgav stedet, fraværsvold,  korporlige pisk på stedet mellem

mine kinder

ryster, du hader mig fordi du ser  noget

nærmere det du vil være end det du er, dit had

ses på min hals men det er stadig mig

der læser historien op

af en telefon der har produceret tusindvis af selfies, lavt batteri, to begivenheder nær dig, venner der tjekker

ind, stop det jeg læser, men jeg får en sms

hvad vil den mig, kan den se mig, se at jeg har set den, uden rigtig at gide se på den, kan den se hvem jeg ser, hvem jeg ville se hvis jeg kunne, jeg skriver

Fem og fyrre sms’er til dig, du er det eneste nummer jeg kan stole på, modigt nummer at afvise mig,

som begrænsende papirer afviser

mine fumlende hænder, gennemskærer min huds rustikhed, med smældets klang der stiger op og ned af min rygsøjles hvirvler,

taster jeg ind med min tommel

ydersiden af mig kalder indersiden af mig, mens alt jeg

lader mine øjne glide over er bogstaverne i dit navn, forbindelsen til dit inderside er din saftige hud, jeg siger det, for at fatte, kortfatte, kort slutte

tungen gør alene arbejdet, dog var den Intet uden mit brede kæbeparti, hvis styrke giver mig hård hud

under fødderne, der mangler dig at stå på, åh denne jammer smuldrer min poesi, den eneste udgang er tvangen, skrive tvangen, tvangs skriftligheden, at jeg skriver mig ud, er det du vil du universets hersker, apatisk nødsage mig til poesien som ren selvopholdelse.

Børnene leger så godt i mine venners have. Jeg bliver. Selvom jeg keder mig mere og mere for hver ny samtale. Jeg bliver. Venter på et gennembrud så jeg ikke skal gå hjem i samme kedsomhed som jeg kom, der må da komme noget. Mening i rummet mellem ordene. Rummet mellem meningen i vore kroppe. Plads til ordkunst der hæver sig over det intetanende nærvær, et sammenbrud af kædemeninger der skyder op som muldvarpeskud, det kommercielle underjords gennemrend der får vennerne til at miste følingen med det der ikke har været på fjernsyn, følelsen af at miste lyset bag øjnene, der må komme et rum i denne samtale, tænker jeg, og ved at min mave lever uden dig, uden, mellem, udtømt mellem

svig og nag rettet mod den, der holder mig fast i hans kys, som varede det en menneskealder, hans kyssende hænder, jeg troede jeg fik liv, men jeg blev gjort klar til evig vinter. Med selvpinende efterrefleksion opstår en fornemmelse af at skulle ruste til, min poetiske form smuldrer væk.

Hvad mere har vi? Jeg troede, vi havde givet hinanden alt. Du afsjæler mig ved din afstand, ved din: “det var bare et kys, Maria, bare et kys”. Et kys der forbrugte min sjæl med en hjælpeløs nydelse som middel til at møde mit hjerte uden forsvar.

Vore kroppe. (Kun din og min, glem alle de andre). Din krop får min krop til at tigge om mere af livet, mere. Din krop læser min, hvad står der, spørger jeg, men det lader sig ikke oversætte, du er funk, du er house, jeg er den ske, der tager musikken ind, du gynger rundt i mig, er det sådan her

det føles at få rocket sin verden

nej, frem tilbage tilbage frem, vi kalder det potpourri

I jeg kalder ham for skat

hvad er det for noget pjat

han bliver edder bange

fed up af at bli holdt som fange

sådan danser vi lidt frem tilbage tilbage frem, hA hA hA hA, og så spørger han hvor længe jeg har ammet

jeg tæller sekunderne

hvor længe nåede vi at være sammen.

—————-

Jeg sover maksimalt 6 timer for tiden

er ikke til det

men en morgen er det som om søvnen overtaler mig

der er mere at komme efter, siger han

jeg går ind i hulen og lader øjenlågene falde i som tunge porte

låser

og bliver befriet, en morgen.

kom bare. Jeg gjorde intet for det. Nu er den der. Det er nu

til lyden af vore kroppes  bankende bevægelser, pump pump træk ind og hold ude, hold mit åndedræt, et øjeblik tag det, ånd ind ånd igennem, ånd til trods, ånd mere, ånd bedre, ånd dine ryghvirvler, lad det hvirvle med med ånd så vi får gennemtræk, det hele skal luftes igennem, jeg trænger til nyt sengebetræk uden forelskelsens jammer, kom og tag mig, punp rundt i mit blod til jeg mærker at jeg hører til her, i min ånd, krop det op, skyld mine tarme ned og lad mig larme

der er ingen start, ingen slut, ingen midte, ingen kerne, bare

insigther tavshed af guld uden valuta, jeg kalder dig for skat, giv mig et halvt år, så jeg er tilbage, klogere

på en aften for mig selv.

Internettet er en farlig trance for en som jeg, forflygtigelsen

rager til sig med lange arme.

Lyden af min mor om morgenen.

Vore kroppe. Hvad er det han siger, han siger det som en kvinde, hans køn er ikke intet, men både og, og mine signaler forstyrres, han vil han ind eller ud, er han blind eller gud, matcher vore sind eller mærket kønnet kun en flod, jeg vælter ind i reolsystemet, mit rullende system ind i et system. Af ting der står.

Lyden

af støvet under en hospitalsseng der truer med at give op hver gang jeg fortæller om mine lidelser

give op, blive støv, jeg ville ønske

du kunne lytte uden at korsfæste dig selv for at redde mig

det er fuldbragt.

Det er måske verdenshistoriens dårligste svar. Og nu skal han i seng. Tak. Selv tak for din intetsigende mail. Jeg hader dig, selvom jeg tager afstand fra den slags udtalelser, jeg tager afstand og giver modsvar, jeg hører hvad du siger, beklager ulejligheden, er der et bedre svar end ‘jeg tilgiver dig’, for i det har jeg ikke nævnt hvor længe tilgivelsen varer, jeg læser om tilgivelse som begreb imens mine tarme slår knuder, det sprøjter ud af mig med lort som jeg gnider op af min elskedes ryg, han kan ikke se farven, bare mærke at det er rart, vi kysser og jeg tænker: “han aner ikke hvad han roder sig ud i” og får lyst til at skyde alle andre smukke kvinder, så han kun ser mig, kun mig, så jeg er det eneste svar på

hvad skal du på lørdag

og så kan jeg tilgive alle andre med hans lyst til mig, den spuler ryggen fri, kun hans lyst til mig, kan fire mig ned fra tårncellen, jeg tryller med mine ord for jeg har ikke mere hår, jeg er et frit ansigt og det jeg ser, udgår alene fra fantasien.

………

Hej honey, jeg har ikke tid til økonomi nu, jeg har for travlt med at ligge på stuegulvet og fortvivle, siger ham, som jeg er head over heals i, en klat smør ligner han, jeg fylder ham i min grødmidte, for jeg må omringe ham, tø ham op i mit varme skød.

………

Jeg spørger en direktør om hun tror jeg kan lykkes, om hun vil spørge dem, hun kender, hun svarer, at jeg er blank, og jo mere jeg ser det hun ser, jo blankere mine øjne, til sidst får jeg en psykolog, til sidst fordi det er en slutning.

Psykologen skal have gæster kl 15, så vi har masser af tid de næste 45 minutter, til at tale om min opvækst og det barn jeg mistede, de skal også have aftensmad der, forklarer psykologen duften af steg, jeg spørger ikke om det er okse eller svine, jeg burde måske have spurgt, da psykologen spørger om jeg er usikker på noget, men jeg holder igen, for det er min første impuls, at bevæge mig væk fra min første trang,  på nær når vejret er godt og jeg går forbi et par ældre fredsommelige mennesker. Der hilser jeg og siger: “hvor er det en dejlig dag i dag”, og så varmer vi os ved enigheden under solen, mens jeg føler mig som en sand samfundsborger, sådan en vi burde have flere af, mens jeg selvopretholdende ignorerer det faktum, at jeg i min ensomhed hilser for min egen skyld, for ved at hilse opstår en forbinding mellem mig og andre og det eneste jeg lever for, er forbindelse, og til psykologen

er forbindelsen værdisat på forhånd, jeg kan græde alt jeg vil for 649, og det er billigt ved du, det er også kun fordi, ja jeg ved det er billigt, tak, og undskyld at hullet i min mave er dyrt at lappe.

—————–

Nogen gange tror jeg, hun skriver til mig, bare for at illustrere, at hun er tidligt oppe. Flot, at du er vågen, skal jeg måske svare. Nogle skal have en pris for bare det at vågne, før de føler sig anerkendt som værdige medlemmer af samfundet. Arme stakler.

I modsætning til et pragteksemplar som jeg, der står op uden at sige det til nogen. Det ville jeg ønske man vidste, derude. At jeg er fremaddrevet, ikke behøver dovneri og er for god til enhver. Den udadrettede kvinde står dog ikke på scenen. Jeg er træt af at banke på deres dør, jeg laver min egen dør, jeg har altid været et naturtalent indenfor snedkeri.

—-

Han er ikke længere på den anden side af mine sms. Hvor er du, og hvorfor skal jeg døje med mine tarme alene, viklet ind i omsorgsopgaver og loyalitetsfølelse, uden et anker, uden en mand til at afgrænse mig, det gjorde mig ikke noget at du var mere dreng end mand, hey jeg har altid været forelsket nok for to, det er det jeg kan, hvorfor løber du, jeg ser ingen tornado, jeg hvirvler op og finder ingen hvile, ingen tryghed, dine fødder. Er alt jeg vil eje i dette liv, giv

din storetå eller se mig forgå.

Solen skinner på dagen

med tårer i baglommen

lader jeg livet gå ud

over mig, ned af brystet

rundt om ryggen og ned til lænden

Hele min krop sitrer som om den sorterer, skiller sig af med, det der prøvede at suge mig ind i sig, alle de øjenudvekslinger, alle de kropssignaler der blottede sig, selektivt udskille det, jeg så. Drømme og undermeninger der normalt fylder ethvert lokale ud er nu skrøbelige, min sult fraværende, min spisetrang større end nogensinde, hun maser mine fødder med sine knoer mens hun holder igen med sin anden flade hånd, som for at vride noget ud af mig, vride mig ren.

Måske er det hysteri

men kryber bittert ind i en hule indtil der står en mand og vil have mig ud

have mig

kun mig

fordi mig

sådan mig

med mig

altid mig.

—–

Det er slet ikke så slemt at se bag masken

siger filmholdet som de ser mit liv på skærmen

fjernede de deres øjne og så

ville rædslerne vise sig, dem

der var så fjerne i mit lyse sind, dengang, dengang i din krop,

endnu før du sagde: vi har kun venskab tilbage

idet jeg bryder sammen ved jeg, at himlen ironiserer over mig, at jeg blev skabt til at omfavne en mand i ekstase,

at himlen vil tvinge mig til at skrive mine smerter, tvinge mig for kunstens skyld, giv hende hjertesorg hele livet, har en sagt

og så væltede ordene ud af hofterne.

Et hvirvlende lys for mine øjne

det er kun sådan jeg kan beskrive det

forelskelsens væld

fortabelsens hæl

jeg skal lige give mig til at vræle højt og ukontrolleret

da jeg ser døren er åben, jeg er ikke alene

så jeg fordeler mig ud i rummet, ingen

vil rigtig kunne se hvor jeg var

hvis de filmede.

Det er ikke fordi jeg har ondt

af mig selv men min appetit

er et farvand hvori al rationale drukner

du står bare der

bag mine tunge øjenlåg

appetitlig som ingen anden

ung og ren og med al verdens vægt i dine hænder.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Impulskøb

18. August 2016 af Maria Guldager

Kl. 23:30 er jeg sikker

det er det helt rigtige

der er godt nok en ekstra pris her til sidst

moms står der

virker til blusen er dobbelt så dyr nu

det går vel ikke

jeg googler videre

kl 01:23 opgiver jeg at finde noget til den rette pris

det var en virkelig flot ryg på den yogatrøje jeg så tidligere

moms er jo fint

folk skal jo have noget for deres arbejde

grænseoverskridende arbejde, jeg modtager

en pakke en morgen kl 08:30 og kl 15:00

en lørdag er sindet lige så splittet som budgettet

kl 10:30 en søndag tager jeg trøjen på

den strammer lidt men se i spejlet

flottere end flot

jeg skal være glad for dette køb

og de 4 andre der er på vej via shipping

til overpris på en undergrænse

jeg er glad

på den nødvendige måde kl 19:30

da timen starter og jeg ved jeg skal undervise

40.000 af disse før bukserne er indtjent, glad

da timen er slut kl 21:00, inderligt glad

for at være i min hud

og mine sko.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Stedet mellem minutterne

5. August 2016 af Maria Guldager

Han tager på mig som var jeg en automat

hans tryk i min numse er som hele mit liv

man forventer, at hvis man behandler mig

sådan her

får man

sådan her.

Det er min krop, det er mit sind, det er min fordøjelse, det er min cyklus

alligevel må jeg rådspørge en, der ved mere om mig end mig, hvad stiller jeg op med mig, jeg er

et væsen, en anden ved mere om, en art

ikke en automat, men en art menneske med reaktioner så langt nede af benenene, at jeg ikke selv kan se dem, med

blankhed udfyldes jeg af bølgernes svar, ukendt i min egen erkendelse

beder jeg om udfoldelse af en andens viden, automatiske viden, min sjæl

har sine egne farver, egne vittigheder, en majestætisk og oprørsk kapacitet, kun indtil

den indser den voksende og værkende jord under hende, min sjæl

er partikulær, kropslig, styret

lidenskabeligt, glidende, kan ikke se jordens ansigt, den er så langt nede af mine ben, må spørge

en anden der ved noget artsmæssigt om min bund, til råds.

Det viser sig, at jeg er en hule

manden ikke kan komme ind af, ikke komme ud af, en hule manden hellere vil sende på retræte i bjergene, end prøve selv at være i, tilværelsen

er et klicheefyldt romantisk røvdigt med dig

det var det

jeg faldt for, faldt i, det

jeg ville med mit liv, leve

som jeg var os andre, runge

ud i en kærlighed der ikke handler om min mors hjernelammende usikkerhed og rådne barndom.

———

Fra højtalerne banker fortidens koder, hun referer

til religiøse skrifter for at udfri mig

fra de skamfulde ar der svæver over mit hoved, kredser

sig om al væren, fæstner mig til hendes blik, jeg vokser ud

i en mild brise et sted på en strand.

————-

Kun ved at bevæge min krop kan jeg ryste sorgen af mig

blive flydende og nydende

mærke minutter hver for sig

i sin helhed, i min rygsøjle.

———-

Hun ser på mig og ved, hvad hun vil have mig til at sige,

jeg ved ikke, hvad jeg har tænkt mig at sige,

usammenhængende

svømmer jeg væk gennem åndløse ordslyng fra min mund i hendes gab

over minder i skyerne, der vander hvem vi er.

—————

Hvordan kan jeg nogensinde stole på maskulinitetens brøl

der lover ting der måske måske ikke bliver gjort, ikke bliver

andet end nedbøjede grene

fra en bladnøgen stamme, de første

lyster der bevægede verden

var det en mands, var det

maskuline fingre på min gennemsigtighed som var

dit blod min luft, dit hav mit kød, din musik på min scene, jeg brænder

og bliver nægtet adgang, trådt under fode, indtil jeg kan et håndværk, alt

er et håndværk eller et fodarbejde, mine krusninger

i en fast form der forener sig, bliver et med stoffet

hvis uberørtheden tigger længe nok, kan intetheden tigge længe

nok, og ikke forblive i ren mulighed,

mande sig op fra ren modtagelighed, da kan jeg stole

på at manden stopper med at sjippe mig i hovedet.

———-

Skriv. Skriv før bølgerne begraver mig,

skriv skriv skriv, for dit liv, skriv hvid

hed og mørkhed

skriv fordi livet er ligegyldigt, hvis du ikke skriver dig selv

tom hver eneste dag

ikke elsker hver eneste dag

til du gennemblødes af kærlighed og den kærlighed går i knoglerne på dig og de knogler skriver

hviskende at dæmonerne forlader huden

skriv dig renere end vores brud, skriver digteren om

mit suk der trækker utildækkelige spor efter årene, skriv resterne (kan du redde dem, kan du?)

af mine nedbrudte ideer, der skriver

sig selv om, kan ikke få hold

skønt jeg åbner

min bevidsthed mod

deres ophav, ser

de fantaserer om eksistens, skriv

mig om, prøver at samle stykkerne,

hvor end de er faldet fra, min mund

er klædt i din krop, skriv

så vi får åndedræt.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

Optegnelser over langsomme fødder mod det daglige velbefindende

23. July 2016 af Maria Guldager

Grundet i kærlighed sitrer min hud, jeg må ud og hoppe, toppe, springe frit fra punkt til punkt til udsigten, der samler udviklingen, skrælle lag af friheden indtil jeg ser ligheden, mellem krig og det at have fri, er det kæbernes pres opefter der giver stress, eller er det tungens smæld der siger “jeg vil selv”, Frihedens efterstræbelsesværdige saft er grundet i kærlighedens kraft, der giver forhold et ny udseende, who cares om han vil have mig kold, jeg behøver ham ikke, jeg er

grundet i kærlighed.

Vi sidder. Spiser rester. Husk en klud. Han er et sæde. Han er en rest. Han er en klud. Han tiltrækker fordømmelse, fordi han inderst inde mener, at han fortjener den. At gispe efter luft i en relation er en medalje for en pestilens som ham. Mener han og ødelægger mig med sin blødhed; jeg har også gode venner. Men vi har sjældent brug for hinanden på samme tid, telefonen bliver ikke taget, hilsenen bliver ikke sendt.

Skyggen i deres ansigt, den dagaktive grå fugl i baggrunden, rytmen med hvilken de taler, kryber sig ind under min hud, jeg vender mig mod fuglen, der er fjern fra kedsommelighed og slæbende år, det er ikke en

men flere timer

man skal være sammen, for at relationen bliver accepteret som meningsfuld. For stor forskel i erfaringer er en løber der ikke tåler distancen, en bokser der slår hårdere end han kan,  ”Bliv lidt længere”, beder vennen mig, denne krænkende ven, venner der hellere vil holde min arm, end at lade livet udfolde sig, det svier. I min mave når jeg lader dem gå gennem mig, jeg må hjem, “det er som om du ikke ved, hvad du vil, Maria”, reagerer vennen som en mur der skubber tilbage, når jeg insisterer på at gå igennem den, jeg nikker og mumler, at det er derfor, jeg må videre, vennen er døv som jorden og hører ikke

længslen der yngler og giver sig til kende som en flamme henover asfalten, jeg er nødt til at følge efter.

Aktiviteter, vi fødes ind i dem, oplæres i at planlægge dem, nødes til at vælge dem, hvor skal jeg være nu, hvad skal jeg gøre nu, spørger vi i fritid og arbejdstid, jeg går ingen steder

istedet brænder det mig under fødderne, vennen graver i sin egen jord og i en vanemæssig bevægelse hjælper jeg til

indtil jeg trættes, og det er ikke pænt eller nemt at sige: “jeg er træt, ikke fysisk, men åndeligt fordi du er så fuld af jord der skal graves i” og det er svært at afholde mig fra at gå i seng med de mænd, der serveres for mig, for vi lever jo så kort og det føles jo godt, selvom både indvending et og indvending to, alligevel værner jeg om min krop, jeg ved den er nærtagende, og i en fremmeds vind farer min stemme væk fra min krop, jeg er i en fremmeds magt, en fremmed der kalder sig ven, men ikke kender

sig selv, han er så klog, han er så krop

han vibrerer af lyst til mig, han ved ikke

hvem jeg er, men vibrationerne overtaler ham, blødhed

på en ophøjet og højtsvævende facon, blødhed

i hænderne og armhulerne, det er i bytte

for hans viden at jeg lader mig selv gå.

Det er i mit væsens essens at forlade forholdet uden at sige farvel, jeg fortæller aldrig at jeg går, for rammer min hornede overvejelse først en genoptagen af kontakten, indser jeg, at jeg for længst er gået.

Det er en mode- instagram-mode- at have været igennem “fucking shit”, begære et muskelbundt eller en guitarspiller, bare han er på hash og har en farlig hund, det er på mode at sige: “det er jo bare hash han ryger”, og sænke barren drastisk for hvad en mand må byde på af omsorgssvigt, på mode at leve “fuckable” med tatoveringer bundet om prinsessedrømme, mit shit. Vil hellere vaskes af fyldte nådeskyer, jeg vil hellere vise min mave uden tusser, lade mine hænder glide op af mavens sider og til op over hovedet, udbryde hellige ord, stille mig under nedbøren, klatre op til der hvor smilet gøres bredere, hvor maven er i ro, hvor mine sider får deres ret, springe ud og lande på mine knæ, fordi jeg ikke forestiller at kunne opfylde et eneste jobopslag, jeg kan bare vende håndfladerne opad og lade himlens ører dryppe

barmhjertighed

ned over mig.

Det er ikke på mode, men det er min eneste måde: mere renhed, mere hellighed, mere intimitet, mindre venskab, mere alenetid, fra mit dyb. Breder sig ringe, jeg køber noget kærlighed til en ny veninde, i håbet om at rekruttere hende, en bedre veninde, en slags jeg har lyst til at se, for ‘jeg kan ikke være alene med alting’, som der prædikes, jeg sætter mig forrest i kirken. Det er en vane, jeg har fået, det er undertiden sjældent den samme kirke, jeg bryder mig ikke om måden, jeg triumferende slår rødder på, det spænder mig ud fra top til tå at have fødder plantet og armene udstrakte i iver, der er ingen plads til min maves velbefindende, jeg sætter mig noget nær forrest for ikke at støde ind i kirkens sædvanlige slæng, som altid rotter sig sammen bagerst og på de en til to forreste rækker hvis det er en frikirke. Sætter mig på række tre eller fire, altid lidt spændt på om jeg på bibelsk vis bliver bedt om at sætte mig ned bag i, jeg begynder at læse bibelvers i tilfældig rækkefølge, hvis der er en salmebog, og hvis ikke går jeg på Tinder, kun for at opdage hvor upassende en aktivitet jeg har gang i, når en dame fra rækken bagved prikker mig på skulderen og vil ønske “god søndag”, hvis det er en folkekirke og “high five” hvis det er en frikirke. Under prædiken beslutter jeg mig for at gå hjem og rydde op. Holde selvhævdelse op og spørge: “har jeg brug for den her?” og så fremdeles med alt i mig, der ikke direkte relaterer til Gud. Det kræver bare at man ved lidt om hvem man er; præsten siger, vi må finde vores identitet i Gud, det han siger fortoner sig i mine egne tankers mangefacetterede skær. Næste gang jeg skal vælge noget afsløres mine for mig ukendte tanker; den jord jeg har plantet alting i. Under prædiken tager jeg et skridt videre, jeg må stoppe med at date, det har sådan set aldrig gavnet nogle, at jeg har datet. Præsten prøver at vække os, ligesom poesien gør, men det er som om, jeg ikke kan tage imod hans budskab og det har ikke at gøre med hans køn, for nogen gange er præsten en smuk kvinde med rødlige lag over læberne, og et skjoldet brunt lag over huden, fra hvilke hun forkynder samme bud:

Du skal elske. Og ikke lade dig friste. “Men hvad med mine venner”, får jeg lyst at spørge, “kan de ikke blive for meget, så man må forlade dem?” Det er noget helt andet end emnet for i dag, jeg ved det godt, jeg er noget helt andet end emnet for hver dag. Mine livs knuder behandles ikke fra talerstolen- jeg kan tage, det de siger, og bruge ind i min sammenhæng, men det har førhen haft uheldige følger, netop som et malet ansigt, fra hvilket gode samtaler nok blev ført, men som holdt sammen på et smertefortrukkent sind, en blank flade uden expression, højst ville det synge i hovedet med teologiske ord, men en sang der blev spillet uden at blive hørt. Himlen når jorden, hjemme behøver jeg en lur, jeg glemmer ikke hvad, men jeg glemmer akkurat hvorfor, jeg ville rydde ud, og mens jeg ligger udstrakt i en seng, drætter menneskers problemer ned i mit bryst, en ordløs smerte brænder sig ind i mit sind, slår sig ned ved siden af skyldfølelsen, de er ikke til at skille ad, medfølelsen og skyldfølelsen, men solen går op over følelsen og ned over følelsen og roen synker ind, mens jeg brænder op i min indre flamme, starter med at sortere, fortaber mig i dufte og lyde og andre fristelser, det pulserende blod dæmmer op for mere fuglefløjt, hvordan kan jeg afvise den blå himmel over mine hjul, mens jeg ingen indgang finder til min plan, hvorfor have en plan, der vokser med hvert strejf af den kolde vind mod mine sætninger der ikke ved hvordan, de skal fortsætte, men ikke tvivler på deres rækkevidde. Hvordan mødes den afsindigt vågne sorteringstrang og et vildnis af  sammenkædede fristelser på anden måde end ved vandrende tanker, der finder sin betydning som en brusende flod over min krop, nyt vand, ny indre landing, mens de reciterende gråspurve samles på plænen med stykker af brød, der lige så godt kunne være til mågerne, hvis de havde set lidt venligere ud.

Mekaniske bevægelser langs fortovskanten, et ansigt der prøver at smile men forbliver halvvejs bag kontrollens gitter, en retning der sliber imod min, gråd i stemmen, glansløse øjne, der grådigt spiser af græs, fortov, sine sko, lejlighedvist himmel, kommentarer der borer sig ind

i min krop, jeg krakelerer lidt for hvert åndedræt, som jeg går arm i arm med hende, lidt frem lidt tilbage, dagene skifter farve, jeg bliver alene, uden pejlepunkter, følger bare tvivlens tempo, tilhører mig selv eller dette bedøvende skyggerige, jeg foretrækker

at se ham ind i øjnene og sige: jeg er dit afkom

af dig kom jeg

jeg, dit afkom

jeg kom af dig

hans hardwiring vender

ikke.

Familien spredes og bliver borte, bristepunktet slår ind over mig med en mægtig bølges overbevisningskraft, og jeg kan kun lade håbet erodere eller evakuere i et lukket hjerte ovre på den anden bred.

Himlen er grå som værtshuset og fanget i fællesskabets kærlighed og arbejdsomhed er det svært at forestille sig gråheden fordrive. Skødesløse stamgæster med flænsede hjerter klistrer til de hårde stole.

Luften udenfor menneskesamfundet giver plads til mesterligt udførte tanker, falske og ligegyldige tanker løber mig i møde, når jeg kommer indenfor i et hus, i et fællesskab, vil uforstandigheden nogensinde leve op til den midlertidighed, jeg håber på? Eller er gråheden permanent?

Overanstrengte relationer og en datingapp, der er gået helt i stykker. Min mor spiser sig til et hul i maven, det er som om alt hvad hun spiser bliver i hende, men snare end at fylde hende, udhuler det, hun har mindre og mindre at sige, som om maden punkterer hendes ord, hendes forsvarsværker, og når hun endelig fremstammer noget, fx når hun forklarer mig, at det er fordi hun elsker mig, at hun klistrer sin krop så tæt op af min, så presses tårer ud gennem overfladen som har hun det på lager i hinder ved øjnene, klar til at blive spyttet ud når det skulle det. Jeg nødlander i erindringen om, at jeg er mere end denne krop, mere end denne ånd. Spejlet er fyldt med flager, når jeg kigger ind i det, jeg beslutter mig for

at glatte ud, lige indtil natten lister sig ind på mit centrum og overdøver behovet for anerkendelse.

En afgrund stirrer ind i

min forside, mens min ryg læner sig op af den regn, der pisker mod den, på den måde holder jeg mig oprejst nu og nu og nu, jeg slynger øjeblikket om mig, for at finde et tørt kram, et sted under mig

er tiden væltet omkuld, den lader mig gentage gentage frafald og omvendelser, mens tvivl og tro forsvinder ind i klodens centrum

der viser sig at være

placeret under mine fødder.

Behandleren tager fat om mit bryst med sin overarm: “Der kommer et lille løft, prøv at slap af”. Jeg forsøger at trække vejret så lidt anspændt som muligt, han løsner noget, det gør godt og langsomt fatter mit kranium tillid til ham, og jeg giver mig helt hen i hans greb, jeg er et støvfnug, han er den fygende sne, men jeg stejler brat,

idet han beder mig leve anderledes. Bare lidt, Maria. Han er enig med præsten, det er ikke fordi der er noget galt med dig. Bare stop med. Og start så med.

En lugt af et ildsted, lyden af en gårytme, tonen om, at “nu” bliver til “engang”, morgensolens forenede stråler, der rammer op ad væggen hvor sengen jeg stille sidder og smerter på, står, jeg giver slip på hendes arm, vikler mig ind i frihedsrusen, lader mig føre af ubekendte tanker, der alle som en er rundet af en dårlig samvittighed, jeg lære. At tilgive, som jeg selv er blevet tilgivet eller ignorere, som jeg selv er blevet ignoreret. I et uventet cykeluheld

Der mangler steder i dine tekster, forklarer den andens mening mig, men der er ingen, svarer jeg, ingen steder der tillader mig, at vide hvor jeg er.

Lejlighedsvist er rejsen til fods slet ikke trættende, gangarten kan være så let og dansende at jeg krøller mig sammen af grin og bemærker at jeg griner og bemærker, at jeg griner for sjældent, og at jeg ikke vil have et liv, hvor jeg griner så sjældent, lyden af mine egne skridt, lyden af mine drømme pifte, lyden af mine tænder der knaser rundt om mad, der giver mig tryghed i små mundrette stænk, nu hvor jeg har givet tæppet af relationer væk, et stød af varme, var det det præsten mente? Drop det du finder fundament i, hvis ikke det er Gud. Havde han bare uddybet hvad, det vil sige, at have sit fundament i Gud, jeg tvivler sådan set ikke på Gud, men på mit Gudsforhold, jeg kan ikke mærke det, ikke se det, højst opdigte det mens jeg trasker afsted i min søgen efter stilhed og renselse, jeg søger rettere åbenbaringer gennem det blanke fantasivand end svar fra det grumsede videnshav, for er det overhovedet interessant, om jeg tilhører naturen eller den jeg, vil jeg ikke stadig opleve delvist at høre til og ikke at høre den, at være en del af og være delt af den? Intuition tager så ofte fejl. Fakta tager så ofte fejl.

Forfaldet der fortsætter skridt for skridt, logrer efter end den ukendte tankes begær. Tvivlen bliver til beslutsomhed i mit eget selskab som en mørk asfalteret vej, der gløder af indestænkthed, en mørk himmel der tynger kroppene nedefter med en fortiende stemme, en mørk skov der lammer sine beundrere og strør bladene til det pusler og ryster og hvirvler op en susende stilhed.

Dem der er ansat til at afvise mig, er ansat af et tilsyn der er ansat til at begrænse menneskets potentiale, de kalder det meningen. Sløvt men stødt går degenerationen i gang. Jeg vasker mig efterhånden kun hver anden dag, snart er det kun engang i ugen, jeg har ikke rettet mig ind i nogen bolig, jeg lever ud af en netto pose eller hvor nu mit tøj har lagt sig, jeg spiser af tilfældigheden, min datingapp er stadig i stykker og viser mænd på niveau med en lus, jeg har bare brug for at komme væk, fra al virketrang, eller alle forbindelser, ansvar, penge, jeg må blive en ensom kontemplativ omstrejfer, med et navn så åbent, at enhver kan bruge det til det, han vil. Jeg stopper op.

Tanken er for stor til bevægelsen. Hvilket er bizart, når man tænker over det: samme stille stand jeg tænker størst i, er den vi dør i, stopper al tankevirksomhed i, for at flytte ind i graven hvor indretning er en udretning, og dog er denne stående stand bare et mellemrum som står jeg på tærsklen til nye relationer.

Tanken omhandler først et fortidsobjekt: et jeg der vil glemme sig selv, jeg husker at have den trang i knoglerne og måske har jeg det stadig, for det, jeg hader ved vennen er dennes hårdt optegnede grænser, som jeg ikke må gå over, jeg står så stille jeg kan og mærker alt i mig bevæge sig.

Kategori: Indlæg | Ingen kommentar »

« Forrige indlæg Næste indlæg »